En teksts stilleje er bestemt af, hvilket ordvalg og hvilken syntaks (sætningsopbygning), der kendetegner en given mundtlig tale eller skriftlig tekst.

Man taler om tre stillejer, nemlig høj, lav og normal stil:

Høj stil er kendetegnet ved, at der i særlig grad fx benyttes mange abstrakte ord, tekniske og videnskabelige udtryk, fremmedord, ikke så let tilgængeligt billedsprog og upersonlige formuleringer. Høj stil kan fx være den stil, man kender fra juridiske skrifter, akademiske afhandlinger, et højtideligt, højstemt og gammeldags sprogbrug eller poetisk/lyrisk sprog som man kender fra digte og ældre prosa.

Syntaksen (sætningsdannelsen) i høj stil bærer ofte præg af lange sætninger (periodestil), der er hypotaktiske, dvs. bestående af flere underordnede (og/eller indskudte) (led)sætninger.

Det er således et kendetegn ved den høje stil, at den ligger fjernt fra det kendte dagligsprog. Bruges høj stil i journalistiske og faglige tekster, skabes ofte en afstand mellem afsender og modtager:

• fordi sproget er upersonligt, og dermed skaber distance til modtageren
• fordi stilen er så meget anderledes end den, der bruges i almindelige kommunikationssituationer
• fordi den almindelige modtager i nogle tilfælde vil opleve den høje stil som relativt svær at forstå. Dette sidste er dog ikke altid tilfældet, det afhænger nemlig af, hvem modtageren er. Fx vil fagsprog i en kommunikation mellem faglige kolleger kunne betegnes som høj stil, men dét skaber ikke afstand mellem kommunikationsparterne, fordi de sprogligt er på bølgelængde med hinanden, dvs. at de forstår, hvad hinanden siger, selv om den sproglige stil er høj.

Høj stil kan også bruges som bevidst virkemiddel i fiktive tekster. Læs fx dette uddrag fra en novelle, hvor en jeg-fortæller kritisk skriver i sin dagbog om et multinationalt selskabs forsøg på - med støtte fra staten - at sikre sig rettighederne til udvinding af uran i Kvanefjeld i Grønland:

Afstanden mellem befolkning og lovgivende forsamling og statsmagt er allerede så stor, at en række bevægelser, som du ved, af ren og skær nødvendighed er opstået i forståelseskløften eller i interesse-gabet mellem de som styrer og de som bliver bestyret.
Med den stadig større institutionalisering af alle samfundsområder, med den stadigt mere omfattende lovgivning, også på livsområder som tidligere blev forvaltet af individet, familien eller lokal-samfundet, vil vi få manifesterede modsætninger at se, i rigt mål. Formentlig i form af netop "civil ulydighed", der hvor en retsfølelse er krænket hos en befolkningsgruppe så bred, at man kan tale om en artikuleret minoritet. En gruppe, som ud fra en etisk holdning, uden henblik på personlig vinding, vil aktionere for at opretholde eller genskabe et livsrum eller et livsindhold, som er truet eller på det nærmeste opslugt af "udvikling", "vækst" og af formynderstatens vildvækst.

Uddrag af novellen "Kvanefjeld - dagbog" af Michael Buchwald i antologien Det prikker under fødderne - Fortællinger om Danmark i en A-krafttid redigeret af Susanne Dombernowsky m.fl., Modtryk, 1981.

Lav stil er typisk kendetegnet ved, at sproget er konkret, personligt og benytter sig af talesproglige udtryk og talemåder fx i form af klichéer, slang, vulgærgloser, bandeord og lignende.

Syntaktisk er den lave stil ofte kendetegnet ved kortere sætninger (punktumstil) eller ufuldstændige sætninger. Hvis sætningerne er lange, så er de typisk parataktisk opbygget, dvs. i sideordnede sætningsdele.

Lav stil kan være relativt lettere at forstå end høj stil, men det afhænger dog, som det også gør for høj stil, af, hvem modtageren er. Lav stil kan fx godt være svær at forstå, hvis den lave stil er domineret af sociolekt, dvs. gruppesprog bestående af slang, specielt sprogbrug afledt af engelsk og amerikansk, nydannelser af vulgærgloser mv., som fx mange raptekster er kendetegnet ved.

Normal stil er den, der ligger 'midt imellem' (og derfor også kaldes 'mellemliggende stil' eller 'middel stil'). Den gør stilistisk ikke opmærksom på sig selv, og derfor er god til almindelig formidling, fordi der er fokus på indholdet og ikke på sprogligt at formulere sig på en høj eller lav stilistisk måde, der trækker opmærksomheden væk fra eller 'forstyrrer' modtagerens tilegnelse af indholdet.

Kilde: Frit refereret efter Gads Litteraturleksikon af Henrik Rasmussen (red.), 2. udg. 2005 (1999), s. 156-157.

Ulla Albeck definerer hhv. høj og lav stil således:

Ved høj Stil forstaar [man] det poetiske, højtidelige, ærværdige, patetiske Element i Stilen og ved lav Stil det prosaiske, dagligdags, humoristiske og talesprogsprægede, evt. det vulgære og platte.

Albeck, Ulla: Dansk Stilistik, 7. udg. 2000 (1939), s. 96.

PS: Vær opmærksom på, at der er en skjult diskurs i medbetydningen af begreberne 'høj' og 'lav' stil, forstået på den måde, at det tidligere ansås for finere og mere dannet at formulere sig i høj stil - og omvendt når det gjaldt den lave stil. Selve det sproglige stilleje, man udtrykte sig i, var forbundet med en persons sociale status: man var veluddannet og dannet, hvis man evnede at tale eller skrive i høj stil, og man blev opfattet som det modsatte, altså uuddannet og udannet, hvis man talte eller skrev i lav stil.

Nu om dage opfattes det stadigvæk af mange som en positiv egenskab at kunne formulere sig i høj stil frem for ikke at kunne. Det ses dog oftere og oftere, at det, der kan betegnes som et ordforråd tilhørende den lave stil, anvendes som bevidst sprogligt virkemiddel i en kommunikativ sammenhæng, som ellers mest er domineret af normal eller høj stil - måske fordi en lav stil af og til er mest anvendelig, hvis man vil udtrykke sig klart, præcist og ærligt?

Et eksempel på en sådan blanding af stillejer er følgende citat fra en klumme på kunsten.nu:

Hvad der var indiskuterbar evig gylden kvalitet i går, er det pure lort i morgen og vice versa. (...)
En gang imellem leder jeg efter det berømte elfenbenstårn, så jeg kan kravle op i det, og se hvordan det ser ud, og hvem der er derinde. Men hver gang jeg finder det, er det gabende tomt. Det er det, fordi kunstnerne har for travlt til at sidde der og kukkelure og kede røven ud af bukserne.

Fra klummen "At undervise og blive undervist som kunstner" af Christian Schmidt-Rasmussen på kunsten.nu, d. 1. okt. 2018.

1. Er nedenstående tekstuddrag skrevet i lav, normal eller høj stil?
2. Begrund dit svar.

Jeg har det hele. Topmave, hængenosser, ekskone, måne, en bjørnerøv der snart er grå. Lægen siger at det er de lange ture, bøfferne og sovsen der giver mig forstoppelse og højt blodtryk. Jeg har en hæmoride. Sidst kom jeg hjem med gonorre. Jeg hader gummi, jeg plejer at holde mig til håndarbejdet, også for pigernes skyld. Men der var en svipser uden for Milano. Hun havde runde lår, hun hed Maria. (...)
Jeg holdt ind på en tank efter Münster, jeg skulle skide noget så gevaldigt. Det havde været gråt hele vejen ned, men da jeg kom ud fra tanken, var solen der pludselig. Det var der det skete. Lige dér så jeg det for mig. Hvor smukt det ville være, især i det vejr. Ja, for helvede.

Uddrag af novellen "Vesterhavet" af Adda Djørup (f. 1972). Teksten er fra novellesamlingen Poesi og andre former for trods (2015).