Retorikken er en meget gammel disciplin. Oprindeligt betød retorik 'læren om talekunst'.

Det er først og fremmest den græske filosof Aristoteles (384 f.Kr.-322 f.Kr.), der er kendt for sin udarbejdelse af nogle bestemte grundlæggende regler, som den talende burde følge for at få de lyttende til at tilslutte sig sine synspunkter (se nedenfor om retoriske faser).

Hans pointe var, at det ikke er:

ligegyldigt, om man siger tingene på den ene eller den anden måde. Der vil altid være én [måde], der er bedre end andre (...). Det gælder politikeren, når han vil vinde tilslutning, juristen, når han procederer en sag, præsten, når han forkynder, læreren, når han vil få sine elever til at forstå et matematisk bevis eller et digt, han læser op for dem. I alle situationer, folketing, retssal, kirke, skole, er emnets retoriske dimension aktiveret. (uddrag af leksikonopslag om retorik i Den Store Danske: https://denstoredanske.lex.dk/retorik. Set d. 8. marts 2023).

Retorik betyder som nævnt egentlig 'læren om talekunst', men nu om dage bruges begrebet ofte i meget bred betydning, nemlig i det hele taget om måden, en afsender fremfører og formidler sit stof på, hvad enten det er mundtligt, skriftligt eller visuelt, hvad enten det er en politisk tale, et foredrag, en tale til en fest, en skriftlig artikel i en avis eller til skriftlig eksamen i dansk eller en (audio)visuel tekst i form af en reklame, dokumentar- eller spillefilm.

En så udvidet betydning af 'retorik' indebærer ret beset, at det bliver et overbegreb, der også dækker danskfaglige delområder som stilistik, argumentation og kommunikation. Men, selv om det selvfølgelig ofte vil være meget relevant at beskæftige sig med en afsenders måde at argumentere på, hvis vi skal udføre en helstøbt retorisk analyse af hans tekst, dvs. en fuldstændig undersøgelse af måden, han fremfører og formidler sit stof, så plejer vi dog i danskfaget at skelne imellem:

• Stilistisk analyse, der handler om undersøgelse af en teksts sprogbrug, billedsprog og andre sproglige figurer (gentagelsesfigurer, modsætningsfigurer, dramatiske figurer, klangfigurer og evt. grafiske figurer).
• Retorisk analyse, der handler om en tekstproces' retoriske faser (forberedelse, planlægning og udførelse af både mundtlige og skriftlige tekster, se nedenfor), om undersøgelse af appelformer, sproghandlinger og stilleje mv.
• Argumentationsanalyse, der handler om argumentation med brug af begreber som påstand, belæg, hjemmel, argumentationstyper mv.
• Kommunikationsanalyse, der har fokus på afsender- og modtagerforhold, medie, kommunikationsformer mv.

Hvis en afsender opfattes som retorisk dygtig, er det, fordi han formår at få modtageren til at tilslutte sig talens (eller tekstens) hensigt/budskab gennem den måde, han disponerer sit stof, argumenterer for sin sag og henvender sig appellerende på (jf. begrebet 'retoriske appelformer').

Retorik er oprindeligt læren om, hvordan man konstruerer og fremfører en tale, som informerer, fascinerer og overbeviser modtagerne. Nu om dage bruges begrebet oftest i følgende brede betydning: Læren om at formidle virkningsfuldt og overbevisende.

For at optimere den mundtlige tale eller skriftlige teksts kvalitet og virkning, skal den forberedes, og helt fra antikkens tid har man talt om 'talens fem forarbejdningsfaser':

Først finder man ud af, hvad man vil sige (inventio), så ordner man det, man har fundet, i en fornuftig og virkningsfuld rækkefølge (dispotio), man giver sine således ordnede tanker en passende sproglig form (elocution); herfra kan man så gå videre til fjerde og femte fase i udarbejdelsen: Man indprenter sig det således udformede (memoria), så man kan fremføre det med den ønskede virkning (pronuntiatio [stemmeføring)] eller actio [gestuslære/kropssprog]).

Jørgen Fafner: Retorik - Klassisk og moderne, 9. reviderede oplag (2005), s. 23 (pixidansk.dk's tilføjelser i firkantet parentes).

Eller opstillet i punktform:

1. Invention: Man indsamler sit stof (det, man vil tale/skrive om)
2. Dispotio: Man disponerer/ordner sit stof i en logisk rækkefølge
3. Elocutio: Man formulerer sit stof (sin tale/skriftlige tekst) så korrekt og velformuleret som muligt
4. Memoria: Man øver sig på stoffet (hvis det skal fremføres som tale), så man kan huske, hvad man skal sige.
5. Pronuntiatio/actio (ofte bruges bare betegnelsen 'actio' om denne fase): Man fremfører sit stof med en så virkningsfuld stemmeføring, gestik (kropslige udtryk og bevægelser) og formidlingsredskaber som muligt.

Dette 'retoriske skema' kan også formuleres helt kort: 1) Samle, 2) ordne, 3) formulere, 4) huske, 5) fremføre.