Et afsnit fra bogen Journalistikkens grundtrin - Roller Krav Metoder af Solveig Schmidt og Mette Mørk, 3. udg., s. 75-82, Forlaget Ajour 2016.

Når journalisten eller redaktionen tager stilling til, om en ide er værd at arbejde videre med, sker det ud fra nogle kriterier, der er mere eller mindre gennemtænkte. De kaldes nyhedskriterier, men faktisk bruges de på alt journalistisk stof, også ikke deciderede nyheder.

Kriterierne er en blanding af journalisters egen forståelse af meningen med journalistik og af måder at nå modtageren på: Journalisten har en historie, hun mener, at borgerne bør have, og den vil hun gerne formidle på en måde, så modtagerne gider bruge af deres tid for at læse/lytte/se netop den historie.

Kriterierne er ikke kommet til verden som en teori om, hvad journalister bør gøre for at indfange modtagerne. Tværtimod har forskere undersøgt, hvad journalisterne rent faktisk gør, og ud fra de iagttagelser har forskerne beskrevet de kriterier, journalisterne mere eller mindre bevidst bruger.

Nyhedskriterierne spiller ind, når journalisten vurderer begivenheder, ideer, vinkler, stof og historier - alt sammen set i sammenhæng med, hvem modtagerne er. Det, der interesserer nogle modtagere, interesserer nemlig ikke andre. Der er ingen regler for, i hvilken grad de enkelte kriterier skal opfyldes, før der er en historie, men jo mere ét af kriterierne er opfyldt, des mindre behov er der for, at de andre er dækket.

Forskningen i kriterier har fundet sted i mange lande og gennem mange år, og der er forskellige udlægninger af, hvilke kriterier der er i spil på redaktionerne, men fem kriterier går igen og er efterhånden blevet ”de klassiske nyhedskriterier”:

• Væsentlighed: Historier af stor betydning for samfundet.
• Aktualitet: Det netop skete, det nye, der optager mange modtagere.
• Identifikation: Mennesker, nærhed og relevans for modtageren.
• Sensation: Det usædvanlige, det uventede.
• Konflikt: Strid mellem personer og interesser.

Væsentlighed

Væsentlighed hænger sammen med journalistikkens rolle i demokratiet: Borgerne skal holdes orienteret om væsentlige samfundsspørgsmål. Væsentlighed handler om historier af stor samfundsbetydning. Det er ikke altid emner, der umiddelbart føles særligt vedkommende for modtagerne, men de skubbes ikke ud i det journalistiske mørke af den grund. De skal blot under research og formidling behandles journalistisk på en måde, så de bliver interessante.

Det kan ske ved, at journalisten lægger vægten - vinkler historien - på et eller flere af de øvrige kriterier, ofte konflikt og identifikation. Journalisten kan vinkle på personer eller konflikten mellem personer, som det ofte sker i politisk journalistik, eller hun kan sætte historien i mere direkte forbindelse med modtagerne ved at lægge vægt på konsekvenser for dem.

Hvis dollarkursen stiger kraftigt, vil en dansk journalist til et dansk publikum næppe lægge vægt på, hvad det betyder for USA’s samhandel med andre lande, men koncentrere sig om danske politikeres og erhvervsfolks reaktioner samt om relevante og forudsigelige følger for danske forbrugere. Bliver benzin og fyringsolie dyrere, fordi råolie afregnes i dollars på verdensmarkedet? Hvad vil danske eksportvirksomheder tjene mere på eksport til USA?

Aktualitet

Aktualitet betyder, at en historie er af særlig interesse for modtagerne netop nu. Det kan skyldes, at begivenheden lige er sket; at den ventes at blive et udbredt samtaleemne; at den handler om noget, der netop nu beskæftiger modtageren i hans dagligdag. Begivenheder, der indtræffer pludseligt og dramatisk, har høj aktualitet; det gælder naturkatastrofer og andre former for ulykker.

Nyheder kan godt være gamle. Man siger, at en nyhed først er en nyhed, når den har været bragt. Det er muligt, at begivenheden er nogle dage gammel, når den kommer frem, men det forringer ikke altid dens værdi som nyhed. Den kan også have været kendt i nogle kredse, for eksempel af grupper på sociale medier, men det diskvalificerer heller ikke en begivenhed fra at blive en nyhed.

Nogle historier kan ligge både måneder og år tilbage, før en journalist kommer på sporet af dem og bringer dem frem. Det kunne være sager om dårlig behandling på skadestuer. Disse historier kan få nyhedsværdi ved at inddrage modtagerne, få flere sager frem i lyset og indhente aktuelle kommentarer til dem.

Men jo ældre en sag er, des højere nyhedsværdi skal den trods alt have på andre områder. Den skal være ret usædvanlig eller overraskende. Den danske statsminister H.C. Hansen tillod i 1957 i dyb hemmelighed USA at oplagre atomvåben i Grønland. Den sag kom først frem 38 år senere. Men den var så vigtig, at den fyldte forsiderne mange dage i sommeren 1995.

Identifikation

Identifikation handler om at nå modtagerne ved at vække følelser, især genkendelse, samhørighed eller fællesskab, og dette kriterium har fået større vægt siden 1990’erne. Nu tæller det ekstra positivt i prioriteringen af en historie, hvis den kan fortælles med en god case. Journalisten kan spille på tre strenge:

• Personificering: Få mennesker ind i historien, som modtageren kan genkende eller genkende noget af sig selv i, meget gerne kendte mennesker.
• Miljønærhed eller kulturel nærhed: Den nærhed, hvor miljøet eller kulturen rummer genkendelse for modtageren.
• Relevans for modtagerens tilværelse - konsekvenser for modtageren.

Personificering: Mennesker interesserer sig mest for mennesker. Hvis journalisten skal fortælle om et generelt eller læser fjernt emne som arbejdsløshed, vil hun derfor ofte tage udgangspunkt i en konkret repræsentativ person, der kan skabe identifikation.

Miljønærhed eller kulturel nærhed skal forstås sådan, at den geografiske afstand til begivenheden eller sagen ikke altid er afgørende. Det væsentlige er, i hvilken grad det handler om forhold, modtageren kender fra sit miljø, eller om mennesker, han føler kulturel samhørighed med. Når endnu et overfyldt skib synker i farvandet omkring Filippinerne, bliver det en kort nyhed i danske medier. Men når 850 svenskere, finner og estere omkommer i Østersøen ved Estonia's forlis i 1994, bliver det ikke bare dagens vigtigste nyhed, det bliver en historie, der optager medierne længe. Og ekstra længe, fordi der var en dansker blandt de druknede og en dansker blandt de overlevende. Tsunamien i Thailand i 2004 var en stor nyhed verden over, men den blev ekstra stor i de lande, der gennem mange år havde sendt turister til Thailand, herunder de nordiske lande.

Når historier handler om mennesker eller forhold, der er danskerne fjerne, skal den rumme mere af de øvrige kriterier - især sensation - for at interessere.

Relevans: Det nærmeste, man kan komme modtagerne, er modtagerne selv. De er mere interesseret i oplysninger om forhold, som direkte kan berøre deres egen tilværelse og erfaringskreds end i noget andet stof. Begivenheder, modtagerne personligt har interesse i, skatteforhøjelser eller skolelukninger, har derfor høj værdi. Jo flere historien har relevans for, og jo mere direkte relevansen er i form af konsekvenser for modtagerne - des bedre. Det behøver ikke at have betydning for det danske samfund eller - for den sags skyld - verdenssamfundet. Ikke direkte i hvert fald. Men tit vil der være overensstemmelse mellem, hvad der er vigtigt for modtagerne og for samfundet.

Sensation

Sensation kan i denne sammenhæng oversættes til “opsigtsvækkende”, og dette kriterium handler om det usædvanlige, det uventede, noget der vil gøre et stærkt overraskende indtryk på modtagerne.

Den mest berømte definition af sensation blev lanceret for over 100 år siden af redaktør John Bogart, New York Sun: “Når en hund bider en mand, er det ikke en nyhed, men når en mand bider en hund, er det en nyhed.”

Nogle sensationer hører til i det kuriøse spektrum, som da en dansk kvinde for en del år siden faktisk bed en pitbullterrier, fordi den havde bidt - og dræbt - hendes lille skødehund. Men de fleste sensationer er alvorlige nok - problemer og ulykkelige begivenheder. En god historie er nemlig ofte en dårlig nyhed. Sagt på en anden måde: Det usædvanlige er, at det går galt.

Sensation spiller en betydelig rolle i journalisters bedømmelse, afhængigt af medietype. Nogle medier svælger i sensationer, og gerne de meget spektakulære. Andre prøver at holde sig til de øvrige kriterier. Men mange bringer sensationer af mange slags, fordi alle målinger viser, at modtagerne hænger på her. Sensation er en god sælger.

Konflikt

Konflikt mellem mennesker har stor betydning i mange journalistiske historier. Ligesom kampen mellem det gode og det onde spiller en stor rolle i eventyr, triviallitteratur og fdm. Konflikten indeholder et dramatisk element, som pirrer nysgerrigheden. Den giver modtageren mulighed for at vælge side og identificere sig med den ene part.

Mange af de konflikter, medierne ofrer plads på, er iscenesatte, for eksempel noget så uskyldigt som sport, hvor den helt enkle konflikt er: Hvem vinder? Men konflikter kan handle om noget langt alvorligere, nemlig uoverensstemmelser eller strid mellem personer og interesser. Det kan være alt fra nabostridigheder til krig mellem nationer.

Andre typer konflikter bliver synlige på arbejdsmarkedet i form af strejker og blokader. Og i det politiske liv, når de forskellige interesser trækkes frem under debatter i Folketinget, kommunale råd eller andre steder.

Nogle journalister sætter konflikt-kriteriet i parentes eller tager forbehold for det, fordi det let kan misbruges. Konflikten får en ekstra tand, fordi det er godt stof, og dermed kan journalisten være med til at skabe falske konflikter. Men konflikter er uundgåelige i en demokratisk proces. Journalistisk burde det interessante derfor måske ikke altid være konflikten, men hvordan den løses.

Hurtighed

Hurtighed er ikke et klassisk kriterium, men i praksis betyder det meget. Det giver bonus at være først ude, både internt i medierne og blandt modtagerne. Hurtighed kan blive en etisk udfordring for medierne, for det er en almindelig journalistisk erfaring, at tingene sjældent er, som man først får at vide. Som regel hænger de lidt anderledes sammen, når man graver dybere.

Tidligere kunne de næste spadestik tages inden deadline, så modtagerne slap for de fejlagtige oplysninger, det hele startede med. Men på online medier lægges nyheder ud i bidder, efterhånden som researchen skrider frem. Modtagerne får løbende besked om, at der følges op på sagen, så det er ikke nødvendigvis et problem, at nyheden ikke er fuldt færdig, før den kommer ud. Men det er et problem, hvis den ikke er korrekt. Det kan give ridser i troværdigheden, og uden troværdighed er medierne ikke meget værd.

Problemet bliver ikke mindre, når nyheder udvikles i interaktion med de sociale medier som Facebook, fordi de af gode grunde ikke offentliggør stof efter en grundig research. Det er ikke det, sociale medier er sat i verden til, så oplysninger derfra skal tjekkes en ekstra gang. Bliver de ikke det, kan historier få et eget liv, der kan have store konsekvenser for dem, der rammes.

Et eksempel er historien om Neda Agha-Soltan. Hun var en ung kvinde, der blev skudt under urolighederne i Irans hovedstad Teheran i sommeren 2009, hvor der var store demonstrationer mod regimet. Billedet af Neda, døende på gaden, blev filmet med et mobilkamera og via blandt andet YouTube spredt lynhurtigt. Neda blev et symbol på oprøret, og et andet billede af hende blev bragt i aviser og tv-kanaler verden over. Men billedet var forkert. Det var en anden kvinde fra Teheran med et navn, der lignede: Neda Soltani, lærer i engelsk litteratur på Azaduniversitetet i Teheran. Billedet var downloadet fra hendes Facebookprofil, og selv om hun beskriver sig selv som upolitisk, tog det iranske sikkerhedspoliti hende til flere forhør, der til sidst havde en karakter, så hun frygtede for sit liv. Neda Soltani bor i dag som politisk flygtning i Tyskland.

Ved siden af hurtighed er der en række andre kriterier/overvejeiser, som har betydning for, hvad der nyder fremme i den redaktionelle beslutningsproces.

Der skal være noget

At en historie anses for god, betyder ikke, at den vil blive vurderet ens uanset omstændighederne. Dagens historier konkurrerer med hinanden om plads og placering. Og et basalt, men ikke formuleret kriterium er, at der bare skal være noget. Nyhedsudsendelser i tv kan være længere, men aldrig kortere; avisen har den størrelse, den har; websiden med nyheder er aldrig tom, selv om der på nyhedsfattige dage nærmest ikke er nogen nyheder. På sådan nogle dage bliver alle journalister sendt tilbage til pinden med besked om at stampe noget op. Sådan en dag kan meget få plads - også noget, der dybest set ikke lever op til nogen af kriterierne, og som på andre dage overhovedet ikke ville komme i betragtning. Det er et valg, og modtagerne får ikke at vide, hvad redaktionens situation har været den dag. Man får næppe nogensinde en tilføjelse som: “Denne her historie bragte vi, selv om den var meget tynd, men vi havde ikke andet, og noget skulle vi jo bringe”.

I sommerferien hedder det ”agurketid”, og en enkelt sommerdag præsterede Dagbladet Information på sin lederplads ikke at bringe nogen tekst, men kun en stor, farvelagt tegning af - en agurk!

Men der er også agurker på dagsordenen på andre tider af året, og nogle kilder har lært sig det og ved præcis, hvornår de skal kontakte medierne med deres forslag til historier. Rigtig mange af forslagene ryger direkte i medierne, for eksempel pressemeddelelser hvor eneste bearbejdning består i, at kildens navn er udskiftet med journalistens eget.

Solohistorie

En historie har en lettere gang gennem redaktionens beslutningsproces, hvis det er en solohistorie. Journalister har altid vægtet det højt, at de er alene om at sætte en historie på dagsordenen. Det allerbedste er, hvis man kan være først med en historie, der derefter bliver citeret i de øvrige medier. Medieforsker Ida Willig døbte i 2005 dette kriterium "eksklusivitetskriteriet”.

Nogle kilder, herunder spindoktorer, bruger det bevidst. De deler lunser af gode solonyheder ud til medier. Mange kilder er også dygtige til at opnå omtale ved hjælp af arrangerede begivenheder som pressekonferencer, happenings og demonstrationer. De gennemføres hver eneste dag med professionel dygtighed af politikere, organisationer, erhvervsvirksomheder og underholdningsbranchens større og mindre stjerner. Disse pseudobegivenheder er karakteriseret ved, at de ikke er spontane, men planlagte, og at de som regel er planlagt først og fremmest med det formål at blive gengivet i medierne. Og journalister og medier lader sig bruge meget tit.

Et godt foto

Ofte er det ikke kun historien i sig selv, der vurderes, men også mulighederne for at formidle den. I flere medier, ikke kun tv og andre billedmedier, vil et godt foto eller en god videosekvens kunne bringe en historie frem på dagens liste over det, der skal bringes. En historie, som ellers ikke ville have overlevet redaktionsmødet. I flere år har det også været næsten en betingelse, at en historie skulle kunne fortælles via en case, altså en erfaringsperson der kan tilføre historien kød, blod og måske lidt tårer.

Konstruktiv journalistik

Nogle journalister slår på tromme for, at medierne skal prioritere historier ud fra ønsket om at lave konstruktiv journalistik. Det vil sige journalistik, der peger på løsninger på de samfundsproblemer, journalistikken beskæftiger sig med. Der er ikke tale om at erstatte den kritiske journalistik, men om at supplere den med historier om, hvordan et problem måske kan løses, så journalister ”ikke altid kun beskriver håret i suppen, men nogle gange også selve suppen”, som nyhedsdirektør i DR, Ulrik Haagerup, har udtrykt det. En del medier har grebet den bold.

Modtagerne

Flere er derimod blevet optaget af at inddrage modtagerne. Dels fordi det nu er teknisk muligt, dels fordi modtageren i dag ikke vil tales til, men tales med. Medierne ønsker i stigende grad at udnytte den teknologiske udvikling, som gør det muligt at få borgerne direkte i tale og måske på en måde, så de inddrages i selve produktionen af historierne. Nogle gange er det helt banalt, at redaktionerne bringer de små videoer, folk sender ind under stormvejret af deres flyvende trampoliner. Andre gange udvikler man historierne på baggrund af de kommentarer og input, man får, når historierne postes på web eller Facebook. Metoderne er nye, men interessen er stigende og vil påvirke beslutningen om, hvilke historier der skal bringes.

Kaosreduktion

Den teknologiske udvikling har ført til, at modtagerne kan finde informationer rigtig mange steder. Tidligere blev journalisten anset for at være den, der nærmest alene bestemte, hvad folk skulle se eller høre, for modtagerne fik alle deres nyheder gennem de traditionelle medier og var derfor prisgivet journalisternes valg. Den rolle er stærkt på retur.

Ud over de traditionelle medier nærmest vælter nyheder og andre historier ind via computere, smartphones, tablets og andet. En skare af mere eller mindre professionelle aktører vil gerne af med et budskab i form af blogs, reklamer, nyhedsbreve og lignende. Aldrig har vi fået så mange nyheder så hurtigt, og i det mediebillede har en del redaktioner skruet op for historier, der giver overblik og forklarer sammenhænge. De sætter nyheder i perspektiv og prøver at skabe forståelse ved at forklare, hvad baggrundene er for en udvikling, eller hvorfor nogle er uenige. Ph.d. og lektor Flemming Svith kaldte i 2008 dette kriterium for "kaosreduktion”.

Medieforsker Gitte Gravengaard har i 2010 beskrevet, hvilke ideer der overlever, henholdsvis dør, under den interne beslutningsproces på aviser. Hendes undersøgelse viste, at der er syv faktorer, der spiller ind, når journalister og redaktioner bestemmer sig:

1. Journalisten skal helst have fået ideen selv
2. hændelsen skal være væsentlig og helst ny
3. journalistens egne interesser og engagement spiller ind
4. historien skal både indholds- og produktionsmæssigt passe til avisen
5. andre medier skal helst ikke have skrevet om det samme
6. historien skal interessere læserne
7. kilderne skal være troværdige og til at få fat på.

Af Aslak Gottlieb, undervisningskonsulent. Artiklen er skrevet på den hjemmeside, der hed Avisen i Undervisningen. Den eksisterer ikke længere.

Nyhedskriterierne er de vigtigste pejlemærker, når man som journalist skal finde ud af, om en idé rent faktisk også er en journalistisk historie. Både artiklens emne, vinkel og kilder bliver valgt ud fra nyhedskriterierne – uanset hvilken genre artiklen skal skrives i.

Der er fem nyhedskriterier i alt:

• Aktualitet, dvs. noget der er oppe i tiden. Historien må gerne udspringe af stof som i forvejen cirkulerer i andre medier. Langt de fleste nyheder udspringer af dette nyhedskriterium. Ex: Et parti vælger ny formand eller et containerskib er sejlet ind i en bro.
• Væsentlighed, dvs. noget der har grundlæggende betydning eller konsekvens for mange mennesker. Ex: Skatten stiger næste år.
• Identifikation, dvs. noget som læseren kan genkende sig selv i. En historie, der får læseren til at tænke ’Det kunne være mig’, ’Bare det var mig’ eller ’Godt, det ikke er mig’. Ex: Ni ud af ti danskere spiser for meget sukker.
• Sensation, dvs. noget der fascinerer eller chokerer. Ofte de små, skæve historier i nogle aviser, som kan være forsidehistorier i andre aviser. Ex: Mand bider hund eller Kvinde overlevede en måned under sammenstyrtet hus.
• Konflikt, dvs. når sager eller personer er på kollisionskurs. Ex: Vred far anklager kommune for sjusk.

En journalistisk historie vil typisk ramme flere af de fem nyhedskriterier på samme tid. Nyhedskriterierne er et værktøj, som journalisten kan bruge til at vælge sin historie. Hvis værktøjet bliver brugt godt, kan der komme spændende og vigtige historier ud af det. Hvis værktøjet bliver brugt dårligt, kan resultatet blive irrelevante eller snagende historier.

Nyhedskriterierne kan bruges til at bedømme de enkelte journalisters historier. Men de kan også bruges til at karakterisere forskellige medier. De fleste aviser har deres egen ’blanding’ af nyhedskriterierne, men aviserne prioriterer og vægter dem meget forskelligt. Fx vil nogen medier prioritere historier med fokus på sensation og identifikation højere end andre, mens aktualitet er det mest gennemgående nyhedskriterium.

Der er også andre kriterier, som fascination, eksklusivitet, nærhed, brugbarhed eller andet, som er vigtigt for det enkelte medies brugere.

Af journalist og BA i litteraturvidenskab Rikke Viemose

Nyhedskriterierne ændrer sig

De fleste artikler i avisen lever op til flere af nyhedskriterierne. Jo flere nyhedskriterier en historie dækker, jo større chance er der for, at den kommer i avisen. Et kriterium, der måske burde være føjet til de fem, er underholdningsværdien. Inden for de senere år synes det at betyde mere og mere, om vi bliver underholdt, mens væsentlighedskriteriet er trådt lidt i baggrunden.

Nærhedsmodellen

En mere enkel model for nyhedskriterier er nærhedsmodellen. Den er ikke så detaljeret som gennemgangen af de fem kriterier, men den rummer i høj grad det samme: Jo nærmere en nyhed er på modtageren, jo større er chancen for, at den kommer i avisen, siger modellen.

Nærhed handler her om tre forhold:

• tid
• geografi
• kultur

Nærhed i tid betyder, at et mord i vores karré for 50 år siden ikke interesserer os i samme grad, som hvis det blev begået i dag. Men også, at ting, der sker lige op til avisernes deadline, eller mens nyhedsudsendelsen kører på tv, har en højere nyhedsværdi end det, der skete i går.

Nærhed i geografi betyder, at et mord i Bombay ikke interesserer danske læsere i samme grad som et mord i nabohuset. Men også, at læsere i Aabenraa interesserer sig mere for, hvad der sker i Aabenraa end en læser i Odense. (Eller som Mark Zuckerberg engang udtrykte det i interviewbogen The Facebook Effect (2010): “A squirrel dying in front of your house may be more relevant to your interests right now than people dying in Africa.” pixidansk.dks tilføjelse).

Nærhed i kultur betyder, at et mord blandt nogle, der er meget forskellige fra os, ikke oprører os lige så meget, som hvis det blev begået mod én, der ligner os selv eller dem, vi holder af.

Kultur kan her også betyde interesse. En fodboldinteresseret læser vil gerne have mange artikler om fodbold, mens filmelskeren hellere vil have omtaler af film.

Kilde: Rikke Viemose: Journalistens værktøj - Medieundervisning i erhvervsuddannelserne (2006), s. 44.

Hvilke nyhedskriterier opfyldes i den skriftlige del af denne artikel (videoen er ikke en del af selve artiklen):

• Norsk politi har undersøgt om Raket-Madsen kan forbindes til norske drab - af Bo Poulsen i bt.dk d. 11. okt. 2017: https://www.bt.dk/krimi/norsk-politi-har-undersoegt-om-raket-madsen-kan-forbindes-til-norske-drab?