I verbal sammenhæng (skriftlig eller mundtligt sprog) er en gentagelsesfigur en gentagelse af et eller flere ord eller udtryk med den hensigt at forstærke en særlig følelse eller stemning, at tiltrække læserens opmærksomhed mod noget bestemt eller fremme hans forståelse, fordi en pointe gentages flere gange.

Gentagelserne signalerer således til læseren: “Det er vigtigt at lægge mærke til os, vi har nemlig en særlig betydning.”

Man kan skelne mellem den identiske og varierede gentagelse:

Identisk gentagelse

Identisk gentagelse er gentagelse af de samme eller næsten de samme elementer, hvad enten elementet er:

• et verbalt ord eller en sætning
• et visuelt objekt i et billede
• et teknisk virkemiddel i en film, fx brug af mange nærbilleder af personer
• en handlingsepisode eller en persons adfærd, der gentages i en fortælling
• grafisk eller layoutmæssig gentagelse i et digt, fx flere strofer med samme antal linjer eller med et gentaget mønster i metrikken (rim, antal stavelser, rytmik)
• en gentagelse af samme linje eller omkvæd i en sang mv. (hør dette ordspilsagtige sang-eksempel på brug af gentagelser).

Varieret gentagelse

Varieret gentagelse er kendetegnet ved, at der forekommer ord eller sætningsdele (eller billedelementer), der har karakter af en slags gentagelse, selv om det ikke er en nøjagtig gentagelse af samme ord, sætningsdel i en skriftlig tekst eller visuelle element i et billede.

Forskellen mellem den sproglige/verbale identiske og varierede gentagelse er altså, at den identiske gentagelse består af (stort set) de samme ord eller samme sætningsdele, mens den varierede gentagelse ikke består af de samme ord/sætningsdele, men af:

• bevidst gentagelse af ord med tilnærmelsesvis samme betydning, fx synonymer = forskellige ord, der betyder nogenlunde det samme (fx smuk, skøn, dejlig, lækker, nice)
• bevidst gentagelse af ord, der hører til inden for samme betydningsområde, fx ord, der hører til inden for naturområdet (himmel, hav, skov, træ, vind osv.) eller inden for kropsområdet (fx ord som krop, ansigt, arme, hud, øjne osv.) eller ord, der hører til inden for dyreområdet (gæt dig selv til nogle eksempler på det...)
• bevidst gentagelse af ord, der hører til samme slags karakteristiske sprogbrug, fx bandeord, der har latrinære referencer (shit, du lukker lort ud, sikke noget pis, skidespræller, du' et røvhul), religiøse referencer (vor herre bevares, sgu, ad helvede til, af hekkenfeldt til, fandens osv.), brug af mange billedsproglige klichéer i samme tekst, af anglicismer, mange slangudtryk mv.
• bevidst gentagelse af samme syntaktiske opbygning, dvs. af samme ordklasse-rækkefølge i to eller flere sætninger i træk. Fx som i første strofe af Halfdan Rasmussens digt "Noget om helte", hvor hhv. 1. og 2. verslinje og 3. og 4. verslinjes sætninger er opbygget ens, og består af ensartet ordklasse-rækkefølge:

  	Substantiv	Verbum	Artikel	Substantiv
  1. linje	Livet	er	en	morgengave
  2. linje	Sjælen	er	et	pilgrimskor

  	Pronomen	Verbum	Substantiv	Præposition	Pronomen	Substantiv
  3. linje	Der	står	krokus	i	min	have
  4. linje	Der	står	øller	på	mit	bord

Kombineret gentagelse

Måske kan det også være relevant at bruge betegnelsen 'kombineret gentagelse' om de mange tilfælde, hvor den identiske og varierede gentagelse kombineres. Kombinationen viser sig i verbale tekster ved, at nogle ord i en sætning er de samme (identiske), mens andre i samme sætning ikke er helt de samme, men alligevel en slags gentagelse (varierede).

Det er fx tilfældet med førstelinjerne i sangen 'Jeg vil male dagen blå': Jeg vil male dagen blå, Jeg vil male dagen gul, Jeg vil male dagen rød osv. Her er den identiske gentagelse naturligvis 'Jeg vil male dagen' og den varierede er gentagelsen af farver: blå, gul, rød....

Man kan tale om gentagelsesdesign i en tekst (en skriftlig, mundtlig, visuel, auditiv eller audiovisuel tekst), hvis den gør brug af gentagelser som virkemiddel i en sådan grad, at det har afgørende betydning for modtagerens oplevelse og forståelse af teksten.

Faglige betegnelser for gentagelsesfigurer

Der findes specielle faglige betegnelser for forskellige gentagelsesfigurer, bl.a. anafor, bogstavrim, epanalepsis, epanastrofe, epanodos, epifor, epizeuxis, hendiadys, metabole, paronomasi, polyptoton, redundans, symploke, tautologi og trikolon (eller triade).

Du behøver ikke at kende alle disse fagord, men det kan dog nuancere din tekstanalyse, hvis du kender til nogele af dem, så du skal ikke snydes for at få dem præsenteret her:

• Anafor er en identisk gentagelse, der er kendetegnet ved, at de første ord i en sætning gentages som de første ord i flere efterfølgende sætninger. Det kan illustreres på denne måde, hvor bogstavet X står for det/de samme ord: X ... ... / X ... ... Gentagelsen kan ske i to eller flere sætninger.

  Hvis gentagelsen sker tre gange, har det en speciel effekt, fordi vi i vores kultur genkender netop denne form for gentagelse fra fx eventyr, og fordi tre-tallet igennem århundreder er blevet opfattet som forbundet med noget helligt, magisk eller i hvert fald noget, der har en særlig betydning. Det kommer fx til udtryk i talemåderne alle gode gange tre, tredje gang er lykkens gang mv.

  I en berømt tale af Martin Luther King bruges anaforen som markant virkemiddel. (Se en videooptagelse af talen). Fx når Luther King gentager ordene 'Lad det genlyde af frihed' i begyndelsen af mange sætninger, bl.a. i disse:

  Lad det genlyde af frihed – fra New Yorks mægtige bjerge!
  Lad det genlyde af frihed – fra Pennsylvanias svimlende høje Allegheny-bjerge!
  Lad det genlyde af frihed – fra de sneklædte Rocky Mountains i Colorado!
  Lad det genlyde af frihed – fra de bugtede skrænter i Californien!

• Epiforen er, når det eller de sidste ord i en sætning gentages til sidst i en eller flere efterfølgende sætninger: ... ... X / ... ... X. Som fx i denne strofe fra Thøger Larsens digt "septembernat" fra digtsamlingen Limfjords-Sange (1925):

  Høst er endt, og Løvfald
  kommer, Nat og Løvfald,
  Maaneskin og Løvfald,
  Suk og Sorg og Løvfald.

  Eller som i denne første strofe fra digtet "Skovvise" af Sophus Claussen fra 1904 (hvor epiforerne er angivet med blå kursivskrift):

  Det er et Vejr, et dejligt Foraarsvejr.
  Jeg har dig kær, og hvis du har mig kær,
  kom, sid mig nær — jeg sidder dig saa nær.

• Symploke er en kombination af anafor og epifor. En symploke er nemlig en slags gentagelse, hvor samme udtryk gentages først og sidst i en sætning eller i et afsnit af en tekst: X ... ... X. Som det fx er tilfældet i denne sætning fra Luther Kings tale: Jeg har en drøm om, at en dag nede i Alabama, med dens ondsindede racister, med dens guvernør, hvis læber drypper af tomme løfter om indgriben og ophævelse, en dag, netop her i Alabama, vil små sorte drenge og sorte piger kunne tage små hvide drenge og hvide piger i hånden som søstre og brødre; jeg har en drøm i dag.
• Epanodos er kendetegnet ved, at en sætning gentages i omvendt rækkefølge, således at det ord, der står hhv. først og sidst i første del af sætningen byttes om, så det står sidst og først i anden del af sætningen: X ... Y / Y ... X. Fx som i første og tredje linje i indledningsstrofen af Sophus Classens digt "Flammelille" fra 1899:

  Paa Taa og paa Hæl, paa Hæl og paa Taa
  vi vandrer i Livets Gader graa.
  Paa Hæl eller Taa, paa Taa eller Hæl
  faar vi Graad i vort Øje og Braad i vor Sjæl.

  Eller den berømte epanodos af den nu afdøde tidligere amerikanske præsident John F. Kennedy i en tale i 1961: My fellow Americans, ask not what your country can do for you, ask what you can do for your country.

• Metabole (også kaldet 'antimetabole'), der minder om den førnævnte epanodos. Nu er det dog ikke en sætning, men ord, der formuleres i omvendt rækkefølge. Fx betegnes titlen på en af Søren Kierkegaards skrifter: Philosophiske Smuler eller en Smule Philosophi som en metabole.
• Epanastrofe er en gentagelsesfigur, hvor sidste ord i en sætning gentages som første ord i en efterfølgende sætning: ... ... X / X ... ... .
• Epizeuxis er en gentagelse af samme ord flere gange lige efter hinanden: ... X X X ....
• Paranomasi er et ordspil, der spiller på den gentagelseseffekt, at et ord eller navn ændres lidt, ofte næsten umærkeligt, så man ikke kan høre det, men kun se det, hvis det står skrevet. I en sang af Thomas Kingo står fx følgende paranomasi (angivet med blå skrift): Søvn og slum' gjorde stum, dag og øje blev som Kul / Fantasi fandt dog sti gennem søvnens mørk' og muld.
• Redundans kaldes det, hvis man gentager noget med nogenlunde samme betydning flere gange. Redundans er altså en slags overflødig, en unødvendig, gentagelse. Bruges den som bevidst virkemiddel i en tekst, kalder man det retorisk redundans.
• Tautologi er en slags redundans, der er kendetegnet ved gentagelse af synonyme ord, dvs. ord der betyder (næsten) det samme. Fx evig og altid, ene og alene, frisk og frejdig, slid og slæb. Hvis tautologien bruges som bevidst virkemiddel, kaldes den en retorisk tautologi.
• Pleonasme er en anden slags redundans, som er defineret ved at være en overflødig, en unødvendig gentagelse (fx manden, han gik en tur, et kort øjeblik, to halvdele o.l.). Hvis pleonasmen bruges som bevidst virkemiddel, kan den kaldes en retorisk pleonasme.
• Trikolon (også kaldet triade og retorisk tretrinsraket). Et trikolon er et sprogligt udtryk, der består af tre dele, som ofte indeholder en særlig rytmisk eller lydlig gentagelseseffekt, der får det til at minde om en remse. Fx er det tredelte udtryk 'Gud, konge og fædreland' en triade af ældre dato. Triader bruges også ofte i nutidige taler. Her er et eksempel fra en tale af den tidligere amerikanske præsident, Barack Obama: Og frem for alt vil jeg bede jer om at deltage i arbejdet med at genskabe denne nation (...) blok for blok, mursten for mursten og barket næve for barket næve.
• Bogstavrim er jo egentlig en klangfigur, men kan faktisk også opfattes som en gentagelsesfigur, fordi rimet er kendetegnet ved, at flere ords begyndelsesbogstaver eller betonede stavelser gentages. Fx i et trikolon som dette: Samarbejde, solidaritet og samfundssind, hvor alle tre ord begynder med samme bogstav, nemlig 's'.
  PS: Det afgørende kriterium for, om der er brugt bogstavrim eller ej, er, at lyden/udtalen af bogstaverne eller de betonede stavelser skal være ens. Der er således også tale om bogstavrim, hvis der fx står 'hvide vinteraftner' eller 'cirklende sangfugle'. Selv om forbogstaverne ikke er ens, er lyden ens, da ’hv’ i ordet ’hvide’ udtales som ’v’, og da bogstavet ’c’ i ordet ’cirklende’ udtales som s.
  Et eksempel på bogstavrim i Georg Brandes' digt Morgen Paa Langelinie fra digtsamlingen Ungdomsdigte (1902):

  Se og med svagere Slag sig nu Vingerne sænke;
  under den sejrende Sols Straaler de nøle;
  Bølgerne bruse nu ikke mer imod Stranden; de stænke
  Skummet mod Stenene kun, og en mildere Vind
  nu kan jeg føle saa kælende køle min Kind.

Læs uddybende om og se flere eksempler på brug af anafor, epifor og epanastrofe, epanodos, trikolon og bogstavrim.

Eksempler på brug af gentagelser

I novellen Glansbilleder af Martha Christensen fra 1982, forekommer mange gentagelser, både identiske (markeret med blå skrift) og varierede (markeret med rød). Her citeres nogle eksempler:

• - der var stille og ensomt omkring ham.
• ... at det var noget billigt skidt, tyndt slasket nylon der ikke kunne være mange kroner værd
• ... lidt tomme og mangelfulde
• håret var lidt stridt og stift i det…
• ... en arm huggede ned imellem dem og skilte dem ad...
• han mærkede at nogen stod og stirrede på ham og snøftede gennem næsen. Han brød sig ikke om at noget stillede sig op og gloede på ham, men barnet ved vedholdende stående og snøftede...
• det raslede og knitrede af papir (...) hun lo pludseligt og det raslede og knitrede af papir
• - Bliver det til noget. - Jeg sagde, bliver det til noget.

Når Peter Høeg bryder sin egen litterære skrivestil ved - med fuldt overlæg - pludselig at benytte sig anaforisk gentagelse som i nedenstående citat, får det en hel speciel og interessant effekt:

Ved siden af skoven voksede et klatretræ af den slags, der findes på legepladser. Ved siden af træet lå to traktorringe. Ved siden af ringene stod en trillebør med frugt og grøntsager. Ved siden af trillebøren sad aben. (Fra Peter Høegs roman Kvinden og aben, 1996)

I digtet Månenat fra 1950 af Paul la Cour (1902-1956) står følgende gentagelser:

Hjertet bryder ud for
at blande sig med alt. (...)
Finder det tilbage,
kender jeg det ikke,
er det blevet fremmed,
altfor stort og fremmed,
altfor hårdt og fremmed.

I digtet Nu kunde det begynde - også af Paul la Cour - forekommer disse verslinjer: Nu da min Kærlighed stedløs / må flakke om i det tomme / er jeg endelig rede, / endelig endelig rede, / føler jeg endelig i mig / en Åre af hellig Kraft.

Et eksempel på et andet digt, der er designet med gentagelsen som dominerende virkemiddel er Dan Turèlls digt Hyldest til hverdagen.

Og Jørgen Leth bruger ofte gentagelsesfigurer i sine digte. Hør fx bare hans oplæsning af digtet Gå digt fra digtsamlingen Hvad er det nu det hedder (2011).

I den berømte tale af den amerikanske borgerretsforkæmper Martin Luther King i 1963, bruger han bl.a. gentagelsesfiguren som meget effektivt virkemiddel.:

Lad os ikke gå til bunds i fortvivlelsens dal.
     Jeg siger til jer i dag, min venner, at selv om vi står over for vanskeligheder i dag og i morgen, så har jeg stadig en drøm. Det er en drøm med dybe rødder i den amerikanske drøm.
     Jeg har en drøm om, at en dag vil denne nation rejse sig og leve op til den sande betydning af sin trosbekendelse: 'Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige'.
     Jeg har en drøm om, at en dag vil sønnerne af tidligere slaver og sønnerne af tidligere slaveejere kunne sidde sammen omkring broderskabets bord på Georgias røde bakker; jeg har en drøm
     - Om at en dag vil selv staten Mississippi; en stat, der er ved at kvæles i uretfærdighedens hede, der er ved at gå til af undertrykkelsens hede, forvandles til en oase af frihed og retfærdighed; jeg har en drøm
     - Om at min fire små børn en dag vil leve i en nation, hvor de ikke vil blive bedømt på deres hudfarve, men på, hvordan de er som mennesker; jeg har en drøm i dag.
     Jeg har en drøm om, at en dag nede i Alabama, med dens ondsindede racister, med dens guvernør, hvis læber drypper af tomme løfter om indgriben og ophævelse, en dag, netop her i Alabama, vil små sorte drenge og sorte piger kunne tage små hvide drenge og hvide piger i hånden som søstre og brødre; jeg har en drøm i dag.
     Jeg har en drøm om, at en dag skal hver dal højnes, skal hvert bjerg, hver høj sænkes, bakket land blive fladt og krogede veje blive lige. Åbenbares skal Herrens herlighed, alt kød til hobe skal se den.
     Det er vort håb.

Uddrag af oversættelse af Martin Luther Kings tale, 1963. Kilde: dr.dk. Set 25. jan. 2014.

I de to sidste linjer i hhv. første og fjerde strofe i digtet Paaske af Johannes Jørgensen fra 1887 er identiske gentagelser:

Jeg kørte hjem. Der myldred Folk paa Vejen,
Men i Kupeen sad jeg mat og træt,
Med Frakkekraven over begge Øren
Og Nakken mod Vaggonens haarde Bræt.

For deres sunde Lykke var en Haan,
Mod mig, som sad der, mat og trist og træt,
Med Frakkekraven over begge Øren
Og Nakken mod Vaggonens haarde Bræt.

Denne gentagelse skal måske forstås i den betydning, at fortælleren er fuldstændig ligeså trist og ensom til sidst på togturen, som han var, da han steg på. Der er ikke sket nogen positiv udvikling, selv om han faktisk har været omgivet af en del glade mennesker på turen.

I dette uddrag af Vibeke Marx' novelle "Fredagsbarn" fra novellesamlingen Morgenen er bedst, 1993 bruges også identisk gentagelse som virkemiddel (mine fremhævninger med blå kursiveret skrift):

Hun kender søndagene hos mor og søndagene hos far, men kun onsdagene det ene sted. Det er uretfærdigt. Uretfærdigheden er også evig. Der er altid nogen, der bliver snydt, altid nogen der er kede af det.
Dengang Lenette var lille, bad hun aftenbøn så længe, at det gik ud over nattesøvnen, for når Fadervor var slut, skulle hun bede Gud om at passe godt på mor, som var indlagt. Men straks blev hun bange for, at det kunne tolkes, som om hun ikke syntes, at far var god nok og bad Gud om også at passe på ham. Og så var der mormor og morfar og farmor og farfar, og til sidst var mor næsten blevet glemt, så hun måttes nævnes en gang til for ikke at føle sig ensom, og sådan gik det forfra, for der er altid nogen, der bliver kede af det.
Og dukkerne skulle kysses godnat, men den nye fik måske et lidt større knus end de andre, så de gamle måtte have et ekstra klap på kinden. "I morgen leger jeg med jer, ikke?" hviskede hun og hoppede, kold på tæerne, op under dynen igen, men lidt efter stod hun atter ude på gulvet, fordi hun var kommet i tanke om det uretfærdige i, at nye, smukke Dorte altid lå i den blå seng. Hun tog et par af de gamle op til sig, for der er altid nogen, som bliver kede af det.

Denne type identiske gentagelse kan man også kalde retorisk redundans.

I digtet "Paa Klinten" af Emil Aarestrup (1800-1856) lyder det sådan her i strofe 12 og 13:

Jeg havde aldrig Søen seet
      Saa blank, saa klar, saa fuld —
Jeg havde aldrig Jorden seet
      Saa grøn, saa frisk, saa huld —
Jeg havde aldrig Himlen seet
      Saa blaa, saa stor, saa varm —
Som gjennem denne Guldlorgnet,
      Der hang ved hendes Barm.

I dette uddrag af digtet gentages visse sætningskonstruktioner, dels i de linjer der indledes med "Jeg havde aldrig ..." (markeret med rød skrift) og dels i linjerne, der indeholder en trikolon og starter med biordet "Saa ..." (markeret med blå skrift).

På syntaktisk niveau er der altså tale om helt identiske gentagelser, men da der skiftes lidt ud i sætningernes ordvalg, kan de - på et semantisk niveau - betegnes som varierede gentagelser.

Et kendt eksempel på en identisk gentagelse forekommer i følgende digt fra digtsamlingen Håndens skælven i november, 1986 af Henrik Nordbrandt. Gentagelsen bruger digteren til at udtrykke sin negative oplevelse af, at det er som om november måneds regn, slud, blæst og kulde næsten ingen ende vil tage:

Året har 16 måneder

Året har 16 måneder: November
december januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.

Et eksempel på varieret gentagelse, der bygger på brug af synonymer, er følgende uddrag fra beretning fra TV2's EU-korrespondent Lotte Mejlhede, der i forbindelse med EU-politikeres kritik af den tyrkiske præsident Erdogans mulige genindførelse af dødsstraf i Tyrkiet efter et nedkæmpet militærkup, sagde i TV2-Nyhederne d. 18. juli 2016:

Der, hvor uklarheden opstår er, hvad så hvis Erdogan ikke retter ind, hvad så hvis ikke han bider på, hvad hvis ikke han lytter til den løftede pegefinger - med lyd på -, hvad gør man så? (De tre synonyme udtryk er her markeret med hver sin skriftfarve)

En gentagelse af ord, der betyder det samme, er den form for varieret gentagelse, som benævnes en tautologi. Bruger en afsender bevidst tautologien som virkemiddel i sin tekst - hvilket Lotte Mejlhede må formodes at gøre i ovennævnte uddrag - kan vi kalde det en retorisk tautologi.

Læs også dette digt af Helge Rode fra 1892, som er så karakteristisk ved dets brug af forskellige gentagelser, at det må betegnes som et gentagelsesdesignet digt: På Klippeøen.

Og så lige en anafor fra en artikel om en nylig afdød bondemand:

Men det var ikke en navnløs 82-årig mand. Det er Karl, der er død.
Karl Rasmussen, 82 år gammel, der altid boede i det barndomshjem, han døde i. Karl, som pløjede med heste. Karl, der levede alene. Karl, der som en af de allersidste var en levende repræsentant for husmandslivet, hvor man kunne leve af et par marker rundt om de to længer. Karl, der elskede sine dyr så højt, at han aldrig kunne dræbe dem, så køerne fik lov til at leve, til de blev gamle. Karl, der drømte om en familie.
Karl.

Fra artiklen "Hans død blev en notits i aviserne...." (betalingsmur) i politiken.dk, d. 1. feb. 2022.

Hør et eksempel på brug af forskellige slags gentagelser i sangen "Feeling good" af den amerikanske sangerinde Nina Simone og se også eksempler på brug af både identiske og varierede gentagelser i billeder:

Redundans er i sproglig sammenhæng betegnelsen for den type gentagelser, hvor man mange gange gentager noget, der er er overflødigt, eller som betyder næsten det samme.

Man kan bruge begrebet 'redundans' om sådanne gentagelser i det hele taget, men der findes også undertyper af redundans, fx pleonasme (brug af overflødige, ord, fx: 'manden, han sagde...', 'et kort sekund', 'et højt brag' mv.) og tautologi (gentagelser af synonymer som 'slid og slæb', 'hip som hap', 'tordnede og bragede' mv.).

I almindelig mundtlig eller skriftlig kommunikation bør redundans reduceres, fordi det som regel er unødvendigt/overflødigt at gentage den samme betydning flere gange i forskellige variationer.

I nogle tilfælde - fx i taler og fiktive tekster (især digte) - anvendes redundans dog af og til helt bevidst af afsenderen som sprogligt virkemiddel.

Hvis afsenderen vælger at bruge redundans som virkemiddel for at opnå en eller anden effekt, kan vi kalde det retorisk redundans. Hvis afsenderen bruger pleonasmen eller tautologien som virkemiddel, kan vi kalde det retorisk pleonasme og retorisk tautologi.

Eksempel på brug af redundans i form af retorisk tautologi:

Den gale videnskabsmand. Han vil stå ansigt til ansigt, om han så selv skal aftale tid og sted. Han forlanger [1] en redegørelse for de principper, som er bragt i anvendelse. [2] Grundlaget for ALTs tilstedeværelse. Først og fremmest [3] tankegangen bag det hele; [4] den holdning, som ligger til grund; [5] den dybere mening med at sætte en forestilling som livet i scene.

Fra Viggo Madsens novelle Det springende punkt fra tekstsamlingen Patent på tilværelsen, 2004. Min angivelse i firkantet parentes af antallet af gentagelser, der (næsten) har samme betydning.

Du vil ofte kunne udvide din forståelse og oplevelse af en tekst, hvis du sætter fokus på at undersøge, hvilke elementer der gentages, og efterfølgende overveje, hvorfor de mon gør det:

1. Hvilke gentagelser - både hvad form og indhold angår - findes i teksten?
2. Hvordan vil du fortolke de gentagelser, som du opfatter som særligt betydningsfulde for modtagerens oplevelse og forståelse af teksten? Eller spurgt på en anden måde: Hvad har mon været forfatterens intention med at bruge netop de gentagelser der, hvor han har brugt dem?
3. Hvilke enkeltstående gentagelser, vil du konkludere, er specielt vigtige/de vigtigste for modtagerens forståelse og oplevelse, således at forstå, at hvis disse gentagelser ikke forekom, ville oplevelsen og forståelsen af teksten have været helt anderledes?