Dramatiske figurer er ord, udtryk eller sætningsdannelser, der i særlig grad aktiverer modtagerens sanser, følelser eller forventninger.

Dramatiske figurer er således ord eller udtryk, der er særlig effektfulde, når det drejer sig om at få modtageren til at græde eller grine eller blive sur, irriteret, glad, opstemt, spændt og forventningsfuld eller befriende forløst.

Hvis det er et karakteristisk træk ved en tekst, at der gøres brug af dramatiske figurer, kan man sige, at teksten er dramatisk designet.

Der findes forskellige undertyper af dramatiske figurer, fx amplifikation, aposiopese, apostrofe, ellipse, emotivt sprog, gradation, humor, hyperbaton, hyperbel (overdrivelse), ironi, litote og meiosis (underdrivelse), retorisk spørgsmål, sarkasme, vision m.fl.

Du behøver dog ikke have styr på alle disse forskellige figurer. De vigtigste dramatiske figurer at kende til og at kunne opdage i andres tekster og bruge som virkemidler i egne tekster, er følgende fem:

• Emotivt sprog
• Humor
• Sarkasme
• Ironi

Ordet 'emotiv' betyder 'følelsesmæssig'. Begrebet 'emotivt sprog' (eller 'sproglige værdiladninger') skal i denne sammenhæng forstås som mundtlig og skriftlig sprogbrug, der bruges til at formidle en særlig sanselig eller følelsesmæssig stemning eller 'tone' i en tekst eller til at udtrykke vurderinger af/holdninger til nogen eller noget.

Emotivt sprog kan bruges som:

• stemningsmarkører, dvs. at afsenderen (fx en forfatter) bruger sproglige værdiladninger til at skabe en neutral, positiv eller negativ stemning
• holdningsmarkører, dvs. at afsenderen bruger sproglige værdiladninger til at udtrykke sin egen eller andres neutrale, positive eller negative holdning til en person eller et sagforhold.

Hvis der er tale om verbale (= skriftlige og mundtlige tekster) kan ord være:

• positivt ladede, også kaldet +ord (plusord), fx ordet 'duft'
• neutralt ladede, også kaldet 0ord (nulord), fx ordet 'lugt'
• negativt ladede, også kaldet ÷ord (minusord), fx ordet 'stank'.

Alle ordklassers ord kan i tekstlige sammenhænge være neutralt (0), positivt (+) eller negativt (÷) værdiladede, men det er især:

• adjektiver (tillægsord) - fx ord som femkantet (0), lilla (0), velduftende (+), dygtig (+), pinlig (÷) og utroværdig (÷)
• substantiver (navneord) - fx ord som hus (0), cykel (0), livsglæde (+), stolthed (+), løgn (÷) og fattigdom (÷),
• verber (udsagnsord) - fx ord som er (0), bliver (0), elsker (+), jubler (+), hader (÷) og voldtager (÷)

...der i praksis er hovedingredienserne i emotivt sprogbrug.

I stort set alle litterære tekster anvendes emotivt sprog som virkemiddel. Hvis det er et karakteristisk træk ved en tekst (= at der bruges mange positive og/eller negative emotive ord), siger man, at det emotive sprogbrug er en del af tekstens dramatiske design.

Opgave:

Hvilke positivt ladede emotiver kan du finde i denne e-mail til en kunde fra firmaet Made4men.dk - og hvilke ordklasser hører emotiverne til?:

Hej igen. Din ordre er nu afsendt Vi tillader os altså lige at sende dig endnu en mail - for vi er så glade for, at du har valgt at handle hos os på Made4men.dk.
De søde ansatte i vores pakkeri har nu fundet produkterne til din ordre og pakket dem forsigtigt ind til dig.
Om få minutter kommer det glade postbud og afhenter pakken og i mellemtiden vil vi blot trække pengene på dit betalingskort og måske slappe lidt af. Med andre ord: Bare rolig, alt er i skønneste orden og din pakke er på vej til dig. (E-mail fra Made4men.dk, d. 11. april 2016).

NOTABENE! Det er meget vigtigt at være opmærksom på, at et ords emotive funktion, dvs. om det opfattes neutralt, negativt eller positivt værdiladet, er helt afhængig af den kontekst (sammenhæng), det indgår i:

1. Ordet 'klog' er fx som udgangspunkt et positivt ladet ord. Denne værdiladning bibeholdes i en sproglig kontekst, hvor man mener det, man siger. Fx når et barn stolt siger om sin far: Han er sørme klog!.
2. I en sætning som Han er sørme ikke rigtig klog! kan ordet 'klog' imidlertid skifte fra positiv til negativ værdiladning, fordi det bliver stillet sammen med adverbiet (biordet) 'ikke', og derfor får den modsatte af sin oprindelige betydning: 'klog' bliver til 'ikke klog'.
3. I den samme sætning, Han er sørme ikke rigtig klog!, kan ordet 'klog' dog bevare sin positive værdiladning, selv om det står sammen med 'ikke', hvis det siges i en kontekst, hvor den, der fremsætter udsagnet, faktisk er imponeret over, at en person tør gøre et eller andet, som man ikke plejer at (turde at) gøre (= 'Ih, altså, at han tør - bare jeg var lige så sej som ham').
4. Og i en ironisk kontekst kan ordet 'klog' også ændre værdiladning, fordi det nærmest kommer til at betyde det modsatte (= dum): Fx hvis man siger: Han er sørme klog! til eller om en person, der afslører mangel på helt elementær almen viden.

Når du i en analyse af en tekst undersøger en mulig forekomst af emotivt sprog, er det desuden vigtigt at have for øje, at en afsenders intention med brug af stemnings- eller holdningsmarkører kun lykkes, hvis modtageren oplever markørernes virkning i overensstemmelse med afsenderens intentioner.

Hvis en modtager fx ikke oplever en stemning i et afsnit i en novelle som negativ (trist, vemodig, sørgelig eller lignende), selv om det lige netop er en sådan stemning, afsenderen har forsøgt at skabe - ja, så fungerer brugen af emotivt sprog ikke efter hensigten.

Læs nedenstående korte digt og gør rede for brugen af emotivt sprog (= værdiladede ord):

1. Skriv en liste over de ord i digtet, der er henholdsvis negativt ladet og positivt ladet
2. Gør rede for om - og eventuelt hvor - der sker et skift i digtet i forhold til ændring af værdiladning?
3. Hvad bruges hhv. de negativt og positivt ladede ord til at beskrive?
4. Hvad er henholdsvis tyren og barnet et symbol på?

Vågen

Natten går bort, en sort tyr
- svulmende kød af sorg, af skræk og gåde -
der har brølet frygtelig, umådeligt,
til svedig rædsel for alle de faldne;
og dagen kommer, et friskt barn,
der beder om tillid, kærlighed og latter
- et barn som, dér langt borte,
i den skjulte egn hvor
begyndelsen mødes med enden,
et øjeblik har leget,
på en eller anden eng
af lys og skygge,
med tyren der var på flugt -.

Et digt af den spanske digter Juan Ramón Jiménez (1881-1958) fra 1923, oversat af Uffe Harder og bl.a. gengivet i et tillæg i Hugo Friedrichs Strukturen i moderne lyrik, 1987 (1956).

Humor, sarkasme og ironi har det til fælles at være virkemidler, der ligger i tekstens 'undertekst', altså i et betydningslag i teksten, der ikke er eksplicit, dvs. ikke åbenlyst, men derimod implicit, dvs. skjult, men dog i de fleste tilfælde alligevel underforstået i den forstand, at afsender på en eller anden måde prøver at signalere til modtageren, at det fortalte er humoristisk, sarkastisk eller ironisk.

Hvis modtageren ikke (under)forstår afsenderens humor, sarkasme eller ironi, så er kommunikationen mellem afsender og modtager slået fejl. Derfor er det vigtigt som modtager at undersøge, om der er tegn på brug af sådanne virkemidler i en tekst, hvad enten teksten er verbal (fx en skriftlig tekst), visuel (fx et reklamebillede) eller audiovisuel (fx en film).

Uddrag fra dramaet Kabale og Kærlighed (1784) af Friedrich Schiller:

(Kammertjeneren kommer ind på et værelse, hvor fyrstens elskerinde (Milady) befinder sig. Fyrsten har bedt tjeneren om at give Milady nogle kostbare smykker som gave).

Kammertjeneren
Hans fyrstelige højhed anbefaler sig underdanigst Milady og sender Dem disse brillanter til brylluppet. De er netop ankommet fra Venedig.

Ladyen
(har lukket skrinet op og farer forskrækket tilbage).
Du godeste! Hvad betaler Fyrsten for de sten?

Kammertjeneren
(...) De koster ham ikke en hvid.

Ladyen
Hvad? Er du gal? Ingenting? (...) Disse uvurderligt kostbare stene - de koster ham ingenting?

Kammertjeneren
I går blev syvtusind af landets børn sendt af sted til Amerika. De betaler det hele.

Ladyen
(Sætter brat skrinet ned. (...)).
Hvad er der med dig, mand? Du græder jo?

Kammertjeneren
(Tørrer øjnene, med frygtelig røst, skælvende over hele kroppen).
Ædelstene som de dér - Jeg har også et par sønner blandt dem.

Ladyen
(Vender sig bævende bort, tager hans hånd).
Men ingen er da blevet tvunget?

Kammertjeneren
(Ler frygteligt).
Å Gud - Nej - lutter frivillige. Der var godt nok et par næsvise fyre, som trådte frem foran geleddet og spurgte obersten, hvor meget fyrsten tog for et spand mennesker? - men vor nådige fyrste lod samtlige regimenter marchere op på paradepladsen og de rapkæftede skyde. Vi hørte geværerne brage, så hjernerne sprøjte på brostenene, og hele armeen skreg: Hurra! til Amerika! -

Ladyen
(...) Gode Gud! Gode Gud! - Og jeg hørte ingenting? Og jeg mærkede ingenting?

Kammertjeneren
Ja, nådige frue - hvorfor skulle I også ride på bjørnejagt med vores herre lige samtidig med, at man trommede til afgang? - Den herlighed burde I da ikke være gået glip af, hvordan de smældende trommer forkyndte, at tiden var inde, flæbende faderløse fulgte efter en levende far her, og en rasende mor dér løb hen for at spidde sit diende barn på bajonetterne, og hvordan man med sabelhug rev brudgom og brud ud af hinandens arme, og vi gråskægge stod dér fulde af fortvivlelse (...).

***

Mini-analyse af ironi i uddrag af scene fra skuespillet Kabale og Kærlighed (1784):

Handlingen er, at fyrstens elskerinde, Milady, får nogle meget kostbare smykker i gave. Dem har fyrsten fået råd til at købe ved at sælge 7000 fattige børn som slaver, der bliver sendt til Amerika.

Når Milady naivt spørger: "Men ingen er da blevet tvunget?" Og kammertjeneren dertil svarer: "Å Gud - Nej - lutter frivillige," så er det en ironisk bemærkning, for selvfølgelig var børnene ikke frivillige; det var ikke deres eget valg at blive sendt til Amerika. De blev taget fra deres forældre med magt, så de var altså netop 'blevet tvunget'.

Når tjeneren bagefter siger: "men vor nådige fyrste lod samtlige regimenter marchere op på paradepladsen og de rapkæftede skyde. Vi hørte geværerne brage, så hjernerne sprøjte på brostenene," så er det også dybt ironisk at kalde fyrsten for 'nådig'. Ordet 'nådig' betyder jo 'mild', 'barmhjertig' eller 'overbærende'. Og man kan vel ikke sige, at det er særlig 'mildt' eller 'barmhjertigt' at skyde mennesker, så deres hjerner sprøjter ud på brostenene, bare fordi de siger fyrsten imod, vel?

Når kammertjeneren til sidst siger:

"Ja, nådige frue - hvorfor skulle I også ride på bjørnejagt med vores herre lige samtidig med, at man trommede til afgang? - Den herlighed burde I da ikke være gået glip af, hvordan (...) flæbende faderløse fulgte efter en levende far her, og en rasende mor dér løb hen for at spidde sit diende barn på bajonetterne, og hvordan man med sabelhug rev brudgom og brud ud af hinandens arme (...)."

... så er det ironisk at kalde et så forfærdeligt sceneri for 'den herlighed'. Der er vist ikke ret meget 'herlighed' over, at børn med vold bliver taget fra deres forældre for at blive sendt til Amerika, at en mor med et diende barn ved brystet i fortvivlelse begår selvmord ved at lade sig spidde på en af soldaternes baronetter.

Overdrivelse

Overdrivelse (også kaldet hyperbel) er en figur, der både kan have humoristisk (komisk), ironisk, sarkastisk eller ligefrem grotesk karakter.

At overdrive er vil sige at beskrive noget som mere, som større, mindre, bedre, værre, flottere, grimmere mv., end man egentlig mener, det er.

Et eksempel på overdrivelse er følgende verslinje fra digtet ”Löveridderen” af Adam Oehlenschläger i digtsamlingen ”Digte” (1803):

hvor blegere den blege Straale blegner

Så kan solstrålen da vist næsten ikke blive blegere...

Et andet eksempel på hyperbel er denne billedsproglige beskrivelse af den lykke, en dreng føler, ved at være sammen med sin bedste ven i bedsteforældrenes sommerhus i sommerferien:

(...) vores negle var nedbidte af iver, øjnene opspilede af leg. Vi trodsede slåen og brombærkrat, brændenælder og bjørnekløer. Vi var herrer over landskabet.

fra Naja Marie Aidts novelle "Den blomstrende have" (1993), min fremhævning af hyperblen.

Her går overdrivelsen på, at de unge drenge er så glade og har det så fedt, at de lige i øjeblikket føler sig uovervindelige. Det er naturligvis en overdrivelse at påstå, at de er herrer over landskabet, og det også en overdrivelse, at de bare tonser igennem brombærkrat, brændenælder og bjørnekløer. Hvis de gjorde det, ville de jo blive revet til blods, de ville få smertefulde brandsår af brændenælderne og kunne få varige hudskader af bjørnekloens giftige saft.

PS: Bemærk, at en tekst ikke kan betegnes som dramatisk designet, bare fordi der bruges en enkelt eller få hyperbler som virkemiddel.

Hvis overdrivelse skal udgøre en (del af en) teksts dramatiske design, skal overdrivelsen være et karakteristisk og dominerende træk ved teksten. Og det er vel netop tilfældet i denne skillingsvise fra sidste halvdel af 1800-tallet af Julius Strandberg. Overdrivelsen er her af så grotesk karakter, at den gør fortællingen tragikomisk:

Adolf var af stand velbåren
En skrækkelig vise

1. Adolf var af stand velbåren,
men han elsked’ Thora uden held;
så sprang han lige ud fra Rundetår’en
og slog sig rent forskrækkelig ihjel.

2. Thora sad og græd ved nålen.
Da hun fik at vide Adolfs død,
gik hun hen og drak af vitriålen,
og døde af den slemme drik, hun nød.

3. Adolfs fader tålte ikke,
at hans søn så skrækkelig omkom;
travrig hængte han sig i en strikke,
da først han havde drukket flasken tom.

4. Moderen fik knap fornummen,
at de andre sådan vandred’ bort,
før hun tog en snaps af opiummen
og sov sig død, ak, livets fryd er kort.

5. Thoras far var død; men moren
troede, Thora mored’ sig på bal.
Da hun hørte, tøsen var kreporen,
hun droned’ sig i Fred’riksholms Kanal.

6. Adolfs onkel, stabssergenten,
var en grum og bister militær -
skød sig selv og el’ve børn og tanten
med røgsvagt krudt og repetérgevær.

7. Deres skrædder var af slagsen,
da han mærked’, kunderne var væk,
myrded’ han sig samme dag med saksen.
Da konen så dét, døde hun af skræk.

8. Og en mand, som kom fra Fy’en,
(skønt han ingen af dem havde kendt);
da han så, hvor galt det var i byen,
så skød han sig ved Thoras hus omtrent.

9. Jeg, som drejer denne kasse,
jeg er ked af livet, ser De vel -
men jeg vil ikke dø som denne masse ...
nej, jeg vil langsomt drikke mig ihjel.

Her gengivet fra Soldatersange - og tapre historier af Jesper Rasmussen, 2000. (Hør Kim Larsens fortolkning af skillingsvisen: youtu.be/JPPpRviZF8Y?si=G9NlEZ-CpdA7z_Hf).

Underdrivelse

Også underdrivelsen (kaldet meiosis) kan have humoristisk (komisk), ironisk eller sarkastisk karakter.

Den mest almindelige underdrivelse kaldes litote og er en slags ironisk figur, hvor man bevidst underdriver, således at man egentlig mener det modsatte af, hvad man skriver eller siger.

Underdrivelse er naturligvis overdrivelsens modsætning. Når man underdriver, beskriver man bevidst noget som mindre godt, dårligt, flot, grimt, svært mv, end man egentlig synes, det er.

En litote er det fx at sige: "Det skete ikke så sjældent". Her bekræfter man noget ved at benægte det. I dette tilfælde benægter man, at noget sker sjældent, ergo bekræfter man, at det sker tit.

Eller se dette lille klip fra sporten i TV Avisen. Her underdrives trænerens reaktion 'en smule' til sidst:

Aposiopese er en dramatisk figur, hvor afsenderen (fx en forfatter) bevidst afbryder eller undlader ord i en sætning, så det er op til modtageren (fx læseren) selv at forestille sig, hvad der skal stå, dér hvor sætningen afbrydes, eller ordene mangler.

Aposiopesen er et ofte brugt virkemiddel i bl.a. Herman Bangs impressionistiske værker.

Den angives ofte med et antal punktummer (som regel tre) lige efter hinanden.

Et eksempel:

I en gård nede ved fjorden boede en mand, som de kaldte Bitte-Anton. Han var gammel og hvidhåret og havde aldrig været gift. Det kom af, at Bitte-Anton var en tøvende og grundig natur. Han havde tit og ofte været i støvlerne for at bejle; i løbet af 40-50 år var det hændt mange gange, at en enke sad i sin bedrift og trængte til støtte. Men . . .

Indledningen til novellen "Cecil" af Johannes V. Jensen (1873-1950) fra tekstsamlingen Himmerlandsfolk, 1898.

Forudgreb, der også kaldes 'prolepsis' eller 'flashforward', er betegnelsen for den dramatiske figur, der udtrykker en forventning til noget, som fortælleren har kendskab til (eller en forud-anelse om) vil ske i fremtiden eller bare senere i fortællingen.

Et eksempel:

Det var et herligt øjeblik for Holmes. Men lidet anede han, at hans utrolige evner snart skulle stå en meget større prøve. En prøve af skrækindjagende og dødbringende omfang.

Fortællerreplik fra filmen Young Sherlock Holmes (dansk titel: Frygtens pyramide), 1985. Instruktion: Barry Levinson.

Et andet eksempel:

Hun havde seks bryster, småtoppede, på tre rækker over hverandre, nærmest som dievorter. Deres fuldkomne skønhed! Ellers var hun identisk med de andre, magnetisk i sin skønhed, uimodståelig i sit begær. At lade hænderne glide ned over hendes brystkasse! Som at spille på vaskebræt! Som at læse brailleskrift! Nye toner, nye tekster, fra gang til gang! Hendes gådefuldhed holdt aldrig op! Den holdt aldrig op! Det var så ufatteligt alt sammen, at man måtte glemme alt omkring sig. For eksempel virkeligheden. Men den glemte ikke mig; tro endelig ikke det!

Citat fra Viggo Madsens novelle "Du er gudinden" fra tekstsamlingen Forkrænkelses=suiten og andre tekster (2014). Min fremhævelse af forudgrebet.