Når vi taler om farver i forbindelse med billedanalysen, er det bl.a. værd at lægge mærke til følgende:

Tre farver, primærfarverne, er udgangspunktet for alle andre farveblandinger. Det er gul, blå og rød. Disse farver kaldes også de tre grundfarver.

De såkaldte sekundærfarver finder vi ved at blande grundfarverne. Og så dannes tre farver, nemlig violet (rød + blå), orange (rød + gul) og grøn (blå + gul).

Fortsætter vi med at blande, altså blander grundfarver med sekundærfarver, ender vi med de seks farver, vi kalder tertiærfarver. Det er gulorange, rødorange, rødviolet, blåviolet, blågrøn og gulgrøn.

Alle disse farver kaldes kulørte farver.

Sort og hvid og grå kaldes neutrale farver. Kendetegnet for sort er, at den er sort, fordi alle lysets stråler absorberes/opsuges og blandes dermed. Kendetegnet for hvid er, at alle lysets stråler reflekteres (kastes bort), så det i princippet er farveløsheden, der er tilbage.

Der er tale om en farvekontrast, når der imellem farver, som sammenstilles i samme billede, er en tydelig forskel.

Det kan være en forskel i virkning, fordi der er forskel på, hvor meget farverne kvantitativt fylder, forskel i mæthedsgrad og klarhed, i lyshed, i 'temperatur' osv.

Johannes Itten har opstillet en oversigt over farvers særlige kontrastforhold.

Itten nævner syv særlige farvekontraster, hvoraf de fem skal omtales her:

3.1. Kontrasten mellem lys og mørke

Kontrastforholdet mellem lyse og mørke farver kan ofte være anvendt for at tiltrække opmærksomhed til de elementer, der er malet i lysere farver og/eller for at signalere en symbolsk, en overført, betydning. Forskellen mellem det lyse og det mørke kan nemlig i nogle tilfælde symbolsk forstås som en afbildning af modsætningen mellem liv og død, glæde og sorg, dag og nat, lyst humør og tungsindighed osv.

Den største kontrastvirkning er mellem de neutrale farver sort og hvid.

Men også mellem de kulørte farver kan kontrasten mellem lys og mørke være effektfuld som virkemiddel. Den stærkeste kulørte kontrast er imellem gul og violet.

3.2. Kontrasten mellem kulde og varme

Det er iflg. Itten videnskabelig bevist ved forsøg med både mennesker og dyr, at den blå farve dæmper blodomløbet, altså sænker legemstemperaturen, mens det modsatte er tilfældet med den røde farve.

I et rum med blå vægge fornemmer mennesker temperaturen lavere end i et rum med røde vægge. I en stald med blå vægge falder dyr hurtigere til ro end i en stald med røde vægge.

Det er almindeligvis blålige og grønlige farver, der virker kølige og gullige, og rødlige farver, der virker varme.

Den stærkeste kulde-varme-kontrast er imellem blågrøn og rødorange. De kolde hhv. de varme farver kan i nogle tilfælde således have indflydelse på beskuerens følelsesmæssige stemning.

Johannes Itten mente, at de kolde og varme farver kan have følgende virkninger:

Om de kolde farver rent faktisk også virker kolde, og om de varme virker varme, afhænger af den sammenhæng, de befinder sig i.

Nogle af de farver, vi kalder 'kolde', vil i visse tilfælde kunne virke varme, hvis de befinder sig sammen med andre kolde farver: I et billede med fx udelukkende grønlige og blålige farver vil de grønlige farvers 'temperatur' ofte fornemmes højere end de blålige farvers.

Desuden vil selve motivet have afgørende indflydelse på, om beskuerens oplevelse peger i retning af kølighed eller varme, af ro eller uro, af noget let eller noget tungt osv.

3.3. Komplementærkontrasten

Komplementærkontrasten kaldes den kontrast, der er imellem to farver, som ligger diametralt modsat hinanden i Ittens farvecirkel.

Hvis de står ved siden af hinanden i et billede, forøges begge farvers strålekraft til det højeste niveau. Men blandes de sammen, ophæves deres virkning og bliver til en neutral grålig farve.

Der findes kun én eneste farve, der er komplementærkontrast til en anden.

Rødviolet og gulgrøn danner den stærkeste komplementærkontrast.

Se tre eksempler på malerier, hvor kunsterne har arbejdet bevidst med komplementærfarver:

Virkningen af at anvende komplementærfarver i samme billede er:

• at særlige billedelementers fremhæves, fordi komplementærfarverne forøger deres strålekraft til det højest mulige.
• at øjet opfatter billedet i ro og balance, hvis komplementærfarverne er anvendt i det rette mængdeforhold.
• at øjet opfatter motivet som forvirrende og uroligt, hvis komplementærfarverne ikke er anvendt i det rette mængdeforhold.

3.4. Kvalitetskontrasten

Kvalitetskontrast er kontrast mellem mættede/rene og mindre mættede/mindre rene farver.

Man kan brække (= blande) en mættet farve med hvidt, og virkningen er som regel en koldere, en lettere eller friskere farve.

Brækkes farver med sort, fratages de deres lyskarakter og strålekraft i større eller mindre omfang. Det kan virke stemningstyngende, men også stabiliserende og beroligende.

Brækkes fx den gule med sort bliver det til en 'syg' gul.

Hvis kvalitetskontrasten dyrkes i samme billede, så en mættet farve findes i både lysere og mørkere nuancer, kan skabes spændende virkninger.

Kunstmaleren kan også blande den mættede farve med gråt eller med farvens komplementærfarve.

3.5. Kvantitetskontrasten

Kvantitetskontrasten drejer sig om kontrasten mellem størrelsen af to eller flere farveflader, altså modsætningen mellem stor og lille flade.

Om denne kontrast opleves som i balance eller ubalance afhænger dels af, hvor stor forskel der er imellem farvefladernes størrelse, og hvor stor forskel der er i farvernes lyshed (lysstyrke) og/eller farvernes dybdevirkning.

Farverne har forskellige lyshedsværdier. Filosoffen og videnskabsmanden Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832) målte lyshedsværdierne på forskellige farver og fandt, at rækkefølgen i lysstyrke er følgende (det højeste tal angiver den højeste lyshedsværdi):

Den største lyshedskontrast findes altså imellem komplementærfarverne gul (lyshedsværdi 9) og violet (lyshedsværdi 3).

Farvers lyshed er ikke et statisk fænomen i den forstand, at lysheden altid opleves ens. Hvis en farve fx sammenstilles med hvidt, svækkes dens lyshedsværdi, fordi den virker mørkere end den hvide. Hvis farven omvendt sammenstilles med sort, forstærkes lyshedsværdien, fordi den - i sammenligning med den sorte - virker lysere, end den egentlig er.

Hvis farvens lyshed er stor, dominerer den synsmæssigt mere, end den rent fysisk fylder. Denne effekt kan anvendes til netop at tiltrække beskuerens opmærksomhed mod et bestemt billedelement.

Farver kontrasterer også på et rumligt plan i den forstand, at farver kan være med til at skabe dybdevirkning i billedet.

Blålige og grønlige farver har tendens til at træde i baggrunden i billedet, hvis de findes sammen med rødlige eller gullige. Mørkere farver opleves ofte som befindende sig i baggrunden i forhold til lysere, der træder i forgrunden.

NOTABENE! Ofte vil det være muligt at se forskellige kontrastfunktioner i det samme billede. Det, der kan være særlig interessant, er at overveje, om et eller flere kontrastforhold kan siges at være dominerende og overveje virkningen heraf.

I nogle tilfælde vil anvendelse af kontraster have en særlig effekt. Fx når en kold og en varm komplementærfarve sammenstilles.

Hvis rødorange og blågrøn findes i samme billede 'fordobles' kontrastvirkningen, fordi disse farver både er hinandens farvekontrast og 'temperaturkontrast'.

Når vi taler om kontraster tænkes først og fremmest på, at der opleves et modsætningsforhold imellem farver, at de skiller sig ud fra hinanden, når de sammenstilles i samme billede.

Hvis farvekontrasten - af den ene eller den anden grund - opleves som i en særlig balance, taler vi om farveharmoni.

Farver har ofte en symbolsk betydning, dvs. at de har en betydning, der rækker ud over deres funktion som rumskabende, stemningsfremkaldende eller dekorativt virkemiddel.

Igennem århundreder er farver - i arkitektur, dekorationskunst, litteratur og billedkunst - blevet brugt som tegn, som symboler, der indeholder en særlig betydning.

Den enkelte farves symbolske betydning afhænger naturligvis af den konkrete sammenhæng, den indgår i, og betydningen kan variere fra den ene historiske periode til den anden, fra det ene kulturområde til det andet (fx er der forskel på farvers symbolske betydninger i et kulturområde, der har været domineret af kristendommen, jødedommen, den islamiske tro, buddhismen osv.).

I nedenstående skema nævnes nogle af de forskellige symbolske betydninger, en farve - afhængig af den kontekst, den indgår i - måske kan tillægges:

Kilde: Leksikonartiklen "Farver" i Gyldendals Symbolleksikon af Finn Stefánsson, 2009. Set 12. juni 2023 fra https://symbolleksikon.lex.dk/farver.

Vejledende spørgsmål i forbindelse med undersøgelse af farver i kunstbilleder:

1. Hvilke farver dominerer? Er det bestemte primære, sekundære eller tertiære farver eller en kombination af disse?
2. Hvilken kontrastvirkning er dominerende: Kontrasten mellem lys og mørke, kulde og varme, komplementærkontrasten, kvalitetskontrasten eller kvantitetskontrasten? Hvilken virkning har det?
3. Kan nogen af farverne siges at have en symbolsk betydning? I bekræftende fald: Hvilken?
4. På hvilken måde har farvevalget betydning for, hvilke elementer der tillægges særlig opmærksomhed?
5. I hvilken grad kan farverne siges at være positivt, negativt eller neutralt ladede? Hvilken stemning skabes der hermed?
6. På hvilken måde kan farverne siges:
   • at dublere kunstbilledets andre virkemidler, dvs. understøtte de andre virkemidlers funktion uden at tilføre noget nyt?
   • at supplere kunstbilledets andre virkemidler, dvs. tilføre kunstbilledet en ny, en ekstra betydning, ud over den, de andre virkemidler gør?
   • at modsige andre virkemidler i billedet, dvs. at farvernes virkning peger i en anden betydningsmæssig retning end (nogle af) kunstbilledets andre virkemidler?