Fraktallitteratur er en sammenfattende betegnelse for dansk litteraturhistories periode fra 1980 og frem. Det er mag.art, i litteraturvidenskab og tidligere underviser i dansk og film på VUC Odense, Peter Nyord (f. 1948), der har introduceret begrebet i sin bog Linjer i dansk litteratur (1999).

Han inddeler heri den danske litteraturhistorie i fire perioder ('indstillinger'):

• Brugslitteratur (op til 1700) med underkategorierne: mundtlig overlevering, religiøs litteratur og dokumentarisme
• Spejllitteratur (1700-1920) med underkategorierne: debatindlæg, jeg-litteratur og udviklingsmodeller
• Tegnlitteratur (1920-1980) med underkategorierne: metafordigtning, eksperimentaldigtning og digterisk erkendelse
• Fraktallitteratur (fra 1980 til nu)

Nyord skriver om fraktallitteraturen:

Denne indstilling benævnes ofte post-moderne som efterfølger for modernismen, hvor man endnu var chokeret over at verden ikke hang sammen og ikke gav mening. I dag har man lært at leve med dette vilkår, de dybere sandheder var kun gøglebilleder der tilslørede og fastlåste. Selv om livet er flydende og overfladisk, er det godt nok endda og byder på rige muligheder når man har lært at zappe fordomsfrit og nysgerrigt omkring. Her kan den fraktale kunst hjælpe os med at surfe og sanse og undgå fastgroede positioner. De vigtigste typer af fraktallitteratur er collage-teksterne der består af brudstykker og danner flerstemmige mosaikker, systemdigtningen der er underlagt demonstrativt udvendige regler, og de dekonstruktive tekster der modsiger og nedbryder deres eget univers. (s. 218).