Aktantmodellen kan anvendes som hjælpemiddel til at få overblik over fortællestrukturen i mange former for fiktive tekster, herunder mange romaner, eventyr, dramaer og spillefilm. Læs 
mere om aktantmodellen under Litteratur.
Journalistisk aktantmodel
Aktantmodellen er også populær blandt mange journalister, når de skal forsøge at strukturere en fortællende sagsfremstilling, der både fanger læserens/seerens opmærksomhed og og fastholder dennes interesse.
Fx definerer Peter Harms Larsen (i bogen De levende billeders dramaturgi, bd. 2 TV, s. 84-85) , det han kalder, 'aktanthistorier' på følgende måde:
Aktanthistorier - som er kendetegnet ved at nogen (personer, institutioner, nationer) med forskellige midler eller ressourcer har opnået, opnår eller planlægger/forsøger/mislykkes med at opnå - noget, et mål - men at dette projekt støder på større eller mindre modstand der truer, har truet eller kan forhindre dets virkeliggørelse. (...)
Aktanthistorier er også i tv-journalistik de mest udbredte. Grafisk kan det fremstilles således:
Eksempel på konkret nyheds aktantmodel
Og så giver Harms Larsen et konkret eksempel på en aktanthistorie fra TV 2 Nyhederne d. 26. marts 2000. Den handlede om pigen Sofie, der blev født med hjerneskade, sandsynligvis på grund af iltmangel. Danske læger kunne ikke tilbyde nogen behandling, og kommunens eneste tilbud var anbringelse af Sofie på en institution, selv om der tilsyneladende fandtes en behandling, udviklet på Doman-instituttet i Philadelphia i USA, som ifølge instituttet resulterede i, at 26 % af børnene blev helt normale, og kun på 7 % havde behandlingen ingen effekt. Hverken læger eller kommune ville dog gå i dialog med forældrene om hjælp til en sådan behandling.
Aktantmodellen kan i forhold til denne nyhed udfyldes på fx denne måde:
Et andet (norsk) eksempel på journalistisk brug af aktantmodellen
I et afsnit med titlen "Roller" i den norske bog Å forstå avisa - Innføring i praktisk presseanalyse (2007) giver forfatteren Yngve Benested Hågvar et eksempel på brug af aktantmodellen i 
en avisartikel om en kvinde, som måske er vinder af en stor lottogevinst. Hun kan imidlertid ikke finde vinderkuponen.
PS: Både artiklen og gennemgangen af brugen af aktantmodellen er på norsk, og det er jo et krav i læreplanen for Dansk A, at du også skal læse nogle norske og svenske tekster. Så her kan du slå flere fluer med et smæk: lære om brugen af aktantmodellen i journalistisk sammenhæng og læse et par tekster på norsk.
Yngve Hågvar skriver følgende om aktantmodellen og om, hvordan den bruges i den nævnte artikel:
Roller
Nyhetsfortellinger som dette passer godt inn i en analysemodell som vi ellers pleier å bruke på skjønnlitteratur eller film, nemlig aktantmodellen. Den er utviklet av A.J. Greimas (1974), som igjen har basert seg på Vladimir Propps (1968) analyser av russiske folkeeventyr. Aktantmodellen viser hvordan en fortelling nesten alltid er bygd opp av et avgrenset sett med aktanter, eller roller, som står i et bestemt forhold til hverandre. Flere aktører kan gli inn i samme rolle, og ikke alle rollene behøver å fylles. Men den overgripende fortellingsstrukturen er den samme uansett.
Modellen er bygd opp rundt et subjekt som kjemper for å nå et mål, eller oppnå et objekt. På veien mot målet møter subjektet både hjelpere og motstandere. For at subjektet skal kunne få tak i målobjektet, må noen - en avsender - gi det fra seg. Det vil nødvendigvis også være noen som mottar målobjektet, altså en mottaker - som regel subjektet selv. (...). Aktantmodellen illustreres vanligvis slik:
I vår historie er Evelyn subjektet, karakterisert som et verdig offer med helteegenskaper. Butikkmannen blir hennes hjelper, siden han hjalp til med å identifisere henne. Det er ingen tydelig motstander her, men Lotteritilsynet kan nok plasseres i den rollen fordi de hindrer Evelyn i å få pengene. Kupongen (som aktivt gjemmer seg) framstår også som en slags motstander. Objektet er naturligvis kupongen og pengepremien. Avsenderen vil være Norsk Tipping, og mottakeren Evelyn selv og hennes familie.
Det underliggende budskapet i teksten blir dermed: Eier er det en tydelig representant for "folk flest" som endelig kan få muligheten til å gjøre noe godt for sine medmennesker, men som hindres i dette av tragiske omstendigheter. Slike fortellinger om hverdagsofre er godt mediestoff. Enda bedre blir fortellingen hvis avisa kan påvise at byråkrati eller makthavere i samfunnet kan klandres, og hvis avisas journalister kan hjelpe til med å ordne opp. Vi ser et tilløp til en slik framstilling her også, idet undersaken tar for seg regelverket for Norsk Tipping. Dessuten oppfordres leserne til å si sin mening på sms: "Hva mener DU om å få utbetalt gevinst uten å fremvise kupongen?" Underforstått: "Fortjener Evelyn pengene?"
Saken fungerer godt som nyhetsoppslag. Det er ikke fordi den inneholder noe vesentlig som leseren bør få vite om, men fordi den bærer i seg en rekke elementer som mange lesere vil kjenne seg igjen i og respondere umiddelbart på. Saken spiller utilslørt på offerets - og dermed leserens - følelser, og her får vi til og med slått an to følelsesstrenger samtidig: Leseren tenker både "jeg skulle ønske det var meg (som kunne få alle de pengene)" og "jeg er glad det ikke er meg (som har mistet 5,3 millioner)". Vanligvis holder det å vekke én av disse følelsene for å få en god nyhetssak. Her får vi i pose og sekk, pluss at historien er svært følelsesladd og inneholder mange klassiske fortellingskomponenter og -roller. Og nettopp derfor tåler vi også den eldgamle historien om lottomillionæren som mistet kupongen, enda en gang til.
Reklamens aktantmodel
I reklamebranchen anvendes modellen af nogle som inspirationskilde til at konstruere dén 'gode historie' (også kaldet 'storytelling'), der styrker virksomheden internt og vækker samarbejdspartneres og forbrugeres positive interesse.
Chief Imagination Officer Rolf Jensen, fra firmaet Dream Company as, er fx inspireret af Greimas's aktantmodel, når han, i sin bog Heartstorm - Fra reklame til storytelling, JPBøger 2002, nævner følgende aktører, der skal have roller i enhver god historie
(s. 78-81):
Hovedpersonen (svarer til 'Subjekt'), som er den man forstår og har sympati for (fx firmaet selv eller dets produkter, der præsenteres på en måde så omverdenen fatter positiv interesse).
Modstanderen, der er den person, de ydre forhold eller manglende ressourcer eller indsigt hos hovedpersonen selv, der besværliggør hans vej mod målet (fx et nyt konkurrerende firma, et dårligt årsregnskab, et produkt der ikke lever om til forventningerne mv.).
Hjælperen, der er hovedpersonens loyale fortrolige, den praktiske hjælper, som - uanset hvad - altid er på hovedpersonens side (fx et firma loyale og dygtige underleverandører, et godt arbejdsmiljø internt i virksomheden, positiv presseomtale mv.).
Den gode fé (svarer til 'Giver'), som også er en slags hjælper, men af den slags der gør det umulige muligt. Det kan være en person, men oftere andre forhold som skæbnen, heldet, konjunkturopsving eller mere konkret fx en lovændring, der tillader en virksomhed at gøre noget som hidtil ikke har været tilladt.
Publikum, som er dem der er den gode histories målgruppe, dem som lever sig ind i historien og måske følger opfordringen til handling, fordi de er fascineret af den og tror på den, eller dem som 'rejser sig og går', fordi historien er dårlig, utroværdig eller lignende (fx medarbejdere i virksomheden, mulige samarbejdspartnere indenlands og udenlands, forbrugerne mv.).
Målet eller 'Den hellige gral' (svarer til 'Objekt'), som simpelthen er det mål hovedpersonen kæmper for at nå. For det private firmas vedkommende er målet på bundlinjen at tjene så mange penge som muligt, så det kan ekspandere (udvide) og dermed sikre sin eksistens i fremtiden. Men konkrete mål kan også være at fortælle så god en 'historie', at særlig kvalificerede personer søger om ansættelse, at mange forbrugere køber et nyt produkt, at årsregnskabet bliver så positivt som muligt for aktionærerne osv.
I analysen af en reklame, kan aktantmodellen af og til, være et brugbart redskab.
Hvis forbrugeren opfattes som det 'subjekt' den reklamerende virksomhed vil have i tale, kan reklamens funktioner fx beskrives således:
En forbruger (subjekt) skal opfatte virksomheden som en aktør (Giver), der giver forbrugeren adgang til at få opfyldt visse fysiske, psykiske og/eller sociale behov (forbrugerens mål = objekt).
Disse behov bliver opfyldt ved at købe de produkter (hjælper) virksomhedens reklamerer for. Eller sagt med andre ord: Hvis forbrugeren køber et produkt fra en bestemt firma, så loves han mulighed for at få bestemte personlige behov tilfredsstillet.
Imidlertid er der ofte visse forhindringer (modstander), der skal ryddes af vejen, hvis reklamens budskab skal gå klart igennem til forbrugeren. En af disse forhindringer kan være forbrugerens vanetænkning, dvs. den mulige fare, der er for at forbrugeren ikke er så lydhør over for nye eller ukendte produkters fortræffelighed, fordi han 'plejer' at bruge nogle andre produkter. En forhindring kan også være forbrugerens loyalitet overfor andre firmaer og deres produkter. En sådan loyalitet, som jo kan skyldes stor tilfredshed med bestemte produkter, med et bestemt firmas kundebetjening osv., kan mindske forbrugerens åbenhed over for andre firmaers forsøg på at komme i kontakt med ham. En forhindring, der har fast plads i reklamens aktantmodel som 'modstander', er den såkaldte kommunikationsstøj. Den kan være så overvældende, at firmaet har svært ved at trænge igennem med sine budskaber. Mange andre forhold kan have rollen som 'modstander', fx reklamens manglende opmærksomhedsvækkende karakter, produktets utiltalende design, for høj pris, en uheldig placering af den trykte reklame i et blad eller en avis, eller placering af tv-reklamen på et uhensigtsmæssigt tidspunkt osv.
Både forbrugeren og firmaet kan opfattes som modtager-aktanter (modtager): Forbrugeren får dækket nogle personlige behov, virksomheden får dels styrket sit image (omdømme) og sin økonomi.
En sådan analytisk synsvinkel kan illustreres på følgende måde:
