En Egn med øde Markers milevide
jordflade Bølger,
en Egn mod Solfaldstide,
da Graavejrsdagens Lys-Lig bæres hjem
saa køligt blegt, saa udpint stille,
mens Regn og Nat i Afstand følger.

Og ude imod Vest, lavt nede
langs Kimmingranden rinder der en lille
rød Stribe Solblod, saa det himmelbrede
graagrove Skyhæng faar en plettet Bræm.

Midt gennem Egnen flader sig en Vej
i træge Bugter og forsvinder ude
mod Solblodstriben som en graahvid Streg
tværs over den uhyre Brakjordspude.

Og over dette arme Øde dør saa Dagen
en ensom Død;
Vejstregen slettes, og en fattig Klynge
Markhytter skrutter angst sig som i Aandenød,
og fra en Skjærvedynge
flyver en Krage tungt og jordlavt bort.

Der slaar en enkelt Lyd ud over Ødet,
saa klangløs haard, saa skærpet kort —
et Vrag af Lyd paa dette brede Hav af Luft og Jord:
og naar den store Stilhed har den dødet
og slettet Vragets sidste Spor,
slaar atter Lyden paa den regngraa Stilhed Brud
og skærer Veje sig til alle Sider — — —

Mens Solblodstriben langsomt rinder ud,
en trælsom Stenhugger ved Vejen slider.

Et digt af Viggo Stuckenberg (1863–1905) publiceret i tidsskriftet Ny Jord – 14 Dags Skrift for Literatur, Videnskab og Kunst, 1888. Redigeret af Carl Behrens. Her gengivet fra en samling af tidsskriftet, 1ste Bind. (Januar-Juni 1888).