Et afsnit fra bogen Journalistikkens grundtrin - Roller Krav Metoder af Solveig Schmidt og Mette Mørk, 3. udg., s. 108-112, Forlaget Ajour 2016.

Ud fra de forskellige kriterier journalister bruger til kildevurdering, kan man inddele kilderne i tre typer: Eksperter, parter og erfaringspersoner. Det er en inddeling, journalister laver med det ene formål at få et overblik, når de skal analysere det materiale, der danner baggrund for historien.

Inddelingen er en grundmodel, og den må ikke forveksles med en præcis beskrivelse af virkeligheden. Modellen udpeger det centrale ved de enkelte kildetyper, så journalisten får et godt udgangspunkt for at vurdere og analysere researchmaterialet. Modellen rummer ikke de mange gråzoner, der tit kan være, når kildetypen i praksis skal afgøres. Den giver alene overblik over de centrale aspekter, og så må journalisten i hvert enkelt tilfælde tage de nødvendige forbehold.

Inddelingen i kildetyper skal altid tage udgangspunkt i den konkrete opgave. Ingen kilder er en bestemt kildetype. Det afhænger helt af den konkrete vurdering i hvert eneste tilfælde, hvad kilden kan bruges til, så han bruges mest troværdigt. Den kilde, der er ekspert i én historie, kan være part i den næste, så det er afgørende, at vurderingen foretages med udgangspunkt i den konkrete sag. Det er også nødvendigt, at journalisten er åben over for forhold, som i praksis kan gøre det svært at få de konkrete kilder puttet ind i skemaet.

Målet er ikke en “ren” kildetype, men at skabe klarhed over materialet, så enkelt eller komplekst det måtte være i de konkrete situationer. Når man sammenfatter nogle af kriterierne fra kildevurderingen med kildetyperne, viser skemaet på næste side, hvad der karakteriserer de enkelte kildetyper. Ikke alle kriterierne er med, for ikke alle er relevante for at inddele kilderne i typer. At sekundærkilder er irrelevante for journalister gælder alle kildetyper, ligesom forbeholdene for at kunne generalisere altid gælder.

Ekspertkilde

Det afgørende ved ekspertkilden er, at han er uafhængig og derfor ikke farver sine udsagn for at sikre sig personligt, arbejdsmæssigt eller økonomisk. Eksperten har episteme, altså en dyb og grundlæggende viden om emnet og har ikke andre interesser end at fremlægge sin viden. Eksperten har kunnet undersøge det pågældende emne på mange måder eller i hvert fald frit og kan udtale sig uden frygt for at blive fyret eller sat ned i løn. Der er ikke noget, der sorteres fra, fordi det er ubehageligt for eksperten eller ekspertens arbejdsgiver.

Prototypen på en ekspert er en professor med 25 års forskning på området og uden politiske, økonomiske eller karrieremæssige interesser i at fordreje problemet. Det kan også være bilmekanikeren, der ved, hvad en bestemt bankelyd i motoren plejer at betyde. Eller juristen, der kender alle regler om klip i kørekortet. Det er en konkret fortolkning i hvert tilfælde, og hos eksperten leder journalisten efter:

• stor viden om emnet.
• at kilden ikke har noget i klemme i den aktuelle sag.
• troværdig autoritet i den aktuelle sammenhæng.

Prototypen er en konstruktion, og ofte støder man på eksperter, hvor snittene ikke er helt så rene, for eksempel forskeren i miljøgifte, som også er aktiv i en naturfredningsforening. Journalisten skal i hvert enkelt tilfælde vurdere, om gråzonen har betydning for kildens deltagelse, eventuelt om det har betydning for, hvordan et interview skal bygges op, eller hvilken del af arbejdsprocessen kilden så (ikke) kan bruges i.

Afhængigheden hænger nøje sammen med emnet. Hvis formålet er at finde en biolog, der kan forklare, hvordan myg formerer sig, er afhængigheden af en naturfredningsforening mindre vigtig. På andre områder kan afhængigheden være af central betydning. Journalisten skal også overveje, hvilken slags viden der efterspørges. På nogle områder er ekspertviden entydig, og alle vil være enige om, hvordan tingene hænger sammen. På andre områder er der mere eller mindre uenighed, og en ekspert står måske for en udlægning, der er kontroversiel. I den situation kan man ofte ikke nøjes med én ekspert.

Hvis man ikke selv ved, hvem det er relevant også at søge information hos, kan man spørge sin ekspert - hun er som regel parat til at udpege sin mest fremtrædende modstander.

Partskilde

Det afgørende ved partskilden er, at han er bundet af en eller anden form for afhængighed og ikke kan udtale sig frit. Partskildens udtalelser kan derfor være farvet af nogle bestemte holdninger. Afhængigheden kan bunde i mange ting fra økonomiske egeninteresser til pligt, men det er ikke afgørende. Det afgørende er, at den findes, så partskilden har en interesse i at fremstille sagen i et bestemt lys. Partskilder skal derfor som oftest stilles over for en modpart.

Det er også en god ide at være meget opmærksom på det, de ikke siger. Parter vil ofte have en interesse i at betone særlige forhold eller synsvinkler og fortie andre. Det kan sagtens være relevant at inddrage partskilden alligevel. I en historie om forholdene på skolerne kan lærernes syn på sagen være af betydning. De tegner ikke det fulde billede af sagen, men de har et vigtigt bidrag.

Afhængigheden siger ingenting om partskildens viden. Nogle parter har en imponerende viden på deres felt, altså reel kompetence; andre ved ikke så meget, men har bare et ansvar eller en interesse for området, altså formel kompetence. Det har betydning for, om man ønsker at bruge kilden eller ej, men det har ingen betydning for vurderingen af, at der er tale om en partskilde.

Prototypen på en partskilde er en politiker, direktør eller formand. Altså personer, som er ansat eller valgt til at repræsentere eller arbejde for en bestemt sag eller holdning. Også den ansatte fuldmægtig i en organisation vil være partskilde, fordi vedkommende ikke kan udtale sig frit, men taler ud fra, hvad ledelsen forventer, at der bliver lagt vægt på.

Enhver kan være part, om ikke andet så i sin egen sag. Også ekspertprofessoren fra før bliver partskilde, hvis han for eksempel kritiserer forholdene for universitetslærere. Så udtaler han sig ikke længere ud fra den viden, han har i kraft af sit speciale, men som ansat. Og så er ekspertrollen væk. Et andet eksempel: Mange organisationer og virksomheder har eksperter ansat. Internt i virksomheden er deres kompetence deres saglighed, men hvis de skal bruges i journalistisk sammenhæng, kan der sættes spørgsmålstegn ved deres afhængighed. Udtaler de sig ud fra den ekspertviden, de har, eller er de farvet af deres ansættelsesforhold og taler i virkeligheden deres arbejdsgivers sag?

Som ved ekspertkilden skal der ske en konkret vurdering i hvert tilfælde, og hos partskilden leder journalisten efter:

• holdning til den aktuelle sag.
• viden, som den ser ud fra en bestemt gruppes synspunkt.

Det afgørende ved erfaringskilden er kildens egne oplevelser. Erfaringskildens troværdighed er, at han selv har oplevet at måtte begrave et barn, at være sygemeldt af stress i et år, at bo 50 meter fra en motorvej, at vinde 22 millioner i lotto, at leve i et forhold med vold, at være ordblind, at være flygtning.

Erfaringskilde

Erfaringskildens rolle er at give historien identifikationsmuligheder. Kilden skal trække det abstrakte emne ned på jorden og iklæde det kød og blod og måske også tårer. Lidt enkelt kan man sige, at erfaringskilden kun må sige ”jeg”, aldrig ”vi” eller ”de” eller ”man”. Med andre ord, erfaringskilden skal ikke generalisere eller politisere sine erfaringer. Erfaringskilden skal fortælle med udgangspunkt i sig selv.

Også her skal der ske en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, og hos erfaringskilden leder journalisten efter:

• det gode eksempel på den problematik, den aktuelle historie handler om.
• evnen til at sætte ord på egne oplevelser.

Det er som regel kun et plus, hvis erfaringskilden både kan fortælle om den konkrete oplevelse og reflektere over den, men refleksionerne skal holde sig inden for erfaringskildens kompetence, som - i denne sammenhæng - alene er kildens egen oplevelse. Hvis erfaringskilder bevæger sig ind på områder, der ligger uden for denne kompetence, kan det koste i forhold til deres troværdighed. Og det kan let ende i en selvudlevering. Det er journalistens opgave at sørge for, at kilderne ikke bringes i den ubehagelige situation.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at erfaringskilder også kan have dagsordener, så de skal behandles helt på lige fod med andre kilder, det vil sige lige så kritisk. Nogle erfaringskilder gør sig selv til parter, for eksempel ved at blive aktive i en forening for folk i samme situation som dem selv. Alt andet lige svækker det deres troværdighed, når deres erfaring på den måde bliver en sag i en forening, der har et mål af den ene eller anden slags. Det er svært at vide, om deres fortælling er farvet af de dagsordener, der er i foreningen.

Det er vigtigt at huske, at ekspertkilde, partskilde og erfaringskilde er fagudtryk, som journalister bruger, på samme måde som andre faggrupper har fagudtryk. De må ikke forveksles med den dagligdagsbrug af ordene ekspert, part og erfaring. En kilde kan godt i en nyhedsudsendelse præsenteres som "ekspert” i dit eller dat. Det er den almindelige måde at fortælle folk, at her kommer en person, der ved rigtig meget om det emne. I journalistens verden er han måske partskilde i den konkrete sag, men det roder man ikke modtageren ind i.

På samme måde er det almindeligt at tale om "sagens parter” i for eksempel en retssag. Det siger ingenting om, hvilken rolle de måtte have journalistisk. Masser af mennesker har også erfaring med stort og småt. Det gør dem ikke automatisk til erfaringskilder.

Af antologien.dks (og pixidansk.dks) redaktør, Jørn Ingemann Knudsen, 2017.

Som naturfænomen er en kilde et sted, hvor grundvandet springer frem til jordoverfladen. Som tekstfænomen kan vi sige, at en kilde er et sted (udtalelse fra en person, et skriftligt dokument, en lydoptagelse, et fotografi, en video mv.), hvor informationer hentes fra.

I en analyse af en sagprosatekst er det ofte relevant at forholde sig til, hvilke kilder afsenderen benytter sig af i sin sagsfremstilling, og vurdere, hvorvidt disse kilder er:

• Relevante, dvs. om de har en eller anden form for tilknytning til sagen eller en relevant viden om sagen.
• Kompetente, dvs. om de har en kompetence, en viden, der sandsynliggør, at det de siger (eller skriver) er troværdigt.
  Hvis en kilde er ekspert, dvs. forsker eller har professionelle (arbejdsmæssige) erfaringer inden for det sagsområde, som artiklen handler om, kalder man kilden en ekspertkilde.
  Hvis kilden ikke er ekspert, men alligevel har erfaringer inden for det sagsområde, teksten omhandler, så kaldes kilden en erfaringskilde.
• Uafhængige, dvs. om de kan forholde sig objektivt til sagen, fordi de ikke selv er personligt involverede i den eller har særinteresser at pleje, så de kan tænkes at have interesse i at berette noget andet end sandheden.
  Hvis kilden ér personligt involveret eller på anden måde har særlige interesser i det sagsområde, der omtales i teksten, så kaldes denne en partskilde.
• Repræsentative, dvs. om afsenderen har udvist alsidighed i sin research ved at indhente informationer fra flere forskellige kilder, som kan belyse sagen fra forskellige synsvinkler og/eller bekræfte hinandens informationer, så er der en vis sandsynlighed for, at fremstillingens billede af virkeligheden ikke er helt enøjet og misvisende.
  Bemærk fx alsidigheden i videoen "Hvordan påvirker gaming din hjerne?" på DR, hvor der henvises til kilder, der har forskellige meninger om, hvordan gaming påvirker den, der spiller.

PS: Man skal dog være opmærksom på, at en informationsteksts sandhedsværdi ikke pr. automatik styrkes ved bare at bruge udtalelser fra kilder, der repræsenterer forskellige holdninger eller erfaringer. Der skal være en vis balance mellem kildernes troværdighed. Fx er der ikke balance - og dermed er kildevalget ikke reelt repræsentativt - imellem en videnskabelig undersøgelse af mere end en million piger, der har fået HPV-vaccine, og som viser, at der ikke er nogen sammenhæng mellem vaccinen og visse ubehagelige bivirkninger, og en enkelt pige, der fastholder, at hun har fået kroniske mén efter at være blevet HPV-vaccineret. Læs fx denne artikel om netop den problematik:

• Hård kritik af TV-Avisens HPV-indslag: ”Et klassisk eksempel på falsk balance” - Artikel af Marie Nyhus i journalisten.dk, d. 7. sep. 2020. Manchet: TV-Avisen får kritik fra flere eksperter for at sidestille dokumenteret videnskabelig viden med synsninger i et indslag om HPV-vaccine fredag aften. ”Der er nogle problemer i det indslag, vi får lavet,” erkender DR’s nyhedschef.

Det er også værd at have i baghovedet, når man kildekritisk skal undersøge graden af troværdighed i en informationstekst, at selv om journalisten forsøger at hæve troværdigheds-barren ved at citere eller referere til en kilde, der benævnes 'ekspert', så er det ikke nødvendigvis en uafhængig universitetsuddannet forsker. Læs artiklen "Hver anden ekspert i medierne er slet ikke ekspert i klassisk forstand" af Kerstin Bruun-Hansen i journalisten.dk d. 15. sep. 2022.