Det talte ord i en reklamefilm har sædvanligvis meget stor betydning for, hvordan en modtager oplever og forstår filmen.

Der er naturligvis forskel på, hvor meget der tales i en reklamefilm, men i langt de fleste tilfælde indgår tale som et afgørende virkemiddel.

Der er grundlæggende to former for tale, der kan være interessante at forholde sig til i en film. Nemlig monologen og dialogen:

1. Monolog. Monolog betyder 'enetale'. Udtrykket kendes bl.a. fra teaterverdenen, hvor en monolog betegner det skuespil, der fremføres af én person alene.
   Man kan tale om to slags monologer i film (og i litteratur):

   • Ydre monolog, der er kendetegnet ved at være en slags envejskommunikation, hvor én person taler til sig selv eller til en anden (som er fysisk til stede eller bare 'tænkt' til stede) - og hvor den, der eventuelt tales til, ikke kan eller ikke forventes at svare. I en reklamefilm er den ydre monolog et meget mere udbredt virkemiddel end i andre filmgenrer. Oftest forekommende er:

     • Voice-over monolog, dvs. den enetale, der kommer fra en person i filmen, vi ikke ser, men kun hører. Voice-over bruges også meget ofte i reklamer. Selv om en del reklamefilm ikke domineres af en voice-over stemme, afsluttes næsten alle med en kort monologisk bemærkning fra en voice-over, der sammenfatter reklamens budskab.
     • Presenter-monolog, dvs. den enetale, der tales af en person on camera (synlig i billedet), som 'spiller' eller rent faktisk er repræsentant for det firma, der producerer det produkt, der reklameres for. NOTABENE! Vær opmærksom på, at både voice-over'en og presenter'en i visse reklamer fører en form for dialog med personer/figurer, der indgår og ses i reklamen.
     • Testimonial-monolog, dvs. den enetale, der formuleres af en mere eller mindre kendt personlighed, og som, på baggrund af sine egne erfaringer med produktet, udtaler sig positivt om dets fortræffeligheder.
     • Sang. Sang (eller rytmisk tale med musikalsk akkompagnement) er et flittigt anvendt virkemiddel, der er relevant at forholde sig til i mange reklamefilm. Der kan bl.a. være følgende grunde til, at sang indgår som virkemiddel i reklamefilm:
       1. Sang er oftest forbundet med positive associationer. De fleste modtagere forbinder sang med en stemning, der har at gøre med glæde, energi, livlighed, afstresning mv.
       2. Sang er som regel et mere effektivt opmærksomhedsskabende middel end tale i en reklame.
       3. En melodisk sang (eller en melodisk sangfrase, dvs. en ganske kort sunget tekst eller uddrag af tekst), der gentages, lagrer sig i forbrugerens hukommelse - på en mere effektiv måde end tale. Når forbrugeren hører den melodiske sangfrase ("Det er godt, at man kan få, salat med K på"), så er han med det samme klar over, hvilket firmas reklame der vises, og hvilket produkt der sandsynligvis reklameres for. Således siges sang at have en særlig recall-effekt (genkaldelseseffekt). Samme virkning kan korte instrumentale melodifraser have. (Læs om lydlogo).
       4. Sang (og musik) i reklamer er interessefremkaldende hos især unge målgrupper. Måske fordi musik og de aktiviteter, der er forbundet hermed (dans, venskabeligt samvær, fest, flirt mv.), er en naturlig og meget vigtig del af unges livsform.

   • Indre monolog. Indre monolog er ikke, som den ydre monolog, en enetale, men derimod en enetanke, dvs. en fremstilling af, hvad en person tænker. Indre monolog er ikke så anvendt et virkemiddel i reklame.

2. Dialog Ordet dialog betyder 'i form af samtale'. Dialog er altså simpelthen et begreb, der betegner det forhold, at nogle mennesker taler med hinanden.

En filmisk monolog og dialog er en kombination af både lydsproglige og billedsproglige, eller måske rettere auditive og visuelle, virkemidler. For monologen (med undtagelse af voice-over monologen, hvor stemmens 'ophavsmand' jo ikke ses) og dialogen består nemlig af følgende elementer:

1. Det verbale sprog, dvs. den mundtlige replik, altså selve det en person siger, de ord og sætninger, han udtaler mundtligt.
2. Det ekstraverbale sprog (også kaldet 'paraverbalt sprog'), dvs. bl.a. stemmeføringen/tonefaldet, altså selve den måde en person taler på. Det gælder både:
   • Stemmeleje. En person kan bevidst skifte stemmeleje for at signalere en bestemt intention med det, han siger. Fx vil en person, der gerne vil virke myndig, typisk tale i et lidt dybere stemmeleje end der, hvor han normale stemmeleje (grundlejet) er. En persons stemmeleje vil sædvanligvis også være påvirket af den følelsesmæssige tilstand, han er i, når han taler.
   • Stemmestyrke (også kaldet stemmevolumen), dvs. hvor højt man har 'skruet op eller ned for lydstyrken', når man taler - altså om man fx hvisker, taler med normal styrke eller råber mv.
   • Stemmeklang (eller klangfarve) - dvs. karakteren af den måde stemmen lyder på, dens klangfarve. Fx kan en stemmes klang lyde skinger, tynd, pibende, fyldig, skærende, skarp, rungende, luftig, tæt mv.
   • Taletempo - langsomt, hurtigt, drævende, monotont, skiftende mv.
   • Artikulation, dvs. i hvilken grad ens udtale er tydelig (artikuleret) eller mindre tydelig, fx mumlende, snøvlende mv.
   • Accent, der kan betyde den specielle udtale, der stammer fra et fremmedsprog eller dialekt/regionalsprog.
     Accent kan også betyde den særlige måde en talende lægger tryk på (betoner) særlige stavelser i ord.
   • Lydlige udbrud og udråb (også kaldet 'uartikuleret lyd'), dvs. lyd frembragt med stemmen, som udtrykker en persons spontane sansemæssige eller følelsesmæssige reaktion - fx lydlige reaktioner der udtrykker samtykken, usikkerhed, overraskelse, forskrækkelse, forbavselse, forargelse, glæde, sorg, fascination, træthed, smerte, nydelse mv. Lydlige udbrud og udråb er lyde, der med bogstaver kan skrives som hmnn, øhh, arghhhh, ih, ah, oh, haha, waahh eller noget lignende.
   • Talepauser - lange, korte, sjældent eller ofte forekommende pauser, tilsigtede (såkaldte kunstpauser) eller utilsigtede (fx fordi den talende ikke lige kan finde på eller huske, hvad han skal sige) pauser mv.

   Når man skal analysere og fortolke en monolog eller dialogs ekstraverbalitet, handler det altså om at beskrive, hvad det er, der er karakteristisk ved en persons stemmeføring/tonefald, og fortolke, hvad personen siger 'mellem linjerne', når han siger noget - med en bestemt stemmeføring/i et bestemt tonefald.

   NOTABENE! I analysen af reklamefilm er det vigtigt at forholde sig til det ekstraverbale element i en monolog, især når monologen udføres af en voice-over. En voice-over er jo kendetegnet ved at være en stemme fra en person, man ikke kan se. Således vil det i praksis først og fremmest være stemmeføringen, som er det materiale, modtageren (forbrugeren) bruger til at danne sig et billede af eller en forestilling om, hvilket køn personen er af, hvor gammel han/hun nogenlunde er, hvordan personen bag stemmen mon egentlig er som menneske, om stemmen repræsenterer en personlighed, der modtageren synes er sympatisk, interessant eller lignende. Også en presenter og testimonials stemmeføring kan have stor indflydelse på, om modtageren opfatter personen bag stemmen som familiær eller professionel, troværdig eller utroværdig, tillidsvækkende eller det modsatte, humoristisk, ironisk mv.

3. Det nonverbale sprog (note 1), dvs. den kropslige replik, altså den måde en person udtrykker sig kropsligt på. At forstå begrebet 'dialog' i betydningen: 'mundtlig samtale' er således for snæver en definition, ikke mindst i filmisk sammenhæng. For kropssproget er en fundamental del af den filmiske, ja af enhver dialog, hvor mennesker står ansigt til ansigt. En persons kropssprog afslører nemlig ganske ofte, ganske tydeligt og (som regel) ærligt, hvad hans holdning er til den/dem, han er i dialog med, hvad han synes om, det de siger, hvilken følelsesmæssig situation han selv befinder sig i, hvordan hans humør er osv. Især følgende områder kan være interessante at iagttage i analysen af en eller flere personers nonverbale sprog i en kommunikationssituation (note 2):
   • Ansigtsudtryk.
   • Øjenkontakt.
   • Gestikulation.
   • Positur.
   • Kropskontakt.
   • Rumlig adfærd.
   • Udseende.

Læs uddybende om kropssprog og nonverbalt sprog.

I de fleste film vil man kunne betegne monologerne og dialogerne som realistisk tale, dvs. en tale, der virker troværdig og plausibel (i betydningen antagelig, rimelig eller sandsynlig) i dén handlingsmæssige sammenhæng, den udtales i. Hvis det sagte passer ind i den sammenhæng, det siges i, og passer til den person, der siger det - kan monologen eller dialogen bestemmes som realistisk. En realistisk replik skal forstås ”som det, den talende nødvendigvis må eller kan sige i den situation, det bliver sagt” (note 3).

Uredigeret og redigeret monolog og dialog

Den realistiske tale kan forekomme som:

• Uredigeret monolog og dialog, dvs. en gengivelse af en virkelig sagt, altså en autentisk, tale, eller en efterligning af en virkelighedsnær og uformel tale. Den uredigerede realistiske monolog eller dialog er den tale, vi kender fra hverdagens talesprog, og som er kendetegnet ved sine - ofte- mange fejl, afbrudte sætningsdannelser, gentagelser, upræcise og halvfærdige formuleringer, lydord og udråbsord osv. Denne talegenre kalder nogle naturalistisk tale.
• Redigeret monolog og dialog, dvs. at den redigerede tale er karakteristisk ved at være bearbejdet (jf. ordet 'redigeret') og til en vis grad renset for hverdagstalens fejl - med mindre, naturligvis, at man (manuskriptforfatteren eller instruktøren) bevidst vælger at bruge den uredigerede tale som virkemiddel til fx at karakterisere en særlig personlighed i filmen.

Formalsproglig monolog og dialog

Både den uredigerede og redigerede tale kan have formalsproglig (eller formalistisk*, se ordforklaring sidst i dette afsnit) karakter. Ordet 'formal' betyder 'vedrørende formen' eller 'noget som tager hensyn til formen'. Formalsproglig tale skal således forstås som tale, der er kendetegnet ved, at den henleder opmærksomheden på sin egen form, på selve de ord, de sætninger, de lyde, det sagte består af. I modsætning til en dialog, hvor modtageren især har fokus på betydningen af det, de talende siger - er den formalsproglige tale kendetegnet ved, at modtageren lægger mærke til selve ordene, til selve formuleringen af sætninger - enten fordi der bruges nogle mærkelige ord, en speciel dialekt, nye ord, ordspil, rim og remser, mærkelige sætningskonstruktioner, eller fordi måden, det sagte siges på (stemmeføringen), eller den måde den talende udtrykker sig kropsligt på, er så speciel, at man lægger mærke til det. Når monologen eller dialogen er formalsproglig eller formalistisk, så rykkes modtageren for et øjeblik ud af det handlingsmæssige univers, han ellers havde bevæget sig ind i og følt sig som en del af. Man kan sige, at den formalsproglige tale, stemmeføring eller kropssproglighed får modtageren til at distancere sig et øjeblik fra handlingen i filmen, fordi hans opmærksomhed tiltrækkes af nogle rent formmæssige udtryk. Man vil bl.a. kunne karakterisere følgende slags tale som typisk formalsproglig tale:

• Hvis det sagte forekommer urealistisk, altså fx replikker i en dialog, der ikke passer til situationen eller replikker, der virker kunstige og unaturlige i munden på den person, der siger dem.
• Hvis personer synger replikker i stedet for at tale.
• Hvis en persons sprogbrug er meget poetisk (eller lyrisk), dvs. en form for tale, der afviger tydeligt fra normalsproglig, hverdagsagtig mundtlig tale og i stedet er kendetegnet ved et ordforråd og en sætningsdannelse, som var det et digt, der blev fremsagt. Se fx denne reklame for Heinz Tomatketchup.
• Hvis monologen eller dialogen er ekstremt ordrig eller ekstremt økonomisk (dvs. at der i en relativ lang periode enten siges meget lidt og/eller er meget lange pauser mellem det lidt, der siges).

Komisk monolog og dialog

En særlig, meget ofte anvendt, dialogtype i reklamefilm er komisk monolog eller dialog, dvs. en monolog eller dialog, der fremkalder latter hos modtageren, fordi den er humoristisk, ironisk eller sarkastisk. Talen, stemmeføringen og/eller kropssproget i en reklamefilm kan opleves som lattervækkende:

• Hvis det, der siges mundtligt står i et særligt modsætningsforhold til det, der foregår på billedsiden.
  Som fx i dialogen i en reklamefilm fra Sonofon om 'Polle fra Snave' (2001): En ven til hovedpersonen Polle, der har fødselsdag, vækker ham ved at udføre en 'voldelig handling' (han vrider en af Polles brystvorter hårdt rundt) samtidig med, at han siger: "Daw Polle,te'løk mæ de tredve". Eller når en anden kammerat, med en hjemmelavet og specialdesignet oplukker, åbner en hel kasse øl på én gang med bemærkningen: "Så' der lagkage". Eller når den tredje af kammersjukkerne rækker Polle en af de åbnede øl og siger: "Værs'god å pust, Polle."
• Hvis en persons ekstraverbale tale (altså stemmeføringen) er lattervækkende bemærkelsesværdig, fx fordi tonelejet er overdrevent lavt eller højt, taletempoet overdrevent langsomt eller hurtigt mv.
• Hvis en persons nonverbale 'tale' er lattervækkende iøjnefaldende, fx fordi hans mimik eller gestikulation er helt overdreven eller mærkelig, eller fordi hans kropssprog slet ikke passer til det, han siger i ord eller udtrykker i sin stemmeføring.
• Hvis det, der siges, har en overraskende eller af anden grund lattervækkende pointe (altså en vittighed, en anekdote, en parodi eller lignende).
• Hvis de parter, der skal forestille at være i dialog med hinanden, snakker fuldstændig forbi hinanden; når den ene snakker i 'vest', så snakker den anden i 'øst', enten fordi de misforstår hinanden, ikke forstår eller ikke lytter til hinanden. Fx som i denne dialog fra en Cybercity-reklamefilm (2007):
  1. Den ene medarbejder: "Tænker du nogensinde over, hvor stort universet er? Her sælger vi bredbånd og telefoni, mens man måske andre steder erobrer galakser og har evigt liv".
  2. Den anden medarbejder: "Jeg gad altså egentlig godt vide, hvem det var, der fandt på at blande kaffe og kakao sammen".

• Hvis selve de sproglige formuleringer opleves som humoristiske, ironiske eller sarkastiske.

Ordforklaring. Formalistisk*: Formalisme betyder egentlig 'tilbøjelighed til at formalisere', dvs. at holde strengt for formen eller overvurdere det formmæssige eller den ydre form. Når Pynt Andersen (s. 26 i sit speciale Filmdialogens retorik) kalder en dialogtype i en film for formalistisk, og som på denne side kaldes formalsproglig, så mener han den dialog, der vender opmærksomheden mod sin egen form, så også formen dermed tillægges speciel betydning. Det er fx tilfældet, hvis de ord, der bruges i en replik opleves som særligt bemærkelsesværdige, fordi de er anderledes, groteske, pudsige eller lignende, for så er det ordenes mærkelighed, anderledeshed, altså ordenes form (eller ordenes udtryk), man lægger mærke til først - før man lægger mærke til, hvad ordene egentlig betyder. Eller hvis fx en dialog bl.a. er kendetegnet ved ekstraordinært lange pauser, så er dette også en formalistisk dialog, fordi tilskuerens opmærksomhed i lige så høj grad rettes mod det, der ikke siges i de lange pauser, som mod det, der siges mellem pauserne.

Hvis en monolog eller dialog skal fungere som effektivt virkemiddel, skal den tilgodese flere eller i hvert fald mindst én af nedenstående funktioner (note 4):

• Skabe modtagerdeltagelse eller modtager-tilstedeværelse. En hvilken som helst monolog eller dialog må virke engagerende eller involverende på modtageren. For hvis modtageren ikke synes, at det, der siges, er interessant, hvis det virker ligegyldigt på ham i den forstand, at det sagte ikke gør noget, hverken intellektuelt eller følelsesmæssigt, indtryk - så vil talen ikke kunne opfylde nogen af de andre nævnte funktioner. Eller sagt på en lidt firkantet måde: Hvis modtageren synes, det sagte er så uinteressant og ligegyldigt, at han ikke gider høre på det, så kan det jo være lige meget, hvad der bliver sagt. Den 'gode' monolog eller dialog er altså den, der vækker modtagerens interesse og får ham til at deltage intellektuelt og følelsesmæssigt, der får ham til at være til stede, får ham til at høre på, hvad der bliver sagt, lige her-og-nu, imens det bliver sagt.
• Formidle information. Mange monologer og dialoger indeholder informationer om det produkt, der reklameres for og i mange tilfælde også om den afsender (den virksomhed), der reklamerer.
• Fremme handlingen. Den 'gode' dialog skal drive handlingen fremad. Eller sagt på en anden måde: Der skal være en god grund til hver eneste dialoglinje i en film. Og en af de gode grunde er, når dialogen indeholder 'stof', der antyder, hvad der videre vil ske i handlingen, eller skaber forventninger hos modtageren om, at noget bestemt snart eller senere vil ske, at en særlig konflikt er under opsejling eller lignende.
• Afdække den talendes og tiltaltes personlighed. Det en person siger til en anden, og den måde den anden svarer eller i det hele taget reagerer på det, der siges til ham, skal indeholde ledetråde om, hvem den henholdsvis talende og tiltalte er som personer, hvilke karakteregenskaber de har, hvordan de har det følelsesmæssigt, hvilke holdninger, idealer, interesser mv., de har. En undersøgelse af, hvilke kendetegn der er ved en persons mundtlige sprogbrug, kan i mange tilfælde give et fingerpeg om den talendes personlighed. Det specielle ved netop den filmiske monolog og dialog er imidlertid, at modtageren ikke blot får et nærmere kendskab til, hvem en person er som personlighed ved at høre, hvad personen siger (det verbale), men også ved at høre, hvordan han siger noget (det ekstraverbale), ved at se hvordan han ser ud (det nonverbale), når han siger noget og hvordan han reagerer på det, andre siger til ham.
• Signalere temaer og budskaber. I reklamefilm er det meget ofte netop det talte ord, der bruges til at lovprise det produkt, der reklameres for og til at sende det budskab, at modtageren kan forøge sin livskvalitet ved at købe selv samme produkt. En reklamefilm varer jo som regel ikke meget mere end tredve sekunder, og derfor er afsenderen ofte tilbøjelig til at bruge det talte (og i mindre omfang det skrevne) ord til at sikre sig så stor sandsynlighed som muligt for, at forbrugeren ikke er i tvivl om produktets kvaliteter og om budskabet med reklamen i det hele taget.
• Udtrykte æstetiske dimensioner. Kunstværker i det hele taget, herunder også billedsiden eller underlægningsmusikken i en film, kan siges at have æstetiske dimensioner, dvs. noget, der sanses (via syn- eller høresansen) som stor kunst, som noget skønt eller grimt, noget fascinerende mv., noget der får de små hår til at rejse sig på armene. Sådan er det også med talen i en film. Den verbale tale kan opleves som særligt velformet, som ord eller sætninger, der bare lyder virkelig godt, indeholder overraskende nye ord eller ord-sammenstillinger, rammende eller humoristiske ordspil mv. eller ord eller sætninger, der lyder grimme, snørklede mv. Dette gælder i øvrigt også for ekstraverbal tale (fx en persons grin, der kan lyde utrolig smittende) og kropssproglig 'tale' (fx en persons håndbevægelser, der kan virke meget yndefulde). Monologens eller dialogens æstetiske funktion har altså at gøre med dette, at man sanseligt fascineres eller frastødes:
  • af selve de ord/sætninger, der siges - ikke det de betyder,
  • af selve den måde ordene/sætninger siges på - ikke den betydning, der ligger i måden de siges på, og
  • selve den måde kroppen udtrykker sig 'sprogligt' på - ikke den betydning, der ligger i den måde kroppen udtrykker sig på.

Hvis der anvendes tale i en film er det af afgørende betydning for ens oplevelse og forståelse, at man tager følgende forhold med i betragtning på én gang:

• Hvilken betydning udtrykkes åbenlyst (eksplicit) i de sætninger, der formuleres mundtligt? Dette kaldes også talens tekst.


• Er der overensstemmelse eller modsigelse imellem tonefaldet, tonelejet, taletempoet, talepauser mv. og det, der siges i ord?


• Er der overensstemmelse eller modsigelse mellem en persons kropssprog og det, han siger i ord?


• Hvilken betydning er antydet eller gemt i det, der siges højt? Eller sagt på en anden måde: Hvad mener, føler eller tænker den talende, som han ikke siger højt, som han ikke udtrykker eksplicit? Denne underliggende, underforståede, antydede eller skjulte betydning, som både kan gemme sig bag selve de ord, der siges, i måden ordene siges på eller i den talendes kropssprog, kalder man talens undertekst.


• Hvilken sammenhæng skal det sagte og usagte forstås i? Med dette spørgsmål sigtes til, at enhver monolog eller dialog jo skal forstås i netop den sammenhæng, den siges i. Dette kalder man talens kontekst.

NOTABENE! Når du skal analysere det talte ord i en reklamefilm, er du nødt til at skrive teksten ned.

Betydningen af det talte ord bliver ofte meget klarere, når den står at læse. Og man vil i øvrigt også have meget lettere ved at få styr på tema og budskab i reklamen, hvis man lidt nærmere studerer det talte i skriftlig form.

Tilføj gerne regibemærkninger til den ordrette talte tekst, du skriver ned. Altså regibemærkninger, som man kender dem fra film- eller drama-manuskripter, der måske fortæller, hvad det er for en handling, der vises på billedsiden, hvilke lyde eller hvilken musik, der høres i baggrunden, samtidig med at noget siges, eller regibemærkninger, der sætter ord på det karakteristiske ved en talendes stemmeføring eller en talendes (eller lyttendes) kropssprog i det øjeblik, han siger noget.