Konfrontationsmodernisme er betegnelsen for modernistisk digtning fra ca. 1958-1965. Strømningen opfattes af nogle litteraturfolk som det, der kaldes 'modernismens 2. fase' (læs mere om modernismens tre faser i artikel om modernisme).

Nogle litteraturforskere opfatter konfrontationsmodernismen som indbegrebet af, hvad litterær modernisme er. Det var litteraturforskeren Torben Brostrøm, der i artiklen "Det umådelige mådehold" i tidsskriftet Vindrosen nr. 1, 1959, talte for et opgør med den herskende traditionsbundne, virkelighedsfjerne og 'mådeholdne' litteratur - og for udvikling af en ny, moderne tidssvarende, en samtidskritisk og psykologisk dybdeborende galskabens og lidenskabens litteratur. Han så bl.a. Villy Sørensen (1929-2001) og Klaus Rifbjerg (1931-2015) som foregangsmænd for denne modernisme, og det var da også i høj grad netop de to forfattere, der kom til at tegne konfrontationsmodernismen.

Det var forfatteren og litteraturkritikeren Hans-Jørgen Nielsen (1941-1991), der i et efterskrift i sin antologi 'Eksempler' (1968) fandt på at navngive denne litterære strømning efter Klaus Rifbjergs (1931-2015) digtsamling 'Konfrontation' (1960). Konfrontationsmodernismen fik således først sit navn, efter at den i en vis udstrækning allerede var blevet overhalet af helt nye strømninger i 1965, nemlig den konkrete digtning og systemdigtningen. (PS: Mange forfattere i eftertiden er dog stærkt inspireret af konfrontationsmodernismen, som den kom til udtryk i 1960erne).

Ordet 'kon' betyder 'mod ' eller 'over for' og 'frons' betyder 'pande'. Konfrontation kan således siges at betyde 'at stille sig over for noget' eller: 'pande mod pande'. Konfrontationsdigterne forsøger netop at stille sig kritiske over for:

• det de opfattede som den 'traditionsbundne' virkelighedsfjerne hereticadigtning, der dominerede i perioden før konfrontationsdigtningen
• den stadigt mere åbenlyse tingsliggørelse i samtiden, dvs. at det er ting (og ikke mennesker), det materialistiske (og ikke det åndelige), der i stigende grad tillægges værdi som noget meget betydningsfuldt i menneskers liv
• den for traditionsbundne, 'pæne' og underholdningsvante læser, der ukritisk følger med tidens forbrugeristiske strøm.

Konfrontationsdigteren bruger især digtningen til:

• at udfordre de herskende normer og den herskende moral om, hvordan man helst skal skrive/digte, og hvad man helst skal skrive om. Dette sker bl.a. ved, at konfrontationsdigteren provokerer ved at skrive på en måde og om noget, som sidst i halvtredserne og først i tresserne ikke ansås for at være passende eller opbyggeligt. Fx provokerede en af konfrontationsmodernismens pionerer på den danske kunstscene, Villy Sørensen, ved i manuskriptet til tekstsamlingen Sære fortællinger (1953) at skrive fortællinger, som ikke blev udgivet på det første forlag, han henvendte sig til, fordi flere af novellerne blev opfattet som barnlige og "sindssyge". Og da et andet forlag, Gyldendal, sagde ja til udgivelse, var det dog på betingelse af, at novellen "Vidunderbarnet" blev taget ud. Forlaget mente ikke, at den egnede sig for det danske publikum. Den kunne nemlig både opfattes som blasfemisk, og som om den stillede utidige spørgsmål ved heteroseksualitetens velsignelser (Dette forhold mellem mand og kvinde har jeg aldrig rigtigt forstået, sagde Bill, rød i hovedet. (s. 93)), og den fremstillede samlejeakten lidt for bramfrit. Et eksempel på sidstnævnte er dette citat:

  En skønne dag da Bill var blevet træt af udelukkende at være medlidende, besvangrede han hende omsider. Hidtil havde hans phallos ikke næret så stor ærefrygt for hendes kvindelighed at den rejste sig op i hendes nærhed, og når den pludselig indtog hin stilling, skyldtes det vel snarest irritation over hendes evige passivitet. Utvivlsomt har den ved den lejlighed ikke opfattet sig selv som et overflødighedshorn fuldt af rige gaver, men som et oprustet våben med krudt. Og at dømme efter de former hun straks derefter antog, kunne den meget vel have været ladt med vægtige kanonkugler (novellen "Vidunderbarnet" i Sære historier, s. 98-99, 2. udg. 1962).

  Samlingen indeholdt også en novelle med titlen "Blot en drengestreg", der handler om to drenge, der saver benet af en tredje. Da den blev læst op i radioen, følte mange lyttere sig stærkt provokerede. Sådan noget svineri ville man ikke lægge øre til! (Kilde: Carsten Dilling og Anne-Marie Mai (red.): Antologi 1943-1993 (1995), s. 57).
  Det var først, da den litterære (konfrontations)modernisme for alvorlig holdt sit indtog allersidst i 1950'erne, at der blev plads til tekster som dem, Villy Sørensen (måske lidt for tidligt) fik udgivet i Sære historier i 1953. Og det er da således heller ikke tilfældigt, at novellen "Vidunderbarnet", som ikke blev antaget dengang, netop kom med i 2. udgave af tekstsamlingen i 1962.

• at afsløre og kritisere det moderne samfund, der luller dets medlemmer ind i et ensformigt, rutinepræget og forbrugsorienteret hverdagsliv; et samfund, hvor alles fokus er på økonomisk vækst, på at forsøge at købe sig til livskvalitet og den deraf følgende tingsliggørelse og fremmedgørelse af individet. Som Klaus Rifbjerg sarkastisk skriver i første strofe i digtet "Det er blevet os pålagt" i digtsamlingen Konfrontation (1960):

  Det er blevet os pålagt
  af statistikken
  i et gennemsnitsliv
  at åbne et meget stort antal
  døre, konservesdåser,
  punge, tegnebøger, check-konti,
  at lukke et meget stort antal
  samme
  undtagen konservesdåser

Nogle af konfrontationsmodernisterne opfattede sig selv som en intellektuel og kunstnerisk fortrop, der havde den mission at afsløre virkeligheden for folket. En sådan opfattelse af, at kunst skal have en ideologisk, bevidsthedsfremmende funktion, blev også i 1930'erne og 40'erne fremført af den kulturradikale bevægelse. Bl.a. af den grund er konfrontationsmodernismen også blevet kaldt 'nyradikalisme' (altså i betydningen 'ny kulturradikalisme').

Et af konfrontationskunstnernes vigtige budskaber er, at man - også inden for kunsten - må bryde med traditionen, fordi tradition skaber selvcensur, stilstand og undertrykkelse - frem for udvikling og frigørelse. Det er således i denne periode af tresserne, at der igen (lige som i den kulturradikale periode) kommer fokus på, hvad der er 'god' kunst og 'dårlig' kunst - eller som modernisterne måske ville sige: hvad der er kunst, og hvad der bare er 'traditionel' 'bevidstløs' underholdning for underholdningens skyld, hvad der er god musik, og hvad der bare er (dansk)pop, hvad der er skønlitteratur, og hvad der bare er triviallitteratur ...

Læs uddybende om kunstopfattelse i 1960'erne i afsnittet "Den litterære modernisme i Danmark efter 2. Verdenskrig" i leksikonopslag om modernisme.

Typisk har en konfrontationstekst flere af (men ikke nødvendigvis alle) følgende kendetegn:

• Er tidsmæssigt fra perioden ca. 1958-1965
• Kritiserer fortidens højstemte, romantiserende, idylliserende, religiøse poesi.
  Dette kommer fx tydeligt til udtryk i de tre sidste verslinjer af digtet "Terminologi" i Klaus Rifbjergs digtsamling Konfrontation (1960). Der skriver Rifbjerg nemlig følgende sarkastiske verslinjer:

  Kærlighed: løgn
  Halleluja: ræb
  Poesi: hvor er mit brokbind

• Handler om, eller på anden måde forholder sig til, samtiden/nutiden - ikke fortiden og ikke fremtiden
• Har spot på kritik af tidens tingslig- og fremmedgørelse, af tidens fokus på forbrug, på materielle værdier i samfund og hjem som de vigtigste livsværdier.
• Utraditionel (læs: moderne' - i betydningen 'ny') brug af fortæller-synsvinkel, fx uforudsigelige synsvinkelskift eller 'mærkelige' synsvinkler i form af indre synsvinkel i materielle objekter, som et fotografiapparats lukkemekanisme eller et stykke sæbe (hvilket faktisk er tilfældet i to af Rifbjergs digte i Konfrontation).
• Har en 'sær' eller absurd handling, som flere af Villy Sørensens (1920-2001) tekster i fx Sære historier (1953), i Sven Holms (1940-2019) novellesamlinger Den store fjende (1961), Nedstyrtningen (1963) og Rex (1969) og ikke mindst fortællinger af Peter Seeberg (1925-1999). Seebergs novellesamling "Eftersøgningen" (1962) indeholder eksempelvis en novelle ("Patienten"), der handler om en mand, der får udskiftet alle sine lemmer, inklusive hovedet, en tekst om en flok mennesker ("Hullet"), der ikke bestiller andet end at grave et hul, og novellen "Bulen", der handler om en mand, der er helt overdrevet optaget af og frustreret over en bule i sin bil. (PS: Nogle opfatter sådanne 'absurde' tekster som en selvstændig modernistisk strømning, læs mere om absurdisme).
• Brug af karakteristisk særsprog i form af:

  • utraditionelle troper (sammenligninger, metaforer m.m.). Men det er dog ikke højstemt, symbolsk billedsprog, som man kender fra fx romantiske digtes besjælinger og personifikationer eller fra symbolistiske digte - og det er heller ikke trivielle klichéer, der bliver brugt. I konfrontationsdigtning rimer 'hjerte' aldrig på 'smerte'. Eksempler på metaforer i et par af digtene i digtsamlingen Konfrontation:
    • lykkens spasme / masserer hjerteklumpen i endnu et forsøg
    • ondt i halsen / og tungen belagt af / middelalder
    • dagens ufølte, dumpe / hovedpine og bevidstheden om / snavs mellem to tæer denne / følelse af skyld

  • neologismer, dvs. nye ord, nye sammensætninger af ordforbindelser - og sætningskonstruktioner - der næsten kan virke surrealistiske i al deres 'mærkelighed'. Fx i Klaus Rifbjergs digt "Ave Bayway" (1960), hvor der står:

    forbrydelse og straf i Bayway / hvis konstruktioner er større / end domkirker og omcirklet / af præster, svømmehudsprofeter / uwag, uwag, næbvelsignelse. (antologien.dks fremhævelser af neologismer).

  • fremmedord og fagord. I de første digte i digtsamlingen Konfrontation bruges fx følgende fremmed- og fagord: funktionalistiske, schatteringer, terminologi, karyatide, dybtanæsticeret, transfocator, mach, postludium, trotyl, phlox, supersonisk, salveten, Gloria in Excelsius Deo, skelettering, konkretion, overludende, kitinfødder m.fl.

I bogen Antologi 1943-1993 (1995) af Carsten Dilling og Anne-Marie Mai formuleres konfrontationsmodernismens sproglige kendetegn bl.a. med ordene:

Almindelige, klichéfyldte talemåder demonteres (...), og ord, man aldrig har inviteret ind i litteraturens fornemme hus, braser ind sammen med et hav af nydannelser. (s. 58).

Adjunkt Kirsten Stamer Andreasen skriver i Gyldendals Litteraturleksikon k-q (1974):

De gamle ord som kærlighed, poesi, skov [undsiges], fordi de er udslidte, fyldt med poetiske overtoner og associationer. I stedet foretrækkes ord som udflod, pessar, mach, der giver en konkret fremstilling af tingen uden symbolske biklange. (s. 49 om Rifbjergs konfrontationsdigt "Terminologi").

Man kan påstå, at i de konfrontationsdigte, hvor brugen af mange fremmed- og fagord kobles med anvendelsen af ret 'mærkelige' metaforer og ofte svært forståelige nydannelser af ord, bliver digtene selv eksempler på den fremmedgørelse af individet i det moderne samfund, som de måske er en kritik af. Eller sagt på en anden måde, så har konfrontationsdigteren måske en intention om, at hans læser skal nå til følgende erkendelse: Sådan som du oplever digtet, oplever du verden! Så svært som digtet er at forstå, så fremmed, som du føler dig over for dette digt, lige sådan er det moderne samfund svært at forstå, lige sådan føler du dig fremmed i din egen tilværelse. Den samme vinkling gør sig måske gældende for de absurde fortællinger, altså at deres budskab til læseren er: Lige så absurd denne fortællings handling er, lige så absurd og meningsløst er det moderne menneskes (dit!) liv?

Men måske er en sådan fortolkning af konfrontationsmodernistiske digtes budskab lidt langt ude, for hvis læseren ikke kan forstå digtene, kan læseren vel heller ikke fange digtenes samtidskritiske pointe?

Og faktisk er det nok ikke helt forkert at betegne de konfrontationsmodernistiske tekster som elitær digtning i den forstand, at de både fysisk og forståelsesmæssigt kun var tilgængelige for få. Fysisk, fordi fx digtsamlingerne som regel blev udgivet i små oplag (gennemsnitligt 750 i beg. af 1960erne), og forståelsesmæssigt, fordi de fleste 'almindelige' læsere, som antydet ovenfor, oplevede - hvis de altså overhovedet blev 'konfronteret' med konfrontationsdigtene - at mange af digtene var meget svære at forstå. Men det gjaldt nu ikke kun lyrikken. Anne Marie Mai omtaler tidens prosa som:

den sære og svære modernisme hos prosaister som Villy Sørensen og Peter Seeberg eller Sven Holm og Klaus Rifbjerg, som mange læsere erklærede, at de simpelthen ikke kunne forstå. (Artiklen "Det formelle gennembrud" i Danske digtere i det 20. århundrede, bind III af Anne-Marie Mai (red.), 2000, s. 546)

Det skal dog tilføjes, at selv om der kun var relativt få 'almindelige' voksenlæsere i 1960erne, der læste konfrontationsmodernistiske digtsamlinger og noveller, så var der relativt mange 'almindelige' unge læsere, nærmere bestemt gymnasielever, der gjorde. Modernistiske forfattere, ikke mindst Klaus Rifbjerg og Peter Seeberg blev nemlig en fast del af pensum i danskfaget på de fleste gymnasier fra omk. 1960 - og har vel nærmest været det lige siden.

Ud over Klaus Rifbjerg (1931-2015) - skrev også følgende forfattere - i denne tidsperiode af deres forfatterskab - tekster, der har konfrontationsmodernistiske træk. Det gælder fx Albert Dam (1880-1972), Orla Bundgård Povlsen (1918-1982), Erik Knudsen (1922-2007), Peter Seeberg (1925-1999), Jørgen Sonne (1925-2015), Ivan Malinovski (1926-1989), Villy Sørensen (1929-2001), Benny Andersen (1929-2018) og Jørgen Gustava Brandt (1929-2006), Jess Ørnsbo (1932-2019) og Sven Holm (1940-2019).

Konfrontationsmodernisme er dog langt fra en litterær retning, der 'uddøde' efter 1960erne. Litteraturforskeren Peter Stein Larsen skriver fx i artiklen "Centrallyrik og interaktionslyrik i 00'erne":

En anden type centrallyrik (…) er den konfrontationsmodernistiske og psykologisk-socialt orienterede. (…) Jeg anskuer (…) det konfrontationsmodernistiske som en poetisk strømning, hvis virkning også er markant i digtningen i 00’erne.
Fælles for denne socialt og psykologisk fokuserede poesistrømning er holdninger til tre områder, nemlig det politiske og samfundsmæssige, det individuelle og psykologiske, og det æstetiske og poetologiske. I det første tilfælde satses der på en målrettet social kritik, i det andet på en psykologisk dybdeboring, og i det sidste på brugen af et moderne vokabular, hvor tabukrænkende og videnskabelige gloser spiller en stor rolle.
Blandt tidens mest markante forfatterskaber med en konfrontationsmodernistisk orientering kan man nævne Klaus Rifbjerg, Jess Ørnsbo, Tore Ørnsbo, Marianne Larsen og Morten Søndergaard.
Der er dog også talrige andre manifestationer af en sådan psykologisk-socialt fokuseret tendens i 00’ernes poesi såsom lyriske værker af Carsten René Nielsen (f.eks. Dyr (2005)), Mikael Josephsen (f.eks. Pokalhjertet (2000)), Kristina Stoltz (f.eks. Græshoppernes tid (2002)), Anne Lise Marstrand-Jørgensen (f.eks. Helikopter igen (2002)) og Erik Trigger Olsen (f.eks. VI digte (2000)).
Inden for den konfrontationsmodernistiske gruppering er der naturligvis variationer. Man kan ganske vist i alle tilfældene registrere en orientering mod psykens fortrængte lag og det elementære i fysiologisk forstand, en kritik af magthaverne og en dyrkelse af et poetisk sprog med hæslighedsæstetik, sansekonkretion og dissonans.
Men man finder også forskelle i den politiske optik, hvor man hos Rifbjerg og Jess Ørnsbo møder en offensiv kulturradikal position og hos Marianne Larsen en marxistisk funderet samfundskritik, mens kritikken af det sociale er mere følsom og afdæmpet i sit udtryk hos Tore Ørnsbo, Carsten René Nielsen og Morten Søndergaard. Tilsvarende er en psykoanalytisk diagnosticering af undertrykkelsen af individet og utopien om en frigørelse fra den sociale tvang mere udpræget hos digtere som Tore Ørnsbo, Marianne Larsen og Jess Ørnsbo end hos f.eks. Søndergaard og Rifbjerg (...).

Fra artiklen "Centrallyrik og interaktionslyrik i 00'erne" i tidsskriftet Passage nr. 63. sommer 2010, s. 91-92. Antologien.dks fremhævninger.

PS: Nogle opfatter konfrontationsmodernisme som et overbegreb for den nye modernistiske konfrontationslyrik som Klaus Rifbjerg og ligesindede skrev og absurdismen (som af nogle også kaldes 'fantastisk modernisme') i 1960erne. Andre opfatter konfrontationsmodernisme og fantastisk modernisme som to sideløbende, men selvstændige, strømninger i nogenlunde samme periode.