'Syntaks' betyder egentlig 'sammenstilling'. Syntaks er læren om, hvordan sætninger bygges op ved at sammenstille ord/led i en særlig rækkefølge. Kaldes også 'sætningslære'.

I analysen af skriftlige tekster er det vigtigt at undersøge syntaksen, og i skrivningen af egne tekster er det vigtigt at være bevidst om syntaksen.

For at hjælpe modtageren kan afsenderen forme sit sprog med overvejende bagvægtskonstruktioner, dvs. at sætningernes vigtigste grundled og udsagnsled bliver nævnt i begyndelsen af en sætning, og eventuelle ledsætninger kommer bagefter. Så bliver sætningerne nemlig (som regel) nemmere at forstå end sætningskonstruktioner, hvor grundled og især udsagnsled kommer sent i sætningen (såkaldt forvægtskonstruktioner eller 'sætninger med forvægt').

Eksempel på bagvægt: Jeg elsker frikadeller med rødkål, der er placeret på et tykt nybagt rugbrød, som først er smurt med et tyndt lag krydderfedt fra slagteren i Farimagsgade.

Eksempel på forvægt: Frikadeller med rødkål, der er placeret på et tykt nybagt rugbrød, som først er smurt med et tyndt lag krydderfedt fra slagteren i Farimagsgade, elsker jeg.

En sætning med forvægt er bl.a. kendetegnet ved, at dens styrende subjekt (grundled) og verballed (udsagnsled) enten er skilt ad, så subjekt og verballed befinder sig langt fra hinanden, eller placeret sent i en lang sætning, der indeholder flere underordnede sætningsled/ledsætninger.

Et eksempel:

Men da hendes søn, Anton Hannibal Olsen, lidt forsenet, havde afhentet drengen klokken 18:30, kom hun pludselig i tvivl om, hvordan hun skulle opbevare den resterende mængde af den gode, ja udmærkede (hendes afdøde mand ville have sagt excellente) kakao (REXIM COCOA, ægte hollandsk kakao), uden at den til næste planlagte besøg, som angiveligt skulle finde sted måneden efter, idet hendes søn, Anton, kun havde samkvemsret hver fjortende dag, men naturligvis også måtte sætte tid af til sin nye samleverske og denne lille pige, Tina, hvorfor denne om måneden var Farmors Dag, skulle miste kraften.

Citat fra novellen Udløbsdato fra tekstsamlingen Forkrænkelses=suiten og andre tekster (2014) af Viggo Madsen. (Jeg har fremhævet helsætningens to styrende subjekt-verballed (1. 'kom hun', 2. 'den...skulle miste') med rød skrift).

I almindelig mundtlig og skriftlig formidling bør lange forvægtede sætninger undgås. Det gælder således også i dine egne mundtlige oplæg og skriftlige fremstillinger.

I visse sammenhænge bruges forvægtede sætninger helt bevidst af forfattere til fiktive tekster, som ovenstående citat er et eksempel på.

OBS! Bemærk i øvrigt, hvor mange - direkte og indirekte - informationer læseren får tildelt om jeg-fortælleren (som hedder Fru Elvira Madigan Olsen) og hendes familie i løbet af den ene, lange sætning.

Opgave

Omskriv citatet, så det skrives mere sprogligt velformuleret. Det vil bl.a. sige uden sætninger med forvægt og delt i flere helsætninger med punktum imellem.

Den talende i den mundtlige kommunikationssituation fremmer sædvanligvis også forståelsen af det, han siger, ved at bygge sin tale op i parataktiske sætninger, dvs. i sætninger, der består af sideordnede sætningsled, enten i form af en eller flere helsætninger, eller en helsætning og to eller flere sideordnede ledsætninger.

Fx: [Sideordnet sætningsled (helsætning) 1:] Veganeren ville have kogt rosenkål og selleri til aftensmad, og [sideordnet sætningsled (helsætning) 2:] konen foretrak en mør oksetournedos.

Modsætningen til parataktisk sætningskonstruktion er hypotaktiske sætninger, hvor sætningsleddene (ledsætningerne) er underordnet hinanden.

Fx: [Helsætning:] Veganeren ville have kogt rosenkål og selleri til aftensmad, fordi [underordnet sætningsled/ledsætning 1:] han ikke kunne lide koteletter og æg, da [underordnet sætningsled/ledsætning 2] disse fødevarer stammede fra dyr, der [underordnet sætningsled/ledsætning 3:] sikkert havde haft en kummerlig tilværelse, [underordnet sætningsled/ledsætning 4:] inden de blev slagtet.

Et eksempel på en kompleks sætning med mange ledsætninger:

Det komplekse består i følgende eksempel bl.a. i, at sætningskonstruktionen er så lang og indeholder så mange - både side- og underordnede - ledsætninger, at den bliver kompliceret at læse:

En ufortjent vellønnet oplægsholder, som under et fejlannonceret inspirationsmøde forleden i halvanden time formåede at tale ned til samtlige tilstedeværende, mens han ivrigt fór rundt foran et overdesignet PowerPoint-show med et indledningsbillede af sig selv fra et ironman-arrangement og under udveksling af klichéfyldte indforståetheder med den på forreste række forventningsfuldt placerede ledelse konstant serverede himmelråbende banaliteter og angivelige indsigter med en selvimponeret mine, som var det fucking Piaget, der forsvarede sin doktorafhandling, understregende alvorsfulde påmindelser til tilhørerne om nødvendigheden af påståede pointer, som de for fanden har kendt til siden dag to på læreruddannelsen, lovede hen mod slutningen af seancen til fleres ligeglade notering, at han nok skulle maile sine ­slides bagefter.

Kilde: Et blogindlæg af Morten Riemann på folkeskolen.dk, d. 22. feb. 2018.

Indholdet i ens tale eller skrift kan yderligere formes i et analytisk sprog eller syntetisk sprog.

Man kalder det analytisk ledstilling, når overordnede led (såkaldte 'kerneled') står før underordnede led (såkaldte 'adled') i et udtryk eller en sætning. Fx: Hesten [kerneled] er rødbrun [adled]. Hvis der i stedet havde stået: Den rødbrune hest - ville ledstillingen betegnes som syntetisk.

Man kalder det analytisk stil, når en sætnings helsætningsstamme, som indeholder sætningens styrende grundled og udsagnsled (jf. bagvægt, se ovenfor), kommer før helsætningens ledsætning(er).

Man kalder det syntetisk stil, hvis en helsætnings ledsætning(er) kommer før sætningens helsætningsstamme, eller hvis helsætningsstammens grundled og udsagnsled er skilt fra hinanden, således at de er placeret på hver sin side af indskudte ledsætninger i en helsætning (jf. forvægt, se ovenfor).

En lovparagraf som den følgende er karakteristisk ved sin syntetiske stil, fordi helsætningsstammen er splittet op: Helsætningsstammens grundled ("den") står i begyndelsen af helsætningen, og helsætningsstammens udsagnsled ("straffes") står først i sidste del af den lange helsætning. Sætningen er altså dermed også forvægtet:

Straffelovens §243:
Den, som tilhører eller er nært knyttet til en andens husstand eller tidligere har haft en sådan tilknytning til husstanden, og som gentagne gange over en periode udsætter den anden for groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd, der er egnet til utilbørligt at styre den anden, herunder ved udøvelse af negativ social kontrol, straffes for psykisk vold med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Om en sætning er skrevet i analytisk eller syntetisk stil er især relevant at forholde sig til, når der er tale om længere sætninger, idet analytiske sætninger ofte virker nemmere at læse end syntetiske sætninger.

Analytisk sprog er ofte nemmere at læse, fordi det er kendetegnet ved bagvægt, mange konkrete ord og aktive udsagnsord - i modsætning til det syntetiske sprog, der er præget af forvægt, abstrakt sprogbrug og passive udsagnsord.

Punktumstil

Punktumstil (eller punktumsprog) vil sige, at syntaksen i et afsnit i en tekst er præget af ganske korte sætninger, ofte relativt korte helsætninger uden ledsætninger.

En tekst skrevet i punktumstil er som regel relativt nemmere læselig end en tekst skrevet i periodestil, dvs. en stil kendetegnet ved lange sætninger, ofte helsætninger bestående af helsætning + flere side- eller underordnede ledsætninger.

I en litterær dramatisk tekst kan punktumstil signalere optræk til en - eller en igangværende - dramatisk handling. Det er som om, at den korte syntaks danner en staccatorytme, der stemmer overens med den stakåndethed, man kan opleve, når pulsen stiger på gr. af en stigende spænding.

Men punktumstil kan også være et sprogligt kendetegn ved afsnit i en litterær tekst, uden at det har noget med spændingsopbygning at gøre.

Fx er Albert Dams (1880-1972) roman Så' kom det ny brødkorn (1934) karakteristisk ved at indeholde mange passager i syntaktisk punktumstil. Læs fx disse tre passager:

Moder og datter rykkede tæt sammen foran ham. Barnet rakte sin hånd frem. Han tog den. Det sled i ham. Han skulde væk og til noget andet. Han svajede drengeflov og uforstående. Han havde forlangt at blive løst fra sin plads. Nu kunde det ikke tages tilbage. Det greb ham højtideligt som et afgørende vendepunkt. Hans frie hånd lagde sig som til velsignelse på Maries hår.
Barnets hoved stod hårdt og trodsigt mod hånden. Han bøjede sig, fik fat i sin hat og gik. (s. 12)

Han løftede ansigtet fra bogen og plirrede tilfreds med øjelågene. Han havde drengen ved siden af sig. Når Mikael kom i Skovfogedhuset, tog Andrea ham helt for sig selv. Han rodede i lommen for at finde noget at give den dreng. Hjemme var det Andrea, der kunde stikke kage til ham. Han trak en anløben messingbøjle op og rakte ham med et bredt grin. Det var til en pengepung. Der kunne syes skind i to rum. Ved at trykke ned i hver side med tommelfingerens negl, kunde bøjlen åbne til de to rum.
Der lød stemmer og knistren fra forrummet. Mikael havde lukket døren efter sig. Jens Thomsens runde drengeansigt blev spændt. Han puttede bogen i jakkens yderlomme og tog violinen. Snedkersvenden fik den skinnende messingfløjte i hænderne. Noderne lå opslået foran dem. En petroleumslampe hang lavt over bordet. (s. 35).

Han lagde brillerne fra sig, tog lupen og pincetten og lod venstre hånds tommel og pegefinger glide let op ad et strå. Han fangede den nederste forgrening og standsede ved det første af småaksene. Han satte lupen mod øjet og tog pincetten i hånden.
Nu klemte han de to fingre fast om akset, inderavnerne i det største korn løsnedes fra hinanden. Med pincetten flækkede han dem helt ud.
Hans fødder i de jordklinede arbejdsstøvler vaklede på gulvets jord. Benene rystede i de blå lærredsbukser. Hans krop hældede sig forover. Hænderne holdt akset og pincetten i et fast greb. Lupen sad i højre øje, og øjenbrynene strittede over hornets kant. Ansigtet strammedes mod den indeklemte lup. Den havde cylinderslibning som brillerne, han lagde fra sig.
Hornets rør sluttede om en flimrende belyst kreds. De to fingres hud glitrede krystallisk i furer og revner. Avnernes hvide ribber var grove som bygget af menneskehænder med grågrønt fyld imellem. De tre spaltede smørgule støvdragere lå umodne og sovende. Støvvejens to fjervifter stak lysegrønne og viftende op. Under dem i hvidgult flimmer arrets hårduskede bund, dulgt og krævende. Da Signe gik med lille Karl, lagde hun hovedet ind til ham, når han kom og spiste. Hun sad tæt ved ham om aftenen. Andrea syede med gul silke havretoppe på blåt klæde. Hun hægede om ham. Siden gik hun ud og druknede i oversvømmelsen. Den anden aften han var sammen med Marie, græd hun, det gjorde ondt, der kom blod. Herløvsen i Mervadsbro bandede, faenraspemig. Mødom er overtro.
Pincettens to spidser rev de tre sovende støvdragere væk mellem de udspilede avner. Fingrene samlede og glattede avnerne mod hinanden. Småaks efter småaks gennem hver af toppens forgreninger. Han bandt er rød tråd om strået og greb til det næste.
Han flyttede føddernes stilling. (s. 308).

Periodestil

Begrebet 'periode' betyder i sproglig sammenhæng egentlig bare "en sætningskonstruktion, der udgør en syntaktisk og semantisk enhed" (Gads Litteraturleksikon, 2. udg. 2005, s.268).

Men her bruges begrebet 'periodestil' eller 'periodesprog' om en sproglig stil i en hel tekst eller i afsnit i en tekst, der er karakteristisk ved at bestå af mange, lange 'perioder', dvs. lange sætninger, der består af en eller flere helsætninger og flere over- eller underordnede ledsætninger og nogle gange også en del indskudte ledsætninger.