Det er vigtigt at forstå, at forfatteren og fortælleren i en opdigtet tekst ikke er den samme, for det giver forfatteren et vist spillerum til frit at digte og bruge sin fantasi uden censur.

Når vi nemlig ved, at forfatteren og fortælleren ikke er den samme, så falder vi heller ikke i den grøft at tro, at bare, fordi fortælleren er en sindssyg morder, så er forfatteren det også. Og vi behøver heller ikke undre os over, at en mandlig forfatter kan skrive en fortælling, hvor fortælleren er en kvinde. Den mandlige forfatter har simpelthen bare valgt, at hans fortæller i den konkrete fortælling skal være en kvinde, fordi han har villet opnå nogle særlige fortællemæssige mål med netop det valg.

Så når du læser/undersøger/analyserer/fortolker en opdigtet fortælling, er det vigtigt, at du er bevidst om, at den netop er fiktiv og ikke faktuel (uanset, hvor realistisk den er, dvs. uanset, hvor meget den ligner noget, der kunne have foregået i virkeligheden).

Hvis du læser en fiktionstekst ud fra den forudforståelse, at den er et resultat af en forfatters fantasi og ikke en skildring af noget, der er sket i virkeligheden, så forstår du teksten ud fra det, man kalder den fiktive læsemetode.

Man kan nemlig skelne mellem at læse en tekst ud fra den fiktive læsemetode eller den faktive læsemetode (også kaldet fiktiv og faktiv læseform).

Du kan benytte dig af den faktive læsemetode, når du læser/ser/hører en nonfiktiv tekst, dvs. en tekst, der handler om virkelige forhold, om noget, der rent faktisk er virkeligt eller er foregået i virkeligheden. Alle informations- og opinionstekster i avis er eksempler på sådanne nonfiktive tekster.

I en nonfiktiv tekst er det forfatteren (fx journalisten i en nyhedsartikel eller fagforfatteren i en lærebog), der fortæller. Det gælder også i den slags litterære tekster, der kan opfattes som nonfiktive tekster, fx dokumentariske eller autentiske tekster i form af biografier, selvbiografier og autofiktioner.

I forbindelse med vores snak om forfatter og fortæller er pointen her:

• hvis du læser en fiktiv fortælling ud fra den faktive læsemetode, vil du opfatte forfatter og fortæller som den samme person - og derfor synes du, at forfatteren er virkelig usympatisk, hvis fortælleren i romanen er sin søde kone utro igen og igen - og endda praler med det til venner og bekendte. Efter læsningen googler du straks navnet på hans kone; du vil nemlig ringe til hende snarest for at fortælle om mandens utroskab.
• hvis du læser en fiktiv fortælling ud fra den fiktive metode vil du forstå, at forfatter og fortæller ikke er den samme, og derfor ved du, at forfatteren ikke er utro, bare fordi han har skrevet en fortælling, hvor jeg-fortælleren eller en anden type fortæller beretter om sine utroskaber og praler til sine venner og bekendte om dem. Efter læsningen bliver du liggende i sofaen; der kommer nemlig snart en god film i fjernsynet.
• Hvis du forstår linjen i sangen "Der bor en bager i Nørregade" ud fra den faktive læsemetode, så vil du opfatte den som en slags reklametekst, der informerer om, at der bor en bager i den gade, der hedder Nørregade. Og hvis der findes sådan en i den by, du bor i (eller i nærheden af), vil du blive ret irriteret over at finde ud af, at der måske slet ikke er nogen bager i Nørregade, hvor du ellers var kørt hen for at købe et lækkert nybagt brød.
  Hvis du forstår sangtitlen "Det er i dag et vejr - et solskinsvejr" ud fra den faktive læsemetode, så vil du opfatte den som en information om vejrsituationen i dag. Hvis det så faktisk viser sig, at det netop i dag er en rigtig klam efterårsdag med regn, blæst og kulde, vil du synes, at det er virkelig træls at få en så løgnagtig besked.
  Derfor vil jeg foreslå, at du forstår de to nævnte udsagn ud fra den fiktive læsemetode i stedet for den faktive læsemetode ;-), for så vil du være klar over, at der måske slet ikke er nogen bager i Nørregade, og at sangen om solskinsvejret slet ikke handler om, hvordan vejret er lige netop i dag, men bare er en opdigtet sang, der skal bidrage til godt humør hos dem, der synger eller hører den.

Det skal dog understreges, at det naturligvis ikke er 'forbudt' at læse fiktion som non-fiktion. Meget ofte bruger vi jo litteratur, der handler om noget, som ligner vores egen virkelighed, til at spejle os i. Som Bo Steffensen skriver:

Den faktive læseform stiller spørgsmål til informationsselektion, om afsenderen (forfatterens) motiver og interesser, om det ideologiske, politiske indhold i teksten og om hvorvidt modtageren opfatter det kommunikerede som sandt eller falsk (løgn). Ingen af disse spørgsmål kan stilles i en fiktiv læseform, men det er vigtigt at understrege at alle spørgsmålene helt klart og legitimt kan stilles en hvilken som helst skønlitterær tekst. Men så er der valgt en faktiv læseform. Så er teksten blevet behandlet som et stykke sagprosa. (Bo Steffensen: Når børn læser fiktion, 2005 (1993), s. 103).

***

Et eksempel på at forstå en fiktionsfilm ud fra den faktive læsemetode:

Når det diskuteres, om der i filmen Titanic (1997) egentlig ikke også er plads til hovedpersonen Jack (spillet af Leonardo DiCaprio) oven på den flydende massive dør, som hans elskede Rose (Kate Winslet) klamrer sig til, så filmens ulykkelige slutning kunne være undgået (Jack dør jo), er det et eksempel på at forstå en opdigtet fortælling ud fra den faktive læsemetode.

Det er netop det, der er tilfældet i artiklen "Nu svarer Titanic-instruktør endelig igen" i B.T. d. 1. feb. 2017.