Overordnet læseformål: At forstå, hvad argumentation er for noget.

Læseformåls-spørgsmål: Efter at have set videoen om argumentation skal du have tilegnet dig en viden, så du kan svare på følgende spørgsmål:

1. Hvad vil det sige at argumentere?
2. Hvad er hhv. en påstand og et postulat?
3. Hvad er belæg, og hvad er hjemmel for noget?
4. Hvilke tre kriterier skal en god argumentation (et godt argument) altid opfylde?
5. Hvad kan du bruge din viden om argumentation til?

Efter at have læst teoriteksten om argumentationsanalyse, dvs. afsnittene "Påstand, belæg, hjemmel, postulat og faktum", "Styrkemarkør, gendrivelse og rygdækning", "Argumenttyper" og "Hvordan kan man vurdere en argumentations kvalitet" skal du have tilegnet dig en viden, så du kan svare på følgende spørgsmål:

1. Hvad er argumenterende tekster?
2. Hvilke forskellige begreber findes der for den slags tekster, hvor afsenderens primære formål er at argumentere for egne synspunkter med det formål at vinde andres tilslutning til sine holdninger?
3. Hvad er en styrkemarkør?
4. Hvad menes der med begrebet gendrivelse?
5. Hvad er contra-argumentation?
6. Hvad er rygdækning for noget, når vi bruger begrebet i argumentationsanalytisk sammenhæng?
7. Forklar, hvad følgende argumenttyper går ud på: årsagsargument, generaliseringsargument, klassifikationsargument, eksempelargument, sammenligningsargument, autoritetsargument og motivationsargument?
8. Hvis du ikke har svaret på det under spørgsmål 7, så forklar nærmere, hvilke undertyper af autoritetsargument og motivationsargument der findes, og hvad de går ud på?
9. Hvad står betegnelsen 'argumentationskneb' for?
10. Hvad er et sandhedspostulat?
11. Hvad er et ordvalgsargument, og hvilke typer af ordvalgsargumenter findes der?
12. Hvad er et afledningsargument?
13. Giv et eksempel på et 'at gå efter manden-argument' og et stråmandsargument.
14. Hvis vi snakker om specielle argumenttyper i reklamer, hvad er så hhv. et afsenderargument, modtagerargument og sagargument?
15. Hvad er hhv. et logosargument, etosargument og patosargument, når vi beskæftiger os med reklamer?
16. Hvad er forskellen på et logisk og retorisk argument?
17. Hvad er nogen af de vigtigste kriterier, som man kan bedømme en argumentations kvalitet ud fra? (Se vurderings-tabellen i afsnit 5).
18. Hvad skal man være opmærksom på, når man vurderer om en bestemt kildetype styrker eller svækker argumentationens kvalitet? (Læs, hvad der står efter vurderingstabellen).

Vi argumenterer på livet løs i dagligdagen. Det gør vi, når vi kommunikerer med hinanden i danskklassen, når vi arbejder i grupper, snakker med venner, familie osv. Men i hvor høj grad er vi egentlig bevidste om, hvad der er, vi gør? Hvor bevidst er du egentlig om, hvordan du argumenterer? Hvor bevidst er du om, hvor god eller dårlig du er til at argumentere for dine synspunkter eller komme med relevante modargumenter over for andres synspunkter, som du ikke er enig i? Og er du egentlig klar over, hvor store fordele der er ved at være god til at argumentere?

Du skal beskæftige dig med argumentation og argumentationsanalyse i dansk med det formål at tilegne dig en viden om og forståelse for, hvordan andre argumenterer, og hvordan du selv kan forbedre din argumentationsevne.

Grunden til, at man overhovedet fremfører argumenter, er som regel, at man vil overbevise en modtager om, at et bestemt synspunkt er rigtigt og dermed, at et andet er forkert.

Tekster, hvor afsenderen argumenterer for egne synspunkter med det formål at vinde andres tilslutning til sine holdninger, kaldes argumenterende tekster, holdningsbearbejdende tekster, opinionstekster eller meningstekster. Du må selv bestemme, hvilket begreb du helst vil bruge (eller måske bliver I enige i klassen om at bruge ét af begreberne).

Typiske argumenterende tekster (eller opinionstekster), som vi kender fra hverdagens medier, er ledere, klummer, kronikker, debatindlæg, læserbreve, anmeldelser mv. i trykte medier eller internetmedier.

I argumentatorisk sammenhæng bruges begreberne 'synspunkt', 'standpunkt', 'holdning', 'mening' og 'påstand' ofte synonymt (= i samme betydning).

En argumenttype er et argumentatorisk virkemiddel, som en afsender (fx en taler eller skribent) kan bruge til at gøre sin argumentation stærkere, mere overbevisende.

I mange tilfælde styrker anvendelse af bestemte argumenttyper ikke reelt argumentationen, men hvis afsenderen kan få flere (ikke så kritiske) modtagere til at tilslutte sig hans synspunkter i en debat eller budskab i en reklame ved at bruge en eller flere af argumenttyperne, så har den/de jo virket efter hensigten ;-).

I forskellige lærebøger til dansk bruges lidt forskellige begreber, når det handler om at karakterisere de måder, der argumenteres på.

På pixidansk.dk har vi valgt at skelne mellem følgende argumenttyper.

Almindelige argumenttyper:

• Årsagsargument
• Tegnargument
• Generaliseringsargument
• Klassifikationsargument
• Eksempelargument
• Sammenligningsargument
• Autoritetsargument (herunder ekspert-, myndigheds-, erfarings- - og idolargument)
• Motivationsargument (herunder skræmme- og lykkeargument)
• Sandhedspostulat
• Ordvalgsargument (herunder emotivt argument og framing)
• Afledningsargument (herunder at-gå-efter-manden-argument, glidebaneargument og stråmandsargument)

Vær opmærksom på, at det i nogle tilfælde kan være svært præcist at bedømme, om en afsender anvender den ene eller den anden argumenttype, fordi typerne af og til lapper over hinanden. Men det vigtigste i en argumentationsanalyse er heller ikke at sætte navn på, hvilken slags argumenttype der bruges, men at undersøge, hvordan der argumenteres, og vurdere, om argumentationen er saglig eller usaglig, holdbar eller uholdbar, og om den er overbevisende eller ej.

Argumentationskneb:

Nogle argumenttyper kaldes argumentationskneb (eller 'retoriske trick'), fordi afsenderen bevidst forsøger at manipulere modtageren til at tilslutte sig hans synspunkter eller budskaber uden at argumentere for eller dokumentere argumentationens troværdighed eller ved ligefrem at fremføre forkerte påstande og/eller begrundelser og i visse tilfælde endda falsk dokumentation:

• Sandhedspostulat
• Emotivt argument/Ordvalgsargument (herunder framing)
• Afledningsargument (herunder at-gå-efter-manden-argument, glidebaneargument og stråmandsargument)

***

Årsagsargument

Her argumenteres med, at noget er årsag til noget - negativt eller positivt - andet.

Man kan også beskrive argumenttypen som årsag-virkning-argument. Fx fremføres i nedenstående reklame, at drikning af isvand (årsag) kan føre til følelse af isning (virkning) i tænderne, men heldigvis kan brugen af tandpasta-mærket Colgate Sensitive Pro-Relief afhjælpe det problem, fordi tandpastaen har den virkning, at man ikke mærker isninger i tænderne, når man drikker kold væske. Brugen af tandpastaen bliver altså årsag til, at du undgår smerter i tænderne.

Og reklamens budskab er naturligvis, at hvis du døjer med isninger, så er løsningen at købe produktet Colgate Sensitive Pro-Relief:

Du skal som kritisk forbruger være opmærksom på, om afsenderens påstand om en sådan årsagssammenhæng bygger på troværdig dokumentation.

Årsagsargumentet har ofte karakter af et motivationsargument (se nedenfor), dvs. at det bruges til at overbevise modtageren om nødvendigheden af at handle, hvis han – groft sagt – vil undgå, at en katastrofe sker, eller vil opnå lykke.

Tegnargument

Tegnargumentet er kendetegnet ved, at man påstår, at noget er et tegn på noget andet. Fx:

Påstand: Manden dér er en muslimsk indvandrer.

Belæg/begrundelse: fordi han ligner en fra et mellemøstligt land

Her er det altså mandens udseende, der opfattes som tegn, som symptom, på, at han så nok er indvandrer og at han er muslim.

Selv om det måske kan forekomme relativt logisk for nogen at foretage en sådan følgeslutning, så er begrundelsen som udgangspunkt ikke særlig holdbar. Den kan nemlig sagtens være det, man kalder en fejlslutning (= forkert konklusion/påstand), for manden kan jo være født i Danmark, og det kan også sagtens være, at han ikke er fra et mellemøstligt land, og ikke er muslim.

Sådanne fejlslutninger forekommer meget ofte, fx i forbindelse med vores umiddelbare bedømmelse af en person, som man ser for første gang. I mange tilfælde opfatter man personens fysiske udtryk (udseende, mimik, kropsbevægelse og kropsholdning, beklædning, duft/lugt m.m.) som tegn på personens indre karakter, personlighed - og det er ikke sjældent, at ens opfattelse bygger på fordomme og viser sig at være forkert, når man får et nærmere kendskab til personen.

En pointe i forhold til reklamer er, at mange firmaer forsøger at overtale forbrugeren ved hjælp af et årsagsargument. Fx: [årsag:] Brug Colgate Whitening og [virkning:] få hvidere tænder! - eller: [årsag:] Køb Mieles nye vaskemaskine, [virkning:] så sparer du på vand og energi!.

Men efterfølgende håber afsenderen på, at effekten af reklamen er, at forbrugeren konverterer årsagsargumentet til et tegnargument, således forstået:

• at når forbrugeren møder en person med hvide tænder, så foretager han den konklusion, at så er det nok tegn på, at vedkommende børster tænder med Colgate Whitening
• eller at når forbrugeren ser Mieles nye vaskemaskine hos sin nabo, så er det nok tegn på, at naboen er ret miljøbevidst - og så kan det godt være, at forbrugeren måske selv overvejer at købe Mieles miljøvenlige vaskemaskine.

Generaliserings-argument (fra en til mange/fra del til helhed)

Generaliseringsargumentet er i brug, hvis det - direkte eller indirekte - fremføres som argument, at når noget gælder for en enkelt eller få personer/situationer, så gælder det også for mange andre eller alle. Dette kaldes også induktivt argument/induktiv argumentation.

Det er generaliseringsargumentation, der er på spil, når man i en diskussion fremlægger som belæg (begrundelse), at det, man siger, er rigtigt, fordi man selv har, eller kender en, der har været udsat for situationen.

Man bruger også generaliseringsargument, hvis man begrunder en påstand med, at da man selv aldrig har oplevet eller hørt om nogen, som har været udsat for en given situation eller oplevelse, så er der sandsynligvis heller ingen andre, der har.

Bruger man sine egne erfaringer som belæg for sin påstand, kaldes argumenttypen også erfaringsargument (se nedenfor).

Du skal være varsom med selv at bruge generaliseringsargumenter og kritisk over for, hvis andre gør det. Man kan nemlig ikke udlede noget generelt sandfærdigt på baggrund af enkeltstående tilfælde. Fx kan man ikke konkludere, at tobaksrygning ikke er skadeligt, fordi man selv ryger over 20 smøger om dagen og ikke har haft én sygedag på arbejdet i flere år, eller fordi man har hørt om en storryger, der er blevet over 90.

Eksempler på brug af generaliseringsargument:

I et nyhedsoverblik i den socialdemokratisk orienterede netavis piopio.dk fremføres følgende generalisering:

Normalt har politikere travlt med at pleje deres egen karriere og holde andre fra fadet.

Kilde: Artiklen "Politikere vil have flere fra den virkelige verden med og parti skifter navn" af David Troels Garby-Holm i piopio.dk d. 2. august 2022.

Her påstås altså, at samtlige politikere nærmest er en flok egoister med rundsave på albuerne - og det er en påstand, som er alt for generaliserende.

I en ældre norsk novelle beretter en jeg-fortæller om, hvordan han har oplevet, at nogle italienere, i den norditalienske by han befinder sig, tilsyneladende ikke lader sig gå på af den vinterlige kulde. Og ud fra sin personlige oplevelse af, at nogle italienere ikke tager det så tungt, fremfører han følgende generaliserende påstand om samtlige italienere:

Det er denne kulde italienerne hvert år gennemlever med forbavsende lethed. De gløder så længe af sommeren, at frosten ikke får tid til at sætte sig fast i dem, inden et nyt forår beroliger deres liv. (Fra novellen "Vinter i Villa D'este" af Sven Elvestad).

Generaliseringsargumentet er også indirekte indbygget i såkaldte testimonial-reklamer, hvor en person 'bevidner', at han eller hun selv har prøvet produktet, der reklameres for, og derfor kan stå inde for dets virkning (jf. 'Pernilles' bekræftelse af tandpastaens fantastiske effekt i Colgate-reklamen ovenfor): 'Når jeg [testimonialen] har erfaret, at det virker, så må du [forbruger] forstå, at det nok også virker for dig og mange andre.'

Selv om troværdigheden ikke er så stor ved brug af et generaliseringsargument, så anvendes det ofte, fordi det bl.a. har effekt i kraft af det personlige aspekt ved at fremhæve en bestemt person, som modtageren måske ser op til (jf. idolargument nedenfor) eller kan genkende sig selv i og dermed identificere sig med.

Klassifikationsargument (fra mange til en/fra helhed til del)

Det modsatte af et generaliseringsargument er et klassifikationsargument, for klassifikationsargumentet går ud på, at der - direkte eller indirekte - argumenteres med, at når noget gælder for mange personer/situationer, så gælder det også for den enkelte.

Klassifikationsargument kaldes også mængdeargument eller deduktivt argument/deduktiv argumentation.

Mængdeargument bruges ofte, både i almindelige diskussioner og i reklamer. Fx er det mængdeargumentet, der er i anvendelse, hvis man siger: "Hovedparten af danskerne mener jo....", "Langt de fleste bryder sig ikke om....", "Der er så mange, der har oplevet en positiv effekt..."o.l.

Man kan tale om brug af 'omvendt' mængdeargument, når nogen begrunder en påstand ved fx at sige: "Der er kun ganske få, der har oplevet noget negativt, så....", for her underforstås jo, at derfor må mange formodes at have oplevet det positivt.

Hvis mængdeargumentet underbygges af fornuftige belæg og dokumentation for påstanden, så kan det styrke argumentationen, men hvis mængdeargumentet blot fremstår ubegrundet, er argumentationen svag.

Klassifikationsargumentet er som udgangspunkt stærkere end generaliseringsargumentet, fordi der er større sandsynlighed for, at når noget gælder for mange, så gælder det også for mange andre (dog ikke nødvendigvis alle) – men når noget konstateres at gælde for en eller ganske få, så er det slet ikke sikkert, at det gælder for mange.

Eksempelargument

Eksempelargument bruges til at styrke sin argumentation ved at henvise til et eller flere konkrete eksempler, der sandsynliggør, at ens argumentation (påstand eller belæg) er holdbar.

PS: Eksemplificeringer indgår ofte i en argumentation, fordi de ofte fremmer og tydeliggør afsenderens budskab. At bruge et eksempel er dog ikke nødvendigvis et eksempelargument. Et eksempelargument er der kun tale om, når eksemplet direkte bruges som belæg/begrundelse for påstanden.

Eksempelargumenter kan være faktuelle eksempler, altså noget der bevisligt er sket, eller fiktionaliseringer i form af konkrete eksempler, som afsenderen 'selv finder på' eller 'forestiller sig'.

Eksempel på faktuelt eksempelargument:

(...) I Finland er det almindelig praksis, at voldsudøvere bliver kontaktet om én eller flere rådgivende samtaler, når den voldsudsatte er flyttet på krisecenter. Det er endnu ikke blevet praksis herhjemme. Hvis vi systematisk kontakter voldsudøver i forbindelse med krisecenterophold og tilbyder behandling, så kan vi reducere omfanget af gentagne krisecenterophold og alle de øvrige menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser af langvarig vold.

Uddrag fra kronikken "Lad os stoppe vold i familien", af Susanne Nour Magnusson og Niels Christian Barkholt, som blev bragt i dagbladet Politiken, d. 18. marts 2019. Her gengivet fra hjemmesiden dialogmodvold.dk. Selve eksempelargumentet er fremhævet med blå skrift.

I følgende indlæg fra 2016 i en debattråd bruges flere eksempelargumenter som belæg for påstanden om, at Rejsekortet - efter afsenderens mening - ikke fungerer ordentligt:

Bemærk i øvrigt, at afsenderens konsekvente brug af det specielle ord 'Rejselortet' i stedet for 'Rejsekortet' er en argumenttype, der kaldes 'framing' (se nedenfor om emotivt argument/ordvalgsargument).

Sammenligningsargument

Et sammenligningsargument er, som begrebet tydeligt signalerer, en sammenligning af noget med noget andet med det formål at styrke ens argumentation.

I nogle tilfælde er pointen med sammenligningen, at noget måske lidt abstrakt eller svært forståeligt bliver gjort nemmere at få forstå ved at blive sammenlignet med noget konkret eller noget, som modtageren kender til.

I andre tilfælde forsøges argumentationen styrket ved at sammenligne to forhold, der enten er lighedspunkter eller forskelle imellem.

Fx er det et typisk sammenligningsargument at argumentere med, at når noget gælder for 'mig' eller 'os', så bør det osse gælde for andre: Når jeg ikke må få popkorn, er det urimeligt, hvis lillebror må få det. Eller: Når vi almindelige mennesker ikke får ret meget i folkepension, er det urimeligt, at politikere, der har været ministre i 8 år eller mere, får et ekstra årligt vederlag på næsten 275.000 kr.

- eller omvendt: hvis noget gælder for de andre, så bør det også gælde for 'mig' eller 'os': Når Marie må være ude til klokken 1 lørdag nat, så bør jeg også have lov til det. Eller: Vi kvinder bør få den samme løn som mænd, når vi udfører samme slags arbejde.

Sammenligningsargumentet anvendes ofte til at tydeliggøre de negative - eller positive - konsekvenser af et eller andet. Fx som i denne kronik, hvor myndighedernes manglende forebyggende indsats mod vold i hjemmet sammenlignes med, hvis der var samme mangel på forebyggelse mod ulykker i trafikken:

(...) Lad os starte med den forebyggende indsats. Med retten til at komme på krisecenter er der i den offentlige indsats mod vold primært fokus på den akutte vold, og typisk bliver der først sat ind, når skaden er sket og ofte har varet i mange år.
Hvis vi sammenholder det med trafikområdet, ville det svare til, at vi blot var blevet ved med at tage imod et stort antal trafikofre på landets akutmodtagelser uden at stoppe op og overveje, om omfanget af trafikulykker kunne reduceres. Men realiteten er, at sikkerhedsseler, styrthjelme, fart- og promillegrænser og adskillige foranstaltninger i trafikken har nedbragt det årlige antal trafikdræbte fra 1.200 i 1971 til under 300 om året i dag. Det er vores vurdering, at det vil være muligt at skabe et lignende fald i antallet af voldsudsatte, hvis vi satte ind med en målrettet forebyggende indsats.

Uddrag fra kronikken "Lad os stoppe vold i familien", af af Susanne Nour Magnusson og Niels Christian Barkholt, som blev bragt i dagbladet Politiken, d. 18. marts 2019. Her gengivet fra hjemmesiden dialogmodvold.dk.

Eller dette korte sammenligningsargument, hvoraf det tydeligt fremgår, at der er klare fordele ved at have investeret i køb af ejerlejlighed i stedet for en andelslejlighed:

Parallelt med, at boligejerne i de større byer får deres lommer proppet med friværdier, får andelsbolighaverne nemlig fornøjelsen af lidt lommeuld og en bar røv at trutte i. Alle andelsbolighavere i foreninger, der følger offentlige ejendomsvurderinger, er i perioden 2012-2019 derfor blevet signifikant fattigere relativt til ejerboligejere.

Citat fra debatindlægget "Andelsboligmarkedet er så hæklet ind i nepotisme og korruption, at en KGB-kommandant ville blive imponeret" af Mariann Richterhausen i berlingske.dk, d. 7. nov. 2019.

Og i følgende udtalelse sammenlignes statens udgifter til forsvar og klima:

Hvis Trine Bramsens ord står til troende, vil Danmark i de kommende år skulle bruge langt mere på våben end på klimaet, ja, en forøgelse af forsvarsbudgettet med op til 16 mia kr. svarer noget nær til ti gange så meget, som S-regeringen samtidig har budgetteret med af ekstra penge til grøn omstilling: Krig er altså ti gange vigtigere end klimaet.

Citat fra nyhedsbrev fra mediet føljeton.dk i afsnit med overskriften "Trotyl-Trine på krigsstien", d. 26. nov. 2011.

Her er to billedeksempler - hhv. en reklame for SEB Pension og en politisk plakat fra Enhedslisten - hvor sammenligningsargumentet er i brug.

Reklame for SEB Pension:

Politisk plakat fra Enhedslisten:

Som det kan være tilfældet med eksempelargumenter, kan det, man sammenligner med i et sammenligningsargument, være faktuelt, altså noget der bevisligt er sket, eller fiktionaliseringer, som afsenderen 'selv finder på' eller 'forestiller sig'.

Autoritetsargument

Autoritetsargument er der tale om, når en argumentation forsøges styrket ved at henvise til en kilde, der har en vis autoritet i kraft af sin uddannelse, erfaring, berømmelse, sit arbejde, eller fordi kilden af andre grunde har høj status (anseelse).

Man kan inddele autoritetsargumentet i undertyperne erfaringsargument, ekspertargument, idolargument og myndighedsargument.

Erfaringsargument

Her styrkes påstanden ved at henvise til, at afsenderen selv har erfaringer, der underbygger ('dokumenterer') påstandens rigtighed.

Hvis en argumentation forsøges styrket ved at henvise til andres erfaringer, er det sandsynligvis et af nedenstående autoritetsargumenter, der er brugt.

Ekspertargument

Argumentationen gøres mere overbevisende ved at henvise til ekspertudtalelser, der understøtter påstand eller belæg.

Bemærk, at betegnelsen 'ekspert' her skal forstås som en person, der er uddannet i og arbejder professionelt med det sagsområde, som han eller hun udtaler sig om.

I visse tilfælde kan en selvlært person godt opfattes som en slags ekspert, men så skal hans ekspertise være dokumenteret gennem mangeårigt arbejde inden for det faglige felt, argumentationen handler om.

Eksempel på ekspertargument:

Embedsmændenes ageren er ifølge Sten Bønsing, en af landets førende eksperter i forvaltningsret, et klokkeklart brud på sandhedspligten og muligvis strafbart.

Fra artiklen Talmagi på sygehusene: Embedsmænd vidste de vildledte Folketinget i fyens.dk, d. 26. jan. 2018.

Vær opmærksom på, at erfarings- og ekspertargumenter af og til fremstår som postulater, altså at det påstås, at erfaringer viser, eller at en ekspert eller en videnskabelig undersøgelse dokumenterer, at påstanden er rigtig, men der fremlægges ikke nogen henvisninger til bestemte kilder eller nævnes ikke eksempler på, hvilke undersøgelser der er tale om.

En sådan måde at (mis)bruge erfarings- og ekspertargument på svækker argumentationen, for modtageren kan ikke vide, om afsenderens henvisning til erfaringer eller ekspertise er falsk, når der ikke henvises til navngivne kilder, hvis ægthed kan kontrolleres.

Her er tre eksempler på postulerende ekspertargumenter fra samme artikel:

»... Det er afgjort veldokumenteret, at mål styrker elevernes udbytte. Det er helt indiskutabelt. Det er angivet i utallige skrifter.« (...).
»Jeg er tilhænger af, at undervisning indeholder en forventning til, hvad eleverne skal lære, og hvor de skal bevæge sig hen. Det er der relativt mange erfaringer fra forskellige undersøgelser, som betoner vigtigheden af. Det er en meget velkendt didaktisk tilgang,« (...)
»F.eks. er der mig bekendt et rimeligt veletableret vidensgrundlag for, at mål gør det muligt at komme i dialog med eleverne og giver en bedre feedback-kultur.« ...

Fra artiklen Forskere svarer igen på kritik: Det er veldokumenteret, at mål kan fremme læring af Louise Grønkjær i skoleliv.dk, pixidansk.dks fremhævninger.

Det kan i princippet godt være, at de to forskere, der udtaler sig i denne artikel, har ret i, hvad de siger, men når de ikke henviser til en eneste konkret navngiven kilde eller undersøgelse, der kan fungere som belæg for deres påstande, så fremstår deres udtalelser bare som postulater.

Samme kritik kan indvendes over for følgende postulerende ekspertkildehenvisning i en artikel om en kampagne om indbrud i private hjem:

En undersøgelse viser, at to ud af tre indbrudstyve har oplevet at blive opdaget af en nysgerrig nabo.

Fra artiklen "Til kamp mod tyven" af Nikolaj Sander på dr.dk d. 11. juni 2018. Set 28. juli 2018. Læs evt. artiklen som pdf.

Gad vide, hvad det er for en undersøgelse? Er der mon nogen - og i givet fald hvem - der har interviewet et repræsentativt udsnit af indbrudstyve i Danmark og spurgt dem, om de er blevet set af en nysgerrig nabo, mens de var i færd med at udføre deres kriminelle handling?

I masser af artiklers rubrikker (overskrifter) anvendes ordet 'ekspert' for at signalere, at artiklens indhold er sagligt og troværdigt. Det er rigtigt i mange tilfælde, men vær opmærksom på, om eksperten rent faktisk er ekspert inden for det område, han udtaler sig/interviewes om. Vær kritisk, hvis vedkommende faktisk ikke er uddannet eller arbejder professionelt med det sagsområde, som han eller hun udtaler sig om.

Læg også mærke til, om eksperten skriver en faglig tekst eller bruges som kilde af en journalist, der skriver en informationstekst, eller om eksperten skriver en opinionstekst (fx et debatindlæg, en kommentar eller kronik). I en opinionstekst er det jo afsenderens subjektive (og måske (værdi)politiske) holdninger og vurderinger, der kommer til udtryk. En ekspert er naturligvis i sin fulde ret til at tilkendegive holdninger, vurderinger og følelser i en opinionstekst, men i en sådan sammenhæng er han ikke at opfatte som ekspertkilde.

Idolargument

Eksperter kan opleves at have en vis autoritet, fordi de har en stor viden om noget specifikt. Det samme gælder til en vis grad idoler, dvs. kendisser som opfattes positivt og anerkendes af mange modtagere, fx visse sportsfolk, musikere, sangere, filmskuespillere, kunstnere i det hele taget, politiske ledere eller ledere af kendte virksomheder mv.

Det giver ofte argumentationen en stor gennemslagskraft/troværdighed, hvis idolerne står inde for en påstands rigtighed.

Se dette eksempel på brug af idolargument i en reklame, hvor skuespilleren Scarlett Johansson bruges som testimonial for hårfarveprodukt fra det franske firma L'ORÉAL:

I en del reklamer anvendes ikke et autentisk (dvs. virkeligt eksisterende) menneske som idol, men derimod et fiktionaliseret idol, dvs. en person, der er iscenesat som, optræder i rollen som, et idol.

Det kan endda også opleves, at selve det produkt, der reklameres for, tillægges en slags idolstatus. Se eksempler på begge dele her. Først et 'iscenesat person-idol' i en reklame for det amerikanske firma Baby Phat (2004), og dernæst et 'iscenesat 'produkt-idol' i reklame for et hårprodukt fra Thermasilk (1999).

Reklame for Baby Phat, 2004:

Reklame for Dior, 2000:

Reklame for Thermasilk, 1999:

Myndighedsargument

Vi kan kalde det 'myndighedsargument', når argumentationens troværdighed forsøges øget ved at henvise til udtalelser fra myndighedspersoner eller -organisationer, dvs. personer/organisationer, der har en samfundsmæssig position, som af mange modtagere opfattes som forbundet med en vis positiv autoritet og dermed troværdighed.

Det gælder politikere i ledende roller, fx ministre, folketingsmedlemmer, departementschefer, borgmestre mv. og ledere for vigtige virksomheder, offentlige og private organisationer, NGO'er som Amnesty International, Røde Kors, Danmarks Naturfredningsforening osv.

PS: Visse meget anerkendte myndighedspersoner kan også opfattes som idoler (jf. idolargument).

Motivationsargument

Motivationsargumentets funktion er at virke overbevisende eller overtalende ved at spille på modtagerens følelser.

Det kan være en negativ følelse, der vækker modtagerens angst, utryghed eller usikkerhed. Er dét tilfældet, kaldes motivationsargumentet et skræmmeargument.

Bruges motivationsargumentet omvendt til at fremkalde en positiv følelse i form af lykke, glæde, lyst, tryghed, (selv)sikkerhed eller til bare at skabe en positiv forventning, kalder vi det et lykkeargument.

Skræmmeargument

Skræmmeargumentet bruges til at 'skræmme' modtageren til at tilslutte sig afsenderens påstand eller løsningsforslag, således at forstå, at hvis afsenderen ikke møder opbakning til sin påstand eller løsning, så vil det få alvorlige negative konsekvenser. Skræmmeargumentet bruges derfor især i sammenhænge, hvor afsenderen forsøger at få modtagerens tilslutning til et synspunkt om, at der må og skal ændres på et eller andet forhold.

Eksempel:

Det ser i det hele taget sort ud for Ørestad Gymnasium. Ja, det ser faktisk temmelig sort ud for Danmark, når nogen har den grænseløse frækhed at kalde vores ministre for ludere.

Fra blogindlæg med titlen "En skvattet rektor og feje flokdyr på Ørestad Gymnasium" af Morten Messerschmidt d. 11. marts 2019 i ekstrabladet.dk.

Et andet eksempel:

I andre lande må militæret hente ligposer i lastbiler. En skøjtehal omdannes til lighus. Og mennesker ligger døde i deres senge i dage, før de bliver fundet. Alt det sker i Europa. Der skal Danmark aldrig hen.

Udtalelse af statsminister Mette Frederiksen på tv-transmitteret pressemøde d. 30. marts 2020 om nedlukning af Danmark i forbindelse med COVID-19-pandemien.

En nyhedsartikel som denne om en flåt kan også opfattes som en slags skræmmeargumentation. Ikke sådan at forstå, at der er tale om en enkelt konkret påstand eller et bestemt belæg, der skaber angst eller frygt hos modtageren, men snarere at hele fremstillingen fremstår som en påstand om, at læseren sandsynligvis kan forvente, at en meget stor, aggressiv, blodsugende og sygdomsfremkaldende flåt kommer Danmark inden længe - hvis den da ikke allerede er her og ligger på lur i den danske natur.

Et fjerde eksempel:

Forestil dig, at der ikke er én eneste blomst, ét eneste dyr eller én eneste svamp i Danmark.
Ikke et eneste egern, der piler op ad og ned ad en træstamme. Ikke ét eneste bøgetræ, den kunne have pilet opad. Ingen kantareller at finde i skovbunden. Ikke engang en enkelt fugl på himlen eller en enkelt fisk i vores farvande. Ikke skyggen af en sommerfugl eller en hjort. Overhovedet. Samtlige cirka 37.000 danske arter pist borte – bortset fra mennesket.
Hvis du kan forestille dig dette, og hvis du kan gange det med fem, har du en idé om, hvor slemt et aftryk den igangværende masseuddøen har på alle jordklodens arter.

Indledningen til en kommentar af Rune Engelbreth Larsen med titlen "Mennesket forårsager den sjette masseuddøen – men mange er ligeglade" i altinget.dk d. 28. jan. 2022.

Lykkeargument

Hvor skræmmeargumentet typisk varsler de negative konsekvenser, hvis der ikke handles på en bestemt måde, så lover lykkeargumentet særlige attraktive fordele, opfyldelse af visse positive livskvaliteter m.m., hvis man agerer i overensstemmelse med det budskab, afsenderen formidler.

Lykkeargumentet er en ofte forekommende argumenttype i reklamer.

Eksempel:

Spiser du friskt, så hjælper det dig med at være ung (fra reklame for mælk i 14-dages-bladet Eva, 1972).

Sandhedspostulat

Bemærk, at argumenttypen her kaldes sandhedspostulat og ikke sandhedsargument. Sandhedspostulat hører nemlig til den argumentationstype, som er en fejltype, et såkaldt argumentationskneb. I dette tilfælde går knebet ud på at afsenderen forsøger at overbevise modtageren ved bare at postulere, at det, afsenderen siger, er rigtigt/sandt - uden at dokumentere eller på anden måde underbygge påstanden med troværdige begrundelser.

Sandhedspostulater udtrykkes fx ved brug af faste vendinger som 'Sandheden er jo, at ...', 'Jeg er ikke i tvivl om, at', 'Det er utvivlsomt sådan, at...', 'Det er helt sikkert, at...', 'Det er klart, at...' - og lignende.

Man kan sige, at sandhedspostulatet er en slags autoritetsargument i den forstand, at afsenderen stiller sig selv i en position som en autoritet, som en 'alvidende' person, der ved, hvad 'sandheden' er.

Eksempel:

»Jeg er helt sikker på, at vi kommer til at se masser af unge i nattelivet, som vil give den som reality-stjerner på nettet, hvor de netop har mulighed for at flirte med den rolle«, siger han til metroXpress. (...) »Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at på en natklub vil de unge være slørede nok til ikke at tænke på konsekvensen af det, de siger, og der er nok nogen, som vil fortryde at have sagt ja«.

Udtalelser af seniorrådgiver på Institut for kommunikation på Aalborg Universitet Tem Andersen i artiklen "Berusede unges intime fortællinger kommer på nettet" i politiken.dk, d. 8. apr. 2011. Pixidansk.dks fremhævning af sandhedspostulaterne med blå skrift.

Sandhedspostulatet kan også forekomme som et kvantitetsargument, dvs. en argumentation, hvor afsenderen bruger som argument, at mange mener det samme, eller at noget har fungeret udmærket i lang tid mv., og dermed underforstår, at når mange mener det samme, så er det nok rigtigt, eller når noget har fungeret på en bestemt måde igennem en længere periode, så er det nok en god måde.

(I de følgende eksempler fremhæves sandhedspostulater med rød skrift):

Kvantitetsargumentet er beslægtet med klassifikationsargument (se ovenfor) og kan optræde i form af faste vendinger som: 'Alle er enige om, at...', 'De fleste mener, at...', 'Enhver ved jo, at...' o.l.

Det er også en form for kvantitetsargument, hvis man postulerer, at noget er sandt eller bedst, ved at referere til, hvordan noget plejer at være, fordi det er en tradition eller fordi erfaringer viser, at historien gentager sig: - Man skal blive ved med at afholde gudstjeneste om søndagen, for sådan har det altid været, - Det er ikke så mærkeligt, at der er krig i Syrien, for der har været krig til alle tider o.l.

Et sandhedspostulat kan desuden henvise til almindelig sund fornuft eller almenviden: 'Det er jo indlysende, at det vil gå sådan', 'Det siger jo sig selv, at det sker' o.l.

I dette uddrag fra en kommentar til en kronik i politiken.dk d. 1. marts 2020 med titlen "Sådan får vi et bedre politi" forekommer tre sandhedspostulater (fremhævet med rød kursiv):

Der er klart et organisatorisk problem. Det minder meget om militæret. Det er i virkeligheden et ledelsesproblem.
Vi ved jo alle, at der er problemer inden for politiet; men ingen politifolk tør komme med kritik.

I følgende eksempel påstår politisk kommentator Noa Redington at vide, hvad sandheden er om samfundets aktuelle tilstand. Han skriver nemlig sådan her:

At verdensøkonomien er løbet ind i en ordentlig rusketur, der meget vel kan vende op og ned på det meste, bekymrer ikke så meget. Endnu. Men tro det eller lad være, det kommer også til at ramme Danmark. Med stormstyrke. Boligpriserne vil falde. Pensioner udhules. Virksomheder gå konkurs. Mennesker vil miste deres arbejde. Selv bankøkonomerne, de professionelle optimister, er bekymrede. (...)
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har det seneste år optrådt som økonomiens Erasmus Montanus med et ølkasseforedrag om, hvordan regeringen har investeret Danmark lystigt og beslutsomt gennem mørket.
Sandheden er, at vi har været fortrop i et historisk eksperiment, hvor man vitterlig troede, at prisen på penge var mindre end nul. Nu er hjælpepakkernes tid forbi. Sandheden er, at inflationen er ved at bide sig fast. At man tog fejl. Og at det var forudsigeligt. (...) Og sandheden er også, at der kun er relativt lidt, et lille land som Danmark kan gøre, når verdensøkonomiens tektoniske plader er i bevægelse.

Uddrag af debatindlægget "»Stormen er ved at bryde ud. Det gælder om at nyde sommeren i fulde drag«" i politiken.dk d. 26. juni 2022.

Endelig fremføres det ofte som sandhedspostulat - både i debatter og i reklamer - at noget er rigtigt, attraktivt eller godt, fordi det er nyt, moderne eller tidssvarende - eller at noget omvendt er forkert eller dårligt, fordi det er gammeldags, umoderne og utidssvarende ('outdated').

Ordvalgsargument

Kaldes også ordvalgspostulat eller evaluerende postulat.

Der findes to typer af ordvalgsargumenter:

1. Emotivt argument, som er kendetegnet ved, at afsenderen bruger negativt eller positivt værdiladede ord (= emotivt sprog), der tydeliggør afsenderens positive eller negative følelser over for den sag, han argumenterer for eller imod.
2. Framing, som er ord, der i sig selv udgør et postulat (= en påstand, der ikke begrundes), fordi der er knyttet nogle mere eller mindre direkte positive eller negative medbetydninger (også kaldet konnotationer) til dem.

Emotivt argument

Emotivt sprog betyder ’følelsesbetonet’ sprog, og det er netop ord, der udtrykker afsenderens følelser eller subjektive vurdering, som er karakteristisk for det såkaldte emotive argument. I stedet for bare at påstå, at regeringen burde gribe ind over for et eller andet, kan afsenderen gøre sin påstand emotiv ved at tilføje nogle plus- eller minusord, der tydeliggør hans holdning. Det kan han gøre ved fx at sige, at det er uholdbart, at regeringen ikke griber ind.... Eller i stedet for at påstå, at kassedamer får for lidt i løn, kan synspunktet forstærkes med et emotivt argument: ’Det er simpelthen så uretfærdigt, at kassedamer får så lidt i løn’.

Bemærk, at en påstand eller en begrundelse (belæg og hjemmel) ikke reelt bliver mere overbevisende eller rigtig af, at afsenderen tilføjer emotive argumenter. Fx bliver et synspunkt om, at den maksimale straf for voldtægt er for lille, jo ikke mere rigtigt af, at man formulerer det sådan her: ’Den maksimale straf for voldtægt er latterlig lille’, eller sådan: ’Den maksimale straf for voldtægt burde kraftstejleme være meget højere’. Eller sagt på en anden måde: En argumentation bliver ikke bedre eller mere overbevisende, jo højere man råber.

Man vil nok også kunne kalde det emotiv argumentation, når den argumenterende ikke forsøger at underbygge sine synspunkter med udgangspunkt i, hvad vedkommende faktuelt har sagt, men i, hvad vedkommende føler at have sagt. Fx som når beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen fremfører følgende udsagn i en artikel på dr.dk/nyheder:

(...) Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) siger, at hun aldrig har brugt tallet om de 4.000 færre fattige børn.
- Jeg føler ikke, jeg har brugt noget tal. Jeg har understreget, at reformen betyder, at vi har færre børn i lavindkomst i Danmark, siger hun. (...)
Eksperter og organisationer siger, at det virker som om, I sminker tallene, når I dels bruger 2045-tal og dels ikke har det midlertidige børnetilskud eller inflationshjælpen med i beregningen?
- Jeg føler på intet tidspunkt, at jeg har sminket nogen tal. Jeg har sagt, at der kommer færre børn i lavindkomst. Det er fuldstændig korrekt, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Citat fra artiklen "Ny kontanthjælpsaftale løfter 4.000 børn ud af fattigdom - men først om 22 år" af Mette Pabst, Anders Byskov Svendsen og Rikke Gjøl Mansø på dr.dk/nyheder d. 4. nov. 2023. Pixidansk.dks fremhævning med blå skrift.

Klimaminister Lars Aagaard baserede også sin argumentation på følelser, da han sagde sådan i et interview, efter at Klimarådet havde udtrykt kritik af regeringens klimaplan:

Jeg føler mig helt sikker på - at fordi vi vil gøre mere - kommer vi i mål. Det kan jeg mærke inde i hjertet, så det må man tage mit ord for.

Citat fra artiklen "Danmarks klimaindsats dumper for tredje gang: Hård kritik presser regeringen" af Marie Sæhl på dr.dk/nyheder d. 28. feb. 2023. Pixidansk.dks fremhævning med blå skrift.

Framing

Framing skal i argumentationsmæssig sammenhæng forstås som en speciel slags ordvalgsargument.

Framing er nemlig en afsenders bevidste brug af specielle ord eller formuleringer, der - direkte eller indirekte - udtrykker afsenderens holdning, og som afsenderen bevidst bruger i sin argumentation med det formål at påvirke modtageren til at opfatte et sagsforhold i et bestemt lys, fordi ordene vækker bestemte associationer eller har bestemte underforståede medbetydninger (også kaldet konnotationer).

Nogle sammenligner sproglig framing med underlægningsmusik i en film, fordi både framingen i teksten og musikken i filmen ofte påvirker modtageren (læseren eller tilskueren) og leder (’manipulerer’) hans følelser, opfattelse eller forståelse af en situation i en bestemt retning.

Framing er typisk kendetegnet ved brug af nydannede ord eller brug af kendte ord i en ny betydning med det formål at skabe positive eller negative associationer hos modtageren. Fx er det negativ framing at kalde en, som ikke har arbejde, for 'Dovne Robert', fordi det signalerer, at det er det er vedkommende egen skyld, at han ikke har arbejde (= han er for doven), og positiv framing at kalde en ledig for 'jobsøgende', fordi framingen signalerer, at vedkommende - i modsætning til 'Dovne Robert' - aktivt gør noget for at få et arbejde.

PS: Framing fungerer som et emotivt argument (se ovenfor), når framingen består af åbenlyst positivt eller negativt, eller humoristisk, sarkastisk eller ironisk - ordvalg.

Her følger nogle andre eksempler mere på hhv. positive og negative frames:

• Positiv framing:
  Der er tale om positiv framing, hvis en afsender vælger at bruge ord med det formål at skabe positive associationer om noget, som faktisk ikke er så positivt (også kaldet eufemismer), som når politikere kalder årlige besparelser på sundheds- og uddannelsesområdet for omprioriteringsbidrag i stedet for at kalde dem det, de er, nemlig nedskæringer.

  Eller hvis afsenderen bevidst bruger ord med det formål rent faktisk at skabe positive associationer om noget, fx som i ovenstående eksempel med anvendelse af ordet jobsøgende om en person, der ikke har arbejde.

• Negativ framing:
  Der er tale om negativ framing, hvis afsenderen finder på et begreb som fx café-penge, der indirekte indeholder et sarkastisk postulat om, at studerende bare bruger deres SU på pjank og fornøjelser som at gå på café. Når dette udtryk bruges i en diskussion eller et debatindlæg, skal det i nogle tilfælde underforstås i betydningen: Der kan godt skæres i uddannelsesstøtten til unge studerende, for de har rigeligt med penge.

  Negativ framing bruges også som virkemiddel, hvis en afsender vælger at anvende ord med det formål at skabe negative associationer. Det er tilfældet, når visse skoler, boligområder og børn kaldes for ghettoskoler, ghettoer og ghettobørn. Disse ord, som er blevet opfundet af politiske beslutningstagere, skal forstås negativt i betydningen, at en ghettoskole er en skole med højt elevfravær og mange tosprogede, at en ghetto er et boligområde, hvor mange af beboerne er indvandrere eller efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande, kriminelle, arbejdsløse, ikke har en uddannelse eller har en lav indkomst, og at ghettobørn udgør en risikogruppe, som man skal holde øje med, fordi de bor i en ghetto.

  Læs eventuelt en kritisk artikel om brug af begrebet ghettoskoler: Ghettoskoler – stigmatisering eller hjælp? af Mette Mellerup i folkeskolen.dk, d. 9. dec. 2018. Og disse om ghettobørn: "Ordet "ghettobørn" er gift for samfundet, integrationen – og de børn, vi taler om" - Et debatindlæg af Carolina Magdalene Maier i kristeligt-dagblad.dk, d. 7. juni 2018. Eller artiklen "Hvor hulen kom de ghettobørn fra?" af Susanne Sayers i journalisten.dk, d. 30. maj 2018.

  Alle former for øgenavne og negative betegnelser om noget eller nogen er en slags framing, fx som ordet 'feltmadras' under og efter 2. Verdenskrig, der var en negativ framing for en dansk kvinde, der kærestede med en tysk soldat. Det samme gælder den negative framing, når arveafgiften til staten kaldes 'dødsskatten'.

  Et eksempel på framing i form af et nydannet ord er ovenstående debattråds-indlæg (i afsnit om eksempelargument), hvor afsenderen helt utvetydigt giver sin meget negative holdning til 'Rejsekortet' til kende ved konsekvent at omtale det som 'Rejselortet'.

Frames kan desuden skabe bestemte associationer, hvis man bruger dem i en betydningsmæssig kontekst (sammenhæng), hvor de egentlig ikke hører til. Fx hvis man krigsmetaforisk beskriver forløbet af en debat ved at bruge ord som 'kamp', 'angreb', 'forsvar', 'sejrherre', 'skyttegravskrig' eller 'fjende' - eller voldsmetaforik i beskrivelsen af en fodboldkamp, hvor det ofte ses, at der bruges frames som 'slagtede', 'slog', 'bankede', 'fældede', 'knockoutede', 'nedlagde', 'knuste' osv. I begge tilfælde signalerer framingen, at der er tale om en kampscene, om noget aggressivt, om ufred, om fjende mod fjende - og ikke en fredelig, konstruktiv debat eller fair sportslig begivenhed.

Afledningsargument

Der er forskellige typer af argumentationskneb, der har det tilfælles, at de afleder diskussionen fra det emne, den problemstilling, der egentlig diskuteres - og derfor opfattes som en argumentatorisk fejltype, som usaglig argumentation.

Man kan aflede en diskussion ved fx at tale om noget andet, end det diskussionen egentlig drejer sig om, eller ved at svare på noget andet, end man bliver spurgt om, men der er især tre typer af afledningsargumenter, der ofte forekommer i diskussioner - ikke mindst i politiske debatter. Det er 'at-gå-efter-manden-argumentet', glidebaneargumentet og stråmandsargumentet.

At-gå-efter-manden-argument

Afledningen fra den sag, der diskuteres, kan ske ved at inddrage modpartens personlige karaktertræk eller andre forhold ved modparten som person, som ikke har noget at gøre med den sag, der diskuteres, men som kan opfattes som en karakterbrist, og derfor har den effekt at svække modpartens autoritet og troværdighed (jf. begrebet etosappel).

Metaforisk beskriver man dette argumentationskneb som 'at gå efter manden (= den person, man diskuterer med) i stedet for bolden (= den sag, der reelt diskuteres)'.

Glidebaneargument

En anden form for afledningsargument er det såkaldte glidebaneargument, hvor man postulerer (altså påstår uden at begrunde), at en tilstand uvægerligt vil føre til en kædereaktion af andre tilstande.

Ofte bruges glidebaneargumentet som skræmmeargument (se ovenfor), fordi argumentet hævder, at hvis man gør - eller ikke gør - noget bestemt, så vil det få en række negative følger.

Her to eksempler på formuleringer af glidebaneargumenter hentet fra Gyldendals Den Store Danske:

Hvis unge mennesker begynder at drikke øl, vil de snart ønske at prøve et blødt stof som hash, hvorefter de vil ty til hårdere stoffer som heroin, hvilket vil lede dem ud i kriminalitet og i sidste ende medføre hele samfundets forfald.

Hvis vi tilbyder frivillig aktiv dødshjælp, vil det uafvendeligt føre til, at enkelte læger vil tage beslutningen i deres egne hænder over hovedet på patienterne, hvilket vil medføre at flere og flere læger vil imitere denne praksis. Vi vil så i realiteten ende med at have tvungen aktiv dødshjælp, hvilket må sidestilles med mord.

Kilde: Martin Mose Bentzen: Glidebaneargument i Den Store Danske, Gyldendal. Set 1. aug. 2020. denstoredanske.lex.dk/glidebaneargument.

Stråmandsargument

En tredje måde at aflede en diskussion på er at bruge stråmandsargument, dvs. at den ene part forsøger at argumentere for sin egen holdning ved at angribe modparten for at have et synspunkt, som modparten ikke har udtrykt. Det kan ske ved at overdrive eller bevidst mistolke, hvad modparten har sagt eller ved at påstå, at modparten mener noget, som denne ikke har tilkendegivet.

Stråmandsargumentet er ikke altid helt tydeligt. Det kan nemlig i nogle tilfælde komme mere indirekte til udtryk, fx som når politikeren Pia Kjærsgaard i et debatindlæg indirekte tillægger et par forfattere et synspunkt, de ikke har:

Politiken havde på forsiden 24.5 et stort billede af et brugt hygiejnebind. To unge forfattere har skrevet bogen 'Gennemblødt', angiveligt som et opgør med tabuet omkring pigers og kvinders menstruation. (...) Vi har i dag allehånde problemer og udfordringer. Med væksten i økonomien, med migranter, krige og flygtninge, med kriminalitet, fup, svindel og ligegyldighed. På min arbejdsplads har vi en tillidskrise mellem folk og Folketing, der vist aldrig har været større. Det alene er en potentiel landmine under vores demokrati. Der er altså større problemer i Danmark end kvinders menstruation.

Kilde: Debatindlæg med titlen "Der er altså større problemer i Danmark end kvinders menstruation" i politiken.dk d. 26. maj. pixidansk.dks fremhævning af stråmandsargumentet med blå skrift).

Sidste sætning i dette uddrag er en 'stråmand', fordi Pia Kjærgaard her indirekte påstår, at de to unge forfattere mener, at der ikke er større problemer i Danmark end kvinders menstruation. Denne falske påstand om, at forfatterne mener noget, som de faktisk ikke mener, bruges til at latterliggøre forfatternes udgivelse.

Ofte fremstår stråmandsargumentet dog mere tydeligt end i det lige nævnte eksempel. Hvis man lytter opmærksomt til fx en politisk debat og opdager, at den ene af deltagerne påstår, at den anden har sagt eller mener noget, som vedkommende faktisk slet ikke har sagt, så er det netop stråmandsargumentet, som bliver brugt.

Fx er det et stråmandsargument, når den tidligere politiker Brian Mikkelsen i et debatprogram angriber venstrefløjspolitikeren Johanne Schmidt-Nielsen (tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten) for at mene noget, som hun ikke mener:

Jeg kan se, venstrefløjen her gør alle de to tredjedele af danskerne, der er privat ansatte, til diabolske, og så alle de offentligt ansatte, de har sådan helteglorie over sig.

Eksemplet er fra dette uddrag om 'stråmand' fra tv-programmet Detektor på DR 2 i 2014 - her gengivet fra YouTube:

I forbindelse med reklamer bruges af og til følgende betegnelser:

• Afsenderargumenter er argumenter, hvor afsenderen lovpriser varen. Det kan være producenten selv, der anbefaler sig. Oftest er det dog en ekspert, et idol eller et flertal, der mener/bruger/anbefaler varen, og dermed indirekte siger, at modtageren gør klogt i at gøre ligesådan. I denne argumenttype hævder troværdige mennesker (indirekte), at deres særlige evner eller gode udseende skyldes et bestemt produkt.
• Modtagerargumenter er argumenter, der spiller på modtagerens fordele ved at acceptere påstanden om varen. De hævder, ofte indirekte, at modtageren bliver lykkeligere, sundere eller smukkere af at bruge produktet.
• Sagargumenter tager udgangspunkt i sagen, produktet. Der kan argumenteres med statistik, prognoser om fremtiden, analyser af fortiden, eller med parallelle tilfælde. Reklamer er aldrig upartiske, men i nogle reklamer er sagargumenter mere fremtrædende end i andre.

Kilde: Reklametid af Jane Kristensen og Jørgen Riber Christensen, Dansklærerforeningen 2003.

Måske kan man også lade sig inspirere af retorikken og inddele argumenttyper i følgende kategorier?:

• Hvis man bruger en logosappellerende begrundelse for en påstand, er der tale om et logosargument
• Hvis man bruger en etosappellerende begrundelse for en påstand, er der tale om et etosargument
• Hvis man bruger en patosappellerende begrundelse for en påstand, er der tale om et patosargument

Læs mere om retoriske appelformer.

Med fokus på appelformerne kan man kategorisere de ovenfor nævnte argumenttyper i forhold til, i hvilken grad argumentationen har fokus på at skabe identifikation hos modtageren, at skabe tillid til afsenderen eller at redegøre for emnet/sagen, og i hvilken grad argumentationen især er patos-, etos- eller logosappellerende:

PS: Vær opmærksom på, at det især er indholdet af argumentet, der bestemmer, om modtageren først og fremmest opfatter det som patos-, etos- eller logosappellerende. Fx appellerer eksempelargumenter ofte mere til modtagerens følelser (patos) end til fornuften (logos). Det samme gælder glidebaneargumentet. Og selv om brug af ekspertargument kan styrke modtagerens tillid til afsenderen (etos), fungerer selve argumentets logik ofte også som appellerende til fornuften (logos).

Og hvis den kildekritiske modtager opdager, at afsenderen (fx en politiker) bruger usaglig argumentation i form af et eller andet argumentationskneb, vil det ramme afsenderen som en boomerang i den forstand, at modtageren vil miste tillid til afsenderen, når denne gør brug af manipulerende retoriske tricks. Det gælder, både hvis afsenderen anvender sandhedspostulat, ordvalgsargument, 'at-gå-efter-manden-argument', glidebaneargument og stråmandsargument.

En argumentationsanalyse kan afsluttes med en vurdering af argumentationens kvalitet.

Men lad os lige få nogle begreber på plads. Der findes to typer af argumentationsformer:

1. Det logiske argument. Det logiske argument handler om at påvise og bevise med det formål at finde frem til sandheder om verden. Det logiske argument er den argumentationsform, der gælder inden for videnskabelige område. Det er kendetegnet ved, at argumentationens påstand, også kaldet dens konklusion, kan vurderes som sand (eller i hvert fald sand med-en-til-vished-grænsende-sandsynlighed), fordi dens begrundelser, også kaldet præmisser, er sande. Den konklusion, som den logiske argumentation fører frem til, kan i princippet ikke diskuteres, for den er sand; den er, som den er.
   Det begrebspar, man bruger, når man skal vurdere kvaliteten af et logisk argument, er gyldig-ikke gyldig (eller gyldig-ugyldig).
2. Det retoriske argument handler om at overbevise med det formål at kunne vinde tilslutning til et synspunkt eller træffe en beslutning. I modsætning til det logiske argument, der bygger på sandheder, så bygger det retoriske argument på værdier (moral, etik, normer, menneskesyn, ideologi, religion), følelser og fornuft.
   Når man skal vurdere kvaliteten af et retorisk argument, kan man anvende begrebsparrene stærk-svag - eller god-dårlig.

Forskellen på det logiske og retoriske argument er altså, at det logiske argument går ud på at bevise, mens det retoriske argument går ud på at overbevise.

Det er først og fremmest det retoriske argument, vi beskæftiger os med i dansk, for det er den argumentationsform, der er dominerende i både private (når vi diskuterer med venner eller i familien) og offentlige sammenhænge (når der diskuteres på arbejdspladsen, i debatudsendelser i tv, i læserbreve i aviser, i folketinget mv.). Det er således ofte den retoriske argumentation, der får os til at vælge og handle, som vi gør i vores liv. Vi vælger og handler på bestemte måder, fordi retoriske argumenter har overbevist os om, at det er den mest hensigtsmæssige måde at vælge og handle på.

Det er også retorisk argumentation, vi benytter os af, når vi fx argumenterer for, hvorfor vi fortolker en litterær tekst på en bestemt måde. Vi kan jo ikke bevise ved hjælp af et logisk argument, at vores fortolkning med sikkerhed er sand.

Selv om man kan blive overbevist af retoriske argumenter, som ikke indeholder sandheder, så styrker det dog sædvanligvis den retoriske argumentation at bruge elementer fra det logiske argument. Det virker nemlig ofte mere overbevisende, hvis man kan begrunde sine synspunkter med sandheds- eller sandsynlighedsbeviser, fx ved at referere til fakta, videnskabelige undersøgelsesresultater, ekspertudtalelser, erfaringer gennem lang tids praksis mv.

Lad os lige sammenfatte, hvilke særligt vigtige argumentationsbegreber vi opererer med i en argumentationsanalyse:

• Påstand eller synspunkt: den holdning eller mening om en eller anden sag eller person, som den argumenterende udtrykker.
• Argument eller begrundelse: afsenderens underbygning af påstand/synspunkt. Et argument eller en begrundelse kan bestå (jf. Toulmins argumentationslære) af belæg, hjemmel, styrkemarkør, gendrivelse og rygdækning.
• Argumentation: en overordnet betegnelse for den samling af argumenter/begrundelser, der fremføres i en bestemt retorisk situation, hvad enten det er en argumenterende tale eller artikel, en debat mv.
• Postulat: en isoleret påstand, altså en påstand, som ikke begrundes.
• Argumenttyper: forskellige former for begrundelser, der kan forstærke eller svække et argument og en argumentation i det hele taget. Der findes følgende argumenttyper: Årsagsargument, tegnargument, generaliseringsargument, klassifikationsargument, eksempelargument, sammenligningsargument, autoritetsargument (herunder erfarings, ekspert-, idol- og myndighedsargument), motivationsargument (herunder skræmme- og lykkeargument) samt argumentationskneb som sandhedspostulat, ordvalgsargument (herunder emotivt argument og framing) og afledningsargument (herunder at-gå-efter-manden-argument, glidebaneargument og stråmandsargument)

Det kan også indgå i vurderingen af en argumentations styrke, om og hvordan afsenderen eventuelt gør brug af en eller flere følgende tre kilder:

• Ekspertkilden, der har særlig dybtgående viden om det sagsforhold, argumentationen drejer sig om. Ekspertkilder er personer, der via deres uddannelse og professionelle arbejde (herunder forskning) har tilegnet sig viden om et bestemt specialiseret felt. Ekspertkilder kan også være skriftlige kilder i form af videnskabelige afhandlinger og undersøgelser, forskningsrapporter, statistisk materiale mv.
  PS: Det er brug af ekspertkilde, der hentydes til, når man taler om, at der bruges ekspertargument i en argumentation.
• Erfaringskilden, der har personlige erfaringer med, og dermed viden om det sagsforhold, argumentationen handler om. En erfaringskilde kan være et offer for eller vidne til en ulykke, en kriminel handling, eller en person, der har inside-viden om en sag, hvor der fx er udøvet magtmisbrug mv. Erfaringskilder kan være skriftlige, visuelle, auditive eller audiovisuelle: en kilde kan fx have skrevet et brev, taget nogle fotografier, lavet en lydoptagelse eller videooptagelse, der dokumenterer det, som kilden har erfaret.
  PS: Det er brug af erfaringskilde, der hentydes til, når man taler om, at der bruges erfaringsargument i en argumentation.
• Partskilden, der har personlige interesser (politiske, økonomiske) på spil i det sagsforhold, argumentationen handler om. En partskilde er som udgangspunkt ikke en uvildig/neutral/upartisk kilde, men tværtimod subjektiv og partisk, fordi han vil få en eller anden form for personlig vinding ud af eller af andre grunde har personlig interesse i, at argumentationen falder ud til en bestemt side, dvs. at der vindes tilslutning til én bestemt påstand frem for en anden. En partskilde kan fx være en person, der er anklaget for en kriminel handling, en politiker, der forsvarer sine egne eller sit partis politiske synspunkter, en virksomhedsleder, der argumenterer for de beslutninger, han har taget, en far og en mor, der efter en skilsmisse argumenterer for, at retten til forældremyndighed kun bør tilfalde den ene part osv.

Pointen i overhovedet at bruge tid på at vurdere kvaliteten af en argumentation er først og fremmest at tage stilling til, om argumentationen er så stærk, at man kan/vil tilslutte sig afsenderens (fx kærestens eller politikerens) synspunkt - eller om den er så svag, at man ikke kan, og derfor heller ikke vil.

I danskfaglig sammenhæng skal du vise, at du kan forholde dig selvstændigt og kritisk til den argumentation, du støder på i bøger, aviser, på internettet og i andre medier.

Når man skal vurdere, om en argumentation er stærk eller svag (eller midt imellem), kan følgende opstilling måske bruges som rettesnor (men ikke som facitliste). Skemaet viser, hvilke elementer i en argumentation, der henholdsvis kan forøge og svække dens styrke:

OBS! Brug plusserne og minusserne i dette skema med varsomhed, for argumentationens styrke afhænger i høj grad af, hvordan de forskellige elementer bruges i praksis.

Fx er anvendelse af en ekspertkilde ikke pr. definition noget, der styrker argumentationen. Det afhænger af den måde, ekspertkilden bruges på. Ofte støder man i argumenterende tekster på, at afsenderen henviser til unavngivne ekspertkilder ("en undersøgelse har vist, at....", "i følge flere eksperter er der meget, der tyder på, at ...." og lignende). Sådan en argumentation er svag, fordi man som modtager ikke kan kontrollere, om det er rigtigt, hvad afsenderen siger.

En argumentation, hvori indgår videnskabeligt eller statistisk materiale, kan desuden være meget svag, hvis det viser sig, at afsenderen bevidst har undladt at omtale dele af materialet, fordi dette faktisk taler imod den påstand, han vil have tilslutning til. (I retorisk (herunder politisk) argumentation tilbageholdes ofte helt bevidst visse informationer, eller der gives decideret fejlinformation (se eksempler på dette i programmet Detektor på DR)).

Af og til udtaler eksperter sig om noget, eller bliver stillet spørgsmål af en journalist om noget, de ikke er eksperter i - og så er det vigtigt at huske på, at de ikke længere skal opfattes som eksperter, men som almindelige lægpersoner.

Endelig er en eksperts udtalelse jo ikke altid en videnskabelig baseret indiskutabel sandhed. Det viser sig i de situationer, hvor eksperter inden for samme kompetence-område er uenige. Læs fx disse to artikler, hvor to eksperter er uenige om, hvorvidt Peter Madsens forklaring er rigtig, om at Kim Wall blev kvalt af udstødningsgasser i hans ubåds kabine, forårsaget af nogle fejl, Peter Madsen kom til at begå ved opstart af ubådens motorer: Kim Winter, der er ansat ved Teknologisk Institut mente, at der godt kan opstå en situation som den, Peter Madsen påstår, mens ubådsekspert Ditte Dyreborg afviste Madsens forklaring om, at Kim Wall skulle være omkommet som følge af en udledning af giftige gasser udløst af et undertryk i ubåden.

Selv om brug af en kilde, der ikke har dokumenteret kompetence inden for det område, hans argumentation handler om, og som derfor som udgangspunkt er svag, kan det sagtens vise sig ved nærmere argumentationsanalyse, at kildens argumentation er så velunderbygget, at den faktisk bør vurderes som stærk.

En argumentation, der bygger på en enkelt persons egne erfaringer og oplevelser, er heller ikke nødvendigvis svag, selv om denne kildetype står på 'minus-siden' i ovenstående tabel. Den kan faktisk være ganske stærk, hvis erfarings-/partskilden fx er en person, der virker troværdig og tilsyneladende har et unikt kendskab til en sag, fordi han har været direkte involveret i den, og derfor har en inside-information (underhåndsviden), som uvildige og udenforstående kilder ikke har/kan have.

1. Hvad er det for et sagsforhold/emne/en problemstilling, argumentationen handler om?
2. Hvilken hovedpåstand fremsættes?
3. Hvilke belæg og evt. andre påstande (med belæg) bruges til at understøtte hovedpåstanden?
4. Hvad er hjemmel/hjemler for hovedpåstand og belæg?
5. Anvendes rygdækning for hjemlen?
6. Indgår der styrkemarkører i argumentationen?
7. Indgår der gendrivelse i argumentationen, dvs. at afsenderen overvejer i hvilke tilfælde hans egen påstand, hans egne synspunkter ikke gælder?
8. Indgår modargumentation i argumentationen, dvs. at afsenderen argumenterer imod andre personers forventelige indsigelser over for afsenderens synspunkter?
9. Hvilke typer retoriske virkemidler anvendes i argumentationen?
   • Stilfigurer: billedsprog, gentagelses-, modsætnings- eller dramatiske figurer eller klangfigurer?
   • Argumenttyper: årsagsargument, tegnargument, generaliseringsargument, klassifikationsargument, eksempelargument, sammenligningsargument, autoritetsargument (herunder erfarings-, ekspert-, idol- og myndighedsargument), motivationsargument (herunder skræmme- og lykkeargument) samt argumentationskneb som sandhedspostulat, emotivt argument (herunder framing) og afledningsargument (herunder at-gå-efter-manden-argument, glidebaneargument og stråmandsargument)?
   • Appelformer: etos-, logos- eller patosappel?

10. Konklusion: Vil du vurdere, at argumentationen er stærk eller svag (eller midtimellem), fordi den er baseret på:
    • relevante og kompetente kilder - eller på irrelevante eller inkompetente kilder eller måske slet ingen kilder?
    • reel argumentation, dvs. at afsenderen forsøger at understøtte sine påstande med belæg og hjemler - eller er argumentationen ikke reel, idet den består af mange postulater (= ubegrundede påstande)?
    • ærlighed, dvs. at afsenderen ikke bevidst fortier eller fordrejer oplysninger, og at han eventuelt fremfører gendrivelse af egen påstands holdbarhed - eller på uærlighed ved bevidst at fortie eller fordreje oplysninger?
    • velunderbyggede argumenttyper eller mindre saglige argumenttyper - eller argument(ations)kneb?
    • en syntaks, sprogbrug og anvendelse af sproglige figurer, der er tilpasset det emne, argumentationen handler om, det medie argumentationen foregår i, og den målgruppe argumentationen er henvendt til - eller kun delvist eller slet ikke er tilpasset emnet, mediet og/eller målgruppen?
    • at eventuel kritik følges op af realistiske løsningsforslag - eller at kritik fremføres uden angivelse af mulige alternativer?