Systemdigtning er en litterær strømning inden for især lyrikken i Danmark fra midt i 1960'erne til begyndelsen af 70'erne.

Systemdigtning og konkret digtning (også kaldet konkretisme) er to modernistiske stilarter i denne periode, der tilsammen karakteriseres som skrifttematisk digtning. Nogle litteraturfolk opfatter de to stilarter som modernismens 3. fase, mens andre mener, at de indvarsler Det formelle gennembrud, som er karakteristisk ved, at der er mere fokus på formmæssige, på formelle, forhold i digtningen, end der har været tidligere.

Både systemdigtning og konkret digtning er karakteristisk ved, at digterne ikke lægger hovedvægten på ord og sætningers betydningsmæssige (også kaldet semantiske) indhold, men på det 'indhold', som sprogets form udtrykker. Digteren har fokus på at skabe kunst ved at udnytte bogstaver, ord og sætninger - og også i visse tilfælde ords lyde - som byggeklodser. Groft sagt kan man sige, at systemdigteren og konkretistiske kunstner er mere interesseret i at undersøge den måde, bogstaver og ord kan organiseres på, ser ud på og lyder, end det ordene betyder.

Udtrykket 'systemdigtning' blev lanceret af lektor og litteraturkritiker Steffen Hejlskov Larsen (1931-2009) i hans artikel med netop titlen "Systemdigtning" i tidsskriftet Vindrosen nr. 7, 1967. Heri blev systemdigtning beskrevet som:

en litteratur, der byggede på en bevidstgørelse af det ejendommelige ved litteraturen, at den på den ene side var noget i sig selv, et sprogligt fænomen, på den anden side var et billede af verden, et portræt af tiden og menneskene - og en deraf følgende praksis: manipulation med sproglige modeller med det formål at skabe nye forestillingsverdener, nye tilværelsesbilleder. (Steffen Hejlskov Larsen: Systemdigtningen - modernismens tredje fase, Munksgaard 1971 s. 47).

Journalist, forfatter mm. Erik Thygesen (1941-1999) definerede i samme tidsskrift nr. 4 1968 systemdigtning som:

strukturer, der er baseret på syntaktiske eller lydlige eller visuelle modeller (...) [og] ikke sproglige elementer så som prikker og streger, fotografier, billetter o.s.v.

Derimod var tekster ikke systemdigtning, hvis de var kendetegnet ved en dominerende symbolstruktur eller med et gennemgående metaformønster eller en fortløbende episk opbygning. (Begge citater fra Hejlskov Larsen s. 49).

Erik Thygesens opfattelse af, hvad systemdigtning var, mødte kritik fra flere af samtidens litteraturkritikere og andre systemdigtere, først og fremmest fordi man mente, han lagde for ensidigt fokus på de formelle, 'udvendige' sproglige systemer.

Markante lyrikere (og i mindre omfang: prosaister) inden for systemdigtningen var Per Højholt (1928-2004) fx hans roman 6512 (1969), Vagn Steen (1928-2016), Inger Christensen (1935-2009) - fx hendes digterværk Det (1969), Anders Westenholz (f. 1936), Jørgen Leth (f. 1937) - fx Lykken i Ingemandsland (1967), Per Kirkeby (1938-2018), Leif Hjernøe (f. 1938), Svend Åge Madsen (f. 1939) - fx otte gange orphan (1965), Henning Mortensen (f. 1939), Hans-Jørgen Nielsen (1941-1991), Peter Laugesen (f. 1942), Johannes L. Madsen (1942-2000) - fx For en person med verbale pupiller (1970), Kirsten Thorup (f. 1942) - fx Love from Trieste (1969) og Henrik Nordbrandt (f. 1945).

Læs også om såkaldte figurdigte i opslag om visuelt design.

Hør Per Højholt læse et af sine systemdigt om til musikalsk akkompagnement nedenfor.

Et systemdigt er et digt, hvis form og indhold er underlagt et bestemt 'system'. Det skal forstås sådan, at hvis man som læser/lytter afkoder dette 'system', så vil digtets betydning blive udvidet og anderledes, end hvis man 'blot' læser/forstår/oplever digtet som et almindeligt digt.

Litteraturkritikeren og forfatteren Hans-Jørgen Nielsen (1941-1991) skriver bl.a. følgende om en særlig form for systemdigte:

(...) et eksperiment som dette peger i sin yderste konsekvens frem mod den type visuel poesi, der er blevet næsten lige så signifikant for den konkrete poesi som figurdigtet var for barokken: Ideogrammet. Almindelige, indoeuropæiske ord fremtræder i vores notationssystem normalt ikke som ideogrammer. Men hvis man udnytter fladen, kan de komme til det:

Denne ideogramtekst af den schweiziske konkretist Eugen Gomringer er et typisk eksempel. Ethvert spor af syntaktisk kontekst er bortelimineret. Tilbage er kun en ordkonstellation (...)

Desuden har teksten den egenskab, at den i sin simpelhed øjeblikkelig lader sig overskue. Den er (...) et 'supertegn'. Og dette supertegn er endda af en særlig art. Det opviser (...) visse direkte overensstemmelser med sit indhold. Det rummer virkelig en tavshed. (...)

Dette (...) supertegn er så opbygget af en række underordnede tegn. For det første de otte gange 'tavshed' (...) Men det er ikke de eneste tegn. Takket være den grafiske opstilling bliver det sted, hvor ordet tavshed mangler, også et tegn. En meddelelse, der siger, at her skulle der have stået 'tavshed', men i stedet er der tavshed.

Det hvide felt i midten er med andre ord et (...) tegn for tavshed. (...) Og hele skriftbilledet er samtidig et billede af en åben mund."

Hans-Jørgen Nielsen: "Nielsen" og den hvide verden, 1968, s. 68/69.

Et systemdigts 'system' kan være et sæt særlige regler/kriterier, som åbenlyst eller skjult følges i bestemte af de tekster en eller flere forfattere skriver.

Et system kan være:

1. Tekstens grafiske udtryk/opstilling, som fx Per Højholts (1928-2004) digt "Le Tombeau D'orphée" (Orfeus gravmæle) fra 1963, hvor ord og linjer grafisk er opstillet således, at de tilsammen former et ovalt spejl. Digte, der rent grafisk ligner genkendelige objekter, kaldes figurative figurdigte.
2. Selve den sproglige formulering, det specielle valg af ord, sætningers opbygning - eller ombytning af bogstaver efter et bestemt system, som i nedenstående digt "KOKS" af Leif Achton-Lynegaard.
3. en bestemt organisering af ord ud fra deres lyd eller måde at udtale dem på. Dette er dog ikke et 'system', der først blev opfundet i 1960erne. Systemdigte i form af lyddigte kendes bl.a. fra den såkaldte dadaistiske strømning i begyndelsen af 1900-tallet. Læs fx Hugo Ball digt "Gadji beri bimba" fra 1916, og hør bagefter sangen "I Zimbra" af rockgruppen Talking Head fra 1979, som netop er inspireret af Hugo Balls digt.

Hvad er mon systemet i systemdigtet "COCD"?

Kan du 'oversætte', hvad der egentlig står i digtet, hvis du her får følgende oplysninger:

• I stedet for bogstavet l står der h
• I stedet for u står der a
• I stedet for r står der n
• I stedet for s står der d
• I stedet for k står der c
• I stedet for d  står der p

Er det stadig for svært at finde ud af? Så fortvivl ikke.