Sneen føg sammen langs de forpiskede hegn, lagde sig som høje omkring de bladløse buske, som barrikader foran den sprinkelværks veranda. Den vilde vin kaster sig med sine forvitrede grene ligesom sammenslyngede polyparme frem og tilbage for stormen. Husene ser hjælpeløse ud, inde stirrer de tomme vægges barhed os koldt og uhyggeligt i møde; dørene er vinde og skæve, sneen kan fyge ind, så den lægger sig på dagligstuens gulv næsten som et dækkende tæppe, stormen slår dørene op, rasler med låsene, slår dem atter i, smutter ud ad huller og ind ad sprækker; det ser næsten ud, som om det godt kunne falde den ind at tage hele villabyen med sig på sin fart.

Men så kommer foråret, og den vilde vin får løv, og syrenerne blomstrer, og alle buskene bliver grønne. Husene dækkes af al den svulmende grønhed, både huller og sprækker forsvinder bag det dækkende tæppe. Bag de skærmende træer titter småhusene frem ligesom små reder. Og solen smiler til alt og alle.

Københavnernes sommerbyer venter på deres gæster.

Inde i byen bliver det varmt. Man holder sig på skyggesiden på gaden, man går med opknappet sommerfrakke og forlanger is i sit sodavand. Man gør skovtur for at se skovbunden, som er afblomstret for længe siden, og fruen serverer ihærdig koldskål otte dage i træk.

"Kære Henrik, du vil da vel ikke ha' kødsuppe, når det er seksten grader i skyggen ..."

"Det frøs i nat ..."

"Seksten grader i skyggen, Henrik. Jeg så det selv med Karoline på Frueplads ..."

Fruen sidder og puster på koldskålen, så hun bliver højrød i hovedet af anstrengelse. Herren kæmper forgæves med rugtvebakkernes ubønhørlige hårdhed. Man hører hans gummer arbejde knirkende.

"Gradmans er da osse taget på landet," henkaster så Karoline og lader skeen synke.

Moder og datter veksler et hurtigt blik over terrinen.

"Ja," puster fruen, så det halve kvantum koldskål flyver ud af skeen.

"Gradmans er taget ud."

Herrens gummer arbejder meget stærkt.

"Og Koids har lejet," tilføjer frøken Karoline.

Herren sidder bøjet over sin koldskål og virrer frem og tilbage med hovedet ligesom et får, der plages af fluer.

"Kan vi aldrig få tykmælk?" siger han.

"Tykmælk? Nej, Holm, det må du forlade mig. Det bli'r aldeles ikke til andet end til valle i det lumre spisekammer."

Atter pause. Herren virrer bestandigt og bukker stadig dybere ned over tallerkenen. Han fører skeen i rundbøjet arm. Det ser ud, som om han ville værge sig mod et eller andet usynligt truende, sådan sidder han.

"Hvem går i logen i aften?" siger han uden at løfte hovedet. Tavsheden trykker ham som stilheden før et tordenvejr.

"Pladsen må stå tom," erklærer Karoline og lægger sig med fremstrakte ben nonchalant tilbage i stolen.

Papa ser op: "Tom?"

Fruen letter sig i stolen. "Ja, Henrik." Hun gør en kort pause, derpå siger hun stærkt udover terrinen: "Vi må i det mindste lade, som om vi var på landet."

Henriks ske falder raslende ned på tallerkenen. Han tager sit lommetørklæde op og visker sveden bort med en langsom og ynkelig bevægelse. Karoline sætter albuerne på bordet og sidder og ser på sine udspilede fingre. Fruen holder sig meget rank på stolen og ser koldt over mod sin halvdel, der igen dukker ned og søger at opslubre de sidste rester koldskål af den tomme tallerken.

"Vil du ha' mere, Holm?" spørger fruen irriteret, unødvendig højt.

Nej, Henrik ville ikke ha' mere.

Tre dage efter lejede Holms i Ny-Tårbæk. Henrik havde opgivet spillet: hans modstand var druknet i fruens strømme af koldskål. Fruen og Karoline fór i en landauer fra villa til villa og lejede til sidst tre værelser med adgang til have og en veranda, hvor man hængte en rød lampe i loftet, stillede en Pan i hjørnet og en samling bregner på to teatralske blomsterborde af jern med en Venus i toppen; det hele så fra vejen næsten dramatisk ud.

Ny-Tårbæk passede netop for Holms.

(...) "Ny-Tårbæk" er le juste milieu. Små huse, byggede bogstaveligt på sand, diminutive verandaer med vild vin, en grøn plæne midt mellem fire hække, en lille gårdsplads, hvor man triller nogle kugler rundt og tror, man spiller kroket, når man gør det, en lille dagligstue med en sofa og to lænestole, en spisestue, hvor man knebent kan spise seks, et køkken så stort som kokkens lukaf på en skonnert og to små sovekamre, hvor man for luftens skyld sover med vinduet åbent. Oven på i gavlen et hul, hvor pigerne sover på en briks og fornyer blykamrenes eventyrlige rædsler.

Det hele ser ud, som det var bygget op i hast og skulle brydes ned lige så hurtigt. Bindingsværk, brædder, sprinkelværk og halvstensmur. Moderne bygningskunst i formindsket udgave.

Men man har det for sig selv, forstår sig, og Ny-Tårbæk har så mange fortrin. Man har nem adgang til Dyrehaven, hvor husets damer om formiddagen går ind med en lille stol til at slå sammen og en engelsk roman, hvori man aldrig kommer videre. Undertiden også med et koket staffeli og et stykke lærred, hvor læreren har "lagt under", og hvor man ved at henklatte noget spinatgrønt og lidt glasblåt tror, at man fæster på lærredet al den henrivende skønhed, Christian Winther har afluret Sjællands sommergrønne skove. Man kan også komme på Anstalten om onsdagen til symfonierne, hvor "hele København" møder for at gabe over Haydn ligesom i musikforeningen og for at brillere i alle de tusinde nuancer i drap, som damer og herrer kappes om at fremvise. Og så for at se på "de fremmede": nogle herrer i brunelsstøvler og farvede skjorter med lyse slips og guldnål; damer med korte kjoler og blå slør og børn så blottede, at man uvilkårlig må tro, de er i badedragt og skal i vandet.

Det summer i koncertsalen. Man mødes, man hilser, man kurtiserer; oppe fra set synes det som et bølgende bal, alle disse rokkende hoveder med deres hvide hatte, hvide slør og hvide fjer.

Opvarterne taler tysk, de fremmede lidt af alt, vi selv "slår om os med sprogkundskaber, som må forbavse gæsterne". Heden er trykkende, vifterne og de parfumerede lommetørklæder går frem og tilbage. Luften er gennemtrængt af pudder, af rosenduft og maddunst.

Orkestret sveder tran i A-moll-sonaten. Sveden drypper langsomt fra valdhornistens næsetip ned på det broderede skjortebryst.

(...) Så går man hjem. Strandvejen ligger rolig. Inde i husene forvilder lyset fra stuen sig i træernes løv, glider ind mellem buskenes grene, lægger sig som en lysende stribe over plænens resedabed. Og lyset i gangen gør busketternes skygge dobbelt hemmelighedsfuld dyb. Nede ved lågen hører man dæmpet hvisken - man taler ud over hækken ...

Sundet ruller mumlende dumpt sine bølger ind imod stranden.

Sommernatten er skøn overalt.

Men Tårbæk har ikke tid til at beundre sommernætternes skønhed: Fader skal med første tog, og Joakim og Ludvig tager hver morgen ind kl. 8, man må tidlig i seng, når man skal op kl. 6.

Så rutscher herren af om morgenen, søvndrukken, uden at have fået hverken vådt eller tørt løber han dag efter dag væddeløb med løjtnant Lissners tålmodighed, der ved første tog gør det gamle ord om jernbaner, som ikke venter, respektabelt til skamme. Pustende, svedt og opløst når han kl. 8 sit kontor yderst på Christianshavn, hvorfra han vender hjem kl. 7. Så får han den mad, man har sat af, og som er bleven tør af at vente i ovnen, strækker sig i en læderstol og sover.

Men han strækker sig i en lænestol på landet, han sover i sin families skød på landstedet. Familien ligger på landet.

"Familien" - det er dog et spørgsmål. Børnene jages op kl. 6 for at bade i huj og hast, for at samle bøger, læse over og hæsblæsende styrte til jernbanen. Fra jernbanen ud i Bredgade eller på Christianshavn. Børnene kommer der trætte, udasede, søvnige. Så spærres de inde time efter time i de varme, ophedede skolerum, hvor man propper dem med lærdom ligesom de Strasborg-gæs, der ikke får lov til at fordøje. De falder i søvn i første time, trætheden efter badet, løbet til jernbanen, gennem gaderne, nu lærerens monotone stemme, elevens mumlen, når han er oppe - de falder i søvn.

"Adolf!"

Adolf farer op med et ryk og griber Cæsar med begge hænder. "Tredje kapitel/1 siger læreren. Man hører en jappende mumlen, der stiger og falder i bølgegang, mens Adolf i takt svajende bevæger overkrop og hoved.

Læreren sidder rokkende på katederet, med lukkede øjne, armene over kors.

Langs bænkene 'sidder drengene med hovederne lagt ned på de korslagte arme.

"Nok!"

Det giver et ryk i alle de hvilende skikkelser, hovedet løftes lidt, læreren rokker bestandig ...

Således går på den hede sommerdag slæbende time efter time.

Kl. 3 kører børnene hjem. Hjemme sluger man mader og går så op på kvistkammeret for nikkende at falde i søvn over videnskaberne, som man dyrker i skjorteærmer og med en pibe, der er forbuden frugt.

Råbet: "Te, drenge!" vækker dem. Og efter teen i seng.

Jo, familien ligger på landet. (...)

Uddrag af artikel af Herman Bang (1857-1912) i Nationaltidende d. 18. juli 1880. Bang skrev artiklen, da han arbejdede som journalist for den konservative avis Nationaltidende.

Læs eventuelt artiklen i fuld længde.