Ordet modernisme kommer af det latinske 'modernus', der betyder ny eller ny måde. Det bruges i bl.a. følgende betydninger:

1. Modernisme er en fællesbetegnelse for samtidskunst i den moderne historiske epoke, der bliver kaldt 'moderniteten'.
   Dateringen af, hvornår moderniteten indledes, er meget omdiskuteret, men mange danske sociologer og filosoffer opfatter den danske modernitet som indledt fra midten af 1800-tallet, hvor der sker:
   • en demokratisering af samfundet (fra enevælde til institutionelt monarki og dermed begyndende demokratisering med vedtagelse af første og anden grundlov i hhv. 1849 og 1866).
   • en industrialisering, hvilket tidsmæssigt foregår i Danmark i perioden 1870-1914.

2. Modernisme er en fællesbetegnelse for kunst, der er nyskabende/avantgardistisk.
3. Modernisme er en kunstnerisk retning i begyndelsen af det 20. århundrede (udtrykt i kunstneriske retninger som symbolisme, dadaisme, surrealisme og ekspressionisme)
4. Modernisme er en specifik betegnelse for den samtidskritiske litterære strømning, der kaldes konfrontationsmodernisme, fra sidst i 1950'erne til ca. 1965.

Torben Brostrøm (1927-2020) skrev i 1959, at modernisme er:

en bestræbelse for at trænge ind og ned i det menneskelige (...) på baggrund af erfaringer fra moderne psykologi, erkendelse af det ændrede verdensbilledes menneskelige konsekvenser (...) i en tid, hvor religiøse, etiske, politiske, sociale normer er under forvandling. Digteren erkender, at dette har kunstneriske følger og søger at finde et formsprog, der dækker hans erkendelse. Han kan gøre det ved at lære af andre kunstarter, som måske er kommet længere end hans egen, musik, maleri, skulptur osv. Han må finde en ny struktur, og det er mere end et spørgsmål om rim og versskema, al den stund "form" og "indhold" ikke lader sig behandle hver for sig. (i artiklen Det umådelige mådehold i tidsskriftet 'Vindrosen' nr. 1, s. 11).

Litteraturkritikeren Steffen Hejlskov Larsen (1931-2009) definerede modernisme på denne måde:

retning inden for filosofi, kunst og litteratur som engagerer sig i det moderne, forstået som storbyernes stemninger, industrialiseringens fremmedgørelse og psykologiens afdækning af sjælelivet. (...) På digtningens område giver dette sig udtryk i radikale formeksperimenter der reflekterer den nervøse livsstil og samtidig får den til at forplante sig direkte til læseren. (Gyldendals litteraturleksikon bind IV, 1974, s.161).

I en anmeldelse af Peer E. Sørensens bog Modernismens ansigter (2020), skriver Jan Maintz, at modernismens empiriske udgangspunkt:

er Første Verdenskrig, hvis voldsomhed man godt kan gå og glemme lidt på 100 års afstand. Ti millioner døde soldater. Seks millioner civile. Fem millioner sårede og invaliderede, og flere millioner savnede.Man havde aldrig set noget lignende. Og man troede på en kortvarig krig, men fik et langvarigt helvede. (...) Remarque skrev i Intet nyt fra Vestfronten (1929), at med skuddene i 1914 »styrtede hele den verdensanskuelse sammen, som de havde lært os«.

Den fremskridtstro og tro på menneskets fornuft, som Oplysningstiden havde søsat, gik med ét fløjten.

Historikeren Adam Tooze har kaldt krigen »et antropologisk chok«. En lang række af tidens modernister og tænkere gjorde i øvrigt tjeneste ved fronten (Céline, Breton, Musil, Wittgenstein, Hemingway og mange flere).

Derudover må man forstå den modernistiske kunst på baggrund af de store socialhistoriske processer, som typisk spirer i 1700-tallet, vokser i 1800-tallet og skyder vildt i 1900-tallet, og som samlet definerer det, vi kalder moderniteten: sekulariseringen, demokratiseringen, individualiseringen, videnskabernes fremmarch, teknologiseringen af livet, urbaniseringen, industrialiseringen og traditioners opløsning. Læg dertil ideerne hos særligt Darwin, Marx, Nietzsche og Freud, der bidrager til omvæltningerne.

Kilde: "Efter nogle tusind år med sammenhæng og forståelighed sprængte modernisterne hele lortet i luften" (betalingsmur) - anmeldelse af Jan Maintz på information.dk, d. 14. feb. 2020.

Forfatter Niels Frank (f. 1963) definerer den internationale modernisme sådan her:

(...) kunsten i vores tid handler om at turde miste kontrol, turde være uæstetisk, nu, hvor der ikke længere findes styring ovenfra eller evige værdier eller restriktioner. Den modernistiske grundantagelse er jo netop, at tabet af kontrol kan være en enorm frisættelse. (Note 1).

Man kan med en vis ret tale om modernistisk litteratur i flg. fire perioder siden romantikken:

1. 1870-1918: Det moderne gennembrud fra omk. 1870. Litterære retninger: Kritisk realisme, naturalisme og impressionisme.

2. 1918-1945: Avantgardismen i mellemkrigstiden, dvs. fra 1. Verdenskrig (1914-1918) til 2. Verdenskrig (1939-1945). Eksperimenterende og normbrydende litterære retninger: Futurisme, ekspressionisme, dadaisme og surrealisme.
   Her var tale om forfattere som fx Emil Bønnelycke (1893-1953) - fx digtsamlingen Rosa Luxembourg (1919) og romanen Spartanerne (1919), Tom Kristensen (1893-1974) - fx digtsamlingen Fribytterdrømme (1920), R. Broby-Johansen (1900-1987) - fx digtsamlingen BLOD fra 1922, Harald Landt Momberg (1896-1975) - fx med digtsamlingen Parole fra 1922, Johannes Wulff (1902-1980) - fx med digtsamlingen Kosmiske Sange (1928), Jens August Schade (1903-1978) - fx digtsamlingerne den levende violin (1926) og Hjerte-bogen (1930), Poul la Cour (1902-1956) og Gustaf Munch-Petersen (1912-1938) - fx digtsamlingerne det nøgne menneske (1932) og det underste land (1933).

3. 1945-1970: Skønlitterært nybrud efter 2. Verdenskrig, der indledtes med heretica-digtning og havde sin glansperiode med konfrontationsdigtning, konkretisme og systemdigtning.

4. 1975-1985: Firserlyrikken, der var en reaktion mod 1970'erne realistiske arbejder-, kvinde- og bekendelseslitteratur. Flere af firserlyrikerne var bl.a. inspireret af samtidens punk- og rockmusik.

Steffen Hejlskov Larsen skrev (i Gyldendals litteraturleksikon 1974, s. 162), at mellemkrigs-modernismen kunne opfattes som en tidlig fase i dansk litterær modernisme. Og denne indledende periode efterfulgtes af tre modernistiske faser:

• Modernismens tidlige fase i 1920'erne og 30'erne, hvor mange forfattere, skrev helt anderledes litteratur, end man hidtil havde set.

• Modernismens 1. fase fra omkring 1940 til ind i 50'erne (heretica-digtningen, også kaldet 'sensymbolisme'). Repræsenteret af forfattere som Thorkild Bjørnvig (1918-2004), Jørgen Gustava Brandt (1929-2006), Paul la Cour (1902-1956), Erik Knudsen (1922-2007), Ole Sarvig (1921-1981) og Ole Wivel (1921-2004).

• Modernismens 2. fase fra slutningen af 1950'erne og første halvdel af 1960'erne (konfrontationsdigtning). Ud over Klaus Rifbjerg (f. 1931) nævnes ofte forfattere som Jess Ørnsbo (f. 1932), Ivan Malinowski (1926-1989) og Jørgen Sonne (f. 1925) som konfrontationsmodernister.
  Nogle taler i denne periode også om 'fantastisk modernisme' (eller litterær absurdisme) som en særlig modernistisk retning, der på dansk grund bl.a. blev repræsenteret af forfattere som Villy Sørensen (1929-2001), Peter Seeberg (1925-1999) og Sven Holm (f. 1940).

• Modernismens 3. fase fra slutningen af 1960'erne til de første år af 1970'erne (konkretismen og systemdigtningen). Konkretisme og systemdigtning kaldes ofte tilsammen for 'skrifttematisk digtning'. Af toneangivende forfattere fra denne periode kan nævnes: Inger Christensen (1935-2009), Klaus Høeck (f. 1938), Per Højholt (1928-2004), Per Kirkeby (f. 1938), Peter Laugesen (f. 1942), Jørgen Leth (f. 1937), Hans Jørgen Nielsen (1941-1991) og Vagn Steen (f. 1928).

Der var især tre grundholdninger, der fungerede som drivkræfter for nogle af forfatterne i den modernistiske periode efter 2. Verdenskrig:

1. De var kritiske overfor det industrialiserede og informationsteknologiske moderne samfund - fordi det var et samfund, der havde fokus på økonomisk vækst frem for idémæssig vækst (intellektuel og kunstnerisk kreativitet), på ting frem for mennesker. Samfundet var et tingsliggørende og fremmedgørende samfund.

2. De opfattede sig selv, eller blev opfattet af fremtrædende litteraturfolk, som en slags avantgarde (frontfigurer), der brugte deres kunst til at forsøge at få læserne til at forstå, hvad det var for uheldige forandringer både mennesker og samfund undergik i denne periode at moderniteten.
   Fx skrev Steffen Hejlskov Larsen om vigtigheden af den modernistiske litteratur i 1960'erne:

   Hvad er nu forklaringen på, at folk med vold og magt skal forstå vor tids digtning? (...) Digtene kan lære os virkeligheden bag alle vore velstandsfølelser, der er præget af klicheer og forretning. Uden forståelse for sin egen tids digtning vil mennesket ikke have noget begreb om sin samtid og sig selv, og dette har konsekvenser på en række områder, ja, både politiske, sociale og religiøse; mellem vore vaneforestillinger og den uerkendte virkelighed vil der komme et svælg, der forhindrer en sund realisme i mange sager. Så mange som overhovedet muligt skal forstå samtidspoesien, hvis det tyvende århundredes menneske skal undgå at miste kontakten med sig selv og sin egen tilværelse. (Fra forordet til den såkaldte Askov-rapport, 1965, s. 10).

3. De opfattede deres kunst som et kampmiddel mod populærkunsten, eller rettere: mod underholdningsindustrien, der ikke blev tillagt nogen form for kunstnerisk kvalitet eller erkendelsesfremmende værdi.
   En sådan kritisk holdning til populærkunst (fx triviallitteratur) kendetegnede også kulturradikalismen i 1930'erne. Bl.a. derfor bliver det modernistiske kunstsyn i 1960'erne også benævnt nyradikalisme, altså en ny form for kulturradikalisme.

***

I 2005 foreslog Henrik Rasmussen m.fl. (i Gads Litteraturleksikon 2. udgave 2005, s. 234) at føje en fjerde modernistisk fase til:

• Modernismens 4. fase fra ca. 1975-1985 (firserlyrik, også kaldet 'kropsmodernisme'). Vigtige firserlyrikere var: Thomas Boberg (f. 1960), Camilla Christensen (f. 1957), Simon Grotrian (f. 1961), F.P. Jac (1955-2008), Bo Green Jensen (f. 1955), Pia Juul (f. 1962), Juliane Preisler (f. 1959), Michael Strunge (1958-1986), Pia Tafdrup (f. 1952), Søren Ulrik Thomsen (f. 1956), Merete Torp (f. 1956) og Morti Vizki (1963-2004).