Overordnet læseformål:

• at du tilegner dig elementær viden om de vigtigste ordklasser i det danske sprog

Læseformåls-spørgsmål: Når du har læst teoriteksten, skal du gerne have tilegnet dig så meget viden om ordklasser, at du kan svare på følgende spørgsmål.

1. Hvad hedder de 11 ordklasser, der nævnes i teoriteksten? Du skal først angive den latinske betegnelse og i parentes den danske.
2. Hvad kendetegner (= hvordan kan du kende ord fra) ordklassen substantiver?
3. Giv fem eksempler på ord, der tilhører ordklassen substantiver.
4. Hvad kendetegner ordklassen pronomener?
5. Giv fem eksempler på ord, der tilhører ordklassen pronomener.
6. Hvad kendetegner ordklassen verber?
7. Giv fem eksempler på ord, der tilhører ordklassen verber. Du skal skrive ordene i både præsens (nutid) og præteritum (datid)
8. Hvad kendetegner ordklassen adjektiver?
9. Giv fem eksempler på ord, der tilhører ordklassen adjektiver.
10. Hvad kendetegner ordklassen adverbier?
11. Giv fem eksempler på ord, der tilhører ordklassen adverbier.
12. Hvad kendetegner ordklassen konjunktioner?
13. Giv fem eksempler på ord, der tilhører ordklassen konjunktioner. I eksemplerne skal både indgå side- og underordningskonjunktioner.

Du kan læse hele artiklen om ordklasser her i pdf-format.

En ordklasse er en kategori af ord, der har træk til fælles, hvad angår betydning, bøjning og syntaktisk placering (= placering i en sætning).

De 11 ordklasser hedder substantiver (navneord), proprier (egennavne), pronomener (stedord), verber (udsagnsord), adjektiver (tillægsord), adverbier (biord), præpositioner (forholdsord), konjunktioner (bindeord), numeraler (talord), interjektioner (udråbsord) og artikler (kendeord).

PS: Man kan støde på lidt anderledes kategorisering af ordklasser end nævnt ovenfor. Fx slås ordklasserne substantiver og proprier ofte sammen i én ordklasse (som så består af to undergrupper: a) almindelige substantiver kaldet appellativer (fællesnavne) og b) proprier (egennavne)). Nogen opfatter desuden såkaldte lydord som en selvstændig ordklasse.

De vigtigste ordklasser er: substantiver (navneord), verber (udsagnsord) og adjektiver (tillægsord). Dem skal du vide meget om. Men du skal også have et rimeligt grundigt kendskab til ordklasserne proprier (egennavne), pronomener (stedord), adverbier (biord), præpositioner (forholdsord) og konjunktioner (bindeord).

En beskrivelse af ordklassernes kendetegn følger her:

Substantiver (navneord) er betegnelser for begreber, levende væsener og genstande. Navneord kan (i de fleste tilfælde) kendes ved, at man kan sætte 'en' eller 'et' foran. Fx et hus eller en hund.

Ord, der sættes 'et' foran, er intetkøn, og ord, der sættes 'en' foran, er fælleskøn.

Substantiver kan bøjes i:

• ental og flertal: et hus (ental); flere huse (flertal)
• i ubestemt form og bestemt form: et hus (ubestemt form); huset (bestemt form)
• den ubestemte og bestemte form kan også bøjes i flertal: huse (ubestemt flertal); husene (bestemt flertal)

PS: Bemærk, at der er nogle substantiver, man ikke kan genkende ved at sætte 'en' eller 'et' foran. Det gælder bl.a. substantiver uden flertalsform som fx sand, luft, vand, kaffe, mel, sukker, krudt, ukrudt, tøj, atletik osv. Disse ord kan man altså ikke sætte 'en' eller 'et' foran, men man kan til gengæld sætte 'en' eller 'et' bagved, fordi ordene kan bøjes i bestemt form: sandet, luften, vandet osv.

En anden type substantiver, der heller ikke kan findes ved at bruge reglen om at sætte 'en' eller 'et' foran, er dem, der kun bruges i flertalsform: Fx ord som penge og løjer. De kan kendes ved, at de kan bøjes i bestemt form i flertal: pengene, løjerne.

Proprier (egennavne) er betegnelsen for personnavne (Peter), stednavne (Roskilde) og andre forhold, der har sit eget unikke navn. Det gælder fx navne på kæledyr (Trofast), bygninger (Christiansborg), foreninger (Aarhus Rideklub), titler på medier, kunstværker mv.

Proprier regnes ofte med under ordklassen substantiver.

De almindelige substantiver kaldes appellativer (fællesnavne) og skrives altid med små begyndelsesbogstaver, mens proprier altid skrives med stort begyndelsesbogstav.

Tilsammen udgør appellativer og proprier 70 % af de ord, der står i retskrivningsordbogen.

Pronomener (stedord). Pronomener er, som den danske betegnelse stedord signalerer, ord, der står i stedet for andre ord, nemlig i stedet for substantiver eller proprier. De vigtigste kategorier af stedord er:

• Personlige pronomener, fx jeg, du, De, han, hun, den, det, vi, I, de, De, mig, dig, Dem, ham, hende, den, det, os, jer, dem, Dem, hans, hendes, dens, dets, vores, jeres, deres, Deres.
• Possessive pronomener (ejestedord), fx min (mit, mine), din (dit, dine), sin (sit, sine) og vor (vort, vore).

Verber (udsagnsord) betegner ofte en eller anden form for handling, men kan også betegne en mere stillestående tilstand.

Verber er således kendetegnet ved:

• at nogen gør noget (hopper)
• at noget sker (brænder)
• at nogen eller noget er i en bestemt tilstand (er, føler)

Det samme verbum (fx verbet elsker) kan i én sammenhæng udtrykke en handling, i en anden sammenhæng kan det udtrykke en tilstand.

Ofte kan man genkende et verbum i en sætning ved at tjekke, om det lyder som korrekt dansk at sætte 'at' eller 'jeg' foran ordet. Vær dog opmærksom på, at et verbum ikke altid kan genkendes på den måde. Fx giver det jo ikke mening at sætte hverken 'at' eller 'jeg' foran former som 'cyklende', 'forsøgt' eller 'skyd'.

Udsagnsord kan bøjes i måder:

• bydemåde/imperativ (udsagnsordets korteste form også kaldet ordets 'stamme'): spis
• navnemåde/infinitiv: at spise
• fortællemåde/indikativ, som inddeles i:
  • nutid/præsens: spiser
  • datid/præteritum: spiste

• tillægsmåde/participium, som inddeles i:
  • kort tillægsmåde også kaldet datids tillægsmåde/præteritum participium: har spist
  • lang tillægsmåde også kaldet nutids tillægsmåde/præsens participium: spisende

PS: I stedet for at bruge ordet 'måde' kan man anvende ordet 'form', altså fx sige navneform i stedet for navnemåde, og sige bydeform, kort tillægsform osv.

Udsagnsord kan også bøjes i tider:

• navnemåde/infinitiv: danse - se
• nutid/præsens: danser - ser
• datid/præteritum: dansede - så
• førnutid/perfektum: har danset - har set
• førdatid/pluskvamperfektum: havde danset - havde set

Udsagnsord kan desuden stå i:

• handleform (aktiv): danse, danser eller dansede
• lideform (passiv): danses (der danses hele natten)

Mådeudsagnsord/modalverber er en speciel form for udsagnsord, der bruges til at danne sammensatte udsagnsled/verballed. Det drejer sig om følgende seks udsagnsord:

burde (vi burde ikke gøre det), kunne (det kunne være sjovt), skulle, ville, turde og måtte. (Ordene fremhævet med rød skrift udgør de sammensatte verballed i sætningerne)

Mådeudsagnsord kan også bøjes i nutid (præsens): bør, kan, skal, vil, tør og må.

Der findes tre såkaldte hjælpeudsagnsord/hjælpeverber. Det er ordene have, være og blive. Disse ord kan:

• stå alene, altså fungere som selvstændige udsagnsled/verballed (Han har kolera)
• eller bruges sammen med andre udsagnsord, fx i bøjningerne kort tillægsform og førnutid (Han har ligget i sengen hele dagen) og førdatid (Han blev straks kørt på hospitalet)

Adjektiver (tillægsord) er ord, der beskriver substantiver (herunder proprier). Fx: 'Hun er smuk', 'smukke blomster', 'Svend er den smukkeste'.

Ofte kan man genkende ord som adjektiver, hvis det giver mening at sætte 'at være' foran ordet: at være smuk, at være lille, at være trist osv.

Denne regel er dog ikke uden undtagelser, idet man i visse tilfælde også kan sætte 'at være' foran substantiver, der betegner levende væsener, fx 'at være mand', 'at være kaptajn', 'at være danser' osv.

Også verber (udsagnsord) i kort eller lang tillægsform kan man ofte sætte 'at være' foran, uden at det lyder helt forkert: fx at være slidt (kort tillægsform af verbet 'at slide'), at være kørende (lang tillægsform af verbet 'at køre') og lignende.

Men bortset fra disse undtagelser gør 'at være-prøven' det som regel muligt at genkende adjektiver.

Bemærk, at verber (udsagnsord), der står i præsens participium (lang tillægsform), ofte får adjektivisk (beskrivende) funktion, selv om de altså tilhører ordklassen 'verber'. Fx: 'Han nød de hvirvlende snefnug'. 'Hun løb skrigende bort'. 'Det stod dommeren tvivlende overfor'.

Adverbier (biord) består af alle små ord, der for det første ikke er præpositioner (se nedenfor), og for det andet ikke tilhører nogen af de andre ordklasser.

Se en liste over sådanne, såkaldte 'rene adverbier', på denne adresse: sproget.dk/raad-og-regler/ordlister/sproglige-ordlister/rene-adverbier-biord.

Se evt. også dette "T-leksikon", hvor der er en liste over adverbier, der ofte volder problemer i forhold til om der skal t på eller ej: sproget.dk/raad-og-regler/ordlister/sproglige-ordlister/t-leksikon.

På hjemmesiden sproget.dk forklares adverbier på denne måde:

Adverbierne lægger sig til verber, adjektiver, andre adverbier eller (dele af) sætninger:

Adverbier udtrykker	Eksempler
Tid	bagefter, nu
Sted	der, her
Måde	direkte, tilfældigvis
Retning	derfra, derhen
Grad	særdeles, temmelig
Sikkerhed	sandsynligvis, nok
Nægtelser	ikke
Holdning	desværre, heldigvis

En gylden regel er i øvrigt, at hvis du ikke kan analysere dig frem til, at et ord i en sætning tilhører en af de andre ordklasser, så tilhører det sandsynligvis ordklassen adverbier.

Ud over rene adverbier (rene biord) skal nævnes den kategori, som kaldes afledte adverbier. Afledte adverbier er faktisk adjektiver (tillægsord), men de optræder i en sætning, som om de var adverbier, dvs. at de i sætningen bruges til at beskrive verber, adjektiver eller andre adverbier.

Man kalder også sådanne afledte adverbier for adjektiver med adverbial funktion.

Eksempler på brug af almindelige adjektiver og adjektiver med adverbial funktion (afledte adverbier):

• Adjektiv, der beskriver et substantiv: "Drengen er hysterisk."
• Adjektiv, der beskriver et proprium: "Jens Hansen var charmerende, men ludfattig."
• Adjektiver med adverbial funktion, der beskriver verber: Hun danser smukt. Her er det dansehandlingen, der beskrives som smuk, ikke selve personen.
• Adjektiver med adverbial funktion, der beskriver adjektiver: Hun er fantastisk smuk. Her tilkendegives graden af, hvor smuk personen er, og smuk er jo så altså det adjektiv, som adverbiet 'fantastisk' beskriver.
• Adjektiver med adverbial funktion, der beskriver andre adverbier: Hun træner utrolig tit. Ordet 'tit' er et adverbium, og ordet 'utrolig' beskriver graden af, hvor tit personen træner.

Se en liste på sproget.dk over adjektiver, der kan få adverbialfunktion, og hvordan adjektiverne så bøjes (dvs. om der skal t på som endelse eller ej).

Præpositioner (forholdsord) er små ord, der ofte angiver eller forklarer, hvor noget er i forhold til noget andet. Fx ord som ad, af, bag, efter, for, fra, før, i, langs, med, mellem, om, over, på og under.

En præposition følges altid af en såkaldt styrelse, dvs. at der altid følger et eller flere ord efter præpositionen. Fx:

• Han stod på kassen. Her er ordet 'på' selve præpositionen, og ordet 'kassen' er styrelsen.
• Hun danser ned ad gaden om natten. Ordet 'ad' er en præposition, og 'gaden' er denne præpositions styrelse. Ordet 'om' er også en præposition,  og styrelsen er i dette tilfælde 'natten'.

Man kan også bruge den såkaldte 'kasse-metode' til at tjekke om et ord i en sætning er en præposition. Kassemetoden går ud på at lytte sig til, om det giver mening at sætte ordet 'kasse' efter præpositionen. Fx:

på (kassen), i (kassen), ved (kassen), langs (kassen) osv.

En præposition har i nogle sætninger funktion som et adverbium (biord) og ikke som en præposition. Den nemmeste måde at tjekke, om det lille ord fungerer som det ene eller det andet, er at undersøge, om der er en styrelse (oftest i form af et substantiv, proprium eller pronomen) bag ved (efter) ordet eller ej.

Hvis der er en styrelse efter det lille ord, så er ordet en præposition. Er der ikke det, er ordet sandsynligvis et adverbium.

Eksempler:

• De holdt om hinanden. Her er ordet 'om' en præposition, fordi styrelsen 'hinanden' står lige efter. 
• De måtte lave det hele om. Her er ordet 'om' et adverbium, fordi det ikke efterfølges af en styrelse.

PS: Men lig nu ikke søvnløs om natten, fordi du har svært ved at finde ud af, om en præposition har grammatisk funktion som en præposition eller et adverbium i en bestemt sætning. Dit liv efter den gymnasiale uddannelse skal nok blive helt okay alligevel ;-)

Konjunktioner (bindeord) er ord, som forbinder sætninger eller andre led. Der findes to hovedkategorier, nemlig:

Sideordningskonjunktioner (eller sideordnende konjunktioner/bindeord)

Sideordningskonjunktioner som og, eller, men, for og samt bruges til:

• at forbinde ord i en sætning: Fx ved at forbinde substantiver (herunder proprier), verber eller adjektiver med hinanden. Eksempler:
  • (forbinde proprier): 'Hverken Hans og Grethe eller Store Klavs og Lille Klavs er virkelige personer'
  • (forbinde verber): 'Han både elskede og hadede hende'
  • (forbinde adjektiver): 'Han var hverken smuk eller intelligent'

• at forbinde helsætninger (hovedsætninger) i en sætning. Eksempler:
  • 'De spiste frikadeller, for det gjorde de hver onsdag'
  • 'De spiste frikadeller om onsdagen, men de gjorde det aldrig i weekenden'
  • 'Hun så, at det regnede, og gik ind igen' (her bruges sideordningskonjunktionen 'og' til at forbinde første del af helsætningen ('hun så') med sidste del af helsætningen ('og gik ind igen').

PS: Når sideordningsbindeord forbinder helsætninger, skal der komma foran bindeordet: 'Hans spiste frikadeller, og Grethe spise chips'.

Underordningskonjunktioner (eller underordnende konjunktioner/bindeord)

Underordningskonjunktioner som fx at, som, end og mange andre bruges med forskellige formål i en sætning. To af de vigtigste er at bruge konjunktionen:

• til sammenligninger: 'Hun var sur som en citron' eller: 'Jens var højere end Per'.
• til at indlede ledsætninger. Hvis dét er tilfældet, så ved du, at du skal sætte komma foran konjunktionen - i hvert fald hvis du sætter grammatisk komma (også kaldet startkomma og kryds-og-bolle-komma). Et par eksempler på sådanne 'ledsætnings-konjunktioner':
  • 'Bjarke vidste godt, at det ikke var videre heldigt'
  • 'Hun ville hellere have børn, end han ville'
  • 'Hvis han skulle, så skulle hun også'.

Se en liste på sproget.dk over underordningskonjunktioner. Her beskrives også, hvad bindeordene bruges til.

Numeraler (talord) er tal skrevet med bogstaver. Fx: en, treogtyve, hundrede.

Læs dette digt, hvor digteren udelukkende har gjort brug af numeraler:

TOLV

En    To    Tre    Fire    Fem
Fem    Fire    Tre    To    En
To    Tre    Fire    Fem    Seks
Seks    Fem    Fire    Tre    To
Syv    Syv    Syv    Syv    Syv
Otte    En   
Ni    En   
Ti    En   
Elleve    En   
Ti    Ni    Otte    Syv    Seks
Fem    Fire    Tre    To    En

Et digt fra 1920-21 af den tyske kunstner Kurt Schwitters (1887-1948). Oversættelsen her er af Lars Bukdahl i udgivelsen Kurt Schwitters: Anna Blomst og andre digte, 2002.

Interjektioner (ytringsord, udråbsord). Der er bl.a. følgende hovedkategorier:

• Interjektioner, der udtrykker følelse og fornemmelse, fx åh, ih, oh, fy, hm, av, pyh, grrr.
• Interjektioner, der udtrykker tilskyndelse, fx hyp, prr, hys, shh
• Lydmalende udtryksfulde (ekspressive) interjektioner, fx bang, bonk, tik-tak, vips.

Se dette lille eksempel på brug af interjektioner i et nyhedsbrev fra politiken.dk d. 21. sep. 2018:

Artikler (kendeord), dvs. de små ord og endelser, der knytter sig til substantiver og angiver, om der er tale om et ord af fælleskøn (n-ord, fx en hund), intetkøn (t-ord, fx et hus), eller om substantivet er bøjet i ubestemt form (hunde) eller bestemt form (hunden/hundene).

Ordklassen artikler er en meget lille ordklasse. Den består nemlig kun af disse få ord og endelser: en, et, den, det, de, og endelserne -(e)n, -(e)t, -(e)ne. Altså fx en langhåret hund, et skuespil, den mærkelige mand, det hus, de sidste indianere, og følgende endelser: hunde, hunden, hundene og højhuse, højhuset, højhusene.

Du skal være klar over, at selv om visse ord kan have forskellig grammatisk funktion (fx at et adjektiv kan fungere som et adverbium i en sætning), så ændres ordets ordklasse-tilhørsforhold ikke. Et tillægsord bliver altså ved at være et tillægsord, selv om det fungerer som et adverbium i en konkret sætning. 

Men vær også opmærksom på, at det samme ord kan tilhøre forskellige ordklasser, hvis det samme ord betyder noget forskelligt. I en artikel på Dansk Sprognævns hjemmeside står der om dette:

Ord kan optræde i mere end én ordklasse

"Samme ord" kan optræde i mere end én ordklasse. Det gælder fx under, som kan være:

• et substantiv (fx en under, dvs. en underkrydder, eller et under, dvs. et mirakel)
• et adverbium (fx Der stikker noget under)
• en præposition (fx Temperaturen er under frysepunktet).

Vær også opmærksom på at ord kan optræde med en anden funktion end den som fremgår af ordklassebetegnelsen. Fx kan adjektiver normalt også bruges som adverbier:

• Eleverne arbejder selvstændigt. Ordet selvstændig betragtes som et adjektiv uanset om det bruges som adverbium eller adjektiv. Her er det brugt som adverbium og ender derfor på  -t. Men selvom et adjektiv bruges som adverbium, skifter det ikke ordklasse.

På samme måde er ordet gammel et adjektiv uanset om det bruges som et substantiv, eller om det bruges som et adjektiv:

• Jeg skal hjem at besøge de gamle (bruges som substantiv)
• Jeg skal besøge mine gamle forældre (bruges som adjektiv).

Kilde: Artikel på Dansk Sprognævns hjemmeside om ordklasser: dsn.dk/retskrivning/sproghjaelp-1/Ordklasser.pdf.

I en tekstanalyse, især af lyrik, kan det i visse tilfælde være interessant at observere, hvorvidt der forekommer iøjnefaldende udeladelser af særlige ordklasser (fx adjektiver eller verber), eller hvorvidt en særlig ordklasse dominerer i særlige strofer eller i hele digtet (fx mange beskrivende adjektiver) mv.

Opdager du, at der er noget specielt ved brugen af ordklasser, skal du først beskrive, hvad der er karakteristisk ved brugen og derefter overveje, hvorfor digteren mon har valgt at bruge ordklasser på den måde, han nu har gjort, frem for på en anden måde. Hvad opnår han ved at gøre det på netop den måde?

PS: Nogle gange kan man få en bedre fornemmelse af, hvilken virkning brugen af bestemte virkemidler måske har, ved at undersøge, hvilken virkning det har, hvis der ikke blev brugt det anvendte virkemiddel - eller hvis der blev brugt et andet virkemiddel, end der faktisk er brugt.

Her er et eksempel på dominerende brug af ordklasserne pronomener (stedord) og verber (udsagnsord) i et digt, der måske handler om et parforhold i krise (?):

BOGFØRINGEN HOS DEN LILLE HÅNDVÆRKER

Jeg går
Du går
Jeg går
Du går
Jeg går går
Du går går
Gå
Jeg løber
Du løber
Jeg skriger begær
Du skriger skrig
Jeg styrter styrt
Du styrter mig
Al henkastning af affald forbudt!

Et digt af den tyske kunstner Kurt Schwitters (1887-1948). Udgivet i tekstsamlingen Anna Blume Dichtungen, 1919. Oversættelsen her er af Lars Bukdahl i udgivelsen Kurt Schwitters: Anna Blomst og andre digte, 2002.

I følgende digt af Charlotte Strandgaard (1943-2021) fra 1966 er de to altdominerende ordklasser substantiver (navneord) og adjektiver (tillægsord).

Der er kun ét verbum i digtet, nemlig ordet 'duftende', men dets funktion er adjektivisk i den forstand, at det bruges til at beskrive et substantiv (duftende barn), ligesom alle de andre 'rigtige' adjektiver gør (rødkindet barn, stærk mor, hjælpeløs(t) barn osv.):

Barn rødkindet
barn rødkindet
mor stærk
barn hjælpeløs
mor omsorgsfuld
barn dunet
mor lykkelig
barn uskyldig
mor kærlig
barn lille
mor ung
barn spæd
mor mild
barn rent
mor øm
barn duftende
mor god

Eller læs dette uddrag af 'elskovsdigtet' "Human onomatopoietica 101", hvor bl.a. interjektioner (udråbsord) bruges som virkemiddel.

Udfyld dette skema, der omhandler de 7 vigtigste ordklasser.

Opgaven går ud på, at du først skal skrive et digt, hvor du har fokus på at bruge din viden om ordklasser - og bagefter skal du skrive lidt om det digt, du har digtet.

1. Skriv et digt:

Følgende 'regler' skal overholdes:

1. Dit digt skal handle om en person, som har stor betydning for dig, som er vigtig for dig.
   PS: Det behøver ikke være en person i din familie eller vennekreds. Det kan fx også være en offentlig kendt person, som har gjort indtryk på dig af den ene eller den anden grund.
2. Digtet skal bestå af mindst 4 strofer (strofer er det, vi normalt kalder 'vers', når vi fx taler om sange). Digtet må gerne bestå af flere end 4 strofer.
3. Du må selv bestemme, hvor mange verslinjer der skal være i hver strofe (der kan være det samme antal eller forskelligt antal).
4. Der må ikke være enderim i digtet (dvs. at du ikke må lade sidste ord i en verslinje rime med det sidste ord i en anden verslinje). Grunden til, at du ikke må lave rim, er, at så er der stor sandsynlighed for, at det bliver rimene, der styrer, hvad dit digt kommer til at handle om, frem for hvad du virkelig har på hjerte.
5. Giv dit digt en titel, som er interessevækkende og indholdsmæssigt dækkende.
6. I dit digt SKAL du på en eller anden måde få en effekt ud af at bruge ordklasser som specielt virkemiddel. Det kan være ved:
   • at du i en eller flere strofer bevidst undlader at bruge ord fra én bestemt ordklasse
   • at du lader en eller flere strofer indeholde ord fra kun én ordklasse (fx en strofe, der kun består af navneord)
   • at du bruger særlig mange ord fra én bestemt ordklasse i en eller flere strofer (fx mange tillægsord)
   • at du bevidst varierer brugen af ordklasser fra strofe til strofe fx ved at lade en strofe indeholde specielt mange ord fra én bestemt ordklasse, en anden strofe mange ord fra en anden ordklasse eller lignende
   • at du indleder alle førstelinjer i hver strofe med et ord fra én bestemt ordklasse (fx at de begynder med et udsagnsord) og alle strofernes sidste linjer med det samme ord
   • eller at du.... (find selv på noget ...)

Inden du afleverer digtet, skal du være sikker på, at det faktisk er karakteristisk ved dets brug af ordklasser, dvs. at brugen af ordklasser skal være anderledes end i de fleste almindelige digte, der jo ikke bruger ordklasser som specielt sprogligt virkemiddel.

Hvis du ikke kan argumentere for, at du har brugt ordklasser som et specielt virkemiddel, så må du omformulere digtet.

2. Skriv en metatekst

En metatekst er en tekst, hvor du skriver noget om en anden tekst, du har skrevet. I det her tilfælde skal du altså skrive en tekst om det digt, du har skrevet.

Skriv en metatekst, hvor du fortæller lidt om dit digt og om de overvejelser, du har gjort dig i forbindelse med digtningen. Dvs.:

1. Redegør kortfattet for, hvem og hvad dit digt handler om?
2. Begrund, hvorfor du mener, at titlen på dit digt er interessevækkende og indholdsmæssigt dækkende?
3. Beskriv dit digts form, dvs. hvordan det er bygget op i strofer, hvor mange verslinjer, der er i stroferne (er der samme eller forskelligt antal linjer i stroferne), er der indryk ved nogen af verslinjerne osv.?
4. Redegør for, hvad der er specielt ved din brug af ordklasser i digtet? Hvis du bevidst har brugt en overvægt af ord fra en eller få bestemte ordklasser i et eller flere strofer, så bevis dette ved at lave en optælling af den eller specielt brugte ordklasser.
5. Det er jo ikke antallet af ord fra bestemte ordklasser, der giver digtets dets indholdsmæssige betydning. Det er selve ordvalget, der er afgørende. Hvilke 5-10 ord er efter din mening betydningsmæssigt de mest centrale, de vigtigste, i dit digt.
6. Hvorfor synes du, netop de ord er de vigtigste?
7. Hvilke ordklasser hører de ord, du har udpeget som de vigtigste, til?
8. Hvilken indflydelse tror du, at dit specielle brug af ordklasser i digtet måske kan have på en læsers oplevelse? Gør det digtet mere tungt eller let, mere personligt eller distanceret, mere handlingsorienteret eller beskrivende eller tænksomt, mere varieret eller monotont, mere sprogligt kreativt eller....?
   Omformulér - for øvelsens skyld - en af stroferne i dit digt, sådan at du bruger ordklasse-virkemidlet på en anden måde, end du har gjort.
   Når du sammenligner de to strofer, synes du så, de har en forskellig virkning eller effekt?

Læs her et par eksempler på gode besvarelser af opgaven, som du måske kan blive inspireret af: Eksempel 1 - Eksempel 2.

Du kan selvfølgelig også vælge at vente med at læse dem, til du selv har løst opgaven.