Med begrebet budskab menes afsenderens mere eller mindre skjulte udsagn i en given tekst om, hvilke menneskelige livserfaringer og/eller livsværdier han synes er særlig interessante, vigtige, positive eller negative.

Professor i journalistisk og cand.phil. i dansk sprog og litteratur, Peter Harms Larsen (1943-2018), skriver i sin bog De levende billeders dramaturgi (2003):

Enhver historie sætter værdier i spil på en sådan måde at der sker et værdiomslag: positiv → negativ eller negativ → positiv fra begyndelse til slutning; fx fra ulykke til lykke, fra vold til fred, fra liv til død, fra uretfærdighed til retfærdighed, fra uvidenhed til indsigt, fra tvang til frihed, fra magt til afmagt, fra orden til kaos, etc. Og drivkraften i disse værdiomslag er det konfliktfyldte handlingsforløb som hovedpersonen gennemløber. (s. 22).

Og han skriver videre s. 22-26:

Når en film, en fortælling eller et teaterstykke har nået sin dramatiske slutning, kan omslaget af de bærende værdier formuleres og sammenfattes i et koncentreret værdiorienteret udsagn - en generel påstand om menneskets vilkår og muligheder i verden - som hovedpersonen gennem historiens forløb kommer til at bevise. Denne påstand vil vi kalde historiens bærende ide.

På Holbergs tid talte man i den betydning om teaterstykkets morale. (...) Litteraturforskere taler om, hvad forfatteren til en roman dybest set "vil sige" med sit værk. Og de bruger begreber som romanens "budskab" eller "egentlige mening" om den påstand. Herhjemme har man i en række år talt om historiens præmis (...) i betydningen: den påstand som udgør essensen af dramaets hensigt og mening.

I alle tilfælde er udgangspunktet en erkendelse af at enhver historie skal have en retning, et mål og et perspektiv som publikum til sidst skal indse og opleve den symbolske sandhed i. En sandhed som analytisk kan formuleres som en påstand der bevises - ikke gennem logik, argumenter og dokumentation, men gennem det dramatiske udsnit af menneskers liv som historien i eksemplarisk form fremstiller.

Men - og det er en ikke uvigtig pointe - det er en påstand mange forfattere og instruktører ofte ikke har lyst til eksplicit at formulere (...) Fred være med dem! Her skal der i første omgang analyseres - ikke produceres.

Man kan formulere den bærende ide for hele genrer, fx kriminalhistoriens: Forbrydelse betaler sig ikke, retfærdigheden sejrer til sidst; eller kærlighedshistoriens: Den store kærlighed overvinder alt.

For den enkelte konkrete historie skal den bærende ide formuleres i forhold til de specifikke bærende værdier som netop dén sætter i spil. Ibsens "Et dukkehjem": Moralsk ulighed i ægteskabet fører til dets opløsning. Shakespeares "Macbeth": Hensynsløs ambition fører til undergang. H.C. Andersens "Den grimme ælling": Det gør ikke noget at være født i andegården når blot man har ligget i et svaneæg.

Jo mere generelt den bærende ide formuleres, jo flere historier kan den dække. Eller omvendt, mange historier har samme bærende ide hvis de formuleres tilstrækkeligt abstrakt: Tvang fører til frihedskamp. Overmod fører til undergang. Uselviskhed fører til lykke. Blind kærlighed er livsfarlig.

Når man vil formulere den bærende ide for en historie, er kunsten at tilføje de specifikke værdier og særlige vilkår som karakteriserer netop denne historie - frem for andre beslægtede historier. For Thelma og Louise (en amerikansk film fra 1991, min anm.) forekommer følgende påstand at være dækkende for historiens bærende ide:

Kvinders oprør mod et voldeligt og undertrykkende mandssamfund fører til frihed - hvis kvinder er solidariske, tør bruge alle midler og er villige til at ofre alt - selv livet.

Man kan altså sige, at begreberne budskab, morale, bærende idé og præmis ofte bruges i nogenlunde samme betydning i tekstanalytisk sammenhæng.

Der kan yderligere tilføjes et udtryk til denne samling af synonymer, nemlig begrebet fortællerholdning. Dette begreb foretrækker mange dansklærere at bruge i litterær sammenhæng for at signalere, at man nogle gange kan sammenfatte holdningsmæssige udsagn i en tekst, som står for historiens fortællers regning, dvs. holdninger og udsagn, og som ikke nødvendigvis deles af historiens forfatter.

Direkte og indirekte budskab

Man kan tale om:

• direkte budskab, hvis afsenderen (forfatteren, instruktøren, læserbrevsskribenten mv.) eller fortælleren i en tekst åbenlyst tilkendegiver, hvilke (livs)erfaringer han har villet dele med modtageren (læseren, lytteren, seeren), hvilket budskab teksten har, eller hvad tekstens morale er.
• indirekte budskab, hvis det ikke åbenlyst tilkendegives, men kun mellem linjerne fremgår, hvad budskabet er.
  Det indirekte budskab kan i en del tilfælde afkodes/fortolkes ved at overveje, hvilke holdninger, hvilken tilværelsesforståelse der indirekte kommer til udtryk ved:
  • afsenderens brug af et bestemt holdningspræget eller følelsesladet ordvalg
  • afsenderens positive fremstilling af en eller flere bestemte personer i en fiktiv tekst. Når en person fremstilles positivt, kan han eller hun måske netop derfor opfattes som afsenderens alterego, dvs. afsenderens talerør, en, der handler og mener det samme, som afsenderen gør.
  • afsenderens valg af en bestemt tematik. Hvis afsenderen vælger at beskæftige sig med bestemte emner eller problemstillinger i en tekst, er det sandsynligvis, fordi han synes, at de er vigtige at forholde sig til og danne sig en mening om – og det vil han også gerne have læseren, lytteren eller seeren til at gøre?

Læs også om budskab under Litteratur.