Musik har sine særlige, rent lydlige træk [...] Men disse lydlige træk er slet ikke følelser. De lyder blot på samme måde som stemninger føles.

Sagt af den amerikanske filosof Susanne K. Langer (1895-1985): 'Menneske og symbol - Om betydningsindhold i musikken', Gyldendal 1969 s. 234, der citerer Caroll C- Pratts 'Meaning of Music', 1931 s. 203.

Når vi hører talte ord og sætninger på et sprog, vi kender, så ved vi - i mange tilfælde - lige præcis, hvad disse ord og sætninger betyder.

Lyde betyder også noget; de har også et betydningsindhold, selv om vi nok ikke kender betydningen af så mange lyde som ord.

Lyds betydning opstår på følgende måde: Når vi hører en lyd, tænker vi over, om vi ved, hvilken lydkilde den stammer fra. Kender vi lydkilden, følges denne genkendelse op af en indre filmforestilling i vores bevidsthed, der viser 'billeder' af den eller de situationer, vi ved, at lyden forekommer i. Disse 'billeder' er vores måde at 'oversætte' lydens betydning på.

En hel del lydes betydning er imidlertid ikke så nemme at afkode. Det kan være, fordi vi ikke kender lydene, og derfor heller ikke kan sætte 'billeder' på, hvad de betyder. Eller det kan være musik. Og i netop denne sammenhæng, der handler om analyse af forskellige former for film, er musikken - især den såkaldte underlægningsmusik - meget central, for den er et af de hyppigst anvendte lydlige virkemidler.

Lyd er således på mange måder et effektivt virkemiddel i film.

2.1. Diegetisk lyd

Diegese betyder 'handlingplan'. Diegetisk lyd er således den lyd, der stammer fra de lydkilder, der indgår i handlingen. Man kan tale om tre slags diegetisk lyd:

• Reallyd. Reallyd er fx alle de lyde, der hører til handlingen, fx lyden af trin, pistolskud, et tændt fjernsynsapparat, vindens susen, en stol, der flyttes, trafikstøj osv.

• Vokallyd, dvs. den lyd, der frembringes af menneskestemmen, hvilket naturligvis først og fremmest er almindelig tale, men også andre former for menneskefrembragte lyde.

• Diegetisk musik, dvs. musik fra lydkilder, der indgår i handlingen, fx musik fra en radio eller fra et orkester i en restaurant mv. I mange film indgår diegetisk musik, om end i begrænset omfang. Indslagene med diegetisk musik er med, enten fordi musikken er en naturlig del af en realistisk handling (fx, at hovedpersonen hører musik fra bilens radio), og/eller fordi den anvendes til at understrege en særlig stemning, fx den ophøjede stemning, der kan opstå ved at se og høre et gospelkor synge i en kirke. I genren 'musikfilm' har den diegetiske musik en ganske særlig og afgørende betydning, fordi den har en dominerende plads på både billed- og lydsiden.

Diegetiske lyde kan stamme fra både lydkilder, der er in-screen, dvs. nogen der kan ses i billedet, og lydkilder der er off-screen, dvs. at lyden kommer fra en eller anden kilde, der befinder sig et sted uden for det 'rum', vi kan se på lærredet/skærmen.

Diegetisk off-screen-lyd bruges ofte til at skabe spænding:

I en indstilling ser vi fx hovedpersonen gå langsomt hen ad et fortov sent på aftenen. Pludselig lyder et skrig - off-screen, altså fra et sted uden for billedudsnittet. Hovedpersonen bliver tilsyneladende meget forskrækket. En intens spænding eller uro skabes, fordi hverken hovedperson eller tilskuer ved, hvor skriget kommer fra, hvem der skriger, og hvorfor der skriges.

Reallyde, tale og diegetisk musik kaldes under ét for 'primære lydkilder'.

***

2.2. Ikke-diegetisk lyd

Ikke-diegetisk lyd er lyd, der ikke hører til, som ikke indgår naturligt i handlingen. Der findes to vigtige former for ikke-diegetisk lyd:

Effektlyd (også kaldet 'Geräusch', der både kan betyde 'støj' og 'lyd') er i sin bredeste betydning egentlig et begreb, der dækker alle de naturtro, men ofte kunstigt frembragte lyde, der sædvanligvis er optaget på et lydspor for sig selv, og som senere mikses sammen med filmens andre lydelementer: reallyd, tale, diegetisk musik og underlægningsmusik.

I denne sammenhæng er det dog hensigtsmæssigt at definere effektlyd - i modsætning til reallyd - som lyd, der ikke stammer fra lydkilder i det filmiske rum, men som er lyd, skabt og brugt med det formål at forstærke den effekt, som filmens øvrige lydelementer i forvejen har.

Fx er mange af de lyde fra slag og spark, der forekommer i slagsmålscener, effektlyd, hvor slaglydenes styrke er meget højere, end de ville være, hvis kun slagenes reallyd blev hørt.

Effektlyd kan også anvendes til at understrege en subjektiv fortællerposition (note 1a), når den lyd, der høres, skal forestille at lyde, som en af personerne i filmen hører den.

Det kan fx være lyden af et vækkeur, der i begyndelsen har en næppe hørbar ringelyd, altså svagere end et vækkeurs reallyd. Langsomt men sikkert stiger lydstyrken for at ende som øredøvende ringen. Og først da vågner personen. Vi har hørt ringningen med personens ører: I dyb sovende tilstand hører han knapt vækkeurets ringen, men i takt med at han gradvist vågner, hører han ringetonen tydeligere og tydeligere.

• Underlægningsmusik (også kaldet ikke-diegetisk musik) er musik, der ikke indgår naturligt i den viste handlingssituation, og som derfor ikke kan høres af filmens personer, men kun af filmens publikum. Underlægningsmusik er et unikt virkemiddel til at understrege eller skabe en eller anden stemning, som påvirker tilskuerens oplevelse af det, der sker, eller som skaber særlige forventninger om, at noget bestemt snart vil ske. Se og hør eksempel på brug af lyd og især underlægningsmusik i en film.

Effektlyde og underlægningsmusik kaldes sekundære lydkilder.

***

NOTABENE! Typisk er forløbet i arbejdet med filmisk lyd følgende:

• Først bliver al lyd ofte eftersynkroniseret, dvs. at lyden bliver indspillet, efter at filmoptagelserne allerede er foretaget. Man optager forskellige reallyde, effektlyde og underlægningsmusik hver for sig.
• Dernæst tilpasses lydene i forhold til hinanden, så de passer nøjagtigt til det lydbillede, instruktøren vil have, dvs. at man sørger for, at talelyden er så høj, at den kan høres ordentligt, at lyden af vindens susen eller underlægningsmusikken skrues op i en indstilling, hvor tilskueren virkelig skal få en tydelig fornemmelse af en særlig stemning osv. En sådan koordinering og bearbejdning af filmens lydkilder kaldes mixning.
• Til sidst lægges lyd - både reallyd, effektlyd, underlægningsmusik og tale - sammen med billedsiden. Denne efterfølgende pålægning af lyd kaldes dubbing.

I det følgende afsnit stilles en række vejledende spørgsmål, der kan lede dig på vej, når du skal beskrive en films musikalske kendetegn, hvad enten det er diegetisk musik, altså musik, der indgår i filmens handlingsplan (musik fra en radio, et orkester, der spiller på en cafe osv.), eller det er underlægningsmusik. Nogle af spørgsmålene kan også være brugbare til en karakteristik af reallyde eller effektlyde.

Spørgsmålene indeholder bl.a. nogle musikfaglige udtryk, som måske kan gøre en sådan beskrivelse lidt mere præcis:

1. Kopi- eller lejlighedsmusik:
   • Er der i filmen eksempler på kendt kopimusik, dvs. allerede kendt musik, der oprindelig blev produceret til brug i en anden sammenhæng, fx en kunstners cd-udgivelse?
   • Er der knyttet bestemte konventioner eller associationer til denne kopimusik (fx bryllupsmarchen, den danske nationalsang, en salme, en julesang mv.)?
   • Er der i filmen brugt lejlighedsmusik, dvs. musik eller sange komponeret specielt til lejligheden, altså til netop den film, musikken indgår i?

   NOTABENE! Der står altid oplysninger om musikken i en fiktionsfilms rulletekst til sidst.

2. Melodi:
   • Er det melodiske forløb kendetegnet af 'staccato' (kort og hurtigt anslag med 'luft' (ganske kort pause) imellem tonerne) eller 'legato' (toner, der afløser hinanden i glidende overgang)?
   • Er det melodiske forløb præget af store voldsomme intervalspring eller bevægelse mellem små intervaller (interval betyder afstand mellem toner)?
   • Er melodien komponeret, så den bevæger sig ensidigt i opadgående (fra dyb mod lys tone) eller nedadgående (fra lys mod dyb) bevægelse, eller bevæger den sig dynamisk (vekslende) op og ned?
   • Afsluttes melodien eller stopper den pludseligt uden at være afsluttet?

3. Tonalitet: Er tonaliteten præget af mol eller dur eller en fremmedartet toneart?
4. Harmonik: Er harmonikken (akkorderne) præget af harmoniske eller disharmoniske klange?
5. Rytmik: Er rytmikken nogenlunde enkel, kompleks, regelmæssig eller uregelmæssig?
6. Lydniveau:
   • Er lydniveauet (lydens volumen/styrke) statisk, dvs. monotont (ensartet eller ensformigt) eller dynamisk, dvs. at det skifter, jævnt eller ujævnt, mellem lav og høj lydstyrke?
   • Tiltager lyden i styrke (crescendo), måske mod et kraftigt forte (stærk) eller bragende forte fortissimo (med højeste styrke) eller det modsatte: aftager lyden i styrke (diminuendo) mod det stille piano (svag) eller hviskende pianissimo (meget svagt)?

7. Toneleje:
   • Er lyden eller musikken (sangstemmen, melodien, harmonierne) - i en indstilling eller scene - kendetegnet ved sit høje (lyse) eller dybe (mørke) toneleje, dvs. er tonerne høje/lyse eller dybe/mørke?
     Fx anvendes af og til det musikalske virkemiddel, der kaldes en 'drone', som er en relativt dyb, brummende ensartet tone, der varer et stykke tid, med det formål at varsle eller skabe en uhyggelig/dramatisk stemning.

8. Tempo:
   • Er tempoet statisk låst fast i et monotont tempo eller i dynamisk bevægelse op og ned i hastighed.
   • Er tempoet livligt og højt (allegro) eller relativt langsomt og roligt 'gående' tempo (andante)?

9. Dynamik:
   • Er tonaliteten, harmonikken, rytmikken, lydniveauet, tonelejet eller tempoet relativt statisk (dvs. relativt ens) eller dynamisk, dvs. bevægende sig, fx fra mol til dur (tonalitet), fra harmoniske klange til disharmoniske klange (harmonik), fra 4/4-rytme (fx en march) til 3/4-rytme (fx en vals), fra lavt til højt lydniveau, fra dybt til højt toneleje, fra langsomt til hurtigt tempo osv.?

10. Instrumental- eller vokalmusik:
    • Er underlægningsmusikken instrumentalmusik (dvs. uden sang)?
    • Indgår vokal (dvs. sang) som et virkemiddel i filmen?
    • Er der tale om solosang eller korsang?
    • Er sangen uden eller med musikalsk akkompagnement?
    • Hvad handler sangens tekst om?
    • Passer sangens indhold til billedsiden eller til handlingen i det hele taget?
    • Passer sangens musikalske genre (se punktet nedenfor) eller den stemning, som skabes af tonaliteten, harmonikken, tempoet mv. til den stemning, der hersker på billedsiden (passer sangen fx til kærlighedsscenen, krigsscenen eller madlavningsscenen)?

11. Orkestrering og instrumentering:
    • Hvilken slags orkester udfører underlægningsmusikken? Er det et større orkester, fx et jazz-bigband, et klassisk symfoniorkester, et mindre rytmisk band eller klassisk kammerorkester mv., eller er den musikalske underlægning udført af en enkelt person?
    • Hvilken lydkilde/hvilket instrument, hvilke lydkilder eller instrumenter kommer lyden(e) fra? Hvis der er tale om lyde fra mange reallydkilder (fx i en scene, der foregår i en travl by) eller fra mange instrumenter i et orkester, er det især værd at beskrive de tydeligst fremtrædende, de dominerende lyde og/eller instrumenter.
    • Er lydkildens/instrumentets klang, 'klangfarve', skinger eller skarp, rund eller blød?

12. Genre: Er musikken kendetegnet ved at være en særlig musikalsk genre/stilart, fx en rytmisk stilart som blues, jazz, rock, reggae, pop, country og western mv. eller en kunstmusikalsk (klassisk) stilart fx renæssance-, barok-, wienerklassicistisk -, romantisk -, impressionistisk - eller tolvtonemusik mv. eller en folkemusikalsk stilart som irsk folkemusik, franskinspireret folkemusik med harmonikaen i centrum eller etnisk musik fra arabiske, afrikanske eller asiatiske kulturer, eller fra naturfolk som eskimoer, indianere, aboriginere mv.?
13. Gentagelse: Forekommer nogle lydlige eller musikalske gentagelser (repetitioner), som - netop fordi de gentages - sandsynligvis har en særlig betydning? Det kan fx være et musikalsk tema, der gentages flere gange i løbet af en film. Eller en melodistump, en sunget strofe eller blot en verslinje, der gentages.
14. Lydpause:
    • Er der nogle særlige indstillinger, hvor det er opmærksomhedsvækkende, at der ikke bruges underlægningsmusik, men kun høres reallyd eller effektlyd?
    • Er der nogle særlige indstillinger, hvor det er opmærksomhedsvækkende, at der ikke høres reallyd eller effektlyd, men kun underlægningsmusik?
    • Er der nogle indstillinger, der er opmærksomhedsvækkende, fordi der er fuldstændig pause på lydsiden, således at der hverken høres tale, reallyd, diegetisk musik, effektlyd eller underlægningsmusik?

NOTABENE! Hvis du vælger at beskæftige dig med lyd og musik i en fiktionsfilm, kan du nøjes med at undersøge lyd- eller musikmæssige karaktertræk i en eller få udvalgte indstillinger eller korte scener (fx en indstilling eller scene, hvor lyden/musikken er meget karakteristisk eller en indstilling/scene, der er særlig central i forhold til handlingen).

Reallyden, effektlyden og underlægningsmusikken kan have forskellige funktioner i en film, dvs. at lyden eller musikken bruges bevidst med det formål at skabe en særlig virkning, eller fordi lyden eller musikken skal opfattes af publikum som noget, der signalerer en særlig betydning. Der kan bl.a. være tale om følgende funktioner:

4.1. Forankrende lyd

Forankrende lyd (note 1b) kaldes også dublerende eller parallel lyd. Forankrende lyd er reallyd, effektlyd eller underlægningsmusik, der understøtter eller fastholder billedsidens indhold (jf. begrebet 'realistisk lyd'). Der kan fx være tale om:

• Forankring af tid, dvs. at lydsiden understreger, at handlingen skal forestille at foregå i en bestemt historisk periode. Det kan fx ske ved at spille musik, der hører en særlig tid til.
• Forankring af sted, dvs. at lydsiden understreger, hvor handlingen på billedsiden skal forestille at foregå, fx ved brug af lige netop de reallyde, der normalt høres på en maskinfabrik, ved at der spilles underlægningsmusik, som typisk hører til et geografisk kulturområde, fx græsk folkemusik, der fortæller os, hvor i verden handlingen skal forestille at udspille sig. Eller selve klangen af fx stemmer eller andre lyde kan understrege, hvilken slags rum handlingen udspiller sig i. Fx vil stemmer og andre lyde lyde forskelligt, afhængigt af om de høres i et stort eller lille rum, i et udendørs- eller indendørsrum, om de foregår i et rum med en helt speciel akustik, fx en drypstenshule, i et kirkerum, et rum fyldt med inventar eller et helt tomt rum osv.
• Forankring af handlingens karakter, intensitet og/eller stemning, dvs. at lydsiden understreger, hvilken slags handling (en slåskamp, en gåtur i naturen, et fornemt middagsselskab mv.) der vises på billedsiden, hvor intensiv den er - eller understreger den grundstemning, der hersker på billedsiden. Fx kan en actionmættet scenes voldsomme intensitet - samt måske negativt ladede grundstemning - understreges ved, at der spilles dramatisk og tempofyldt musik, og en langsom og blid musikalsk ballade kan understrege grundstemningen af glæde, afklarethed og personligt nærvær i en kærlighedsscene.
• Forankring af handling i al almindelighed, dvs. at lydene passer til det, der rent faktisk sker på billedsiden. Når man ser en bold hoppe op og ned på et gulv, høres samtidig lyden af en bold, der rammer et gulv flere gange. Når man ser en bil bremse, hører man bilens bremselyd osv.
• Forankring af karakterers personlighed, dvs. at der bruges lyde eller underlægningsmusik, der understreger den følelsesmæssige tilstand og de karakteregenskaber, personer udtrykker på billedsiden. Fx at man hører lyden af gråd, når man ser en person græde, eller at man hører en følelsesladet, dyster underlægningsmusik, der passer til den sørgelige situation, der har fået personen til at græde mv.

***

4.2. Parafraserende lyd

Parafraserende (eller supplerende) lyd er reallyd, effektlyd eller underlægningsmusik, der nuancerer, dvs. på samme tid passer til og udvider eller tillægger yderligere betydning til billedsidens indhold. Dette skal forstås på den måde:

• at lyden kan tilføje billedsiden yderligere betydning, hvis man hører lyde fra kilder, man ikke kan se i billedet (off-screen-lyd). Fx at man ser et par forældre, der sidder i en sofa og ser fjernsyn. De ser irriterede ud. Faderen kigger op i loftet. Vi hører en lyd, der tilsyneladende kommer oppefra et sted, af en dunkende dyb baslyd og heavymetal musik. Således er det selve lyden, der forklarer os, hvorfor forældrene ser irriterede ud: Det er sandsynligvis, fordi deres teenagedatter eller -søn hører larmende musik på sit værelse.
• at lyd og musik kan give en klarere forståelse af, hvad der sker på billedsiden, dvs. en klarere forståelse, end man vil få, hvis der ikke er lyd på billedet. Fx kan modtageren få et mere præcist billede af, hvor hårdt en bil rent faktisk bremser, fordi selve lydens karakter, dens lydstyrke og dens varighed fortæller, om bilens bremsning er en voldsom katastrofe-opbremsning eller måske knapt så dramatisk en standsning.
• at lyd og musik tilføjer informationer om, hvilke personligheder (personer) der er involveret i handlingen. Fx kan lyden af salmesang eller en eller anden form for kirkemusikalsk underlægningsmusik, når vi ser en bestemt person i billedet, måske føre os til en forestilling om, at personen er religiøs, eller at noget religiøst i hvert fald har haft eller har en vis betydning for denne person.
• at lyd og musik i afgørende grad kan styre modtagerens stemningsmæssige oplevelse af billeder, der kan siges at have en vis 'neutral' karakter. Hvis der ses en indstilling, hvor to personer højlydt og kropssprogligt tydeligvis skændes, har billedsiden en klar negativt værdiladet karakter. Hvis derimod en dame ses støvsugende i hjemlige omgivelser, vil dette sceneri sandsynligvis umiddelbart opleves som mere neutralt i sit indhold. Men det er dette neutrale forhold, en særlig lyd eller underlægningsmusik kan ændre på (kan nuancere). En bestemt slags underlægningsmusik kan nemlig lede modtageren til at tro (fortolke), at nu sker der vist snart noget dramatisk (siden underlægningsmusikken lyder, som den gør). Hvorimod en anden underlægningsmusik, der opleves som mere harmonisk, ikke vil skabe samme foruroligende forventninger hos modtageren.

***

4.3. Kontrapunktisk lyd

Kontrapunktisk (eller kontrasterende) lyd er reallyd, effektlyd eller underlægningsmusik, der står i kontrast (i modsætning) til billedsidens indhold. Der sker altså i sådanne tilfælde et indholdsmæssigt sammenstød mellem lyd og billede, hvor ud af der vokser en helt ny betydning.

Kontrapunktisk lyd kan både være et spændingsfremkaldende og et humoristisk virkemiddel. Fx kalder det ofte smilet frem, hvis musik bruges som et anakronistisk virkemiddel, dvs. at den diegetiske eller ikke-diegetiske musik bevidst er helt fejlplaceret i forhold til den tid, handlingen skal forestille at foregå i. Det er bl.a. hørt flere gange i film, der skal forestille at foregå for flere hundrede år siden, at personerne i filmen synger, spiller eller danser til helt moderne musik.

Kontrapunktisk musik kan også bruges til at forvarsle om (forudgribe), hvad der snart vil ske. Fx vil en dramatisk, mørk underlægningsmusik i en indstilling, der ellers viser en storslået flot og frodig natur, måske være et varsel om, at der snart kommer uvejr, at idyllen inden længe brydes på en eller anden måde eller lignende.

***

4.4. Kvalitetsoverførende lyd

Kvalitetsoverførende lyd er i praksis først og fremmest en funktion, der har med musik at gøre.

At kvalitetsoverføre vil i denne sammenhæng sige, at en afsender bevidst forsøger at få modtageren til at 'flytte' den positive oplevelse, han har af noget musik, over på noget andet. Afsenderens ræsonnement er, at hvis en modtager synes godt om noget bestemt musik, så vil han sikkert også synes godt om - eller i hvert fald være positivt indstillet overfor - det, som bringes ind i en sammenhæng, hvori denne musik indgår. Formålet med at bruge kvalitetsoverførende musik kan være et eller begge af følgende:

1. At tiltrække en bestemt målgruppes interesse ved at lave en film, som indeholder musik, som målgruppen godt kan lide. Målgruppen holder af musikken - ergo vil målgruppen også holde af min film!
2. At påvirke tilskueren til at nære sympati for bestemte personer i filmen ved at spille musik, som modtageren synes rigtig godt om - i scener, hvor personen er i centrum.

***

4.5. Mickey Mousing

Mickey Mousing kaldes den særlige brug af lyd eller musik, hvor lyden eller musikken slavisk følger og ændrer sig i forhold til den konkrete - ofte meget aktivitetsprægede - handling, der sker på billedsiden. Begrebet Mickey Mousing stammer fra den typiske måde, lyde og musik akkompagnerede figurerne og deres handlinger i de tidlige Walt Disney-tegnefilm.

Og det bruges da også netop mest som virkemiddel i tegnefilm eller animationsfilm - som regel med en komisk effekt eller i hvert fald en effekt, der gør, at modtageren distancerer sig følelsesmæssigt fra de ofte meget voldelige handlinger, der udspiller sig i en tegnefilm. Mickey Mousing har tit den funktion at virke som en lydmæssig understregning af, at den handling, der foregår på billedsiden, er en urealistisk handling. Mickey Mousing kan i ganske særlige tilfælde virke dramatisk spændingsforøgende, fx i gyserfilm.

Mickey Mousing bruges også i begrænset omfang som kortvarig effekt i visse andre almindelige fiktionsfilm, især komedier.

***

4.6. Lydpause

Filmens lydside kan noget, filmens billedside ikke kan (eller i hvert fald meget sjældent gør): Den kan holde pause.

I nogle tilfælde bruges det som et særligt virkemiddel at lade hele lydsiden være fuldstændig tavs, så hverken tale, reallyd, effektlyd, diegetisk musik eller underlægningsmusik høres.

I andre tilfælde er det reallyden/effektlyden, der holder pause, mens underlægningsmusikken står alene - eller underlægningsmusikken, der glimrer ved sit fravær, mens kun reallyd/effektlyd høres.

Der kan fremkaldes en ganske intensiv spændingstilstand, når 'larmende lyd' afløses af 'larmende stilhed' - eller omvendt.

NOTABENE! Vær opmærksom på, at der i løbet af en film vil være gjort brug af lyde og musik med forskellige funktioner. Og vær opmærksom på, at samme lyd eller musik kan have forskellige funktioner på én gang.

Læs også om lydsymbolik.

1. Hvilke diegetiske lydlige virkemidler anvendes i filmen: reallyd og/eller diegetisk musik?
2. Hvilke ikke-diegetiske lydlige virkemidler anvendes i filmen: effektlyd og/eller underlægningsmusik?
3. Er der eksempler på brug af betydningsbærende off-screen-lyde? Eventuelt hvilke lyde - og hvilken funktion - har de i forhold til forståelsen af det, der foregår på billedsiden?
4. Giv en karakteristik af de vigtige lydlige virkemidler (i udvalgte indstillinger/korte scener i fiktionsfilmen), dvs. at du (hvis muligt) skal forsøge at beskrive nogle af lydens/musikkens særlige kendetegn i forhold til, om der gøres brug af kopi- eller lejlighedsmusik, om der er kendetegnende træk ved lyden eller musikkens melodik, tonalitet, harmonik, rytmik, lydniveau, toneleje, tempo, dynamik, orkestrering og instrumentering, om der gøres brug af instrumental- og/eller vokalmusik, gentagelser eller lydpause-effekter.
5. Er en af lydens/musikkens funktioner at være forankrende? Er der i givet fald tale om forankring af tid, sted, handlingens intensitet eller stemning, handlingen i al almindelighed og/eller forankring af medvirkende karakterers personlighed?
6. Er der gjort brug af parafraserende lyd og/eller musik? På hvilken måde både passer lyden/musikken til billedsiden og eventuelt udvider billedsidens betydning?
7. Er der gjort brug af kontrapunktisk lyd og/eller musik? Hvad er det for en forskellig betydning hhv. billedsiden og den kontrapunktiske lyd/musik signalerer? Hvilken virkning har det?
8. Er der gjort brug af kvalitetsoverførende lyd og/eller musik? Bruges den kvalitetsoverførende musik til at skabe sympati eller antipati i forhold til nogle personer i filmen?
9. Er der gjort brug af Mickey Mousing? Hvilken effekt har det?
10. Bliver lydpausen brugt som virkemiddel i den analyserede film? Hvorfor/med hvilken effekt?

NOTABENE! Det er naturligvis vigtigt, at du altid beskriver og fortolker lyd og musik ud fra den kontekst (den sammenhæng), den indgår i. Lige netop når vi taler om filmmedier, indgår lyd og musik jo i en samlet filmisk sammenhæng. Kort sagt: Lyd og musik kan ikke forstås uafhængigt af, hvad der foregår på billedsiden, ligesom billedsidens betydninger ikke kan fortolkes uden at være opmærksom på, hvad der sker på lydsiden.