Et afsnit fra Journalistikkens grundtrin - Roller Krav Metoder af Solveig Schmidt og Mette Mørk, 3. udg., s. 191-195, Forlaget Ajour 2016.

Journalister låner fra dramaturgien, når de skal fortælle. Der taler man om lineær og nonlineær dramaturgi.

Den lineære fortælling er bygget op efter en logik eller en kronologi, så modtageren ikke skal springe rundt i historien. Oplysningerne kommer i en rækkefølge, hvor tid, sted og handling hænger nøje sammen. Historien præsenteres, og de forskellige elementer udbygger og kommer i en rækkefølge, så der er overgange mellem dem.

Den nonlineære fortælling kan hoppe mellem tid, sted og handling. Den er bygget op af nogle afrundede delemner eller delforløb, der supplerer hinanden, skaber spænding eller kommer rundt om en problemstilling. Fra afsnit til afsnit kan fortællevinkel og -form skifte.

Basalt set er fortælleteknik en ældgammel kompetence, som vores forfædre brugte, når de sad om bålet. Det handler om at finde en vedkommende historie, fange tilhørernes interesse, fastholde dem gennem fascination eller nysgerrighed og til sidst følge historien til dørs på en måde, der binder alle tråde sammen.

Man taler om fortællingens tre centrale elementer: Information, identifikation og fascination. Informationen er historiens indhold, identifikationen bygger bro mellem modtageren og historiens indhold, og modtageren bliver fastholdt gennem fascinationen.

Undervejs i historien kan fortælleren benytte sig af blandt andet temposkift, tilbageholdt information, cliffhangere og overraskelser. Fortælleren ved bålet har sikkert også benyttet sig af en god portion mimik, fagter, stemmeføring og anden optræden for at understøtte fortællingen og gøre den levende.

I modsætning til forfaderen skal journalisten tage stilling til - afhængigt af medie - hvordan tekst, lyd, billede, grafik og andre elementer skal indgå. Men basalt set er opgaven den samme, nemlig at fortælle en historie, der fanger og fastholder modtageren.

Uanset fortællemodel er det afgørende, at modtageren kan finde den røde tråd i fortællingen. Der kan godt være anbragt godbidder undervejs i form af tilbageholdt information, gode sanseoplevelser, udtryksfulde citater eller små anekdoter. Men den røde tråd skal være der. Modtageren må gerne sidde i spænding og vente på, hvad der sker, men han må ikke køres ud på forvirrende sidespor eller sidde tilbage med så mange ubesvarede spørgsmål, at det bliver irriterende.

Fortællingen skal være skruet sammen, så modtageren får de relevante sammenhænge præsenteret på de relevante tidspunkter. Kilderne skal præsenteres, så modtagerne kan vurdere deres kompetence og interessemæssige troværdighed. Ved anonyme kilder skal anonymiteten være begrundet, eller det skal af sammenhængen fremgå, at der er gode grunde til anonymitet.

Selvmodsigelser, der skyldes manglende overblik og analyse, dur ikke. Ditto med irrelevante svinkeærinder. Tomgang tjener ikke et formål, så også ud med den. Den røde tråd, det spændstige sprog og de gode overgange skal bære fortællingen - hele vejen.

Her kommer en kort gennemgang af nogle af de fortællemodeller, journalister kan bruge som skabelon, når historien skal struktureres. Det er vigtigt at understrege, at journalister ikke er bundet af modellerne. Hvis historien lægger op til det, er journalisten velkommen til at hugge en hæl og klippe en tå eller finde på noget helt femte. Hvis det virker, er alt tilladt.

I nyhedstrekanten bringes det vigtigste/nyeste først, og derefter struktureres resten efter faldende væsentlighed. Trekanten tegnes stående på spidsen, og det kan forvirre, men meningen er at vise, at det vigtigste, nyheden, fylder mest, og så fylder det øvrige stof mindre og mindre dernedad.

Myten siger, at denne model havde sin debut under den amerikanske borgerkrig i 1860’erne, da krigskorrespondenterne var afhængige af den nye og ufuldkomne telegrafteknik og derfor måtte sende nyheden først for at være sikre på, at den i hvert fald nåede frem. Det skal nok være rigtigt for avisernes vedkommende, men nyhedstrekantens måde at fortælle på er meget ældre end det.

Strukturen er:

• Indledning (nyheden, det væsentlige)
• Uddybning (forklarer og uddyber indledningen)
• Baggrund (hvis nødvendigt)
• Sekundært stof (hvis der er noget)

Netmedierne har skabt en model for den skarptskårne historie. Oplysningerne samles i tre afsnit, som hver består af tre små, korte afsnit. Imellem sættes mellemrubrikker. Formålet er mere at skabe luft og overskuelighed end at bestemme en rækkefølge i oplysningerne.

Strukturen er:

• Tre korte afsnit på 3-4 linjer hver
• Mellemrubrik
• Igen tre korte afsnit på 3-4 linjer hver
• Mellemrubrik
• Igen tre korte afsnit på 3-4 linjer hver

Berettermodellen bygger op til en konflikt. Først antydes konflikten og derefter bygges spændingen op, indtil konflikten er uundgåelig. Modellen kaldes også Hollywood-modellen, fordi mange film er bygget op på denne måde, men modellen er brugt i mange andre sammenhænge end film.

Strukturen er:

• Anslag (konflikten antydes)
• Præsentation (af personer, emne)
• Uddybning (konflikten skærpes og sættes i perspektiv)
• Point of no return (der er ingen vej tilbage for hovedpersonen)
• Konfliktoptrapning (udvikling og forhindringer)
• Konfliktløsning/klimaks (det afgørende slag)
• Udtoning (de løse ender knyttes)

Wall Street Journal Guide indledes med et eksempel på den generelle problemstilling. Det kan ske i form af en konkret person eller en episode. Derefter kommer et afsnit, som forklarer problemstillingen, og så uddybes de enkelte delemner på en måde, så det ene leder til det næste. Der afsluttes med en hammer, som leder tilbage til indledningen.

Wall Street Journal er opkaldt efter avisen af samme navn, fordi den blev kendt for altid at have sine forsidehistorier struktureret på denne måde.

Strukturen er:

• Anslag (emnet præsenteres)
• Kerne (problemstillingen uddybes)
• Krop (de forskellige delemner, struktureret, så det ene leder til det andet)
• Hammer (afslutning)

Den tredje fortællemåde er bygget op omkring tre markante scener, som har stor betydning for historien, og som giver modtageren identifikation. Mellem scenerne kommer to afsnit med faktuelle oplysninger og baggrund, det som amerikanerne kalder BBI - Boring But Important, altså kedeligt, men vigtigt. BBI-afsnittene oplyser, forklarer og sætter i perspektiv.

Strukturen er:

• Første scene (begyndelse)
• BBI (forklarer, uddyber)
• Anden scene (midte)
• BBI (forklarer, uddyber)
• Tredje scene (afslutning)

Hey-you-see-so forsøger at knytte historien direkte til modtageren. Først skal hans interesse fanges, gerne med noget overraskende, så kommer et afsnit, der skal vise, at sagen direkte berører ham. Det uddybes med fakta og eksempler i næste afsnit, før der sluttes af med at pege på konsekvenser eller løsninger.

Strukturen er:

• Hey (fanger modtagernes interesse)
• You (overbeviser modtageren om, at det vedkommer ham)
• See (dokumenterer, konkretiserer)
• So (konsekvenser/løsninger)