Periode: ca. 1890-1905. Allerede i 1888 skriver litteraturhistorikeren Valdemar Vedel (1865-1942) en kritisk artikel om Det moderne gennembruds realister (se citat nedenfor). I 1904 udgiver den mest kendte danske symbolist Sophus Claussen (1865-1931) sin digtsamling Djævlerier, og han udgiver ikke noget nyt før 8 år efter i 1912. Derfor er der nogen, der angiver disse årstal som hhv. begyndelse (1888) og afslutning (1904) på symbolismens glansperiode.

Næsten enhver kunstnerisk retning, der optræder i kunsthistoriske (herunder litteraturhistoriske) oversigter under en bestemt betegnelse, har følgende karakteristika:

1. Retningen er en kontrabevægelse i den forstand, at den er en reaktion imod en tidligere kunstnerisk retning.
2. Retningen bygger på en ny filosofisk eller ideologisk idé eller en nytænkning af en gammel idé, som en del markante kunstnere i perioden mere eller mindre åbenlyst tilslutter sig og arbejder ud fra/eksperimenterer med. Idéen kan være fostret af en filosof, en forsker, en kunstkyndig, en gruppe af kunstnere eller en enkelt markant kunstnerisk personlighed.
   I nogle tilfælde har en gruppe kunstnere dannet et netværk, hvor de diskuterer og udvikler den kunstneriske idé, som de er fælles om at være interesserede i. (Ofte er sådanne diskussioner blevet ført i et til lejligheden etableret tidsskrift. Det gælder fx den symbolistiske idé, som kunstnere skrev artikler om i tidsskrifterne Tilskueren og Taarnet i 1890erne). I andre tilfælde forsøger en enkelt kunstner at sætte ord på den kunstneriske idé, som hans kunst bygger på eller prøver at formidle, ved at formulere en såkaldt poetik.
3. Retningens idégrundlag kommer konkret til udtryk i tekstens form, sprog og indhold.
   Når litteraturforskere taler om, at en bestemt kunstnerisk periode eller retning varer fra et årstal til et andet, er det signal om, at man mener, at idégrundlaget kommer nogenlunde ensartet til udtryk i den givne tidsperiode hos flere af de kunstnere, der er knyttet til retningen.
   Selv om flere kunstnere i en bestemt tidsperiode altså kan være fælles om at prøve at udtrykke en idé på måder, der ligner hinanden, er det dog vigtigt at være opmærksom på, at en kunstnerisk retnings idé i mange tilfælde faktisk også kan komme meget forskelligt til udtryk hos forskellige kunstnere i den bestemte tidsperiode. Og uagtet at en bestemt kunstnerisk retning regnes for afsluttet efter en vis periode, så vil selve den idé, som var retningens teoretiske fundament, som regel række langt ud over det sluttidspunkt, der står angivet i en litteraturhistorisk oversigt. Fx vil man ikke gå helt galt i byen, hvis man påstår, at det idémæssige grundlag, der kendes fra romantiske lyrik i første halvdel af 1800-tallet (subjektiv, sanselig og følelsesladet digtning), lever videre - om end i 'nye klæder' - i symbolistisk lyrik 1890-1910, i ekspressionismen i 1920erne og Heretica-digtningen i perioden 1945-1960.

Også for den kunstneriske retning, symbolismen, som denne leksikonartikel jo handler om, gælder flere af ovenstående karakteristika. Nogle af disse ridses op i følgende citat:

Først og fremmest er de symbolistisk orienterede digtere og billedkunstnere forenet i deres foragt for naturalismen og realismen, dyrkelsen af de objektive sandheder, det, der umiddelbart kan registreres, måles og vejes på bekostning af kunstens og den frie fantasis udfoldelsesmuligheder. Symbolisterne søgte i stedet sandheden i det enkelte menneskes inderste sjæl og for manges vedkommende i en ideal skønhed, som ikke var af denne verden, men som kunne realiseres gennem kunsten. Kunstneren som person blev derfor som i romantikken en særlig udvalgt, en profet, der ved at distancere sig fra den materielle verden (…), kunne dyrke sine sanser og syner og ad den vej overleve i (...) verden.

(…) Verden var ikke længere som i romantikken. Forsoningen mellem ånd og materie, enheden mellem jord og sjæl var ikke længere, hvis den nogensinde havde været det, en uproblematisk konstruktion. Natur- og lægevidenskaben, det positivistiske verdensbillede, var trådt imellem. (…) Kunstneren [var], uanset om han ville det eller ej, præget af det moderne liv og den splittelse, som fulgte med oplevelsen af den gamle verdens sammenbrud. Og det er i denne transitperiode mellem 1800- og 1900-tallet, mellem tradition og modernitet, at symbolismen og den symbolistiske kunstner skal placeres. Det er her, udspændt mellem de laveste kropslige drifter og verdensfjern metafysik, at symbolisten opererer og tilbyder forskellige, men dog indbyrdes forbundne forsøg på at håndtere den moderne verden. (…)

Fra bogen Sjælebilleder - Symbolismen i dansk og europæisk maleri 1870-1910 (2000) af Peter Nørgaard Larsen i et afsnit med overskriften "Johannes Jørgensen og den litterære symbolisme", 11-12).

Flere af symbolismens 'karaktertræk' uddybes i det følgende.

Man kalder den litterære periode fra 1870 til 1890 for Det moderne gennembrud. Det er nok derfor, at Helge Rode (1870-1937) bruger et andet begreb end symbolisme om den nye litteratur i perioden 1890-1910. Han kalder den nemlig 'det sjælelige gennembrud' i en bog (1928) med netop denne titel. Med udtrykket 'det sjælelige' signaleres en bevægelse væk fra den mere videnskabeligt orienterede, den jordnære og sekulære realisme i Det moderne gennembrud.

Sophus Claussen (1865-1931) skrev i tidsskriftet 'Taarnet', som var et tidsskrift for de digtere i tiden, der ville noget andet end at skrive realistisk: "Hvem tror vel nu mere, at det for Digteren gælder om at efterligne, gjenfortælle de Ting, som Hvermand hver Dag kan se og høre?"

De symbolistiske digtere i 1890'erne skildrer således ikke omverdenen 'objektivt' og nøgternt, som naturalisterne og impressionisterne tilstræbte at gøre. Den symbolistiske digter har mere fokus på at skrive om sine subjektive, sine personlige sanse- og følelsesmæssige oplevelser og indtryk.

I et litterært tidsskrift Ny Jord, der udkommer i årene 1888-1889, skriver Valdemar Vedel artiklen "Moderne Digtning". Den kan nærmest læses som en slags programerklæring for symbolismen. Han efterlyser en digtning, der gør op med "naturalismens og realismens trivialitet". Han opfordrer til at skrive en mere farverig poesi, skrevet af digtere med noget på hjerte:

Hvorfor giver de dem ikke kækt og frit deres egne stemninger i vold, skriver ud af deres fulde Hjerte, hvad de selv har følt og tænkt og villet, og tegner modigt en Verden, som deres Drømme har bygget op, og som deres vexlende stemninger farver den.

Symbolismen opfattes af nogle litteraturhistorikere som en romantisk renæssance og betegnes derfor også ofte som 'nyromantik'. Firkantet sagt kan man opfatte det, som om historien gentager sig: Ligesom mange romantiske digtere i første halvdel af 1800-tallet valgte at skrive litteratur, der havde fokus på 'hjertet' (følelser), intuitionen og ånden i stedet for Oplysningstidens fokus på 'hjerne' (fornuft/intellekt), logik og rationalitet, lige sådan kan man sige, at symbolismen i 1890-1910 interesserer sig mere for de åndelige dybder, intuitionen, sanserne og følelserne som redskaber til erkendelse end Det moderne gennembruds forfattere i 1870-1890, der er meget optaget af at sætte virkelighedsnære problemstillinger til debat ved at skrive realistisk samfunds-, religions- og kønskritisk litteratur.

Nogle digte af både Sophus Claussen og en anden af symbolismens hovedskikkelser i Danmark, Johannes Jørgensen (1866-1956), minder om enten Romantikkens universalromantiske digte eller digte fra den periode i Romantikken, der kaldes romantismen.

Romantikkens opfattelse af kunstneren som en særlig begavet personlighed er også et kendetegn for symbolismen. Sophus Claussen skrev i 'Taarnet' om digterens specielle evner og om hensigten med at digte:

For ti Aar siden vred vi os af Latter, naar vi hørte tale om, at en Digter var 'beaandet' (...) Vor Tid - de Unge - er vendt tilbage til den ældgamle Opfattelse, at en Digter helst bør være beaandet, en Forkynder af Tingenes dunkle og forunderlige Sammenhæng. Digteren gætter bagved de Ting, han ser, en usynlig Verdensorden om dem, en Slags sublim Mathematik, hvis høje og indviklede Beregninger er ham den Drømmeblomst, den Lotus, der bringer Glemsel for denne Verdens Sorger.

Og dette syn på kunstneren deltes af Johannes Jørgensen. Han skrev nemlig i en artikel i 'Taarnet' i 1893, at kunstneren i ekstatiske øjeblikke:

instinktmæssigt og intuitivt [fatter] Tilværelsens sande Væsen. Han føler sin Sjæls Sammenhæng med Naturens Sjæl og aner bag Tingenes tilsyneladende Ligegyldighed en hjemlig Verden, hvori hans Aand har en evig Indfødsret.

Johannes Jørgensen og Sophus Claussen havde dog ikke helt samme opfattelse af, hvad hensigten med deres litterære virksomhed skulle være. Johannes Jørgensen definerede den symbolistiske digtning som:

Troen paa en Metafysik, en anden Verden, et Hinsides. (...) et Billedsprog, som i jordiske Hieroglyfer vil udsige det Evige.

Johannes Jørgensen i artiklen "Symbolisme" i tidsskriftet Taarnet, december 1893.

Han havde en vision om, at hans digtning skulle hjælpe læserne til at føle betydningen af denne tro, til at erkende, at svaret på samtidens utilpassethed, tvivlen og tøven lå i kristendommens genfødsel, i en religiøs omvendelse. (Kilde: Peter Nørgaard Larsen: Sjælebilleder, 2000, s. 12)
(PS: Johannes Jørgensen konverterede fra protestantismen til katolicismen i 1896. Han flyttede til det katolsk dominerede Italien i 1915 og var indtil sin død en stærkt troende katolik).

Denne religiøst orienterede symbolisme er der nogle, der kalder 'den transcendente symbolisme' (bl.a. professor med speciale i dansk lyrik Bo Hakon Jørgensen (f. 1946) i artiklen "Symbolismen (1890-1900)" på kb.dk), hvor begrebet transcendent henviser til det religiøse, til den højere orden, der rækker ud over det jordiske liv og som gælder i både liv og død.

Sophus Claussens digtning var i udgangspunktet mere åbent undersøgende. På den ene side mente han, at Poesien ikke som for vore realistiske Forgængere [skulle være] et Middel til Udbredelse af samfundsnyttige Meninger. På den anden skulle poesien heller ikke først og fremmest være middel til udbredelse af kristendommen. Kunsten skulle være fri og uafhængig af ydre kræfter. Den skulle ikke styres af eller være underlagt hverken ideologi, videnskab eller religion. Måske er det netop det budskab, Claussen vil ud med, når han i sidste strofe i digtet "Vor Aand har kun dvælet saa længe" fra digtsamlingen "Trefoden" (1901) skriver:

Thi Kunst er den Hjærtets Trang,
der løser al mennesklig Tvang
og skriver sin egen Rang.

Claussen brugte sin kunst, hvis redskab jo var sproget, til at opsøge nyt land, til at gøre nye opdagelser (læs: erkendelser) om, hvad et godt liv er, hvad meningen med tilværelsen egentlig er.

Det samme gælder forfatteren Helge Rode (1870–1932). Og man kan næsten høre, hvordan det knager i hans hjernevindinger, når han i følgende uddrag forsøger at bruge digtet og sproget til at finde ud af, hvad der er op og ned i livet - og døden - hvad meningen er 'med det hele':

Aa underlige Verden!
Kunde jeg mig sænke
i dine Hemmeligheders Vrimmel.
Aa underlige Hjerne,
der prøver at tænke
Tanker med svimlende Svimmel.

Aa underlige Verden!
Som skrigende Ravne
flakser alle Spørgsmaal i Stimmel.
Aa underlige Hjerne,
der prøver at favne
den dybe — aa den grænseløse Himmel.

Det kæmper bag Panden
for Klarhed at bringe,
for Tanken at tvinge.
Det bryder og bruser og brister.
(...)
Hvad er det sande? Aa svar mig du!
Evighedernes Rædsel og Gru,
eller Evigheders Vidunderlykke?

Fra digtet "Stjerne og Morild" i digtsamlingen Hvide Blomster (1892).

Sophus Claussens digtes tematikker kredser generelt om naturen, tidens gang, årstiderne, ungdommens frisind og livskraft, drømmen om et godt liv, om lykke. Der er også rejsedigte (fra europæiske destinationer), nogle metadigte (digte om at digte eller om at være digter) og visse politiske/samfundskritiske digte. Men i hans første digtsamlinger er det helt dominerende, at han har fokus på:

• kærligheden - på godt og ondt - om livgivende og berigende kærlighedsforhold og om kærlighedsforhold, der ikke holdt
• elskov/erotik - både om det fascinerende ved længslen efter erotikken, efter kvinden, hendes flirt og hendes krop og ved selve udførelsen af elskovsakten.

De nævnte temaer lægges meget ofte ind i et 'rum' eller en 'ramme', der har med natur at gøre (kun få har byen som ramme). Det kommer ganske godt til udtryk i de to sidste strofer i digtet "Kan du drømme med mig?" fra digtsamlingen Naturbørn fra 1887:

Kan du drømme os ind
i en stjærneklar Nat
med en legende Vind
i det slumrende Krat
mellem Ungskov og Bøge beskærmede tæt,
hvor et Sted i de dugslørte Blade
af en Drossel vi faar Serenade,
mens drilagtige Myg vil omsvirre os let.

Kan du drømme dig ind
i en Salighedsstund,
hvor med Kind imod Kind
og med Mund imod Mund
vi har favnet os hen i en eneste Tro
paa vor Ungdom, vor Elskov, vor Lykke ...?
— Paa en Sandhed vi da kunne bygge,
ti en Drøm vinder Liv, naar den drømmes af to.

Viggo Stuckenbergs digte tematiserer også især enten selve naturen (herunder vejret og årstiderne) eller kærlighedens storhed eller kærlighedens forfald og sammenbrud. Rammen for de fleste af disse digte er - ligesom Claussens - naturen.

Kombinationen natur-elskov illustreres tydeligt i dette digt af Stuckenberg:

Sommernat

Nu sænker Taagen sig og Solen slukkes,
og Natten reder op i sit skyggebløde
duftende Leje og gaar stjærnestille
sin Elsker, den forfløjne Dag, i Møde;

og Skumringsdisen svæver over Enge
og spinder Lagen over Parrets Leje,
mens Aftenstjærnen skælver let og Duggen
bævende lister sine Draabeveje.

Jeg hører Trin ― en Gren som sagte svipper ―
― du kommer ved jeg, kommer nu mens Dagen
i Nattens Favn paa Nattens Leje hviler ― ―
. . . Engdisen løfter paa sit Silkelagen.

Digtet er første gang publiceret i tidsskriftet Ny Jord - Nordisk Tidsskrift for Litteratur, Videnskab og Kunst, Juli-December 1888.

Dén retning i symbolismen kalder Bo Hakon Jørgensen for 'den humane symbolisme'.

Både Claussens og de fleste af Stuckenberg og Rodes digte må nok regnes for at høre til den humane symbolisme (selv om Helge Rode også har 'et ben' i den transcendente symbolisme). Hakon Jørgensen skriver i ovennævnte artikel om forskellen på den transcendente og humane symbolisme:

den første havde en klar kristelig tendens, medens den sidste betragtede poesien og dens formskaben som den egentlige religion. Det var et spørgsmål om sjælens intellektuelle kræfter havde deres udspring i Gud eller om de var selvskabte ud af omgangen med kunstværket?

Hvor Johannes Jørgensen var troende, stiller Sophus Clausen åbent sin tvivl til skue, da han som 21-årig bl.a. skriver følgende i et afsluttende digt med titlen "Til Alle" i digtsamlingen Naturbørn fra 1887:

Om Kirke, Religion og Præstefromhed
hvad skal jeg sige? de er mig imod,
imod mit frie Blik, mit varme Blod.
Jeg har ej savnet dem; hvad jeg forstod,
var ene deres længst uddøde Tomhed.

En gammel Stamme, hul fra Top til Rod,
en Skal, som æres end af Brist paa Mod.
Jeg lægger ingen Øxe dog til Roden;
men hidses Overtroen imod os
af dem, som tror, Nationen ej er moden,
da bliver Folkets sunde Sans Profos.

Kun haaber jeg, at selv jeg ingen Tid
for Alteret skal knæle angerhvid
og høste Trøstord af en Præsterobe.
Dog vi er svage Mennesker til Hobe!

I spørger mig om Gud. Hvad skal jeg svare?
I Fald jeg siger: der er ingen Gud!
et Kor af Blade, som de hørte Skud,
vil op fra deres bløde Leje fare
og nidkær raabe over Landet ud,
at jeg, en Samfundsødelægger, gal,
fornægter Gud — Moral — Moral — Moral!

Om Darwin, Forskeren, som var Rebel
mod Orgelstemninger og Kirkerøgelser,
og som før Døden nød det sjældne Held
at tage Livet af en god Del Spøgelser,
fortælles der, at han blev spurgt en Gang
om Gud og om, hvordan det sammen hang,
naar det, som er af Støv, til Støv gik bort
og Sjælen paa en Vis var bleven Enke.
Men Darwin svared: «Livet er saa kort;
paa den Slags Ting har jeg ej Tid at tænke.»

Og så skriver Claussen lidt senere i digtet, at han faktisk tror på noget - på noget, som i tiden nok blev opfattet som ret provokerende - hvert fald hvis det skal opfattes som alternativ til troen på Gud. Claussen skriver:

Dog har jeg Troen paa en Salighed,
som, omend nyopdaget, med den gamle
saa noget nær i Alder op kan hamle,
idet fra selve Skabelsen den stammer;
(...)

En Tro? af hvilken Art? og hvordan fundet?
I Leg den fødtes, vokste stærk i Kamp,
skød lidt for rask til Vejrs i Drømmeblundet
og stredes saa med Skuffelsernes Svamp,
som havde dræbt den, hvis de havde kunnet.
Saa laa den syg, men da den fik sig sundet,
steg klaret frem af Længslers Taagedamp
en Livsanskuelse paa Elskov grundet.

Det forklarer måske, hvorfor mange digte i flere af hans digtsamlinger handler om kærlighed og elskov/erotik.

Helge Rode stiller også spørgsmål ved troen. Problemet er bare, at det er ret angstprovokerende, hvis man ikke har troen, Gud og tanken om det harmoniske Paradis at læne sit liv op ad. For så er det som om lykken bevæger sig uden for rækkevidde, som om livet pludseligt bliver SÅ tomt. Læs bare Helge Rodes angstprægede refleksioner om denne problematik her:

Ak vor Lykke bort er svunden,
bliver aldrig mere funden,
Manden er for klog og vis.
Vore Tankers kolde Hænder
kvæler hvert et Haab, der brænder.
Flygtet for vor Hjernes Is
er det skønne Paradis,
hvor en gammel god Gudfader
stavrer om med milde Lader
mellem skønne Engles Klynger,
der med søde Stemmer synger
Lykkens og Gudfaders Pris.

Himlen var saa lun og varm,
Tro: en venlig Visdomsugle.
— Aa hvor jeg er træt og arm.
Bort fra Jordens sorte Kugle
flakser mine Tankers Fugle
grumt forjagne,
rædselsslagne
i det tomme, sorte, golde.
— Ingen Hvile. — Intet lyser.
— Aa hvor Himlene er kolde.
Og jeg fryser, og jeg fryser.

Digtet "Jeg fryser" fra digtsamlingen Hvide Blomster (1892).

Når udtrykket 'symbolisme' bruges som betegnelse for denne litterære retning, kan man måske komme til at tro, at det er, fordi digtningen gør særligt brug af de konventionelle symboler, man kender fra kunsthistorien og sproget i det hele taget. Men det er ikke derfor, at den litterære symbolisme kaldes symbolismen. Som Hakon Jørgensen siger i sin artikel:

I modsætning til den sædvanlige brug af konventionelle symboler (kors, stjerne m.fl.), formår den snævre symbolisme principielt at kvalificere alle genstande udtrykt i ord til symbolsk status, jf. f.eks. gadelygten i Claussens digt "Balaften" (Pilefløjter, 1899), der bliver et symbol på bevidstheden:

Hvad er der saa sært som en Lygte ved Dag,
Naar blankrudet, bleg og forsovet
Den løfter mod Lyset i udslukt Ro
Sit fine og tænksomme Hoved - ?

Eller som i dette uddrag fra første strofe i digtet "Flammen og kullet" (1904), hvor Sophus Claussen bruger symbolet 'kul' som billede på kvinden og hendes kølige afvisning og 'flamme' som symbol på manden og hans hede drifter:

Hun var et højst koldsindigt Kul,
hvori min stakkels Flamme
vildt rækkende fra Loft til Gulv
gad kysse Liv og bide Hul

Læs også disse to symbolistiske digte af Sophus Claussen: Ekbátana fra 1896 og Kulrøg fra 1899.

Dog undlader de symbolistiske digtere ikke helt at anvende symboler, som hører til den konventionelle slags. Fx bliver 'efteråret' brugt som symbol, der varsler parforholds-opløsning i digtet "Efterårsdigt" af Sophus Clausen fra 1887.

Efterår kan også symbolisere - eller i hvert fald give associationer til - døden, som det gør i denne strofe fra et digt af Viggo Stuckenberg med netop titlen "Efteraar" (1901):

Søen vugged mod Breddens Muld,
vugged saa varsomt en vissen Kvist,
gynged den ind og flytted den ud
og lagde hos den to visne Blade,
mens inde fra Stammernes stille Øde
et ensomt klagende Suk
drog ud over Søen.
Der stod for min Sjæl den Efteraarsaften
et eneste Billed — Døden.

Er de to visne blade, som digteren iagttager i vandet, måske et billede på et 'visnet' kærlighedsforhold?

Også ord som fx 'skumring' og 'nat' bliver i nogle tilfælde brugt som symboler på noget, der snart afsluttes eller er afsluttet, og omvendt med 'forår', 'daggry' og 'dag' ...

Et andet typisk træk ved mange symbolistiske digte er, at digteren ofte intensivt udnytter alle sine sanser i sin iagttagelse af 'verden', især naturen, herunder vejrets (regnvejr, stormvejr, blæst, solskin, snevejr), døgnets (daggry, dag, skumring, nat) og årets (forår, sommer, efterår, vinter) rytme. Eller man kan sige, at symbolisten bruger de sansemæssige iagttagelser af naturen til at udtrykke sine sjælelige/mentale erkendelser eller følelsesmæssige tilstande.

Den symbolistiske digter beskriver malende og levende, ikke bare, hvad han ser og hører, som mange af de moderne gennembruds forfattere gjorde, men også, hvad han dufter, smager, føler/mærker.

Oplev fx, hvordan syns-, høre- og følesans er aktiveret hos digteren, der kigger ud ad vinduet i dette digt af Johannes Jørgensen:

Jeg ser, hvor Himlen blaaner bag min Rude.
En regngraa Dag i Skumring blomstrer bort.
Violblaa løfter Himlen sig derude,
En Kæmpeblomst, hvis Voxetid er kort.

Himmelviolens violette Blade
i Skyer falmer hen, i Mørke dør.
Der klager i den skumringsfyldte Gade
en Violin bag Aftnens Taageslør.

Den klager skælvende og tungt og længe
sin Ensomhed, mens Mørket falder paa.
Og som en Klang for Øjets Nervestrænge
langt borte tændes Lys i Aftnens Blaa.

Et fjærnt og ensomt Lys — som Guld, der glødes —
Mens Skumringshimlens Trold-Viol gaar under.
Et Lys, hvis Sorg med Violinens mødes —
som Blod af tvende vaandefulde Vunder.

Digtet "Vinterskumring" fra digtsamlingen Bekendelse fra 1894.

I nogle digte kobles forskellige sansninger. Det skal forstås på den måde, at fx en lyd (som jo har med høresansen at gøre) beskrives som en farve (synssans), hvis der i et digt står: "den mørke stemme", eller at en lyd 'opleves med' følesansen: 'Den bløde stemme'. Et fagudtryk for en sådan 'sam-sansning' er synæstesi.

Når der i tredje strofe i ovenstående digt står: som en Klang for Øjets Nervestrænge er det en synæstesi, Johannes Jørgensen bruger som virkemiddel, fordi synssansen (øjet) 'ser' en lyd (en klang).

Synæstesier bruges som virkemiddel i visse symbolistiske digte. I nogle tilfælde er en synæstesi en slags billedsprog, der skal forstås i overført betydning, men det er dog langt oftere mere 'almindeligt' billedsprog i form af almindelige metaforer, besjælinger og personifikationer, der anvendes i symbolistiske digte (læs mere om billedsprog). Det gælder også Johannes Jørgensens digt herover (fx Trold-Viol, en regngrå dag, der blomstrer bort, en violin, der klager og skælver og er ensom, et lys, der også er ensomt og som sørger mv.). Bemærk, at hverken synæstesier eller billedsprog er symbolisternes opfindelser. De kendes også fra masser af tekster i tidligere - og senere - litteraturhistoriske perioder og retninger.

Et yderligere sprogligt træk, som ofte bruges som virkemiddel i symbolistiske digte (men dog også i andre stilretningers tekster) er emotive ord (af nogle kaldet ekspressive ord), dvs. værdiladede ord, der udtrykker en positiv (plusord) eller negativ (minusord) følelse, holdning eller stemning. Det er ikke usædvanligt, at digtere bruger værdiladede ord i deres digte, men det er karakteristisk i visse symbolistiske digte, at der nærmest er en ophobning (dvs. rigtigt mange) af dem. Læs fx om den idylliske morgenstemning og den lykkefølelse, Helge Rode sætter ord på i sit digt "Morgen". Her anvender han mange positive substantiver og adjektiver, og ikke mindst plusords-verber, der - i den konkrete sammenhæng, de indgår i - er fyldt med saft og kraft, liv og lykke, fx 'stiger', 'øser', 'risler', 'sitrer', 'funkler', 'tindrer', 'strømmer', 'åbner', 'smiler', 'dufter', 'titter', 'pludrer', 'synger' og 'tindrer' igen.

I flere symbolistiske digte er det karakteristisk, at mange emotive sammensatte adjektiver bruges som sprogligt virkemiddel, og også ganske kreative og udtryksfulde sammensatte substantiver og verber kan forekomme.

Læs fx Johannes Jørgensens digt "Foraarsnat", hvor han bruger sammensatte adjektiver som 'gravtyst', 'søvntung', 'taagetrist', 'bladfaldstræt', 'lydfyldt', 'mulmsvøbte' og 'morgenlyse', sammensatte substantiver som 'himmelranden', 'vårnat', 'lygteglansen' og 'kerubglavind' og endelig et sammensat verbum som 'gyldenpletter' til at beskrive sine følelser og den stemning, han oplever midt om natten på en villavej.

Nogle af de nævnte sammensatte ord er såkaldte neologismer, dvs. nydannelser af ord eller fraser, hvis betydning man ikke lige kan slå op i en ordbog - for de står der slet ikke. Det gælder også ord som 'snehvidsløret', 'Himmelsuk', 'Helvedvaande', 'sorgsort-vemodsvægtig' og 'Sjæleklemme', som Sophus Clausen strør om sig med i digtet "Der slumred i dit Blik ..." fra 1887, hvor det lyriske jegs håb om at komme i kanen med kæresten vist ikke gik i opfyldelse i Nat. Eller når jeg'et i digtet "Solskinsvise" beskriver, hvordan hans elskede holdt ham sammen og sund med sine Slyngplante-Arme.

Det er naturligvis ikke i alle symbolistiske digte, at sammensatte ord eller neologismer anvendes som virkemiddel. Ofte er det mere karakteristisk, at digteren 'bare' bruger ganske mange adjektiver til - indirekte - at beskrive sin sjælelige eller følelsesmæssige tilstand. Fx som i dette korte naturdigt:

Morgen

En stille Morgenstund, en Foraarsdag,
en solgul Skorsten paa et tjæret Tag,
en blaalig Røg, der gennemsigtig rinder
langs Foraarsskovens brune Bryn,
fra Hegnets Dug et Væld af hvide Lyn,
en Vej, der blank i Morgensolen skinner,

en Himmel som et køligt, lysfyldt Vand,
og ud fra Skovens grenespundne Rand
et dugfrisk Fuglefløjt, en trøstig Trille,
der bliver ved og bliver ved
og stiger som den køle, sprøde Fred,
der aander fra en muldfødt, sølvklar Kilde.

Et digt af Viggo Stuckenberg fra digtsamlingen Sne, 1901. (Antologien.dks fremhævning af adjektiver med blå skrift).

I symbolismens 'ophavsland', Frankrig: Charles Baudelaire (1821-1867), Paul Verlaine (1844-1896), Stéphane Mallarmé (1842-98), Léon Bloy (1846-1917), der gjorde ophold i Danmark i 1899-1900, Joris-Karl Huysmans (1849-1907) og Arthur Rimbaud (1854-1891).

Af symbolistiske digtere i Danmark kan bl.a. nævnes ingeniøren, psykologen og filosoffen Ludvig Feilberg (1849-1912, som dog især bidrog med 'symbolistiske' essays om sjælelivet), Ludvig Holstein (1864-1943, Viggo Stuckenberg (1863-1905), Sophus Claussen (1865-1931), Johannes Jørgensen (1866-1956) og Helge Rode (1870-1937).

For det første kan man diskutere, om det måske er mere vild- end vejledende at kalde den nye digtning i perioden 1890-1910 for symbolisme, fordi den retning, der kaldes sådan, rummer digtere, der har forskellige tanker om, hvad den grundlæggende idé/hensigt er med deres digtning, og som faktisk også skriver ret forskelligt, både hvad angår deres sprog og deres emner - og fordi de ganske få digtere, der var knyttet til tidens nye anti-moderne-gennembruds-bevægelse (og som udtrykte sine ideer i tidsskriftet Taarnet, der kun eksisterede i tre år midt i 1890erne) reelt ikke havde så stor udbredelse og dermed ikke så stor kulturel betydning - i hvert fald ikke i samtiden. Professor Bo Hakon Jørgensen overvejer ligefrem - i sin sammenfatning i artiklen "Symbolismen (1890-1900)":

Symbolismen er vigtig som modernismens første trin, men om den udgør en litterær periode i Danmark er et stort spørgsmål, dertil er dens varighed (1893-96) omkring tidsskriftet Taarnet for kort og dens betydning for lille.

For det andet: Selv om man til en vis grad prøver at tage forbehold for forskelligheden ved at gøre opmærksom på, at der er flere retninger inden for samme stilretning, nemlig både den transcendente og humane symbolisme - vil der være flere af de digtere, som i tiden er fælles om at reagere mod Det moderne gennembruds realisme, der skriver digte, der ikke passer ind i 'kasserne' transcendent symbolisme og human symbolisme.

For det tredje er det næsten altid misvisende at placere en bestemt digter i en bestemt 'kasse'. Langt de fleste forfattere betræder nemlig flere forskellige 'litterære stier' i løbet af deres karriere. Fx skrev Johannes Jørgensen skrev ikke udelukkende transcendente/religiøse digte. Han skrev heller ikke udelukkende 'symbolistiske' tekster. I starten af Jørgensens forfatterskab er der således flere eksempler på, at han skrev digte, der nærmere kan opfattes som religionskritiske og i den forstand hørende til Det moderne gennembrud eller måske endda romantismen (fordi digtet handler om konflikten mellem digterjeg'ets tro/moral på den ene side og (seksuel) drift på den anden) end til symbolismen. Læs fx digtet "Kirkegang", hvor det fortællende jeg er mere optaget af en skøn pige end af præstens formanende ord om Synd og Død og Grav.

Også Sophus Clausen skrev ganske mange digte om kærlighed - ikke mindst den komplicerede slags - som er tydeligt beslægtede med Emil Aarestrups digte i den periode i Romantikken, der kaldes romantismen. Læs fx digtet "Djævlerier" fra 1904.

Nogle digte i begyndelsen af perioden kan i øvrigt nærmest beskrives som en slags kritisk realistisk symbolisme eller måske bedre: en symbolistisk kritisk realisme. Læs fx Viggo Stuckenbergs digt "Landskab" fra 1888, som både er en sanselig beskrivelse af naturen, men også en indirekte samfundskritik af de fattiges livsbetingelser, når der fx i fjerde strofe står:

Og over dette arme Øde dør saa Dagen
en ensom Død;
Vejstregen slettes, og en fattig Klynge
Markhytter skrutter angst sig som i Aandenød,
og fra en Skjærvedynge
flyver en Krage tungt og jordlavt bort.

Og i sidste strofe:

Mens Solblodstriben langsomt rinder ud,
en trælsom Stenhugger ved Vejen slider.

PS: Samme forbehold ift. at sætte årstal på begyndelsen og slutningen af litterære perioder, at bruge en bestemt betegnelse for en periode og dens litteratur og at placere forfattere i bestemt periodekasse, som om de kun skrev digte, der passer til perioden og en bestemt stilretning, ja samme forbehold gælder i princippet for alle perioder, periodebetegnelser, stilretninger og forfattere. Det gælder også for fx den periode, der kaldes ekspressionismen i 1920'erne, og de forfattere, der kaldes ekspressionister. Og det gælder for den litterære bevægelse, der kaldes Heretica fra ca. 1945-60, og for de forfattere, der ofte nævnes som knyttet til Hereticabevægelsen.

Det er vigtigt, at du husker dette, for det gør dig bevidst om, at fordi et digt er skrevet i en bestemt periode, så er det ikke sikkert, at dets form og indhold lige passer som fod i hose til den litterære stilretning, der var enten ny og/eller fremherskende i den periode, det er skrevet i. Og du bliver også opmærksom på, at fordi en forfatters navn bliver fremhævet som hørende til en bestemt periode eller stilretning, er det langt fra alle forfatterens tekster (hvad enten det er romaner, dramaer, noveller eller digte), der 'passer' til den nævnte periodes eller stilretnings karakteristiske træk.