En sammenligning er kendetegnet ved, at mindst to led/elementer sammenlignes. Den grundlæggende idé med at skrive en sammenligning er, at man vil overføre visse egenskaber fra et element, der tilhører ét betydningsområde, til et element, der tilhører et andet betydningsområde. (Læs mere om, hvad et betydningsområde er).

Eller sagt med andre ord: I en sammenligning (og faktisk også i mange andre typer af billedsprog) overføres nogle egenskaber fra et kildeområde til et målområde.

I fx en sammenligning som denne: "Faderen var arrig som en tyr," fremgår det ret åbenlyst, at det er tyrens aggressive egenskab (at være 'arrig'), der overføres til faderen. Tyren er altså kildeområdet (eller bare kilden) i sammenligningen, og faderen er målområdet (målet).

Man kan også sige, at der i denne billedsproglige sammenligning føres en egenskab fra betydningsområdet 'dyr' (= kildeområdet) til betydningsområdet 'mennesker' (= målområdet).
Eller man kan mere præcist indsnævre kildeområdet til at være 'farlige dyr af hankøn' og målområdet til at være 'mænd' eller 'fædre':

At der er tale om en sammenligning synliggøres ofte med en såkaldt 'forbinder' mellem de to led. Bl.a. følgende ord kan fungere som forbindere i sammenligninger: 'som', 'som om', 'lige som', 'ligner' og i ældre digtning: 'lig' eller 'lignes ved/med'.

Eksempler (forbinderen er markeret med kursiveret blå skrift):

At, skiønt vor Levnet kun kand lignes med en Port,
Igiennem hvilken vi passere meget fort,

(Fra Ludvig Holbergs (1684-1754) digt Democritus og Heraclitus).

Førstelinjerne i stroferne i digtet Du kan lignes ved en have af Ludvig Bødtcher (1793-1874) lyder sådan her:

Du kan lignes ved en Have, (...)
Du kan lignes ved en Kilde, (...)
Du kan lignes ved en Høne, (...)
Mest af Alt et S du ligner,

Jeg kan ej sidde lig en heldig Fisker
Tryg i et Hjem og frydes ved min Skat;
Thi Perlen, som alt funkled' for mit Øje,
En Andens lykkelige Haand fik fat.

(Fra et digt af J.P. Jacobsen fra digtsamlingen Hervert Sperring, 1868).

Træer og huse løser
sig op i skygge og hvidhed
og damper bort som emmen
over en moseeng.
Og selv går jeg ud som en lue
under en lyseslukker
og putter mig i tågen
som barnet i sin seng.

(En strofe fra Otto Gelsteds digt Tåge fra 1927).

Min Vrede nedslog hendes blide Røst
Som Lynstraalen Egestubben

(Fra sidste strofe i Christian Winthers Flugten til Amerika, 1835).

For hende og
det barn
der er hendes eget
flytter dagligdagen sig
i en tvivlsom gengivelse
med samme monotoni
som trafiklysets
farveskift

(Fra digtet Hverdagens monotoni af Maj-Britt Willumsen).

Med blikket forsøger hun at være nøgtern (...)
Og denne nøgternhed ligner en hares årvågenhed
når denne hare efter at være blevet udstoppet
står til skue.

(fra digtet En ungdomsfilm af Andreas Pedersen (f. 1990) i digtsamlingen Fryden, 2016.

I visse tilfælde signalerer udtrykkene 'mere end' og 'mindre end' også, at der sker en sammenligning. Fx når den amerikanske film Red 2 bliver introduceret således på en tv-kanal: Red 2 er mere stjernespækket end Mælkevejen.

Se denne 'pædagogiske' illustration af overførslen af egenskaber fra kilde til mål i en sammenligning fra H.C. Andersens eventyr Den Grimme Ælling: Der gaar en liden Ælling saa god og rund og ren. Ret som en Æggeblomme, der nylig har faaet Ben:

Ordet metafor kommer af det græske metafora, der betyder 'overføring'.

Når man bruger begrebet metafor i forbindelse med mundtlige, skriftlige eller visuelle tekster, så menes et udtryk, der skal forstås i en anden end dén bogstavelige (også kaldet denotative) betydning, man kan slå op i en ordbog.

Et eksempel:

Fx skal ordene 'skærer over' ikke forstås bogstaveligt i følgende sætning:

Da ambulancen kommer og skærer sommeren over med sin høje, hvide tone og sine røde dørsmæk, er Lulú helt holdt op med at trække vejret. (Fra Ib Michaels roman Vanillepigen, 1991).

En ambulance er jo ikke en kniv, der kan skære. Nej, udtrykket 'Ambulancen kommer og skærer sommeren over' skal nok nærmere forstås i den betydning, at sommeren opleves at skifte fra at være varm og dejlig til at være forfærdelig og tragisk, fordi en kær person (Lulú) bliver meget syg og skal hentes af en ambulance.

I samme sætning indgår - ud over metaforen 'ambulancen skærer over' - også metaforerne 'en hvid tone' og 'røde dørsmæk'. Begge disse sidstnævnte metaforer skal jo heller ikke forstås bogstaveligt. Ja, de kan ikke forstås bogstaveligt, fordi der findes jo ikke hvide toner og heller ikke røde måder at smække med døre på.

I overført betydning vil man kunne fortolke både en hvid tone og røde dørsmæk til at have med sygdom at gøre: Den hvide farve kan forbindes til en læges hvide kitler, hospitalets kliniske hvide rum og til blegheden i en syg eller døendes ansigt. Og den røde farve er jo blodets eller et blødende sårs farve: uden blod, intet liv.

På samme måde kan 'tonen' og 'smækket' også knyttes til sygdom og død: Den høje hvide tone er jo sandsynligvis ambulancens skingre udrykningstone, en lyd, der næsten altid varsler sygdom og ulykke. Og 'smækket' i det 'røde dørsmæk' refererer sikkert til, at situationen er så akut, at redderne ikke har tid til at lukke ambulancens døre stille og roligt; de smækker dem bare hastigt i, inden de - for fuld udrykning - racer af sted mod hospitalet.

Det er altså vigtigt at forstå en metafor i overført betydning, ikke i ordenes bogstavelige betydning.

Et eksempel på misforståelse af en metafor:

Hvis du fx forstår sætningen: Han har et åbent sind i bogstavelig betydning, så vil du måske se et billede af en person for dig, der ser nogenlunde ud som på dette maleri af Michael Kvium, som netop har titlen Åbent sind? Og så har du misforstået metaforen - eller rettere: du har ikke forstået den i dens overførte betydning, som kan være, at han er en tolerant og fordomsfri person ;-)

Læs to andre eksempler på misforstået læsning af billedsprog.

Visuelle metaforer

Det er ikke kun i tale og skrift, at man anvender billedsprog i form af metaforer og andre typer af troper. Det gør man også i både faste og levende billeder.

Se fx nedenstående reklame, hvor vi kan tale om en visuel metafor i form af en rose i en hånd, som i overført betydning skal repræsentere de gode egenskaber ved det opvaskemiddel, der reklameres for. Rosen er således metafor for noget mildt, smukt og fløjlsblødt:

En besjæling er en særlig form for trope, hvor noget ikke-menneskeligt eller noget dødt tillægges en sjæl eller ånd, deraf ordet be-sjæl-ing.

Det kan være dyr, planter eller naturfænomener (fx solen, luften, vinden, blæsten, orkanen, havet, isvinteren osv.), afdøde personer eller guder samt konkrete ting/objekter, der tillægges menneskelige træk eller andre egenskaber, de reelt ikke har.

At noget i denne sammenhæng betegnes som konkret betyder, at det er håndgribeligt og sanseligt, dvs. at det kan registreres med syns, høre-, lugte- smags- eller følesansen (den taktile sans).

Begrebet 'besjæling' er et gammelt udtryk, der bygger på den kristne tros opfattelse af, at Gud skabte verden, og at alt i princippet er Guds skaberværk, og derfor er der også noget af Gud i hver af de ting, han har skabt, hvad enten det er mennesker, dyr og natur.

Mange digtere har skrevet digte, der indeholder mange billedsproglige besjælinger. Det gælder ikke mindst ældre digtning, fx i Romantikken (første halvdel af 1800-tallet). Men også senere er besjælinger anvendt i både prosa og lyrik.

PS: Hvis et ord betegner noget, der ikke er håndgribeligt og ikke kan sanses, kaldes det et abstrakt begreb, og når et abstrakt begreb tillægges menneskelige eller andre egenskaber, kalder man det ikke en besjæling, men en personifikation (læs mere om det nedenfor).
Det er i en del tilfælde svært at bestemme helt præcist, om det, et ord betegner, er konkret eller abstrakt, om det er håndgribeligt og kan sanses eller ej. Hvad hvis en digter fx tillægger 'Vesterhavet', København' eller 'Danmark' menneskelige eller andre egenskaber, er der så tale om besjælinger, fordi de tre ord betegner noget fysisk, noget håndgribeligt - eller er det faktisk personifikationer, fordi ordene er så bredtfavnende, at de er mere abstrakte end konkrete? Det spørgsmål kan der ikke gives et entydigt svar på. Og det gør måske heller ikke så meget, for når vi i tekstanalytisk sammenhæng undersøger brugen af billedsprog i fx et digt, så er det mest interessante jo ikke, om vi kalder et bestemt billedsprog for en besjæling eller en personifikation, men hvordan vi fortolker billedsprogets betydning.
I de tilfælde, hvor du er i tvivl om, hvorvidt et bestemt billedsprog skal kaldes det ene eller det andet, kan du gøre opmærksom på, at du er i tvivl. Hvis du hælder til, at det nok snarere er en besjæling frem for en personifikation (eller omvendt), så skal du bare prøve at begrunde, hvorfor du mener det. Skulle læreren eller censor til mundtlig eksamen ikke være helt enig med dig, så skal du ikke være bekymret for, at det tæller ned i karakter, for det gør det ikke.

Eksempler på besjælinger (de besjælede elementer, hhv. et konkret objekt og et naturfænomen, er fremhævet med blå skrift):

• (...) mange smaa huse / hoster graa røg ud i den vaade dag. (Fra Halfdan Rasmussens digt Graa Himmel, 1941).
• De hørte den hjemløse landstryger udenfor, blæsten. Han var træt, lod det til. Nu og da lagde han sig ned på marken for at hvile, men så måtte han op igen. (Fra Martin A. Hansens novelle Agerhønen, 1947).

Se eksempel på brug af besjæling i et billede. Den slags billedsprog kan man kalde en visuel besjæling:

En trope kaldes en personifikation eller en personificering, når abstrakte begreber tillægges menneskelige træk eller på anden måde levendegøres.

I ordet 'person-ifikation' antydes jo ret tydeligt, hvad det egentlig betyder, nemlig at noget gøres 'person-agtigt' (= menneskeliggøres).

Abstrakte begreber er ord, hvis betydning er uhåndgribelig i den forstand, at betydningen er usanselig, dvs. ikke kan registreres med syns, høre-, lugte- smags- eller følesansen (den taktile sans).

Vær opmærksom på forskellen mellem, at noget kan sanses og føles. I den her sammenhæng defineres 'abstrakt' som noget, der ikke kan føles i betydningen, at man ikke kan mærke det, at man ikke kan røre ved det. Så selv om man selvfølgelig kan argumentere for, at fx kærlighed kan føles, så er kærlighed alligevel et abstrakt begreb, fordi du netop ikke kan føle det i betydningen 'røre ved'.

Eksempler (de personificerede abstrakte begreber er fremhævet med blå skrift):

• En digtsamling / er et dødt efterår: / versene er bladene / de sorte på den hvide jord. (Fra F. Garcia Lorcas digt Dette er prologen (originaltitel: Este es el prólogo), ca. 1935).
• Vist er døden en musvåge/ der letter fra en hegnspæl/ og tilsyneladende uanfægtet/ forsvinder mod skovbrynet/ en diset efterårsdag. (Fra digtet Boller op/Boller ned af Klaus Rifbjerg, 1984).
• Mine drømme blomstrede / som ukrudt i en brakmark, "Ordene flagrede fra min mund / som avner for vinden" (Verslinjer fra digtet Platonisk af Ove Abildgaard fra digtsamlingen Uglegylp, 1946).
• Den lokale økonomi i Michigan ligger i respirator, men handlen med seksuelle ydelser lever i bedste velgående. (Udtalelse i programmet Undercover på TV3 Puls, d. 3. feb. 2014).

Hvis en tekst er karakteristisk ved dens brug af billedsprog, kan man sige, at den er figurativt designet. Det er i hvert fald tilfældet med følgende strofe i et digt af Johannes Weltzer, hvor det er personifikation, der bruges som sprogligt virkemiddel. Kan du få øje på, hvilke abstrakte begreber der her menneskeliggøres?:

Ned ad de smalle Trapper gaar to Gæster,
der længe har været taalt,
men nu endelig er smidt på Døren.
Deres Ansigter er trætte
og Øjnene blege som hos Fisk.
Det er Vanen og Sørgmodigheden,
som gaar bort.

Første strofe i digtet Morgenbøn af Johannes Weltzer (1900-1951) fra digtsamlingen Det søndrede Spejl - Udvalgte digte 1921-46, 1946.

Se, hvordan den overførte betydning af forskellige personificeringer af begrebet 'tid' rent visuelt bogstavelig og levendegøres i denne animation (som oprindeligt er produceret som en flash, men her gengivet i video-format): Tid af Kamila Slocinska.

Hvis et begreb personificeres i billedmæssig sammenhæng, kan vi tale om visuel personifikation. Se dette eksempel:

I sproglig sammenhæng er en kliché er en trope, der bliver brugt så tit, at den er blevet et fast udtryk (også kaldet idiom), der indgår som en naturlig del af hverdagssproget.

Eksempler på klichéer: 'Myreflittig', 'det går som smurt', 'tage benene på nakken', 'stå i skyggen af', 'hænge med ørerne', 'få ørerne i maskinen', 'komme på glatis', 'en hård negl', 'give ham frie tøjler', 'der er givet grønt lys', 'Tivoli er åben' - og så videre.

Et par eksempler på brug af klichéen i litteraturen:

• Nu gik det snart over Skrævet med Marianes mange Tøse, der ikke kunde holde sig i Skindet men blev ved at bebyrde Kommunekassen med deres skurvede Unger.
• Du kan spare dig al videre ulejlighed - for mig stikker du sgu ikke Blaar i øjnene længer! (begge eksempler fra Henrik Pontoppidans novelle Hans og Trine, 1899).

Klichéen benævnes også 'død metafor' eller 'sproglig stereotyp', fordi det er en trope, der er blevet brugt så ofte, at den har mistet sin oprindelige overraskende effekt. Men som Jørgen Riber Christensen skriver, så er der lidt forskellige opfattelser af, om klichéen er et negativt eller positivt virkemiddel i kunstnerisk sammenhæng:

Klichéen har traditionelt et negativt omdømme af at være nærmest vammel (...) pga. af dens alt for hyppige forekomst og dermed modsætning til kunstnerisk originalitet, men der er også mere positive opfattelser af klichéer. (...) Amossy og Lyons påpeger, at klichéer har en positiv effekt i læseakten, hvor deres genkendelighed hjælper læserens emotionelle og intellektuelle identifikation med teksten og med intertekstuelle operationer. (Jørgen Riber Christensen i artiklen "Troper i krimiserier" i online-filmtidsskriftet 16:9.dk, d. 14. nov. 2018)

Digtere forsøger af og til at give en død metafor liv igen:

han kan ikke se
en hånd for sig

men han kan
mærke den

i mørket

Fra digt i digtsamlingen Cityslang af Søren Ulrik Thomsen, 1981.

I en tale, sankthansaften 2013, leger tidligere direktør for Sprognævnet Sabine Kirchmeier-Andersen med metaforer (især i form af klichéer), der har med ild, bål og brand at gøre. Og det er jo nok ikke helt tilfældigt, når hun netop holder en båltale. Hun siger bl.a.:

Ordene ild og bål og brand er gamle ord i sproget som kan føres tilbage til den allerældste tid. Og derfor indgår ordene ofte i vores talemåder og billedsprog:
Nogle er fx i ilden hele tiden. Det betyder at de er i centrum for nærgående opmærksomhed, fx fra medierne. Andre er lige kommet fra asken i ilden, og det betyder at deres situation er blevet værre.
Nogle skal hele tiden holdes til ilden fordi de er dovne, mens andre ligefrem har ild i røven.
En god ven vil gå gennem ild og vand for en, mens andre gode venner måske kan hjælpe en med at rage kastanjerne ud af ilden. Og det er jo brandgodt.
Forholdet mellem mindre gode venner kan være som ild og vand, og hvis bølgerne går højt, får man måske ligefrem lyst til at riste den anden over en sagte ild.
Når ens kæreste ikke møder op til en aftale, er man brændt af. Det er brandærgerligt, men hvis man er fyr og flamme for hende, så må man jo udvise ildhu for at få gang i forholdet igen. (kilde: dansketaler.dk/tale/baaltale-2013-2/, mine fremhævninger).

Et eksempel på brug af kliché i nyhedsmedie (klicheen er fremhævet med blå, kursiveret skrift):

En teenager havde torsdag aften mere end almindeligt travlt, da han kom kørende på landevejen på Stubbekøbingvej i Barup nær Stubbekøbing.
Den 19-årige fører sked i hvert fald højt og flot på hastighedsgrænsen, der lød på 60 km/t, da han kom buldrende af sted i sin bil med hele 147 km/t.

Citat fra artikel i folketidende.dk, d. 3. marts 2023

Se eksempler på brugen af klichéer i et par avisannoncer herunder.

Her kan du også se, hvordan kunstnere i deres billedkunst af og til arbejder med sproglige klichéer. Se fx en visualisering af klichéen "at hælde vand ud af ørerne" i dette maleri af Leif Sylvester Petersen:

Oprindeligt betød det helt konkret, at en ting, fx en mønt eller en ring, blev brækket i stykker og delt mellem to personer. Det var et tegn på, en bekræftelse på, at personerne indbyrdes havde indgået en særlig pagt eller aftale. Når disse igen mødtes ved en senere lejlighed, kunne de holde hinanden fast på aftalen, eller bekræfte hinanden i det særlige bånd, der var imellem dem, fordi symbolets to dele, der passede til hinanden, var beviset derpå.

Ordet 'symbol' kommer af det græske symbolon, der igen er afledt af symballein, der betyder 'kaste sammen' eller 'sammenholde'. I forlængelse af disse betydninger kan man måske definere et symbol, som noget, hvori der er 'kastet' forskellige betydninger - eller hvor der er flere betydninger 'sammenholdt' i det samme fænomen.

Et symbol er i hvert fald et ord, tegn eller objekt, der indeholder flere eller forskellige betydninger.

Således har symbolet både grundbetydning og en overført billedlig betydning. Hvor symbolet grundbetydning som regel er den samme, kan dets overførte betydning være ret forskellig. Betydningen afhænger nemlig af den kontekst, symbolet indgår i.

Vi taler om tre slags symboler:

• Konventionelt symbol
• Kunstnerisk symbol
• Personligt symbol

Konventionelt symbol

Konventionelle symboler er tegn (ord, objekter m.m.), som mange mennesker tillægger nogenlunde samme betydning, fordi de er knyttet sammen af en fælles historie, geografi, religion eller kultur.

Nogen kalder denne symbol-type for 'traditionelle symboler'.

Konventioner, der betyder 'fælles vedtagelser, aftaler eller opfattelser', har således indflydelse på, hvordan man fortolker bestemte symboler.

Eksempel:

'I østen stiger Solen op' er en sætning, der, som konventionelt symbol, kan symbolisere fødsel, livets begyndelse eller lignende.

En 'due' (hvad enten den forekommer afbildet i et maleri eller som ord i litterær tekst) er et typisk konventionelt symbol. Afhængigt af hvilken kontekst duen bruges som tegn i, vil mange mennesker opfatte dets overførte betydning som noget, der kan have med 'uskyld', 'kærlighed' eller 'fred' eller - i en kristen kontekst - som symbol på Helligånden.

Som det antydes her, er også konventionelle symboler kontekstafhængige, dvs. at det samme symbol kan betyde noget forskelligt afhængigt af den sammenhæng, det indgår i.

Kunstnerisk symbol

Et kunstnerisk symbol er et objekt i et kunstnerisk værk (fx et maleri eller litterær tekst), der tillægges en særlig symbolsk (overført) betydning i netop det bestemte værk.

Det kunstneriske symbol er noget helt særligt i den forstand, at det kun fungerer som symbol med en særlig betydning, fordi det befinder sig indenfor og henter sin betydning fra den bestemte kontekst (fx et bestemt maleri eller et bestemt digt).

Nogen kalder denne symbol-type for 'kontekst-symbol', hvilket åbner op for, at den slags symboler ikke kun kan indgå i og hente sin betydning fra kunstneriske kontekster, men fra enhver form for tekst (jf. det udvidede tekstbegreb).

Eksempel på et kunstnerisk, her et litterært, symbol:

'Natmaskinen' er et begreb, der kommer til at fungere som litterært symbol i et helt bestemt digt af Michael Strunge fra 1981. Et digt der bærer netop titlen "Natmaskinen".

Dets betydning er, som for de fleste symboler, ikke klar og præcis, men hentyder nok til noget, der har at gøre med den forandring, der sker med mennesker, når de bliver lettet for dagens 'materielle' byrder og forpligtelser og finder 'hjem til sig selv', når de i fritiden/i nattelivet kan få lov 'at være sig selv'.

Personligt symbol

Personlige symboler er emner (ord, ting, dyr, mennesker), det enkelte individ og i princippet ingen andre, tillægger særlig symbolsk betydning.

Eksempel:

For et givent individ kan ordet 'skilsmisse' antage karakter af at være symbol på 'en katastrofe', hvis personen for nylig har været igennem en slem skilsmisseoplevelse.

I nedenstående maleri anvendes både duen og rosen som konventionelle symboler. Måske er både fuglen og blomsten i den konkrete sammenhæng symboler på kærligheden?

En allegori eller en allegorisk fortælling er en hel eller selvstændig del af en fortælling, der kan forstås i bogstavelig betydning, men som samtidig peger på muligheden for faktisk at være en fortælling, der skal forstås i overført betydning.

Man kan sige, at allegorien fremtræder nogenlunde meningsfyldt på et bogstaveligt plan, men den tilsigtede mening opnås først, hvis allegorien opfattes i overført betydning.

Man kan sige, at en allegori billedligt illustrerer noget (allegoriens billedplan), som er en kommentar til/om noget, der har med menneskers virkelighed at gøre (allegoriens realplan)

Rigtig mange allegorier har kendetegn, der minder om den slags metaforer, der kaldes enten besjælinger eller personifikationer, dvs. at ting, planter, dyr eller begreber menneskeliggøres.

Når allegorien således tillægger fx ting egenskaber, som de reelt ikke har, så kan det opfattes som en indirekte måde at pege på, at allegorien i virkeligheden ikke handler om levende ting, men om levende mennesker.

Mange fabler, der handler om dyr, er en slags allegorier.

Eksempel:

Et lille uddrag af Johannes Jørgensens lille allegoriske fabel "Tråden oppefra" fra 1898:

Edderkoppen var stolt af sit værk. Den var ikke længere den lille tingest, der var kommet sejlende på et spind gennem luften uden en skilling på lommen - så at sige - og uden en anden formue end sine spindekirtler. Den var en stor, svær, velstående edderkop og havde det største net langs hele hækken.

Dette er en allegorisk fortælling, hvor den konkrete historie om en edderkop egentlig skal forstås som en historie om et fattigt menneskes kamp for at blive noget 'stort' - i hvert fald hvad materielle værdier angår.

Inden for billedkunsten anvendes begrebet allegori om det billedværk, hvor kunstneren bevidst har forsøgt at illustrere et (ofte abstrakt) begreb, ideindhold eller en historisk/mytisk hændelse ved hjælp af symbolske figurer eller scener.

Se herunder maleriet "Jupiter vejer menneskenes verden" fra 1793 af Nicolai Abildgaard (1743-1809). Det er et maleri, der tager udgangspunkt i græsk mytologi. Billedet er en allegori, der på et realplan sandsynligvis er en sympatitilkendegivelse for den franske revolution, der indledtes i 1789 og dermed en indirekte kritisk kommentar til det danske enevældige (udemokratiske) styre.

Thomas Lederballe skriver således i en bog om Nicolai Abildgaards maleri: Hos (...) Abildgaard (...) er den antikke mytologi brugt som fortolkende vinkel på samtidige begivenheder. Og han skriver om det konkrete maleri:

[I] Abildgaards billede (...) er det hele menneskeheden, der i en urne får sin skæbne beseglet ved vejning på en bismervægt. Billedet taler om sejr, for kvindefiguren ved Jupiters tronstols ene side er Victoria, sejrsgudinden, der genkendes på sejrens palmer.
Spørgsmål er da, hvilken udvikling vejescenen indvarsler? Billedets farveholdning og modvægten mod urnen giver svaret, for maleriet domineres af trikolonens blå, hvide og røde toner, og vægtloddet, som urnen vejes op imod, er udformet som et Minerva-hoved, dvs. fornuftens personifikation. I den danske debat om revolutionen (i Frankrig, min anm.) var det et grundsynspunkt blandt sympatisører at betragte revolutionen som et udslag af fornuft eller et praktisk resultat af den fornuftsvirksomhed som en stribe af oplysningsfilosofferne havde stået for. Betegnende nok har bismervægten her bragt ligevægt på det sted, hvor fornuftens lod vejer tungest over for menneskeheden.

Fra kapitlet "Den politiske kunstner" i bogen Nicolaj Abildgaard - Kroppen i oprør af Thomas Lederballe m.fl., Statens Museum for Kunst, 2009, s. 113-114.

Og Thomas Lederballe drager sammenligning mellem digteren Jens Baggesens (1764-1826) digt "Revolutionen" fra 1793, som også kan opfattes som en allegori, der på billedplanet bygger på den nordiske mytologi med Thor i hovedrollen, og som på et realplan udtrykker sympati for tanken om, at der måske også bør ske drastiske samfundsomvæltninger i norden, ligesom der på daværende tidspunkt gjorde i Frankrig.

I digtet står bl.a.:

Timen er kommen! nu sees det i Mørket, hvad Maalet
Var! og i Helvedes Latter
Høres det lydeligt nu:

"Drømmenes Drømme, Forædling! Fornuftsols Straalen! og Frihed!
Skiøndt opfyldes I nu! Herlige Dag!"

I Abildgaards maleri herunder er det ikke Thor, men den græske tordengud (ørnen med lynkilen i kløerne, som er Jupiters faste attribut), som symboliserer forandring.

PS: Kunstneriske og litterære allegorier blev altså i visse tilfælde brugt som en slags skjulte politiske kommentarer. Og det blev ikke opfattet som helt ufarligt af tidens magtelite: I 1799 indskrænkedes ytringsfriheden i hvert fald. Der havde ellers været en relativt udvidet ytringsfrihed i en kort periode i sidste halvdel af 1700-tallet. Indskrænkningen indeholdt bl.a. et forbud mod allegorier....