Bekendelseslitteratur er en betegnelse for den litteratur i perioden 1970-85 (især skrevet af kvinder), der er kendetegnet ved at være selvbiografisk-lignende beretninger om forfatterens private liv.

Når genren blev benævnt 'bekendelseslitteratur' hentydedes netop til, at genrens forfattere afslørede meget private og personlige, ja, ofte intime detaljer fra deres eget liv. Forfatterne gik 'til bekendelse'. Som en katolik bekender sine synder for skriftefaderen, bekendte forfattere af bekendelseslitteratur deres private erfaringer for læserne.

Bekendelseslitteraturens bekendelser udtrykker ofte forfatterens besværligheder med at leve i et moderne samfund, der er i opbrud, et samfund og en tid, hvor ens identitet er splittet og svær at få samling på.

Forfatterne af bekendelseslitteratur formulerede sig typisk ret enkelt og ukompliceret og introducerede (og brugte ofte) den let forståelige knækprosa som lyrisk form.

Bekendelseslitteratur var ret populær læsning i den almindelige danske befolkning, men var til gengæld ikke ret populær blandt litteraturkritikere. Kritikerne opfattede ikke de bekendende forfatteres private livserfaringer som egnet og interessant stof til skønlitterære tekster - og synes heller ikke om (sammen)blandingen af fiktion og nonfiktion (halvdokumentarisme eller faktion), og prosa og lyrik (= knækprosa).

I 2000-tallet har en slags bekendelseslitteratur - både i digte og prosa - fået en renæssance. Se autofiktion.

Typiske repræsentanter for denne strømning i perioden 1975-85 var bl.a. Maria Marcus (1926-2017), Herdis Møllehave (1936-2001), Vita Andersen (1942-2021), Bente Clod (f. 1946), Susanne Giese (1946-2012) og Lola Baidel (f. 1951).