Semantik betyder læren om tegns betydning. Med begrebet 'tegn' hentydes til alle mulige konkrete forhold, der signalerer betydning. I litterær danskfaglig sammenhæng er det især ord og sætningers betydning(er), vi interesserer os for.

Man udfører en semantisk analyse, når man undersøger en teksts semantiske skemaer.

Et semantisk skema (der også kan kaldes et semantisk felt, semantisk betydningsområde, begrebsskema eller kognitiv model) kan være særlige ord, der i sig selv udgør en slags 'container' af viden eller medbetydninger, som er fælles for mennesker inden for et kulturelt område - eller som bare er betydninger, som det enkelte individ tillægger bestemte ord på baggrund af hens viden og personlige erfaringer.

Fx kan ordet 'mor' opfattes som et semantisk felt eller begrebsskema i sig selv. Når dette ord forekommer i en tekst, så knytter den enkelte modtager straks nogle forestillinger til dette ord - eller rettere til forestillingen om en 'mor' - fordi en 'mor' er 'et fænomen', som modtageren har erfaringer med og viden om.

Det semantiske felt eller begrebsskemaet for ordet 'mor' består altså af de forskellige ord, der tegner et billede af en mor-type. Det kan være ord som fx omsorgsfuld, blid, blød, varm, kærlighed, godnatlæsning og lignende.

Hvilke ord skemaet 'mor' indeholder, afhænger naturligvis af de typiske kendetegn, der er knyttet til moderrollen, som gælder inden for et bestemt kulturområde, og af de helt subjektive medbetydninger en person tillægger ordet 'mor'.

Men det centrale her er, at du skal være bevidst om, at når du læser ordet 'mor' eller ser en moderfigur på et billede eller i en film, så tillægger du - måske helt uden at tænke over det - denne 'mor' nogle bestemte egenskaber, som har at gøre med de forestillinger, du selv har om en mor. Du har med andre ord en slags (positiv eller negativ) fordom, en forudfattet mening eller en forudforståelse om, hvad en 'mor' er, som er baseret på din viden og dine erfaringer.

Ud over de medbetydninger, som en person på baggrund af sine egne personlige og subjektive erfaringer tillægger ord og sætninger i en tekst, så forekommer der i mange tekster også bestemte ord eller sætninger, der tilsammen tegner et billede af særlige stemninger, holdninger, steder, personer, ting eller handlinger.

En sådan 'gruppe' af ord udgør også et semantisk felt eller skema, fordi de har den funktion at udpege for modtageren, hvad noget betyder (jf. begrebet semantik), eller vi kan også sige, at det semantiske skema udgør en ramme for, eller leder modtageren i retning af, hvordan noget bestemt kan forstås.

Hvis fx ordet (eller personen) ’mor’ i en novelle eller en film bliver knyttet til bestemte steder (fx hjemmet og køkkenet), bestemte handlinger (fx aftensmad, bleskift og godnatlæsning) eller bliver karakteriseret med ord i en tekst som ’omsorgsfuld’, ’blid’, ’dårlig samvittighed’, ’bleg’, ’48 år’ mv., så udgør disse forhold tilsammen indholdet i begrebsskemaet ’mor’; de tegner tilsammen et billede af den type ’mor’, som fremstilles i netop dén tekst.

Phd. i litteraturvidenskab, Helle Munkholm Davidsen, forsøger at illustrere, hvad semantiske felter, eller som hun benævner det, begrebsskemaer (og i en senere artikel: kognitive modeller), er, og hvordan de udfoldes i en tekst. Det gør hun ved at bruge et afsnit i Henrik Pontoppidans roman Lykke-Per (1918) som eksempel. Hun skriver:

I dette tilfælde er det en stereotyp, præsten, Peter Andreas’ fader [der tages udgangspunkt i]. Præsten udgør et begrebsskema, som vi har en almen viden om, som (…) trækkes ind som baggrundsviden. Vi har fx som læsere en viden om, hvad en præst laver (script), hvordan en præst opfører sig (script), hvilke træk der karakteriserer hans person (stereotyp), hvordan han bor (scenarie) m.m.

Vores forventninger til en præst er dog fleksible, da vi ved, at der findes forskellige typer af præster (ligesom der findes forskellige typer af ungkarle eller mødre), men teksten specificerer, hvilken stereotyp vi her står over for. Teksten ekspliciterer [bl.a.] at det er den fromme og strenge (...), at [han for byens andre beboere] fremtræder som en besværlig fremmed, [at han er] klædt i sin langskødede, grå vadmelsfrakke, med store, mørkeblå briller for øjnene og med hånden knyttet om grebet på en stor bomuldsparaply, som han for hvert skridt stødte med kraft mod stenbroen.

Helle Munkholm Davidsen: Kognitiv litteraturanalyse, 2011: 49.

(...) Hvis indholdet i centrale begrebsskemaer i en tekst specificeres af afsenderen for læseren, kaldes teksten overbestemt. Hvis vigtige begrebsskemaer ikke specificeres, men må forstås ud fra modtagerens egen kulturelle baggrundsviden og erfaring, kaldes teksten underbestemt.

Det meningsdannende slægtskab kan fx komme til udtryk på følgende måder:

1. at mange af ordene i et afsnit af en novelle eller i et digt signalerer en bestemt stemning, følelse eller holdning ud, fordi de er negativt værdiladede (såkaldte minus-ord), fx fordi der bruges ord som helvede, træls, nederlag, myrdet, tvang og belemre.
   Semantiske skemaer, der tegner et positivt eller negativt værdiladet billede af en bestemt stemning, følelse eller holdning, kaldes modus.

2. at ord er knyttet til et mere eller mindre specifikt 'rum' eller sted, fx ord som kittel, sygdom, hvid, operationsstue, blodig kanyle mv. Ordene her vil af mange opleves som at være knyttet til et semantisk skema, der har med hospital at gøre. Og ord som: blade, svampe, lysning, løvtræer, eg og kronhjort kan siges at høre til det semantiske skema: 'skov'.
   Semantiske skemaer, der tegner et billede af et specifikt rum eller sted, kaldes scenarier.

3. at ord er knyttet til en bestemt karaktertype, et menneske eller en ting med særlige karaktertræk. Eksempelvis vil ord som konkurrencemenneske, dominerende, aggressiv, pumper jern, muskler, træning, sved, selviscenesættelse, patriark mv. måske signalere, at vi her har med en mand af machotypen at gøre.
   Semantiske skemaer, der tegner et billede af en bestemt karaktertype, kaldes stereotyp.

4. at ord er knyttet til en mere eller mindre bestemt handling, aktivitet, begivenhed eller tidsperiode, fx:
   • signalerer typiske handle- og bevægelsesverber, at der sker en handling, fx udsagnsord som danser, spiller, træner, løber, slår, skriger, elsker osv. Ord, inklusive verber, kan udgøre et semantisk skema, hvis de knytter sig til den samme handling eller aktivitet, fx ord der har med samme sportsgren eller enhver anden form for aktivitet at gøre.
   • udgør ord som ble, baby, sutte, lege, skrige, far, dumme storebror, pille sårskorpe, lege doktor et semantisk skema, som - i en bestemt tekstlig sammenhæng - kan fortolkes til at have med tidsperioden barndom at gøre
   • signalerer ord som 3-foldigt leve, familie, kusiner, dessert, sang, talerække, toastmaster mv. at have med begivenheden fest at gøre
   • peger ord som koldkrig, kommunisme, Vietcong, Hanoi, luftoffensiv, kemisk krigsførelse, rismarker, Kennedy mv. er et krigs-hovedskema på en helt bestemt tidsperiode eller begivenhed, nemlig Vietnam-krigen i 1960'erne.

   Semantiske skemaer, der tegner et billede af en bestemt handling, aktivitet, begivenhed eller tidsperiode, kaldes script.

En afsenders (fx en forfatters) intention med at anvende ord fra et eller flere semantiske skemaer kan være at lede modtageren på vej til at genkende, forestille sig eller fornemme:

• en bestemt stemning eller følelse (fx uhygge)
• et bestemt sted (fx et hospitalsmiljø eller et flot naturområde)
• en bestemt persontype eller ting (fx en machomand)
• et bestemt handlingsforløb (fx til en konfirmationsfest eller ved et slagsmål).

I praksis adskilles de forskellige typer semantiske skemaer (eller kognitive modeller) ikke fra hinanden i en tekst, men som der står i citatet øverst på denne side, så er det:

centralt i analysen af litterære tekster at kunne skelne mellem dem, da litterære tekster bygger deres tekster op ved fx at lade scripts og scenarier beskrive en person. Fx kan en frisør som stereotyp beskrives både via scenariet frisørsalon og script, der beskriver begivenheder i en frisørsalon.

PS: Og vær også lige opmærksom på følgende detalje: Det samme semantiske skema kan ofte både anskues som script og scenarie. Det gælder fx ordene 'fødselsdag' og 'picnic'. De kan nemlig begge signalere at være en bestemt type begivenhed, hvor der foregår bestemte traditionsbundne handlinger (script), som de fleste kender til, og at være begivenheder, der er knyttet til et bestemt sted (scenarie) (fx er en fødselsdags scenarie ofte derhjemme, og en picnic foregår typisk udendørs i naturen).

Læs sammenblandingen af skemaer i dette uddrag fra en tekst af Johannes V. Jensen, der beskriver karaktertypen 'fabriksarbejdere' i en tysk by ved floden Rhinen i begyndelsen af 1900-tallet - og som også indeholder et semantisk skema bestående af en gruppe negativt ladede ord, der på én gang tegner et billede af et forfærdeligt sted (scenarie), udtrykker en trøstesløs og trist stemning (modus) og fortællerens holdning til arbejderne og deres livssituation (modus), og 'maler' et negativt portræt af en bestemt tidsperiode, nemlig den tidlige industrialisering (script), hvor fabriksarbejdere blev groft udnyttet:

Og alle disse trætte Fabriksslaver (...) havde tilbragt Dagen mellem Maskinernes Klør, de kom ude fra dette elendige Land, der endogså er forladt af den klassiske Vinter, af Sneen, og Juleroserne og Barn Jesus; hvert eneste skikkeligt Trampedyr havde Træk i Ansigtet af klæg Socialisme og af den allerbilligste kradsende Gudsfornægtelse . . . Kampen for Livet uden ny Tro! Hvor var Hjærnerne øde der, hvor trængte disse arme Munde til at klage! Hvilken knusende Sjælenød! Et sort og gabende Hul - aldrig var Verden så forladt! (Fra teksten Knokkelmanden i tekstsamlingen Udvalgte Myter, 1931).

Det er naturligvis ikke alle modtagere (læsere af en roman eller tilskuere til en film), der har knyttet klar meningsdannende kulturel baggrundsviden/forudforståelse til alle centrale ord i en tekst eller en film.

Fx vil du som ung måske ikke have en klar forestilling om, hvilket indhold begrebsskemaer i ældre tekster som fx 'vadmelsfrakke', 'storhanser', 'landsbydegn' mv. har.

Men ofte vil betydningen af sådanne skemaer blive specificeret i selve teksten, så du hjælpes på vej til forstå, hvad ordet 'storhanser' betyder, fordi forfatteren skaber et begrebsskema for 'storhanser', der indeholder beskrivende ord som 'højtstaaende', 'mægtig', 'fornem' eller 'rig person'.

Eller også kan du få hjælp til at 'fylde lidt op' i begrebsskemaet for et bestemt svært, mærkeligt eller gammeldags ord ved simpelthen at undersøge sådanne ords betydning i leksika eller andre opslagsværker.

Hvis du er meget interesseret i at læse mere om semantiske skemaer/kognitive modeller), kan du læse et afsnit med titlen "Kognitive modeller" i artiklen "Kognitiv litteraturanalyse" af Helle Munkholm Davidsen på metodebogen.dk: metodebogen.dk/index.php?id=7497#c21493.

Ofte peger semantiske skemaer for bestemte modi, scenarier, stereotyper og scripter på, hvilket tema/hvilke temaer teksten handler om. Hvis der fx er mange ord, der tilsammen grupperes om skemaet 'jalousi', så er det nok, fordi afsenderen vil have os modtagere til at forstå, at et vigtigt tema i fortællingen netop er jalousi. Eller hvis et digt fra romantikken indeholder mange ord, der har naturen som semantisk felt, så er det sandsynligvis, fordi netop 'naturen' er det tema, det emne, digteren vil have sat på dagsordenen.

I en del litterære tekster vil en undersøgelse af mulige semantiske skemaer altså ofte åbne op for en uddybet forståelse af, hvad det er for et tematisk konfliktforhold, teksten handler om. Det gælder ikke mindst i de tekster, hvor ord fra to forskellige (ofte betydningsmæssigt modsatrettede) semantiske skemaer stilles overfor hinanden.

I digtet Jeg civiliserer mig om morgenen af Kirsten Hammann fra digtsamlingen Mellem tænderne (1992), kan man fortolke forekomsten af to semantiske skemaer på følgende måde:

• På den ene side kan man opstille en semantisk liste over ord, som fortælleren bruger til at vise, hvor menneskelig/civiliseret/normal/perfekt en karaktertype (stereotyp) hun er, fx sætningsled og ord som: jeg civiliserer mig, jeg tager tøj på, jeg rejser mig, jeg går på mine fødder, jeg er en borger, jeg kan tale, jeg kan sætte skrøbelige kopper fra mig uden at klirre og smadre dem, jeg kan spise på en pæn måde, jeg bruger kniv og gaffel, jeg tørrer min mund med servietten, jeg lukker mine yndige små læber, når jeg tygger, jeg er et menneske, jeg kan sige tak for i aften, og på gensyn, og hvor har det været hyggeligt, jeg sover i min seng på ryggen som et barn mv.

• Og på den anden side en liste over ord, der – i fortællerens selvforståelse – har med dyriskhed/'ucivilisation'/unormalitet/uperfektion at gøre, fx abe, gå på hænder, splitte alting ad, læne over bordet med motorsav, larme rædselsfuldt, for mange kræfter, smadre hysterisk, flænser og afliver, hader, sove på gaden, hunde bagfra og i munden.

Hvis man lægger mærke til sådanne semantiske felter, får man hjælp til at indkredse digtets tematik: måske handler dette digt om en persons identitetssøgen, en kamp for at finde ud af, hvem hun egentlig er, eller hvem, hvilken slags person hun gerne vil være: Vil hun være et menneske, der følger og lever op til de herskende normer i samfundet, eller vil hun gøre oprør, være anderledes, fordi normerne om, hvordan man fx skal opføre sig for at blive accepteret, er overfladiske og fordomsfulde?