Uddybning om gentagelsesfigurer

Her følger definitioner af gentagelsesfigurerne anafor, epifor, epanastrofe, apanados, trikolon og bogstavrim.

Anafor, epifor og epanastrofe

Både anaforen, epiforen og epanastrofen er identiske gentagelser.

En anafor er en identisk gentagelse, der er kendetegnet ved, at de første ord i en sætning gentages som de første ord i flere efterfølgende sætninger Det kan illustreres på denne måde: X ... ... / X ... .... Gentagelsen kan ske i to eller flere sætninger.

Hvis gentagelsen sker tre gange, har det en særlig effekt, fordi vi i vores kultur genkender netop denne form for gentagelse fx fra eventyr, og fordi tre-tallet igennem århundreder er blevet opfattet som forbundet med noget helligt, magisk eller i hvert fald noget, der har en særlig betydning. Det kommer fx til udtryk i talemåderne alle gode gange tre, tredje gang er lykkens gang mv.

I undefineden berømt tale af Martin Luther King bruges anaforen som markant virkemiddel. (Se undefineden videooptagelse af talen). Fx når Luther King gentager ordene 'Lad det genlyde af frihed' i begyndelsen af mange sætninger, bl.a. i disse:

Lad det genlyde af frihed – fra New Yorks mægtige bjerge!
Lad det genlyde af frihed – fra Pennsylvanias svimlende høje Allegheny-bjerge!
Lad det genlyde af frihed – fra de sneklædte Rocky Mountains i Colorado!
Lad det genlyde af frihed – fra de bugtede skrænter i Californien!

Hvis der sker en gentagelse af det eller de sidste ord i flere sætninger, kaldes gentagelsesfiguren for en epifor: ... ... X / ... ... X. Som fx i denne strofe fra Thøger Larsens digt "Septembernat" fra digtsamlingen Limfjords-Sange (1925):

Høst er endt, og Løvfald
kommer, Nat og Løvfald,
Maaneskin og Løvfald,
Suk og Sorg og Løvfald.

Eller som i denne første strofe fra digtet "Skovvise" af Sophus Claussen fra 1904 (hvor epiforerne er angivet med blå kursivskrift):

Det er et Vejr, et dejligt Foraarsvejr.
Jeg har dig kær, og hvis du har mig kær,
kom, sid mig nær — jeg sidder dig saa nær.

Hvis det sidste ord i en sætning gentages som første ord i en efterfølgende sætning, kaldes figuren for en epanastrofe: ... ... X / X ... ....

Læs denne epanastrofe i første linje i teksten på en af de plastikposer, som togpassagerer kan lægge deres affald i:

Epanodos

Epanodos er kendetegnet ved, at der sker en slags 'omvendt' gentagelse i den forstand, at rækkefølgen af ord i første del af en sætning byttes om i sidste del af sætningen. Det kan illustreres på denne måde: ... X ... Y ... / ... Y ... X ....

Ofte er epanodos karakteristisk ved, at subjekt (grundled) og objekt (genstandsled) bytter plads fra første del til anden del af sætning.

Fx den berømte epanodos af den tidligere amerikanske præsident John F. Kennedy (1917-1963) i en tale i 1961: My fellow Americans, ask not what your country can do for you, ask what you can do for your country.

Eller anden og tredje verslinje i denne strofe:

i tv-programmet fletter kammerpigen fruens hår om aftenen
så håret ikke bliver filtret af søvnen
så søvnen ikke bliver filtret af håret
sådan må man være sin egen kammerpige hver aften

Første strofe i digtet "døvnælde" fra digtsamlingen Marts er bedst af Lea Marie Løppenthin (f. 1987), 2016. Digtet er udgivet første gang i serien "A little less conversation" No 8, 2015.

Trikolon

Et trikolon (som i flertal hedder trikola) er en form for varieret gentagelse. Figuren kaldes også retorisk tretrinsraket, treliste eller triade.

Et trikolon er et sprogligt udtryk, der består af tre dele eller led. Ofte indeholder en trikolon en særlig rytmisk eller lydlig gentagelseseffekt, der får den til at minde om en treleddet remse.

Mange trikola har et stigende antal led som fx i trikolonet Gud, konge og fædreland (hvor 'stigningen i led' skal forstås på den måde, at første del af trikolonet består af én stavelse (Gud), næste led består af to stavelser (kon-ge) og sidste led af tre stavelser (fæd-re-land).

Det er ikke altid, at stigningen i trikolonets tre led er så regelret, men det er dog ganske almindeligt, at det tungeste led (= det, der består af flest ord eller stavelser) nævnes til sidst. Man siger, at trikolonet udvikler sig mod et klimaks (også kaldet incrementum). Fx som i disse to trikola: trip, trap, træsko og undefinedKasper og Jesper og Jonathan.

Et eksempel på en sætning, der indeholder et trikolon, er denne fra en tale af den norske politiker C. J. Hambro (1885-1964) i 1938 (min fremhævning af trikolonen):

I en længere periode end noget andet land i verden har vi stået uden for enhver krig, enhver revolution, enhver voldelig omvæltning.

Når et trikolons tre led alle indledes med samme identiske gentagelse (i ovenstående citat er det jo ordet 'enhver', der udgør den identiske gentagelse), kaldes det et anaforisk trikolon (eller en anaforisk triade).

Et andet, norsksproget, eksempel, hvor der indgår tre trikola (trikolonernes tre dele angives her med tal):

Ungdommene vi mistet hadde livet foran seg.
(1) De skulle feire bursdager, gifte seg og få barn.
(2) De skulle kjempe for saker de trodde på, oppleve seire og tap.
(3) De stod foran livets største gleder og mange utfordringer.
Alt dette ble revet bort.

(1) Familier mistet en av sine kjære.
(2) Vi var mange som mistet venner.
(3) Norge mistet 77 uerstattelige. (...)

Sorgens vei er lang.
Terroren skapte (1) sår som aldri vil gro.
(2) Arr som aldri vil forsvinne.
(3) Savn som aldri vil stilles.

Fra tale af den tidligere norske statsminister Jens Stoltenberg, d. 22. juli 2016, i anledning af mindehøjtidelighed på femårsdagen for massakren på Utøyia.

Bemærk i øvrigt, at i det første af Stoltenbergs trikola, altså den der indledes med sætningen "Ungdommene vi mistet hadde livet foran seg" indgår også en trikolon i første del af den 'større' kolon, nemlig 1) feire bursdager, 2) gifte seg og 3) få barn. Det samme gælder i den anden, hvor trikolonet udgøres af formuleringen: 1) kjempe for saker de trodde på, 2) oppleve seire og 3) tap.

I begge følgende passager fra blogindlæg af Jan Hoby i avisen.dk indgår også et trikolon:

  • Men ”gaven” er også en narresut, der både er nedladende, hyklerisk og arrogant, når det kommer til regeringens motiv. Tanken er nemlig at øge fokus på at nedbryde den ”negative sociale arv”, oplyser Ellen Trane Nørby (V), minister for børn, undervisning og ligestilling.
  • Men hvis der er noget, som denne regering har mestret, så er det at øge uligheden i samfundet fra kælder til kvist. Vi kan i virkeligheden nøjes med at nævne regeringens sidste nedværdigende og ondskabsfulde ulighedsskabende initiativ kontanthjælpsloftet.

Fra artiklen undefinedTror I, at forældre og pædagoger er snotdumme? af Jan Hoby i avisen.dk, d. 29. aug. 2016.

Andre eksempler på brug af trikola findes i rigt mål i en tale, den amerikanske præsident Barack Obama holdt i Chicago, lige før han tiltrådte som præsident i 2008. Fx:

  • Forandringen har været længe undervejs, men i aften, i kraft af vores indsats på denne dag, ved dette valg og i dette afgørende øjeblik, er den kommet til Amerika.
  • [Valgkampen] begynde i baghaverne i Des Moines, i dagligstuerne i Concord og på verandaerne i Charleston.
  • Den fik styrke fra (...) de millioner af amerikanere, som deltog frivilligt, organiserede og beviste, at regering af folket, ved folket og for folket nu mere end to århundreder senere ikke er forsvundet fra denne jord.
  • Og frem for alt vil jeg bede jer om at deltage i arbejdet med at genskabe denne nation (...) blok for blok, mursten for mursten og barket næve for barket næve.
  • Dette er vores mulighed (...). Dette er vores øjeblik. Dette er tidspunktet...

Et eksempel på brug af trikolon i en novelle:

Men jeg føler, at De er den eneste, jeg kan henvende mig til i min nuværende situation, der er præget af forvirring, rådvildhed og stigende desperation. (Fra novellen "Hvem er Antonia" af Hanne Marie Svendsen (f. 1933) fra novellesamlingen Gyngende grund, 2010, min fremhævning af trikolon).

Når trikolonet kan siges at udtrykke en gradvis stigning eller nedtrapning i betydning eller følelsesmæssig intensitet, så kaldes figuren og en gradation.

Trikolonet herover, altså "forvirring, rådvildhed og stigende desperation" er vel et eksempel på en gradvis stigning i betydning, ikke?

Bogstavrim

Bogstavrim (også kaldet allitteration) regnes egentlig med til den type sproglige figurer, der kaldes klangfigurer, hvorunder bl.a. rim hører. Men bogstavrim er dog ikke desto mindre en form for gentagelse, nemlig gentagelse af begyndelseslyden i ord. Fx som i dette trikolon: Samarbejde, solidaritet og samfundssind (alle tre ord begynder med samme bogstav, nemlig 's').

Et eksempel på bogstavrim i et digt:

Se og med svagere Slag sig nu Vingerne sænke;
under den sejrende Sols Straaler de nøle;
Bølgerne bruse nu ikke mer imod Stranden; de stænke
Skummet mod Stenene kun, og en mildere Vind
nu kan jeg føle saa kælende køle min Kind.

Digtet Morgen Paa Langelinie af undefinedGeorg Brandes (1842-1927) fra digtsamlingen Ungdomsdigte (1902).

Det afgørende kriterium for, om der er brugt bogstavrim eller ej, er at lyden/udtalen af bogstaverne eller de betonede stavelser er ens. I eksemplet ovenfor med tre ord, der begynder med samme bogstav er der jo anvendt bogstavrim, men der er også tale om bogstavrim i et digt, hvis der i en verslinje står 'hvide vinteraftner' eller 'cirklende sangfugle', selv om forbogstaverne jo ikke er ens.

Den mest brugte form for bogstavrim er at lade forbogstaverne i ord lyde ens, men hvis første stavelse i et eller flere af ordene, der indgår i et bogstavrim med enslydende forbogstaver, er tryksvage, opleves den rytmiske effekt ikke så stærk. Derfor taler man også om bogstavrim i de tilfælde, hvor det kendetegnende er, at lyden er ens i flerstavelsesords betonede stavelse, selv om den betonede stavelse ikke er den første stavelse.

Eksempel:
Fx er der mindre rytmisk flow i sætningen 'Finn forstyrres i finalen' end i sætningen: 'Stinne forstyrres i stuen'. Den afgørende forskel mellem de to eksempler er, at:

  • i første eksempel indeholder bogstavrimet også ensartet lyd på to ords ubetonede stavelse, nemlig på stavelsen 'for' i ordet 'forstyrres' og 'fi' i 'finalen'. Her er der altså kun ensartet lyd i en af de tre ords betonede stavelser.
  • i andet eksempel er bogstavrimet kendetegnet ved, at der er ensartet lyd i tre ords betonede stavelser. st-lyden i ordet 'forstyrres' hører altså med til bogstavrimet, fordi det netop er ordets anden stavelse (for-styr-res), der er dets betonede stavelse.

Til toppen

Glossary

Allitteration

Bogstavrim, der er kendetegnet ved, at begyndelsesbogstaver, der er eller lyder ens, gentages i flere ord. Et eksempel: Jeg går da tit en tur og tænker mig tom. (Verslinje i sangen Lad det staa af Mikael Simpson fra cd'en Noget laant, noget blaat, 2011).

Arrogance

overlegen; en adfærd, der signalerer: Jeg er mere værd end andre.

Revolution

Ordet revolution bruges især i politisk betydning om en gennemgribende omvæltning af et samfund og dets styreform og institutioner. Men revolution kan også bruges i en bredere betydning om noget, om en situation, der forandrer sig pludseligt og/eller voldsomt.

Pixidansk.dk | ISBN 978-87-998642-4-9 | © Forfatter og ansvarshavende: Jørn Ingemann Knudsen 2024 | Kontakt