Man kan vælge at bruge begrebet 'fortællerholdning' i stedet for det, nogen kalder 'budskab' eller 'hensigt' (læs dog også artiklen om 'Fortællerens holdning og budskab' nedenfor).

Begreberne 'budskab' og 'hensigt' kan i forbindelse med tekstanalyse af mange konkrete tekster være vildledende at bruge, hvis de opfattes i betydningen forfatterens budskab eller forfatterens hensigt. Det giver nemlig ikke så meget mening at bruge tid på at gætte sig til, hvad en forfatters budskab er, eller hvad hans hensigt med at skrive en bestemt tekst har været – med mindre man er i gang med en undersøgelse af forfatterens liv og forfatterskab.

PS: I øvrigt vil langt de fleste kunstnere også synes, at det vil være tidsspild at lede efter budskaber i deres tekster, for de vil svare klart Nej! på spørgsmålet: Er der et bestemt budskab i din tekst?.

Derimod kan det være relevant at se nærmere på, hvilke holdninger fortælleren (som jo ikke er den samme som forfatteren) udtrykker i teksten, for det er netop fortællerens holdninger, læseren konfronteres med og påvirkes af.

Eller sagt på en anden måde: Det interessante er ikke at forsøge at gætte sig til, hvilke holdninger en teksts forfatter måske/måske ikke har, men derimod at undersøge, hvilke holdninger modtageren sandsynligvis oplever, at der kommer til udtryk i forfatterens tekst.

Begrebet fortællerholdning kan således defineres som – de meningstilkendegivelser, som en modtager oplever, at en afsender/fortæller fremsætter i en tekst – hvad enten disse udtrykkes direkte eller indirekte, tilsigtet eller utilsigtet.

I enhver fiktionstekst udtrykker fortælleren mere eller mindre tydeligt nogle meninger om, nogle holdninger til et eller andet, som i større eller mindre grad registreres af og påvirker læseren; i hvert fald hvis læseren 'møder' teksten med åbent sind og en vis interesse.

Alle tekster har noget 'på hjerte'. Det er næsten som om, de siger: Hør på mig! Læs mig! Jeg har noget vigtigt at fortælle dig.

Det er netop en undersøgelse af, hvad teksten egentlig har på hjerte, dette punkt om fortællerholdning handler om.

Som regel er der en nær forbindelse mellem tekstens temaer og fortællerholdninger i den forstand, at de temaer, der sættes på dagsordenen, netop er de emner eller modsætningsforhold, fortælleren udtrykker nogle meninger.

Fortællerholdninger kredser derfor ligesom temaer ofte om nogle eksistentielle forhold, altså om forhold der vedrører væsentlige sider af menneskelivet. Det kan være bifaldende eller kritiske holdninger, der vedrører samfundsmæssige forhold eller simpelthen menneskers måde at være mennesker på, deres livskvalitet, livsværdier, livsstil, etik, moral, normer osv.

Hvis en fortæller forklarer, kommenterer eller vurderer fortællingens personer, deres handlinger eller på anden måde udtrykker sig om de begivenheder, der omtales i en episk tekst, så kalder vi dette for en fortællerkommentar.

Det kan være hensigtsmæssigt at skelne mellem henholdsvis den direkte fortællerkommentar og den indirekte fortællerkommentar.

• Direkte fortællerkommentar: Når det relativt åbenlyst fremgår, at det er fortælleren, der udtaler sig om de personer eller begivenheder, der omtales i teksten, kan vi kalde det direkte fortællerkommentar. Det er tilfældet i de situationer, hvor fortælleren åbenlyst tilkendegiver, at nu er det altså ham, der personligt udtaler sig eller i de situationer, hvor åbenlyse forklaringer eller holdningstilkendegivelser i hvert fald ikke kan tilskrives andre personer i fortællingen og således må formodes at stå for fortællerens egen regning.

• Indirekte fortællerkommentar: Hvis fortælleren udtrykker sine holdninger på en mere indirekte facon, således at forstå, at han ikke åbenlyst gør opmærksom på, at han faktisk tilkendegiver personlige vurderinger, kan vi kalde det en indirekte fortællerkommentar.

Indirekte fortællerkommentarer er der tale om i de tilfælde, hvor fortælleren har valgt at fremstille nogle personer med sympatiske egenskaber, som giver sig udtryk i prisværdige handlinger, og andre personer med mindre sympatiske egenskaber, der giver sig udtryk i usympatiske, måske endda uværdige eller umenneskelige handlinger. Igennem en sådan fremstilling må fortælleren nemlig formodes at signalere en holdning om, at han står på “de godes side”, at han bifalder deres måde at være og handle på - uanset altså om fortælleren tilkendegiver dette åbenlyst eller ej.

Humoristiske, sarkastiske og ironiske bemærkninger er også en slags indirekte fortællerkommentarer. Man kan sige, at humoren, ironien og sarkasmen er 'gemmesteder' for fortællerens holdninger. Han fortæller ikke direkte, hvad han mener, men han håber, at læseren for det første opdager, hvor kommentaren skjuler sig, og for det andet forstår, hvad det går ud på.

1. Hvilke forklaringer, overvejelser eller holdninger udtrykker fortælleren eventuelt relativt åbenlyst i direkte fortællerkommentarer, enten i løbet af fortællingen eller i slutningen?
2. Hvilke holdninger udtrykker fortælleren eventuelt indirekte, når/hvis han fremstiller nogle personer som sympatiske og andre som usympatiske. Eller med andre ord:
   • Fremstiller fortælleren nogle personer som sympatiske, fordi han måske vil gøre opmærksom på, at han faktisk selv har sympati for de egenskaber, holdninger og handlinger, disse personer repræsenterer?
   • Fremstiller fortælleren nogle personer som usympatiske, fordi han måske vil gøre opmærksom på, at han faktisk ikke bryder sig om de egenskaber, holdninger og handlinger, disse personer repræsenterer?

3. Hvilke holdninger udtrykker fortælleren eventuelt indirekte via humor, sarkasme eller ironi?
4. Hvilke holdninger udtrykker fortælleren eventuelt indirekte på anden måde, fx ved valg af titel eller måden at afslutte fortællingen på?

Læs også om budskab.

Det unge par som havde vovet sig ud på en nattetur i uvejret, som allerede havde varet i to dage, så ham stå der, helt stille, og de forstod ikke, hvad det var de så, før de forsigtigt nærmede sig og opdagede, at det var et menneske. Den unge kvinde skreg, men den unge mand stod næsten lige så stille som den forstenede mand. De fik snart vejret igen og gik hektisk og gestikulerende rundt om manden, rørte ved ham, diskuterede med hinanden, hvad der dog kunne være sket. Det skal lige indskydes, at manden ikke var forstenet, så alt var blevet til sten, hans tøj blafrede stadig løst i den stærke vind, (...) Det af hans hud man kunne se, brystet (...), noget af armene, hænderne og ansigtet var virkelig sten, mens det stadig var rigtigt hår, der var på hans hoved.

Fra novellen Lynet af Sidsel Falsig Pedersen var tekstsamlingen Ejerskifte (2000), s. 44.

Opgave: Hvor i dette uddrag kommer fortælleren på banen med en fortællerkommentar?