En Villavej — en Nat midt i April.
Langt borte slog en Klokke nylig to —
nu er mit Fjed den eneste Oase
af Lyd i denne Ørk af gravtyst Ro.

Langs Vejen staar en sort og søvntung Bræm
af lave Huses vage Silhuetter
i bløde Rids mod Himmelrandens Graa,
som Byens fjærne Gasskær gyldenpletter.

Min Sjæl er taagetrist og bladfaldstræt
og led ved Livets Tros af travle Tanker —
jeg driver som en Baad paa Nattens Hav
og ejer ingen Sejl og intet Anker.

Det er mig, som der aldrig skulde fødes
en lydfyldt Dag af denne Vaarnats sorte
mulmsvøbte Bug, og Lygteglansen sitrer
som Kerubglavind over Edens Porte.

Jeg sejled ud med morgenlyse Haab
om Sejr — og tabte alle mine Slag.
Skyg med din Vinge for mig, store Nat,
og skærm mit Øje mod den nye Dag.

Et digt af Johannes Jørgensen (1866-1956) fra tidsskriftet Ny Jord. Gengivelsen her er fra en samling af tidsskriftet med titlen Ny Jord - 14 Dags Skrift for Litteratur, Videnskab og Kunst, red. af Carl Behrens, 1ste Bind (Januar-Juni 1888.)