Lige som farver og ting kan også lyd, i visse sammenhænge, opfattes som symboler, som symbolske tegn. Det gælder både reallyd, effektlyd og underlægningsmusik.

At lyd eller musik har en symbolsk betydning, skal forstås på den måde, at lyden kan forstås i overført betydning, dvs. i en anden betydning end bare at være en lyd, der rent fysisk kan høres.

For eksempel er lyden "baa-buu-baa-buu" ikke bare ren lyd, men en lyd der "fortæller" en lille historie. Den historie kunne fx formuleres således:

Jeg er en lyd, der stammer fra en bestemt lydkilde, nemlig en ambulance. Jeg signalerer, at ambulancen er på vej i stor fart for at redde et menneske i nød. Det er nemlig mig, der er sirenen. Jeg er symbolet på en ambulance i udrykning.

Lyden "Waaaaaahhhhhh" er heller ikke bare en fysisk lyd, men en lyd, som mange af os vil genkende som lyden af en grædende baby.

En pointe ved den slags lydsymbolik er, at publikum forstår eller tror de forstår en lyds betydning, selv om de ikke kan se den kilde, lyden kommer fra. En sådan afkodning af lyds betydning har væsentlig indflydelse på publikums følelsesmæssige oplevelser og forventninger. Både lyden af en ambulances sirene og et ulykkeligt spædbarn kan vække bekymring, være spændingsfremkaldende osv.

Musik kan også opfattes symbolsk. Fx den slags musik, der rent lydligt næsten lyder, som det forhold den betegner. Det kan være en lille gentaget melodilinje, der spilles på en fløjte, som er tænkt at skulle være symbol på en kildes strømmende vand. Fløjtemelodien er et forsøg på at efterligne vandets piblen fra kilden.

Eller musikken kan tolkes symbolsk i den forstand, at særlige musikgenrer (wienervals eller heavy metal), særlige melodiske forløb, særlig rytmik (march- eller sambarytme), særlige klange (lyden af en skinger violin eller en blød tenorsaxofon), særlig tonalitet (dur eller mol) mv. tillægges en betydning, som vækker særlige følelser og associationer hos tilskueren.

Man kan tale om to former for lydsymbolik, nemlig konventionel og personlig lydsymbolik:

Konventionel lydsymbolik er der tale om, når mange mennesker tillægger bestemte lyde nogenlunde samme betydning, fordi de har en fælles historie og kultur.

Det kan være en films reallyde, som de fleste blandt publikum vil genkende som stammende fra en bestemt lydkilde og som fremkalder nogenlunde den samme grundfølelse hos publikum (fx lyden af en ambulancesirene, der sandsynligvis vil fremkalde en vis grad af uro eller bekymring).

Konventionel lydsymbolik er et virkemiddel filmskaberen anvender i rigt mål. Han varsler og antyder fx, hvad der vil ske i næste indstilling ved at ændre underlægningsmusikken lige før næste klip, så publikum (tror de) ved, at nu sker der noget uhyggeligt eller nu kysser manden og kvinden garanteret hinanden om lidt.

Eller han kan understøtte en glad stemning med festlig underlægningsmusik eller forstærke en krigsscenes rædsler med voldsomme real- og effektlyde eller disharmoniske klange. Osv.

Det kan være underlægningsmusik, som fremkalder nogenlunde samme grundfølelse hos de fleste blandt publikum, hvad enten det er følelsen af glæde, angst, tristhed, overraskelse mv.

Læs om reallyd, effektlyd og underlægningsmusik i opslag om lyd og musik i film.

Personlig lydsymbolik er der tale om, når det enkelte individ tillægger bestemte lyde en særlig betydning, fordi de forbindes med nogle helt personlige følelser, oplevelser og erfaringer.

Man kan fx ikke altid konkludere, at brudevalsen vækker en tilskuers romantiske og glædesfyldte følelser. Det gælder sandsynligvis ikke for den, der for nylig har været igennem en ulykkelig og belastende skilsmisse.

Så af og til vil der være et sammenstød imellem lydsymbolers konventionelle og personlige betydning. I filmanalytisk sammenhæng er det først og fremmest den konventionelle lydsymbolik, man interesserer sig for.