Eksistentialisme er en filosofi, der beskæftiger sig med meningen med den menneskelige eksistens, som søger at besvare spørgsmål som: Hvad er meningen med livet, hvad er meningen med, at mennesket er til mv.?

Det er især filosoffer som den tyske C.W.F. (Georg Wilhelm Friedrich) Hegel (1770-1831), der i 1700-tallet, Søren Kierkegaard (1813-55) i 1800-tallet og Martin Heidegger (1889-1976) samt Jean-Paul Sartre (1905-1980) i 1900-tallet, der har filosoferet over disse eksistentielle spørgsmål. (Et eksistentielt spørgsmål er et, der vedrører væsentlige sider af den menneskelige tilværelse).

Grundtanken i eksistentialismen er, at det er et menneskeligt kendetegn (til forskel fra dyrene) at være udstyret med evnen til at forholde sig til sig selv og verden. Denne evne er det enkelte individ forpligtet til at udnytte, dvs. at det enkelte menneske dels må erkende, at det liv, han lever, er hans eget ansvar, for han har evnen til at sige til og fra, og dels må være parat til at tage ansvar for konsekvenserne af de valg, han allerede har foretaget eller vil foretage. Groft sagt kan man sige, at eksistentialismens pointe er følgende: Det enkelte menneskes liv er det enkelte menneskes egen 'skyld' - både når det går godt og opleves meningsfuldt, og når det går dårligt og opleves meningsløst.

Jean-Paul Sartre forklarer forskellen på det naturalistiske (og deterministiske) menneskesyn, som vi bl.a. kender fra Det moderne gennembruds periode, og eksistentialismen på denne måde:

Når folk foreholder os vore romaner, hvori vi beskriver væsener, der er slappe, svage, fejge og somme tider endog direkte slette, så er det ikke udelukkende, fordi disse væsener er slappe, svage, fejge eller slette; thi hvis vi, sådan som Zola (der var en fransk naturalistisk/realistisk forfatter) havde forklaret, at de er sådan på grund af arvelighed, milieu, samfund, på grund af en organisk eller psykologisk determination, så ville folk være beroliget, og de ville sige: Ja, der ser I, sådan er vi, ingen kan gøre for det; - men eksistentialisten siger, når han beskriver en lumpen fyr, at den lumpne er ansvarlig for sin lumpenhed. Han er ikke sådan, fordi han har et lumpent hjerte, en lumpen lunge eller hjerne; det kan ikke forklares ved nogen fysiologisk beskaffenhed; men han er sådan, fordi han har skabt sig selv lumpen ved sine handlinger. (...) Det, som skaber fejgheden, er den handling, at han giver afkald, eller at han viger tilbage. (...) Den fejge skal defineres ved at gå ud fra den handling, han har gjort. Det, som folk føler uforståeligt, og som indgyder dem afsky, er, at den fejge, vi fremstiller, er skyld i at være fejg. Folk vil, at man fødes fejg eller som helt.

(Jean Paul Sartre: Eksistentialisme er Humanisme, 1946)

Man taler om to slags eksistentialisme:

1. Den kristne eksistentialisme, som Søren Kierkegaard var repræsentant for, hvis grundfilosofi er, at det enkelte menneske opfordres til at tage ansvar for at gøre sit liv meningsfuldt for sig selv og andre ved at lade det bygge på den kristne grundtanke om næstekærlighed mv.
2. Den ateistiske eksistentialisme (fra 1940'erne) med franskmanden Jean-Paul Sartre i spidsen (litterært repræsenteret ved Sartre selv, men også Albert Camus (1913-1960)) og Simone de Beauvoir (1908-1986).
   Den ateistiske eksistentialisme er kendetegnet ved at tage udgangspunkt i grundsynspunktet om, at 'Gud er død'. Det enkelte menneske er overladt til sig selv, han kan ikke bare overlade ansvaret for livet til Biblens vejledninger. Der ikke er nogen højere mening med tilværelsen; ikke noget paradisisk liv efter døden; livet er grundlæggende absurd. Om det enkelte menneske oplever meningsfuldhed i sit liv er en individuel sag. Oplevelsen af meningsfuldhed afhænger af de valg, individet vælger at foretage og tage ansvar for.

Hvis det enkelte menneske ikke er sig bevidst, at det har sit frie valg til at skabe sit eget liv, og hvis det ikke erkender, at kun det selv har ansvar for sit eget liv, så kalder eksistentialisterne disse mennesker for 'fremmedgjorte for deres egen eksistens'.

I litterær sammenhæng kan vi kalde teksten en del af en eksistentialistisk strømning, hvis forfatteren med sin fortælling tilsyneladende forsøger at skrive sig igennem en proces, hvis formål er at finde en mening med livet, og/eller hvis fx hovedpersonen er en slags talerør for/et eksempel på en sådan søgning.

Litteratur, der handler om fremmedgjorte individer, som giver alle mulige andre skylden for deres livssituation, og som ikke påtager sig ansvar for de konsekvenser, der kommer ud af at have foretaget nogle valg - kan også kaldes eksistentialistisk.

Nogle betegner visse værker af Karen Blixen (1885-1962), Martin A. Hansen (1909-1955), H.C. Branner (1903-1966), Cecil Bødker (1927-2020), Villy Sørensen (1929-2001) og Peter Seeberg (1925-1999) som eksistentialistiske.

Forfattere, der var knyttet litterære strømning i Danmark, der kaldes Heretica (eller 'heretica-bevægelsen') var for nogles vedkommende inspireret af den kristne eksistentialisme, andre af den ateistiske.