Glansperiode: Ca. 1880-1900.

Impressionismen er en litterær retning i Det moderne gennembrud.

Almindeligvis regner man dén periode for at vare fra cirka 1870-1890. Men impressionismen får dels først rigtigt fat omkring 1880, og dels rækker den ind i 1890'erne, bl.a. fordi forfatteren Herman bang skriver nogle vigtige impressionistiske værker i det årti.

Impressionismen bygger grundlæggende på en naturvidenskabelig positivistisk grundtanke. I impressionistisk litteratur kommer dette til udtryk ved, at forfatteren opdigter et plot, der til forveksling ligner et, der kunne foregå i virkeligheden. Derefter forsøger han, som en naturvidenskabsmand ville have gjort, at nedskrive sine observationer af plottets små handlingsforløb; han registrerer og noterer, hvad han ser og hører, at personer gør og siger.

Lektor Torben F. Knap skriver om impressionismen:

Impressionismen (...) har sit egentlige udspring i malerkunsten fra slutningen af det nittende århundrede. Den naturalistiske malerkunst (og litteratur) havde som sit eksplicitte formål at beskrive virkeligheden - realiteten - som virkeligheden rent objektivt kunne beskrives. Som et opgør med Romantikkens store symbolladede æstetiske universer ville naturalismen i tråd med tidens positivistisk-scientistiske (naturvidenskabelige, min anm.) "ånd" skildre virkeligheden med en så høj grad af objektivitet som muligt. Kunstneren opfattede sig selv som videnskabsmand.
(...) Den naturalistiske kunstner ville blot registrere verden for at videregive den i samme kaotiske og usammenhængende form som han oplevede den.
Naturalismen radikaliseredes stilmæssigt og tog form som egentlig impressionisme ud fra den logik, at kunstneren i den hensigt at videregive en uredigeret virkelighed nødvendigvis måtte forholde sig fuldkommen passiv og blot registrere de indtryk - impressions - som verden tildelte ham.
En impressionistisk maler må male de farveindtryk, som når hans nethinde, og en impressionistisk forfatter må nøjes med at videregive sine romanpersoners gøren og laden uden at tillægge denne nogen form for kausal forklaring. Impressionisme er således karakteriseret ved som kunstart at viderebringe autentiske øjebliksbilleder uden yderligere (overgribende) forklaring.

Torben Fledelius Knap i artiklen Impressionisme som æstetisk filosofi i Dansk Noter nr. 2, juni 1999: 5-6.

Følgende fortællemæssige og sproglige virkemidler bruges ofte i dansk impressionistisk litteratur i dens glansperiode:

1. Scenisk fremstilling
2. En tilbagetrukket fortæller
3. Ivrig brug af sanseord
4. Udeladelser af ord / nominalstil
5. Aposiopese

PS: Med mindre andet er angivet, er alle teksteksempler i det følgende citater fra Herman Bangs novelle Irene Holm fra 1890. Og alle understregninger i teksteksemplerne er mine.

1. Scenisk fremstilling

Begrebet scenisk fremstilling skal her forstås i modsætning til panoramisk fremstilling. En scenisk fremstilling er en fremstilling af en handling eller en situation, hvis tidsudstrækning er ganske kort.

En forfatter kan bruge forskellige sceniske virkemidler:

• Scenisk beretning, dvs. at et handlingsforløb fortælles relativt detaljeret - trin for trin - i takt med at det foregår. For at give modtageren indtryk af, at en begivenhed fortælles, imens den foregår, bruges et særligt litterært virkemiddel. Det kaldes medsyn. Medsyn skrives ofte i nutid, men i de to eksempler her anvendes verber i datid.

Eksempel 1 scenisk beretning i medsyn:

Moppen (hunden, min anm.) var fulgt ud efter hende og havde lagt sig paa en Pude foran sin tomme Madtallerken.
Frøken Jensen tog Tallerkenen og fyldte den med Franskbrød, blødt op i det varme Vand.
Moppen fik Tallerkenen ned foran sig og begyndte at fortære Foderet uden næsten at røre sig.
Frøken Jensen havde tændt et ensomt Lys. Hun drak sin The med Rugbrødssmørrebrød til - hun skar Stykket med Kniven i sirlige smaa Firkanter.
Naar hun havde drukket The, gik Frøken Jensen i Seng. Hun bar Moppen i Armen og lagde den ved Fodenden paa Dynen. Saa hentede hun Skoleprotokollen og lagde den paa Bordet ved Sengen.
Hun laasede Døren og saa' efter med Lyset rundt i alle Kroge og ind under Sengen.
Saa klædte hun sig af og redte sine Fletninger ud og hængte dem op paa Spejlet. Moppen sov allerede og snorkede paa Dynen.

Fra Herman Bangs roman Ved Vejen (1886).

Eksempel 2 på scenisk beretning i medsyn:

En kold Aprilsøndag i Aaret 1866 Kl. 6 om Morgenen stak et uredt Tjenestepigehoved ud af et Vindue paa anden Sal i Silkegade, plirede mod den skærende og kolde Foraarssol, saa' op og ned ad Gaden og skar nogle langsomme og søvnige Grimacer, inden det atter forsvandt indefter.

Fra Silvia Bennets (pseudonym for Olivia Levison) roman Konsulinden - Skildring fra Kjøbenhavn, 1887, s. 3.

• Udbredt brug af direkte tale (replikker/dialog) og dækning.

Brugen af replikker er en særlig scenisk fremstillingsform, som kendes fra skuespillet.

Det sproglige virkemiddel, der kaldes dækning, er sådan set også en slags replik, bare en skjult form. Derfor kaldes det også dækket direkte tale (eller tanke).

To eksempler på brug af dækning (selve dækningen er her fremhævet med understregning):

Hun skulde besøge de ærede Forældre. Hun turde maaske spørge lidt om Vejen. Madam Henriksen gik ud i Gangdøren og pegede paa Gaardene ud over Marken.

Hun saa' efter Roserne; der var et Par Knopper endnu. De havde saamænd blomstret trofast iaar - hele Tiden. Men nu maatte de snart dækkes til ... Hvor Bladene allerede faldt. Men der var heller ingen Læ for nogenting ... Fru Bai gik ud af Haven igen og langs Perronen ind i den lille Gaard bag Plankeværket.

Fra Herman Bangs roman Ved Vejen (1886).

Direkte tale indgår ofte i en scenisk beretning.

Et eksempel på en blanding af direkte tale og dækket direkte tale:

Han forstod det og så nu først, at hun bar sorg.

Frøkenen rejser måske ene?

Ja, det gjorde hun.

Er der ikke noget, jeg kan hjælpe Dem med?

Ja! hun havde bestilt kaffe, men den var ikke kommet.

Nu skal jeg sørge for det. Han gik.

Fra bogen Skitser af F.C. van der Burgh (pseudonym for Illa Christensen), 1884, s. 105. Min fremhævning med blå skrift af dækninger.

2. En tilbagetrukket fortæller

Fortælleren er ikke en typisk alvidende fortæller, hvilket ellers er den mest brugte fortællertype i episk skønlitteratur i 1800-tallet.

En af den litterære impressionismes pionerer i Danmark, forfatteren Herman Bang (1857-1912), beskrev den impressionistiske fortæller sådan her:

Paa denne Handlen, den bestandig fortsatte Handlen, fæster han da sin hele Opmærksomhed, og de handlende Mennesker bliver hans Skildrings Genstand.

Fra artiklen En lille Replik, 1890.

I Gads Litteraturleksikon beskrives fortælleren i den impressionistiske fortælling som:

den udefraregistrerende fortæller (også kaldet den behavioristiske eller objektive fortæller), [der] er placeret uden for personerne og fremstiller miljøer og begivenheder ukommenteret. (1. udgave 2001, s. 116).

Hvis man imidlertid studerer fortælleren lidt nærmere i nogle af de impressionistiske tekster fra sidst i 1800-tallet, må man dog konstatere, at selv om fortælleren ikke er så alvidende som i mange ældre romaner og trivialtekster, er han faktisk langt fra at være objektiv. Det forekommer nemlig slet ikke så sjældent, at den impressionistiske fortæller - lige som den alvidende ofte gør - træder frem i teksten med korte kommentarer eller - mere eller mindre skjulte - subjektive vurderinger af begivenheder og personer. Og han nøjes heller ikke med at registrere begivenheder og personers handlinger udefra, han afslører nemlig også ofte nogle af personernes indre følelser og tanker.

Man kan måske sige, at den impressionistiske fortæller består af et kollektiv eller et kor af forskellige fortællestemmer.

Lad os se på, hvilke fortællestemmer der kan være tale om, og hvordan de typisk kommer til udtryk i impressionistiske tekster:

• Den observerende fortællestemme: Via ydre synsvinkel gengiver fortælleren nøgternt særlige begivenheds- og handlingsforløb eller personers adfærd. En sådan observerende gengivelse kan i nogle tilfælde nærmest minde om et journalistisk referat i en avis eller om en udsendelse i tv, hvor en speaker beskriver en handling, sideløbende med at den foregår.

Eksempel:

Det blev læst op en Søndag efter Gudstjenesten, af Sognefogdens Søn, ved Stævningsstenen udenfor Kirken: at Frøken Irene Holm, Danserinde fra det kongelige Theater, den første November i Kroen vilde aabne sine Kursus i Holdning, Dans og Bevægelse, saavel for Børn som for Viderekomne, Damer og Herrer - saafremt et tilstrækkeligt Antal Deltagere tegnedes. Prisen fem Kroner for hvert Barn, for Søskende Moderation.

PS: Eksempel 1 på medsyn ovenfor under pkt. 1 er også et eksempel på brug af observerende fortæller.

• Den subjektive fortællestemme fra en person, der deltager i handlingen: Via indre synsvinkel videreformidles til læseren, hvad en person i handlingen sanser, føler, mener eller tænker.

Eksempler på indre syn i hovedperson:

Hun fik Hjemve, naar hun saá de flade, øde Marker. Og saa var hun ogsaa bange for Tyre og løbske Heste.

- - Hun vidste ikke, hvordan hun var kommet op, hvordan hun var kommet ud .... Hun havde hørt Musikken, der med ét holdt op - og Latteren - Latteren, mens hun pludselig saá alle disse Ansigter .... (…) Inde i Lillestuen stod hun et Nu ved Bordet .... det var saa mørkt for hende, saa ganske tomt ....

Eksempel på indre syn i et par bipersoner:

Smeden og hans Kone veg ikke fra Nøglehullet. De saá Balletspringene bagfra; Papillotterne strittede paa Issen som Piggene paa et Pindsvin.

• Den subjektive fortællestemme fra en person, der står uden for handlingen: Den udenforstående fortæller udtrykker sine personlige fortolkninger eller vurderinger af begivenheder eller personer - eller træder åbent frem i teksten med en såkaldt fortællerkommentar henvendt til læseren. Begge disse forhold (fortolkninger/vurderinger og kommentarer) er typiske kendetegn for den alvidende fortæller, som var langt den mest almindelige i noveller og romaner før impressionismen.

Et eksempel på fortolkning, hvor det er den udenforstående fortæller, som fortolker, at en persons fysiske fremtræden afslører, at han har været/er løjtnant i kavaleriet:

Naar han gik saadan op og ned, stram i Tøjet, og Hænderne i begge Jakkelommerne, saa' man Løjtnanten endnu. Ogsaa paa Benene, de havde beholdt Rundingen fra Kavalleriet.

Fra Herman Bangs Ved Vejen (1886).

Et eksempel på vurdering af person:

Og pludselig kunde hun le halvhøjt op med en tøset Latter, midt som hun laa ....

Her kalder en udenforstående fortællestemme personens latter for 'tøset', hvilket sandsynligvis skal forstås i betydningen: barnlig.

En sådan subjektiv tilkendegivelse af, at den udenforstående fortæller måske synes, at personen (der er en midaldrende dame) er barnlig eller ungdommelig i sit fysiske udtryk og i sin opførsel, læses også i flg. sætninger: Hun stod og saá til med sine Sekstenaars Smaanik. og Hun dansede med Hovedet paa Siden, løftede sig paa Tæerne, med sin ældede Sekstenaars Gratie.

Et eksempel på fortællers indirekte humoristisk vurderende eller måske snarere mildt sarkastiske beskrivelse af persons udseende:

Ida kniksede først for Fruen, en ganske spæd lille Dame, der havde givet Livet til elve Drenge, og hvis Øjne var blevet større og større for hver Fødsel - og saa for Skovrideren.

Fra Herman Bangs roman Ludvigsbakke (1896).

Eksempel på fortællerkommentar (der her er understreget):

Hun aabnede Munden - smilede, viste alle sine Tænder (nogle græsselige Tænder).

3. Sanseord

I impressionistiske tekster bruges ofte ord, som fremkalder særlige sanseindtryk hos læseren.

I følgende eksempel pirres både høre-, smags-, syns- og kinæstetisk sans:

Saa delte Støjen sig - ind i Gadernes store, ventende Gab. Og svagere og svagere rullede den frem gennem Husenes store Stilhed; piblede ind i en Port, ned i et Stræde - som om Stenrækkernes tavse Graa langsomt havde suget den til sig.

Fra Herman Bangs roman Stuk (1887).

4. Udeladelse af ord /nominalstil

I sætninger eller kortere afsnit udelades ofte visse ord (også kaldet (ord)ellipse). Fx ved specielle opremsninger eller i brudstykkeagtige beskrivelser af oplevelser eller tanker.

Det forekommer af og til i impressionistiske tekster, at sprogbrugen i sådanne udeladelser er nominalstil (eller substantivisk stil), dvs. at der bruges mange substantiver (navneord) + eventuelt adjektiver (tillægsord) og relativt få verber (udsagnsord).

Eksempel:

Møbler, Sengeklæder, sorte Hjelme, Stiger, blanke Knapper, oplyste Ansigter, Hjul, Reb, Sejldug, underlige Instrumenter; Mogens styrtede mellem det, over det, under det Altsammen, fremad mod huset...

Fra J.P. Jacobsens novelle Mogens (1882).

Også i andre litterære retninger, fx ekspressionismen omkring 1920, anvendes nominalstilen som virkemiddel. Fx i dette korte uddrag, hvor en såret soldat på et felthospital udtrykker sine tanker og håb under 1. Verdenskrig - lige efter han har set en soldaterkammerat dø på sygelejet:

Stilhed. Solskin. Kvalme timer. Hvileløshed. Træthed. Udmattelse. Længsel. Håbløshed. Hemmelig, inderlig bønfaldelse: Kære, stærke Gud, hold du din Hånd over mig ....
Stilhed. Sagte vånden. Solskin. Solskin (...)

Fra Emil Bønnelyckes (1893-1953) roman Spartanerne (1919).

5. Aposiopese

Aposiopese, dvs. bevidst pause i, afbrydelse eller pludselig afslutning af sætninger, forekommer af og til i impressionistiske tekster.

Det er så op til læseren (eller lytteren) at overveje/fortolke, hvilken betydning pauseringen kan tillægges, eller hvordan den afbrudte sætning måske kan fuldføres.

En aposiopese markeres ofte med flere punktummer efter hinanden: ....

Eksempler:

Mændene sagde: - Naa - Mutter - saa skal vi .... (læs: Naa - Mutter - saa skal vi danse).

Og hun faldt i Søvn, mens hun endnu tænkte paa den Tid - den lystige Tid .... Prøverne, naar de stak hinanden med Knappenaale i Læggene .... og hvinte .... Og Aftenerne - - i Garderoberne .... hvor det summede .... alle Stemmerne .... og Regissørens Klokke ....

Impressionistiske forfattere

Den forfatter, der mest konsekvent arbejdede med den impressionistiske stil i Danmark i slutningen af 1800-tallet, var Herman Bang (1857-1912).

Læs også Bangs fortællende artikel "Landliv" i impressionistisk skrivestil om københavneres sommerliv på landet.

Også visse tekster af J.P. Jacobsen (1847-1885), Holger Drachmann (1846-1908), Johannes Jørgensen (1866-1956) og Viggo Stuckenberg (1863-1905) kan karakteriseres som impressionistiske.

Den impressionistiske skrivestil har siden inspireret mange forfattere i 1900- og 2000-tallet. I 1950'erne forsøgte især franske forfattere at skrive litteratur (såkaldt nouveau roman (den ny roman)), hvor den objektive fortæller blev ført helt ud i ekstremerne, fx i form af tekster, der ned til mindste lille detalje så nøgternt som muligt registrerede, hvad man kunne se på et postkort eller et fotografi.

Impressionisme og minimalisme

Ole Meyer og Jette lundbo Levy har defineret impressionismen fra slutningen af 1800-tallet som en litterær stil, der:

beskæftiger sig med at beskrive en masse overfladefænomener uden at beskæftige sig med graden af vigtighed og betydningsfuldhed i disse fænomener. (...) den impressionistiske stil arbejder med at gennemføre den fuldstændige objektivitetsillusion ved at beskrive dele af ting, samtaler og mennesker, som læseren må forbinde og finde årsags- og handlingssammenhængene i. (I indledningen til Samlerens antologi bd. 7, 3. udg. 1981 s. 27).

Denne definition er lige ved at være en endnu mere præcis karakteristik af den såkaldte minimalistiske skønlitteratur i Danmark i 1990'erne og det efterfølgende årti, der netop bl.a. er kendetegnet ved, at fortælleren er en neutral, udefraregistrerende fortæller, der nøgternt beskriver almindelige menneskers adfærd og helt bevidst undgår at kommentere og vurdere personerne og deres adfærd/handlinger.