Førromantik (også kaldet præromantik og senklassicisme) er en periode i sidste halvdel af 1700-tallet (ca. 1760-1800), der som navnet signalerer, tidsmæssigt er placeret lige før romantikken i 1800-tallets første halvdel.

Førromantikken er kendetegnet ved at være optaget af menneskelige følelser, spontanitet, lidenskab, barnlighed og primitivitet - til forskel fra den del af kunsten og herunder litteraturen i Oplysningstiden, der fokuserede på dyrkelsen af den menneskelige fornuft, det rationelle ræsonnement.

I den førromantiske periode genopdagedes middelalderlitteraturen 'primitive' digtning, og mange litterære personer lod sig inspirere af tidlige kulturers folkelige fortællinger. Det var netop i slutningen af 1700-tallet, at den første egentlig indsamling af mundtlige folkelige viser og fortællinger blev foretaget af den tyske teolog og filosof Johann Gottfried Herder (1744-1803).

Også William Shakespeares (1564-1616) dramaer og fortællinger blev - her ca. 150 år efter hans død - igen særdeles populære i de samfundslag, der havde tid til, mulighed og interesse for at beskæftige sig med kunst.

Den førromantiske litteratur var idémæssigt påvirket af franskmanden Jean-Jacques Rousseaus (1712-1778) tanker om at vende tilbage til menneskets oprindelige, ægte rødder (naturen), til det spontant barnlige. Rousseau mente, at det enkelte menneskes naturlige frihed og ligheden mellem mennesker var gået tabt med civilisationens udvikling, der var baseret på en fornuftstænkning, og som kun førte til undertrykkelse, grådighed og magtsyge.

I 1774 skrev filosoffen Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832) en brev- og dagbogsroman Den unge Werthers lidelser, der følelsesfuldt og lidenskabeligt beretter om en ung mand, der til sidst begår selvmord efter at have erkendt, at hans dybe forelskelse i en pige ikke bliver gengældt.

Af danske litterære førromantikere nævnes ofte Carl Michael Bellman (1740-1795), Johannes Ewald (1743-1781) og Jens Baggesen (1764-1826).

Stilarter som pietisme og rokoko er også strømninger i 1700-tallet, der kan opfattes som reaktioner imod det, der af nogle blev opfattet som oplysningstidens ensidige dyrkelse af fornuft, intellekt og oplysning.

I nogle litteraturhistoriske værker hævdes, at 1920'ernes ekspressionisme kan opfattes som en slags førromantisk renæssance (genkomst), fordi ekspressionistiske tekster har nogle af de samme karakteristika som førromantikken, dvs. at begge strømninger er optaget af menneskelige følelser, spontanitet og lidenskab. Måske kan man her overfor indvende, at netop dé kendetegn vel faktisk er fælles for mange forskellige litterære og andre kunstneriske strømninger?