Romantisme er en særlig strømning i den senromantiske periode. Romantismen periodesættes sædvanligvis til ca. 1830-1850, men man kan naturligvis ikke, og det gælder alle litterære og andre kunstneriske perioder, sætte præcise begyndelses- og sluttidspunkter på.

I modsætning til den næsten samtidige strømning, der kaldes biedermeier-kulturen, som i litteratur og malerkunst beskriver de mere idylliske sider af naturen, hverdagslivet på landet og det hjemlige familiemiljø, udforsker den romanticistiske digter også den seksuelle lyst og drift, de sider af mennesket og i menneskelivet, der i en kristen selvforståelse blev opfattet som dæmoniske eller dunkle sider af mennesket, og som var tabuemner i samtiden.

Romanticisten udtrykker i nogle tilfælde fascination af og i andre tilfælde utryghed ved eller fortvivlelse over at være et splittet menneske, hvis identitet både rummer lyse og mørke sider, både noget godt og ondt, frelst og syndigt, anstændigt og uanstændigt, menneskeligt og dyrisk, pænt og grimt, moralsk dydigt og moralsk fordærvet mv.

Romantismen kan således forstås som en reaktion på den idyllisering af mennesket, den verdensfjerne længsel efter og tro på harmoni, som visse universal- og nationalromantiske og i særlig grad biedermeierske digtere havde fokus på.

Romantismen undertrykker ikke, men snarere dyrker de sider hos det enkelte menneske og i menneskelivet i det hele taget, som har at gøre erotisk lidenskab og forførelse, selvdestruktiv fortvivlelse og angst og andre af sindets 'farlige', dæmoniske og mystiske sider, der ligger og lurer 'under overfladen'.

Romanticister kan også finde på at sætte spørgsmålstegn ved, om der egentlig er eller bør være noget formål med tilværelsen. Nogle udtrykker afstandtagen til og ubehag ved den borgerlige orden, dens moralske krav om pligt og dydighed, dens forlorne facade.

Både negativt ladede emner som fortvivlelse, jalousi, angst, ensomhed, død mv. og positivt ladede emner som pirrende erotik, kærligheden til den eneste ene, den storslåede natur mv. er tilbagevendende temaer i romanticistisk lyrik og prosa.

Det er ikke sjældent, at også seriøse og 'tunge' temaer behandles på humoristisk eller (selv)ironisk vis.

Den danske romantisme kan opfattes som en 'blid' udgave af romantisme, hvis den sammenlignes med andre europæiske digteres krasse skildringer af det splittede menneske.

Ludvig Bødtcher (1793-1874) og især Emil Aarestrup (1800-1856), samt til dels Christian Winther (1796-1876) nævnes ofte som romantismens lyriske kerne i Danmark, mens Carl Bagger (1807-1846) fx i værket 'Min Broders Levnet' (1835), B.S. Ingemann (1789-1862), H.C. Andersen (1805-75) og Søren Kierkegaard (1813-1855) er de vigtigste repræsentanter for den romanticistiske prosa.

Alle de nævnte forfattere var præget af det romantiske menneskesyn og har også skrevet digte eller fortællinger, som ikke er romanticistiske, men snarere må betegnes som universal- eller nationalromantiske eller biedermeierske.

Et eksempel på et romantistisk digt:

Fortvivlelse

Du er Gudinden som hun svæver
I sine gyldne Himles Ly,
Hvem Cherubimer og Serapher
Paa Hænder bære i en Sky.
Jeg er den sorte, faldne Dæmon,
Fra Lysets Engle-Hjem forstødt,
Fordømt til Qvalerne i Dybet,
Hvor Baalet brænder evigrødt.
Min Latter skingrer over dette
Modsætningens uhyre Gab: -
Kan du engang iføres Kjødet
Og jeg en dydig Egenskab?
Jeg vælter mig i mine Flammer,
Og har det - saavidt - ganske godt
Jeg har endnu min gamle Latter
Min Djævlefrækhed, og min Spot.

Et digt af Emil Aarestrup (1800-1856) fra Utrykte digte - 1825-37.

Andre eksempler på romanticistiske tekster fra midten af 1800-tallet er: novellen "Skriftestolen" (1843) af Christian Winther, Digtene "I en Landsbykirke" og ”Paa Sneen” af Emil Aarestrup fra digtsamlingen Digte (1838) og "Paa Maskeraden" fra Efterladte digte 1865 (digtet er skrevet i 1835) samt B.S. Ingemanns novelle Glasskabet fra tekstsamlingen Nye eventyr og Fortællinger (1847).