Betegnelsen 'realisme' kan både bruges om en bestemt kunstnerisk stilretning, en strømning i 1800-tallet, og om et karakteristisk stiltræk, der er fælles for forskellige kunstneriske strømninger i 1800-tallet og helt frem til i dag.

Realisme som litterær strømning i 1800-tallet

Den kunstneriske, og herunder litterære, retning, der kaldes 'realisme' er en slags reaktion mod det der af nogle filosoffer og kunstnere i samtiden blev opfattet som abstrakte, idealiserede eller fantastiske skildringer af tilværelsen. Samtidigt med eller måske som følge af de livsforandringer, der skete for mange mennesker med den begyndende industrialisering i England og Frankrig i begyndelsen af 1800-tallet (omk. 1830erne) skete så småt en bevægelse væk fra den romantiske idylliserende kunst henimod en kunst, hvis 'program' er:

at give en objektiv, sand skildring af virkeligheden, livet som det er, uden forskønnelse og uden fortielse. ((Gyldendals Litteraturleksikon bd. IV, 1974, s. 17)

Som det er naturligt, når en ny kunstnerisk strømning vokser frem, vil den i starten være præget af den kunstneriske tendens, den er på vej til at løsrive sig fra, og som har en dominerende position i tiden. Således kan også en del litteratur i perioden bedst beskrives som romantisk-realistisk, eller rettere som 'poetisk realisme', som nogle litteraturforskere kaldte denne 'overgangslitteratur' fra romantik til realisme (bl.a. Vilhelm Andersen (1864-1953) i en afhandling fra 1893 og også John Chr. Jørgensen (f. 1941) i bogen Den sande kunst - Studier i dansk 1800-tals realisme fra 1980). Den poetiske realismes ideal er en mediering mellem poesis og mimesis, dvs. en balance:

mellem opfattelsen af digtningen som fri skaben (poesis) i overensstemmelse med [romantikkens, min anm.] ideale principper og digtningen som virkelighedsefterligning (mimesis). (John Chr. Jørgensen, s. 26)

Den poetiske realistiske kunst er kendetegnet ved, at:

digterne accepterer den objektive sociale virkeligheds eksistens, men i digterværkerne skal den ikke alene genspejles, men også forsones med de ideelle forestillinger om virkeligheden. Den iagttagne virkelighed underlægges nogle poetiske strukturlove, som garanterer eller giver løfte om harmoni. (ibid. 28)

Man kan altså ikke forestille sig, at den poetisk realistiske tekst råt for usødet fremstiller et hverdagsmenneskes ulykkelige og fattige tilværelse. Den vil altid forsøge at skabe en handling, hvor det barske ofte beskrives med en forsonende humor, og hvor der sker en bevægelse fra disharmoni til harmoni, mod en lykkelig slutning. Og det er jo en fortællestil og -struktur, vi kender fra mange fortællinger, både gamle eventyr og de nyeste mainstreamfilm fra Hollywood. Eller som John Chr. Jørgensen formulerer den poetiske realismes balance mellem romantik og realisme:

Hos poetiske realister (...) skal poesien, det harmoniske, i sidste instans sejre over tilværelsens mulige grusomhed. (ibid. 28)

I den realistiske kunst viste kunstnerne deres kritik af samtidens romantiske, idylliserende kunst om 'det sande, det gode og det skønne' ved at beskæftige sig med områder, som ikke havde haft romantikernes store bevågenhed, nemlig almindelige menneskers jordnære hverdagsproblemer, deres almindelige liv, den slidsomme tilværelses grå sider, som var et livsvilkår for de fleste mennesker.

Begrebet 'realisme' blev i samtiden brugt som et skældsord af nogle kritikere, men også som et positivt kendemærke af de kunstnere, der bevidst dyrkede realismen. Første gang begrebet 'realisme' blev brugt direkte i forbindelse med kunst i Danmark var sandsynligvis i et epigram fra før 1806 af digteren Schack von Staffeldt (1769-1826) med titlen "Til de æstetiske Realister". Staffeldt kalder de kunstnere, der reducerer digtningen til at være virkelighedsefterlignende, for 'Daarer', og han beskylder dem sarkastisk for at "tærske Geniens Blomster" og at beskæftige sig med 'jordiske roer' i stedet for poesiens 'himmelske ild'. Derved ødelægges åndens skønhed, mente Staffeldt, og digteren misbruger 'digtergaven', som jo i romantisk selvforståelse mentes at komme fra oven (kilde: John Chr. Jørgensen: Den sande kunst, 1980, s. 26).

Men i modsætning hertil stod den franske billedkunstner Gustave Courbet (1819-1877) åbenlyst ved sin dyrkelse af det virkelighedsgengivende. Således kaldte han sine udstillinger af malerier af bønder og arbejdere i i 1850erne for Réalisme, og den franske forfatter J. Champfleury (1821-1889) udgav en roman i 1857 om en almindelig hverdagshelt med titlen Le Réalisme.

Se fx dette realistiske motiv i et maleri med titlen Stenhuggerne af Gustave Courbet fra 1849:

Kendte udenlandske forfattere, der skrev romantisk-realistisk eller decideret realistisk litteratur i perioden 1830-1870 var bl.a. Charles Dickens (1812-1870), William M. Thackeray (1811-1863) og Thomas Carlyle (1795-1881) fra England. Honoré de Balzac (1799-1850), Stendhal (Marie-Henri Beyle, 1783-1842), Gustave Flaubert (1821-1880), brødrene Goncourt (Edmond de Goncourt, 1822-1896 og Jules Huot de Goncourt 1830-1870), Èmile Zola (1840-1902) og Guy de Maupassant (1850-1893) fra Frankrig samt den russiske forfatter Nikolaj Gogol (1809-1852).

I Danmark skrives romaner, der har tydeligt realistisk præg, selv om den dominerende litteratur i tiden stadigvæk er romantisk. Det gælder fx Poul Martin Møller (1794-1838) i En dansk Students Eventyr fra 1824 (som dog først udgivet 1943) og Hans Egede Schacks (1820-1859) Phantasterne fra 1857. Og Steen Steensen Blicher (1782-1848) skriver flere realistisk inspirerede noveller.

I slutningen af 1800-tallet, hvor realismen i Det moderne gennembrud periode virkelig får fat, skriver mange forfattere realistiske romaner, noveller og dramaer. Det gælder ikke mindst de tre H'er, Henrik Pontoppidan, Herman Bang og Henrik Ibsen. Læs mere om Det moderne gennembrud, og de to realistiske strømninger, som kaldes kritisk realisme og impressionisme.

Realisme som stiltræk

At en tekst er 'realistisk' betyder, at den skildrer en opdigtet virkelighed, der er genkendelig i forhold til den faktiske virkelighed, og hvis handlingsforløb sandsynligvis godt kunne ske i virkeligheden. En sådan 'realisme' kendes fra utallige tekster på tværs af litterære strømninger - i Danmark især fra 1800-tallets midte og til og med i dag.

I Gads Litteraturleksikon 2. udg. 2005, s. 291 står om realisme:

Traditionelt opfattes realisme som et forsøg på at gengive det, der almindeligvis kan genkendes som den nære hverdag, på en troværdig måde.

Mette Nordentoft har skrevet i en artikel, "Stil og sprog i børnebøger", at:

En realistisk bog er ikke sand, men sandsynlig - den giver et livsbillede som er typisk for nogen i virkelighedens samfund. (Bogen, barnet og skolen af Torben Weinreich (red.), Forlaget Politiken 1980, s. 98)

Karakteriserer vi et værk som realistisk - er det en konstatering af, at et markant kendetegn ved værket netop er den virkelighedsnære skildring af personer, miljø, tid og temaer.

I dansk litteraturhistorie bærer mange forskellige litterære retninger tydeligt realistiske træk. Nogle af de vigtigste 'realisme-retninger' er: poetisk realisme, kritisk realisme, naturalisme, impressionisme, folkelig realisme, hjemstavnslitteratur, socialrealisme, socialistisk litteratur, nyrealisme, arbejderlitteratur, bekendelseslitteratur, imagisme, magisk realisme, minimalisme, hyperrealisme.

Disse strømninger er dog ikke realistiske på helt samme måde, eller man kan sige: hver retning er realistisk 'på hver sin måde':

• I nogle strømninger kommer realismen især til udtryk ved detaljerede beskrivelser af genkendelige fysiske miljøer, objekter og menneskers adfærd
• I andre er det snarere en indføring i en hovedpersons indre psykiske konflikt eller hans eller hendes ydre konflikter med andre personer eller 'samfundet', der udgør det realistiske.
• En del realistiske strømninger er mere ideologiske/politiske (såkaldt tendenslitteratur) eller moralske i den forstand, at de kritisk skildrer hverdagslivet i det moderne samfund og visse samfundsgruppers eller individers svære livsvilkår.
• Endelig er der realistiske tekster, der både indeholder en umiskendelig og troværdig realisme og elementer af det modsatte, dvs. af noget urealistisk, magisk eller usandsynligt. Det gælder fx tekster knyttet til den oven for omtalte 'poetiske realisme' i midten af 1800-tallet og den litterære retning i sidste fjerdedel af 1900-tallet, der kaldes 'magisk realisme'.

Men selv om litteraturen er realistisk, så er den i de fleste tilfælde jo alligevel opdigtet. Og det afsløres ofte allerede i en fortællings første sætning. Dr.phil., litteraturhistoriker Pil Dahlerup (f. 1939) skriver i et blogindlæg om den realistiske fiktion:

Fiktionsuniverset
Fiktions-bevidsthed er meget svær at udvikle, når det drejer sig om realistiske romaner, noveller og skuespil. Deres verden ligner den virkelige verden, og personer, handlinger og begivenheder ligner os. (...) Vi kaster os ind i den realistiske romans univers og lever og ånder med personerne i deres glæder og sorger. Men realistisk litteratur er også fiktion, og dens personer styres, trods ligheden, af love, der er væsensforskellige for vores. Jeg vil prøve at visualisere realismens fiktive univers:
Når man kommer til fiktions-universet, møder man en indskrift over porten (romanens første sætning), der meddeler, at denne verden er fiktion. Inden for porten kan man ikke umiddelbart komme i kontakt med personerne. De er omgivet af en glasvæg (fortælleren). Nogle af dem har gennemsigtige hoveder, så man kan se, hvad de tænker og føler. Til gengæld har ingen af dem underbevidsthed. De fleste har aldrig været børn, nogle har altid været tyve år, og selv de, der kun eksisterer en uge, kan godt være gamle. Deres handlinger ligner vores, men hver gang, de gør eller siger noget, afsætter de en streg, der indgår i et mønster og til sidst danner et færdigt kunstværk.
Første sætning
Den første sætning i et fiktions-univers (indskriften over porten) vil som regel signalere fiktion. I min undervisning har jeg tit brugt Herman Bangs Ved vejen (1886) som eksempel: ”Stationsforstanderen skiftede frakke til toget”. Det ser ud som fakta og hverdagssprog*, men det er fiktion og litteratursprog*. I et hverdagssprog, der har pligt til at referere til virkeligheden, kan man ikke bruge bestemt form om en mand og et tog, som læseren ikke kender: Stationsforstanderen, toget. I en avisreportage ville det f.eks. hedde: ”Stationsforstander Allan Petersen i Næstved husker, at han netop var ved at tage sin frakke på, da morgentoget 7.39 fra København kørte ind på perronen”. Herman Bangs sætning har også den egenskab, at den hverken kan verificeres eller falsificeres. Det kan sætningen om Allan Petersen fra Næstved. Der er en pointe til: Det er lige meget med den verifikation. Fortællingen fungerer alligevel. I en reportage er det derimod ikke lige meget, om det oplyste er rigtigt eller forkert.
Her er lidt flere første-sætninger til selvstudium:

• ”Der stod en lille flok yderst på broen og spejdede ud over fjorden i den lune sommeraften” (Hans Kirk: Fiskerne,1928).
• ”Den vidtstrakte, bølgende danske egn var blikstille og sval, forunderlig lysvågen i den tidlige morgentime, inden solopgang” (Karen Blixen: ”Sorg-agre”, fra Vintereventyr, 1942).
• ”Tore var en af de fyre, man ikke kan lade være med at lide på en eller anden måde” (Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld, 1958).
• ”Alt det øjnene ser, det blikket falder på” (Josefine Klougart: Om mørke, 2013).
• ”Det er ikke mig. Jeg står ikke sådan bag et træ i skoven” (Helle Helle: Hvis det er, 2014).

Fra blogindlæg med titlen Fiktionsbevidsthed på pildahlerup.dk. Set 18. juni 2023.

Realisme i lyrik

Når man taler om realistisk litteratur, er det som regel fiktionsprosagenrer som realistiske romaner og noveller, der hentydes til, men også lyrik kan jo være realistiske skildringer af virkeligheden, hvad enten det er en digters episke digt om en hændelse i barndommen, en sanselig lyriske beskrivelse af et natursceneri eller et kærlighedsforhold og lignende.

En særlig virkeligheds-orienteret retning inden for lyrikken er den såkaldte imagisme. Jørgen Lorenzen definerer og eksemplificerer imagismen i et opslag i leksikonet "Litteratur" (Gads Fagleksikon 1976/1983) på denne måde:

Imagisme: retning inden for moderne lyrik*. Imagismen (af lat. »imago«: billede) vil alle stilistiske forsiringer til livs; digtet skal være et præcist og fortættet, sagligt billede af en oplevet virkelighed.

Retningen udvikledes af engelske og amerikanske lyrikere o. 1. verdenskrig. I dansk lyrik kan imagistiske bestræbelser bl.a. konstateres i Gustaf Munch-Petersens sene digte [1] og hos Robert Corydon.

[1] Imagisme: det præcise billede af en oplevet virkelighed:

fiskerleje
oktobers horisont
er højere end kirkens spir -
på dens takkede kant
vandrer små dampere
i række -
på kysten hamrer havet sort
trommende -
og store vejrbidte mænd
kløver pindebrænde
med små økser -

(Gustaf Munch-Petersen, nitten digte, 1937)

Du kan læse mere om de - mere eller mindre - realistiske strømninger i dette litteraturhistoriske leksikon.

Fra eventyrlig over realistisk til absurd litteratur

Se nedenstående illustration, der visuelt viser forskellen på - på den ene side - realistisk litteratur og eventyrlig og fantastisk litteratur og - på den anden side - forskellen på realistisk litteratur og grotesk og absurd litteratur.

Illustrationen er fra Hans Otto Jørgensens (red.) En anden Kanon (2017) og forklares i bogen på følgende måde:

Om virkelighedstyper

Udgangspunktet i denne model for tekstens virkelighed er realismen, hvor man ser på helhed frem for enkeltdele.

Under realisme-kassen i figuren: Hvis en person f.eks. er karakteriseret ved at mangle et ben eller på anden vis er deform, og dette udmales, som del frem for helhed, mens alt andet i verden er normalt, har vi med det groteske at gøre. - Og hvis alle f.eks. mangler et ben, og alt er mærkeligt og båret af sin egen logik forskellig fra det normale, har vi med det absurde at gøre.

Over realisme-kassen: Hvis det antydes, at en person eller måske en genstand besidder overnaturlige evner (markeret med nissehue) og evt. kan bevæge sig frit i tid og rum, mens alt andet er normalt, har vi med det fantastiske at gøre. Det afgørende i det fantastiske er en fundamental usikkerhed om, hvorvidt der reelt er tale om overnaturlige begivenheder/hændelser. - Hvis alt og alle derimod utvetydigt besidder overnaturlige evner (markeret med to nissehuer), og intet er normalt, har vi med eventyret at gøre.

PS: I bogen er 'kasserne' anbragt ved siden af hinanden med den eventyrlige og fantastiske til venstre for realismen og den groteske og absurde til højre.