Nedenstående artikel er ret informationstung. Det skal forstås på den måde, at der gennemgås mange forskellige fagbegreber. Derfor er nok mest hensigtsmæssigt, at arbejdet med artiklens indhold foregår ad flere omgange.

Formålet med at læse artiklen er, at du tilegner dig indsigt i, hvilke virkemidler der kan gøres brug af i dokumentarfilm og andre typer af dokumentariske tekster.

Når du har læst hele artiklen, skal du gerne kunne svare på følgende danskfaglige spørgsmål:

1. Hvad menes der med begrebet faktakontrakt?
2. Hvad menes der med begrebet fiktionskontrakt?
3. Hvad menes der med begrebet dobbeltkontrakt?
4. Hvad er en autentisk tekst?
5. Hvad menes med begrebet autenticitetsmarkør (også kaldet virkelighedsmarkør og faktualisering)?
6. Hvordan vil du definere begrebet fiktionalitet?
7. Hvad menes med begrebet fiktionalitetsmarkør (også kaldet fiktionalisering)?
8. Hvad menes med begrebet fantastik-markør?
9. Hvad er en autentisk iscenesættelse i en dokumentarfilm?
10. Hvad er en fiktionaliseret iscenesættelse i en dokumentarfilm?
11. Hvad er en tidsmæssigt retrospektiv iscenesættelse?
12. Hvad er en tidsmæssigt perspektiverende iscenesættelse?
13. Hvad er forskellen på fantastik og fiktionalitet, sådan som begreberne defineres og anvendes i analysen af dokumentarfilm her på antologien.dk?
14. Sammenfat, hvad forskellen er på autenticitet, fiktionalitet, fantastik og løgn, sådan som disse begreber defineres her på antologien.dk?
15. Hvad menes der med begrebet dramaturgiske eller dramatiserende virkemidler i forbindelse med dokumentarfilm og andre virkelighedsbeskrivende filmiske tekster?
16. Giv mindst to eksempler på autenticitetsmarkører/virkelighedsmarkører i en dokumentarfilm.
17. Giv mindst to eksempler på fiktionalitetsmarkører/fiktionaliseringer i en dokumentarfilm.
18. Giv mindst to eksempler på fantastikmarkører i en dokumentarfilm.
19. Giv mindst tre eksempler på dramaturgiske virkemidler i en dokumentarfilm.

Når en modtager læser eller ser en sagtekst, forventer han, at teksten handler om noget, der virkelig er sket. Man siger, at der indgås en underforstået faktakontrakt mellem afsender og modtager = modtageren regner med, at han kan tro på det, han læser eller ser.

Når en modtager læser et eventyr, en almindelig roman eller går i biffen for at se en spillefilm, forventer han som regel, at tekstens stof er opdigtet. Man siger, at der her indgås en underforstået fiktionskontrakt mellem afsender og modtager = modtageren ved godt, at det fortalte er noget, som afsenderen har fundet på, at det er fri fantasi.

Men lad os lige præcisere betydningen af disse 'kontrakt-begreber':

Faktakontrakt = når afsender signalerer til modtager, at meddelelsen er en faktatekst eller dokumentarisk tekst baseret på virkeligheden. Der er altså ikke noget i teksten, der er fri fantasi/opdigtet.

Fiktionskontrakt = når afsender signalerer til modtager, at meddelelsen er en fiktionstekst, hvis indhold er opdigtet - uanset om det kan ligne noget virkeligt eller ej.

Nogle tekster og visse genrer er defineret ved den kontrakttype, der indgås mellem afsender og modtager: Fx forventes det, at der indgås en faktakontrakt, når en journalist skriver en nyhedsartikel, når en tv-kanal viser en nyhedsudsendelse, eller en filmproducent viser en dokumentarfilm. Og en fiktionskontrakt gælder typisk for rigtigt mange romaner, computerspil og spillefilm, uanset om de beskriver virkelighedsnære scenarier eller ej.

Litteraturhistoriker og docent Pil Dahlerup skriver bl.a. følgende om fiktionskontrakt i et blogindlæg (som indledes med en strofe fra et digt af Halfdan Rasmussen):

Noget om at gå sine egne veje
At ville gå på vand og luft, / er galmandsværk og ufornuft, / sier folk som ikke tør det. / Men den som blæser på om man kan gå på luft og vand, han kan / såfremt han bare gør det! / Jeg vandrer tit på Kattegat og har da også prøvet at / gå morgentur på luften. / Og hænder det jeg plumper i, så er det sgu da kun fordi / jeg møder snusfornuften. (Halfdan Rasmussen: Tosserier, Sjette samling, 1956, s. 7).

Fiktions-kontrakten
Ingen vil beskylde Halfdan Rasmussen for at lyve, fordi han siger, man kan gå på Kattegat og i luften. Hvorfor nu ikke det? Fordi forfatter og læser har en ”kontrakt”. Det er ikke en, man lærer om på jurastudiet, men en usagt og uskrevet ”aftale” mellem forfatter og læser om, at det her er fantasi. Hverdagssproget har en anden ”kontrakt”. Her foregiver afsender, og her forventer modtager, at der kommunikeres sandhed. Hvis ikke, så er det løgn eller fake news, men ikke fiktion. Litteratursproget er frit. Det er ikke forpligtet til at henvise til noget virkeligt. Det kan gøre det, men behøver det ikke.

Fiktions-signaler
Hvordan kan læseren vide, at en tekst er fiktion, når ”kontrakten” er usynlig? Jo, der findes nogle signaler uden for og inden i selve teksten. Der kan stå et digternavn på værket, genren kan angives som ”eventyr”, ”roman”, ”digt”, og titlen kan signalere fiktion, f.eks. Tosserier. Tekstens emne kan være noget ikke eksisterende (Den lille havfrue) eller noget umuligt (gå på Kattegat). Endelig kan litteratursproget i teksten være så tydeligt, at læseren straks ved, det drejer sig om fiktion. Signalerne er langt sværere at opdage, hvis emnet er realistisk, og hvis sproget ser ud som hverdagssprog.

Fiktions-kompetence
Kontrakter forpligter begge parter. ”Fiktions-kontrakten” kræver, at digteren skriver fiktion. Læserens opgave er at kunne modtage fiktion. Læseren skal have ”fiktions-kompetence”. Det vigtigste er evne og vilje til at give sig hen i fiktionen og lade al skepsis blive hjemme. Willing suspension of disbelief hedder det i en kendt formulering (af den engelske digter Samuel Taylor Coleridge (1772-1834) i hans Biographia literaria, 1817).
Dernæst skal læseren kunne tage litteratursprogets udfordring op og følge de mange associationer, det lægger op til. Der tilbydes ikke nogen fast betydning og intet entydigt budskab som i hverdagssproget.

Uddrag af blogindlægget "Fiktions-kontrakt og morgensang" af Pil Dahlerup, d. 11. april 2020. pildahlerup.dk/blog/fiktions-kontrakt-og-morgensang/. Set 14. apr. 2020.

Dobbeltkontrakt = når afsender med sin meddelelse indgår en (eksplicit eller underforstået) faktakontrakt med sin modtager, men hvor modtager opdager - eller hvor det ad anden vej afsløres - at kontrakten brydes, fordi tekstens indhold også i en relativ stor udstrækning indeholder fiktion.

Man ville også kunne kalde det en dobbeltkontrakt, hvis det modsatte er tilfældet, altså hvis afsender med sin meddelelse indgår en (eksplicit eller underforstået) fiktionskontrakt med sin modtager, men hvor modtager opdager - eller hvor det ad anden vej afsløres - at kontrakten brydes, fordi tekstens indhold også i en relativ stor udstrækning indeholder fakta.

Læs artiklen "Kan man stole på forfatteren" af Søren Kassebeer, d. 25. marts 2006 om dobbeltkontrakt.

Måske kan man også sige, at der indgås en dobbeltkontrakt mellem afsender og modtager, hvis afsender eksplicit gør opmærksom på, at hans tekst både indeholder faktuelle og fiktive informationer. Den slags tekster er der nogle forskere og forfattere til lærebøger, der kalder faktion (en sammenstilling af ordene fakta og fiktion).

En del spillefilm indgår en sådan fakta-fiktions-dobbeltkontakt, idet der allerede i filmens indledning gøres opmærksom på, at filmen handling er "baseret på virkelige begivenheder". I de fleste af den slags film er det svært for modtageren at vide, hvad der fakta, og hvad der er fiktion, fordi afsenderen ikke yderligere redegør for dette. I mange spillefilm, der er inspireret af autentiske hændelser, er der sandsynligvis en klar overvægt af fiktion, men i de film, der kan betegnes som dokudramaer, vil vægtningen mellem, hvad der er faktuelt sandt, og hvad der er opdigtet, være omvendt, altså mest fakta + nogle fiktions-elementer af dramatiske hensyn (= at forsøge at gøre fortællingen så spændende, at modtagerens interesse vækkes og fastholdes).

Det vil selvfølgelig være mest redeligt, hvis afsenderen fortæller modtageren, hvad der i sådanne tekster er fakta, og hvad der ikke er, men det sker kun i få tilfælde. Som regel er det op til modtageren selv at finde ud af. I nogle tilfælde er det relativt svært at gennemskue, i andre tilfælde ret nemt.

En krimi-tv-serie på DR2 i 6 afsnit med titlen A Confession (2019) indledes med følgende påstand:

Dette er en sand historie. Det følgende er en dramatisering baseret på udførlig research, interview og offentliggjorte skildringer.

Det vil være meget svært og omstændeligt for den enkelte seer at faktatjekke, hvorvidt en sådan påstand står til troende. På den ene side vil de fleste nok nære en vis tillid til udsagnet, fordi man som udgangspunkt ikke vil tiltro filmproducenten den negative egenskab at være løgner. Og man kan da også på nettet læse om den virkelige sag i 2011, der har dannet forlæg for tv-serien. På den anden side er der forhold, som antyder, at serien også er fiktionaliseret. Fx foregår tv-serien ikke på de lokationer, hvor de virkelige hændelser fandt sted, alle medvirkende er professionelle skuespillere - og mange af seriens dialoger må i sagens natur være opdigtede. Nogle samtaler mellem politi og anklagede og vidner, og forhør i retssalen, blev ganske vist optaget, og derfor kan gengivelser af disse høre til seriens faktuelle stof, men alle mulige andre dialoger er sandsynligvis mere fiktion end fakta. Man bør altså tage den faktakontrakt, som afsender tilsyneladende forsøger at indgå med seerne ved at indlede hvert afsnit med ovennævnte sandhedspostulerende udsagn, med et gran salt ...

Et andet eksempel:

Joel og Ethan Coens sorthumoristiske komediedrama om ondskab, desperation og grådighed Fargo fra 1996 indledes med ordene:

DETTE ER EN SAND HISTORIE. Begivenhederne i denne film fandt sted i Minnesota i 1987. Af hensyn til de overlevende er navnene blev ændret. Af respekt for de døde fortælles resten præcis, som det skete.

Men som Christian Monggaard skriver i artiklen "Dette er en sand historie" i information.dk, d. 24 april 2014:

Selv om brødrene hentede inspiration i enkelte virkelige forbrydelser, er stort set alt, hvad der sker i Fargo, det pure opspind. Det giver dog handlingen mere vægt, at man som publikum tror, at det, der sker i en film, er sandt, og – som Coen-brødrene selv har udtrykt det – det giver én tilladelse til at gøre ting, publikum ellers ikke ville acceptere.

På streamingtjenesten HBO er filmen lavet om til en tv-serie (som havde premiere i 2014). Hvert afsnit i serien indledes med (næsten) samme falske faktakontrakt som den originale film:

DETTE ER EN SAND HISTORIE. Begivenhederne fandt sted i Minnesota i 2006. Af hensyn til de overlevende er navnene blev ændret. Af respekt for de døde fortælles resten præcis, som det skete. (Antologien.dks fremhævning).

Den spanske tv-miniserie Det store bankrøveri (2020) indledes med påstanden "Baseret på en sand historie", men det pointeres dog i slutningen af hvert afsnit, at fordi serien er baseret på en sand historie, er det ikke ensbetydende med, at seriens fremstilling af historien er sand. Eller som producenten af Det store bankrøveri selv formulerer det i slutningen af hvert afsnit:

serien er fiktion og er inspireret af virkelige hændelser. Det er ikke en tro skildring af virkeligheden...

Mon ikke dette gælder for de fleste virkeligheds-baserede film og tv-serier?

PS: Selv om man altså i mange tilfælde kan være meget i tvivl om en fortællings grad af hhv. fakta og fiktion, vil de fleste modtagere nok være klar over, at det er en fiktions- og ikke en faktakontrakt, der skal indgås i forbindelse med statsminister Birgitte Nyborgs Twitterprofil - i hvert fald, hvis man kender til eller fulgte med i dramaserien Borgen i perioden 2010-13: https://twitter.com/BirgitteNyborg_.

Især når vi som modtagere ser dokumentarfilm eller beskæftiger os med andre former for virkelighedsbeskrivende tekster, er det afgørende at få styr på, om tilrettelæggeren/instruktøren/journalisten overholder faktakontrakten eller bryder den i en sådan grad, at filmen eller informationsteksten (fx en nyhedstekst) mister sin troværdighed.

Derfor skal vi undersøge, hvor meget af tekstens stof:

• der faktisk ér autentisk, dvs. virkeligt sket
• der er fiktionaliseret, dvs. mere eller mindre troværdige gisninger om, hvordan noget ville have været, vil blive eller ikke blive
• der er fantastisk, dvs. helt urealistisk
• der er decideret løgnagtigt

Nedenfor vises en oversigt over mulige virkemidler, der enten styrker eller svækker en dokumentarfilms pålidelighed/troværdighed eller styrker eller svækker en fiktionsteksts virkelighedsnærhed.

Autenticitet

En autentisk tekst handler om noget virkelig sket. I en tekst (herunder filmiske tekster som fx dokumentarfilm) signaleres - mere eller mindre tydeligt - til modtageren, om teksten hovedsageligt er autentisk eller den ikke er.

Tegn (eller koder), der afslører tekstens grad af virkelighedsorientering, kaldes, med et lidt svært udtaleligt ord, for au-ten-ti-ci-tets-markører.

Vi kan også benævne dem virkelighedsmarkører eller faktualiseringer.

Virkelighedsmarkører er tegn i en tekst, der signalerer, at den omtaler virkeligheden som den er eller var, dvs. at den handler om virkelige begivenheder, virkelige steder og virkelige personer, og at det fortalte er faktuelt rigtigt i den forstand, at man vil kunne fakta-tjekke, at det fortalte faktisk ér sket i virkeligheden, eller at det i hvert fald med stor sandsynlighed er tilnærmelsesvist sandt.

Når vi skal undersøge autenticiteten i en dokumentarisk filmisk tekst, herunder dokumentarfilm, er det bl.a. interessant at lægge mærke til, om det viste er autentisk i den forstand:

• at fotografen fotograferer en virkelig aktuel (nutidig) situation, imens den finder sted. Et 'bevis' på, at situationen er autentisk, er, at den også ville være foregået, selv om der ikke havde været en fotograf til stede.
• at fotografen fotograferer en gengivelse (rekonstruktion eller iscenesættelse) af virkelig fortidig situation. Et 'bevis' på, at situationen er autentisk, er, at den faktisk ér foregået, men dengang var der ikke en fotograf til stede, og da der ikke var det, er det nødvendigt at forsøge at genskabe situationen, for at den kan indgå som materiale i filmen.

Sandhedsværdien i optagelserne - både de aktuelle og gengivelserne - afhænger bl.a. af, hvor meget instruktøren blander sig i det, der foregår. Ideelt set skal han undgå at blande sig, men meget ofte vil et filmhold øve indflydelse på en optagelse og især på gengivelser ved at foreslå - fx af tekniske eller dramatiske hensyn - at der ændres lidt list og pist.

Gengivelsers autenticitet afhænger også af, hvilket kildemateriale de bygger på. Ofte beror genskabelsen af noget tidligere sket på personers hukommelse, og det kan der være en vis usikkerhed forbundet med, fordi man sjældent vil kunne huske, hvad man præcist følte, hvad der præcist skete eller blev sagt.

Næsten altid sker der en konkret bearbejdning af virkeligheden i en dokumentarfilm i den forstand, at der vælges, hvor meget af det optagne grundmateriale, der skal med i den færdige film. En sådan bearbejdelse er begrundet i en instruktørs ønske om at gøre filmen som helhed og de enkelte scener mere fængende og interessant for publikum end en 'original' uklippet virkelighedsskildring ville være. Typisk vil en instruktør fx tillade sig at klippe i et længere fotograferet autentisk forløb, fordi det ellers bliver for omstændelig en fremstilling og for kedeligt at se. En anden måde at ændre virkeligheden på er at lade en gengivelse af en fortidig situation blive spillet af skuespillere.

Sådanne bearbejdninger forekommer i alle dokumentariske skildringer, og hvis fraklipningen og sammensætningen af klip er loyal i forhold til dokumentarfilmens skildring af et udsnit af virkeligheden, så vil det som regel ikke svække filmens troværdighed og autenticitet nævneværdigt.

Hvis afsenderen derimod gør vold på virkeligheden ved at fremstille den helt anderledes, end den var eller er, eller hvis afsenderen ikke gør opmærksom på - eller hvis det ikke på anden måde fremgår af sammenhængen - at det viste afviger fra den autentiske situation, så er der bare tale om en usaglig fremstilling, der nærmer sig en løgn.

Fiktionalitet

Fiktionalitet er en egenskab ved alle mulige former for kommunikation, der signalerer, at det, der siges, skrives eller vises, ikke er et udsagn om, hvordan virkeligheden er, men hvordan den måske kunne have været eller vil blive. Det konkrete ikke-virkelige udsagn i en tekst kaldes en fiktionalitetsmarkør eller fiktionalisering.

Når man bruger fiktionaliseringer som virkemiddel i en tekst, fx en dokumentarfilm, er det fortalte altså ikke en gengivelse eller en beskrivelse af noget, der er foregået i virkeligheden, men derimod en beskrivelse af en forestilling om, hvordan noget:

• kunne være
• kan blive
• ville have været
• ikke er

Fiktionalisering er der desuden tale om, hvis noget autentisk fremstilles på en let overdreven måde.

En fiktionalitetsmarkør adskiller sig fra en virkelighedsmarkør ved, at den ikke omtaler den autentiske virkelighed som den var eller er, og den adskiller sig fra løgnen ved ikke at skjule, men tværtimod signalere, at virkeligheden ikke omtales, som den er:

Virkelighedsmarkør ≠ fiktionalitetsmarkør ≠ løgn

Eller man kan også sige, at fiktionalisering på den ene side adskiller sig fra både løgnen og sandheden, men på den anden side også låner noget fra begge:

Fra løgnen låner fiktionaliseringen, at den ikke omtaler virkeligheden, som den er. Fra den sande tale låner fiktionaliseringen, at den ikke ønsker at bedrage nogen eller give dem en fejlagtig opfattelse.

Citat fra powerpointpræsentation af Henrik Skov Nielsen om "Fiktion og fiktionalitet" på konference for gymnasielærere i 2014.

For at modtageren ikke skal opfatte brug af fiktionalitet som brud på faktakontrakten for en bestemt sagtekst, skal det altså på en eller anden måde fremgå af sammenhængen, hvornår det, der fortælles, er en fiktionalisering.

Se et eksempel på en reklame, som fra afsenderens side egentlig var tænkt som et lidt humoristisk fiktionaliseret sceneri, men som af mange blev opfattet som autentisk, fordi det ikke tydeligt fremgik, at reklamen var fri fantasi og fremført af en skuespiller.

En sådan fremstilling hører til den genre, vi kan kalde en løgn eller misinformation. Det samme gør i øvrigt det, man kalder, fake news. Fake news (falske nyheder) er falske eller vildledende påstande, der præsenteres som sandfærdige nyheder i et eller andet medie.

Fiktionaliseringer kan godt indgå i informative (fx nyhedsindslag i tv) og dokumentariske tekster (fx en dokumentarfilm) uden at autenticiteten mindskes væsentligt:

• hvis graden af virkelighedsnærhed er stor, dvs. hvis de tænkte eller forestillede scenarier eller påstande med en vis sandsynlighed ville kunne have fundet sted eller vil finde sted, hvis bestemte betingelser/forudsætninger var opfyldt eller kan tænkes at blive opfyldt.
  Læs fx denne artikel i nordjyske.dk fra den 27. juli 2019. Den er ikke en autentisk, men en fiktionaliseret informationstekst: "For mange elbiler kan mørklægge villaveje" af Ritzau. Den handler nemlig ikke om, hvordan noget er, men om hvad der måske vil ske i fremtiden, hvis bestemte betingelser ikke opfyldes.
  En artikel som denne om en flåt, der endnu ikke er kommet til Danmark, kan også opfattes som en fiktionalisering.
• hvis fiktionaliseringen bruges i dramatiserende eller generelt underholdende øjemed - hvis det vel at mærke er relevant i og fremgår af sammenhængen, at der er tale om en fiktionalisering.

I forbindelse med netop filmiske autentiske tekster kan det være relevant at skelne mellem:

1. Autentiske iscenesættelser, dvs. en troværdig gengivelse eller rekonstruktion af noget tidligere sket
2. Fiktionaliseret iscenesættelse, dvs. en troværdig fremstilling af, hvordan noget sandsynligvis ville være foregået anderledes, hvis bestemte betingelser havde været til stede, eller hvordan noget fremtidigt sandsynligvis vil eller ikke vil forløbe, hvis bestemte forudsætninger er til stede o.l.
3. Fantastisk iscenesættelse (læs om fantastik nedenfor), dvs. en irrelevant, usandsynlig eller urealistisk fremstilling af noget, der tidligere er hændt eller vil hænde. Hensigten med denne form for iscenesættelse er som regel at kritisere eller underholde ved at bruge humor, overdrivelser, ironi, sarkasme eller parodier som virkemiddel. I stedet for begrebet fantastisk iscenesættelse kan man også i de fleste tilfælde bruge begrebet 'urealistisk iscenesættelse'.
4. Misinformerende eller løgnagtig iscenesættelse (læs om løgn nedenfor), dvs. en, ja, løgnagtig, usand, misvisende, forvansket og virkelighedsforfalskende fremstilling, der fremstilles som om den er autentisk, med det formål at manipulere modtageren til at tilslutte sig en fejlagtig opfattelse af et udsnit af virkeligheden, af en bestemt sag, om en bestemt person eller lignende.

Både autentiske, fiktionaliserede, fantastiske og misinformerende iscenesættelser kan være tidsmæssigt retrospektive (bagudskuende).

Dog er det måske lidt misvisende at tale om en retrospektiv autentisk iscenesættelse, fordi det kan opfattes som om, der findes andre typer af autentiske iscenesættelser end den retrospektive, og det gør der ikke. En autentisk iscenesættelse er nemlig pr. definition retrospektiv, dvs. at enhver autentisk iscenesættelse er en gengivelse eller rekonstruktion af noget, der tidligere er sket.

Mere relevant er det at bruge termen retrospektiv fiktionalisering. En retrospektiv fiktionalisering er der tale om, hvis man i en mundtlig, skriftlig eller filmisk fremstilling forestiller sig (eller viser), hvad man ville have gjort anderledes i en bestemt situation, hvis man havde haft en bestemt viden, som man har nu, men ikke havde dengang.

Fiktionaliserede, fantastiske og misinformerende iscenesættelser kan også være tidsmæssigt perspektiverende (fremadskuende).

En perspektiverende fiktionalisering af den slags, der sagtens kan indgå i fakta- og dokumentarprogrammer, er en mundtlig, skriftlig eller filmisk fremstilling af, hvordan man forestiller sig (eller viser), at noget vil blive eller udvikle sig på baggrund af prognoser, der bygger på troværdige præmisser (videnskabelige undersøgelser, statistisk materiale, repræsentative spørgeskemaundersøgelser mv.). Fx er en vejrudsigt ren fiktionalisering af den mere troværdige slags, fordi den bygger på faktabaserede prognoser (selv om det jo ikke er altid, at vejrværtens forudsigelser helt holder stik).

Generelt er alle mulige former for udtalelser om, hvad man tror, hvad man kunne ønske..., hvad man drømmer om..., hvad man forestiller sig, hvad man gætter på, og forudsigelser om, hvad man vil gøre, hvis bestemte betingelser er opfyldt (fx når man er færdig med sit studie, hvis man finder partneren i sit liv, hvis der var mere end 24 timer i døgnet, hvis man vinder i Lotto osv.) også fiktionaliseringer.

Fx er det et eksempel på fiktionalisering, når en boganmelder skriver følgende om den tidligere folketingspolitiker og minister for partiet Venstre, Søren Pind:

Man fornemmer, at Søren Pind kan have siddet og kigget over på sin teatralske udklædningsstykke af en ministeruniform med ’trekantet hat, kårde og guldknapper’ – hvis ikke ligefrem at have været iført den – da han i tiden efter sin afgang som forsknings- og videnskabsminister skrev hovedparten af bogen.

Lars Trier Mogensen i artiklen "Søren Pind brænder sig selv på forfængelighedens bål i sin nye bog" i information.dk, d. 13. sep. 2019.

Fiktionalitetsmarkøren her er ordene "man fornemmer", fordi de indikerer, at afsenderens beskrivelse ikke beror på faktuel viden om, hvordan situationen var i virkeligheden, men kun på afsenderens fornemmelse, som er baseret på en subjektiv negativ holdning til Søren Pind og hans bog. Grunden til, at der er tale om fiktionalisering og ikke en løgn, er, at Lars Trier Mogensen skriver i så sarkastisk et tonefald, at han dermed ret tydeligt, om end indirekte, signalerer, at han ikke er ude på at beskrive den faktiske virkelighed, men bare vil gøre lidt grin med Søren Pind.

Om fiktionalisering skriver redaktørerne til bogen Fiktionalitet:

Fiktionalitet [er] en egenskab ved generisk fiktion som romaner og spillefilm, men også meget andet end det: Evnen til fiktionalisering anvendes overalt, når vi taler sammen, når vi forestiller os fremtiden i et kærlighedsforhold, når vi bygger et samfund, når vi taler politik, og når vi på individ- eller samfundsniveau foretager ideologiske forhandlinger, hvor vi holder forskellige muligheder og scenarier på imod hinanden.

Fra Louise Brix Jacobsen m.fl.: Fiktionalitet, 2013, s. 9.

Fantastik

Begrebet 'fantastik' (udtales med tryk på sidste stavelse) bruges her om forhold i en tekst, som man ikke kan forestille sig er foregået eller vil kunne ske i virkeligheden. Fantastik skal altså i denne sammenhæng forstås som fremstilling af urealistiske, fantasifulde, magiske eller overnaturlige fænomener.

Tegn i en tekst, der signalerer, at det beskrevne er urealistisk eller lige lovligt fantasifuldt, kan vi kalde fantastik-markører.

Vi kender den form for fantastik fra religiøse legender om mirakler, fra eventyr, fantasy, science-fiction, fra fortællinger tilhørende genren magisk realisme og en del andre modernistiske fortællinger - både litterære og filmiske.

Forskellen mellem et fiktionaliseret og et fantastisk (urealistisk) klip i en dokumentarfilm er, at fiktionaliseringen er en fremstilling af noget, som muligvis kunne være sket eller kan ske, og det fantastiske klip er urealistisk i betydningen, at man ikke kan forestille sig, at det viste er sket eller kan ske. Ligheden mellem fiktionalitet og fantastik er, at det fremgår af sammenhængen, at iscenesættelsen/klippet er en fiktionalisering eller urealistisk.

Det kendetegnende ved fiktionalitet og fantastik - i modsætning til løgnen - er, at modtageren som regel er klar over, at det fortalte ikke er en autentisk beskrivelse af, hvordan virkeligheden var eller er.

Læs her et eksempel på brug af fantastik-markører i et romanuddrag:

Det var da jeg stod der, at jeg fik den åbenbaring, at jeg skulle have mig en datter. At hun, med den ene eller anden hastighed, var på vej ind i mit liv. Først gik jeg bare lykkelig omkring med den viden, så fik jeg meget ondt i øret og gik til lægen.
Da han sagde det franske ord for “gravid”, måtte jeg slå op i ordbogen på min telefon for at være sikker. Han havde jo trods alt kun undersøgt mit øre. Fosteret befandt sig bag min venstre trommehinde. Det var svært at fastslå, hvor længe jeg havde været gravid. Sådan set var det ikke sikkert, at fosteret havde en biologisk far, for lægen kunne heller ikke fastslå, hvordan jeg var blevet gravid. Han mente nok, det var sandsynligt, at den slags graviditeter ikke var kendt i Skandinavien endnu. Men der var altså tale om en uhyre sjælden form for svangerskab, som man endnu ikke kendte helt til bunds i Belgien. Men jeg kendte godt denne form for svangerskab, særdeles godt, for jeg havde allerede gennemlevet den en gang, og det på en langt mere pludselig måde, intet forudgående klarsyn, ingen læge, jeg var otte.

Uddrag fra Lea Marie Løppenthins bog, Sæson, her gengivet fra hvermandag.dk, d. 22. juli 2019.

Nedenfor vises nogle eksempler på brug af autentisk iscenesættelse, på fiktionalisering og fantastik i et par nyhedsindslag i tv og i to taler af den tidligere amerikanske præsident Barack Obama.

Dramaturgiske (eller dramatiserende) virkemidler er midler, der bruges med det specifikke formål at vække bestemte følelser hos modtageren, at skabe særlige forventninger, at overraske eller skabe spænding. Både dokumentariske tekster og opdigtede tekster kan være dramatiserede.

Tidligere var det sådan, at man så vidt muligt forsøgte at undgå brug af dramaturgiske virkemidler i dokumentarfilm og nyhedsprogrammer. Den dokumentariske fremstilling skulle være så seriøs og nøgtern ('objektiv') som mulig. Måden der blev filmet skulle være så enkel som muligt, så den ikke tog seerens opmærksomhed væk fra den sag, fremstillingen handlede om. Derfor skulle klippetempoet være langsomt, personer skulle vises i halvtotal eller total og i øjenhøjde med seeren (normalperspektiv), kameraføringen skulle være rolig og ensartet, der skulle kun anvendes reallyd og motivet skulle være tydeligt og jævnt belyst (high-key) mv.

Men sådan er det ikke mere. Siden midten af 1980erne har danskerne fået adgang til flere og flere tv-kanaler, streamingtjenester, professionelle og private digitale medier på internettet mv., som tilsammen producerer tusindvis af filmiske tekster. Og de konkurrerer indædt om modtagernes gunst. Det gælder også nyhedsmedierne og producenterne af dokumentarprogrammer og -film.

En af måderne at tiltrække og fastholde seernes interesse på er at skrue op for nyhedsprogrammer og dokumentarfilms umiddelbare underholdningsværdi ved at gøre, som man altid har gjort inden for spillefilm- og tv-serie-branchen, nemlig at bruge dramatiserende virkemidler.

Derfor bruges dramaturgiske filmiske virkemidler nu om dage ivrigt i både autentiske programmer og film.

Dramaturgiske virkemidler kan både understøtte autenticitet, fiktionalisering, fantastik og løgn.

Autentiske fremstillinger kan indholdsmæssigt virke dramatiske, hvis de handler om noget, der pirrer nysgerrigheden, udfordrer intellektet, vækker interesse eller følelser som angst, vrede, forargelse, glæde, sympati, antipati mv. hos modtageren.

Samme virkning kan brug af bestemte sproglige virkemidler i verbale (mundtlig og skriftlige) tekster og visuelle (billedlige) og auditive (lydlige) virkemidler i filmiske tekster have.

Det kan være interessant at undersøge brugen af dramaturgiske virkemidler i en tekst, fordi de har afgørende indflydelse på din fortolkning af tekstens betydninger og budskab, og på intensiteten af din oplevelse.

Både visuelle virkemidler som brug af bestemte kameravinkler, klipning, nær- og supernærbilleder og lydlige virkemidler i form af forstærkede reallyde eller underlægningsmusik leder din forståelse og oplevelse i bestemte retninger - selv om du måske ikke er bevidst om det.

At bruge specielle virkemidler i et bestemt øjemed gør som nævnt stort set alle afsendere i alle typer af tekster. Og det er der i princippet sådan set ikke noget galt med. Men især når det gælder sandhedsbærende tekster, der beretter om virkeligheden, er det meget vigtigt, at du undersøger, hvad det er i teksten, der leder din hjerne (herunder hjernens produktion af bestemte kemiske stoffer, der styrer, hvad du føler) i bestemte retninger, så du ikke bevidstløst lader dig forlede eller manipulere.

Læs her et uddrag af artikel, der kritisk omtaler brug af speciel kameraføring og valg af motiv i dokumentariske film.

Men selv om det er vigtigt at undersøge hensigten med og den sandsynlige effekt af at bruge dramaturgiske virkemidler i en dokumentarfilm, kan man altså ikke sige, at bestemte dramaturgiske virkemidler, som tidligere især kendtes fra fiktionsfilm, pr. definition hæmmer eller undergraver en dokumentarfilms troværdighed. Det afhænger nemlig helt af, hvordan og i hvilken sammenhæng virkemidlerne bruges. Man kan sige, at hvis brugen af dramaturgiske virkemidler i en dokumentarfilm er loyal over for indholdssiden, dvs. at virkemidlerne understøtter det indhold, der vises, så bevares filmens autenticitet. Fx kan en nærbilled-beskæring af en persons ansigt i en dokumentarfilm tydeliggøre personens følelser i en bestemt situation. Og underlægningsmusik i en dokumentarfilm kan bevidst bruges til understøtte den (fx trykkede eller glade) stemning, der er i en bestemt scene i filmen eller bestemte personers følelser i en aktuel situation.

Herunder er en oversigt over mulige dramaturgiske virkemidler i filmiske sagtekster, hvis formål kan være:

• at vække modtagerens interesse, intellekt, nysgerrighed, sanser og følelser
• at understøtte eller supplere det indhold, der vises, hvad enten det er autentisk, fiktionaliseret eller urealistisk

Herunder er en oversigtstabel over mulige autenticitets-, fiktionalitets- og fantastik-markører i filmiske sagtekster. Tabellen viser hhv.:

• autenticitetsmarkører (virkelighedsmarkører), der signalerer, at den filmiske sagtekst er autentisk, dvs. tegn, der signalerer, at den handler om virkelige hændelser, steder og personer, og tegn på, at den i billeder, skriftlig tekst og tale omtaler virkeligheden, som den faktisk var eller er
• fiktionalitetsmarkører (fiktionaliseringer) er tegn i filmens billeder, skriftlige tekst og tale, der omtaler virkeligheden - ikke som den er - men som kunne have været eller ikke have været, hvordan den måske vil blive eller ikke blive
• fantastik-markører, som er tegn, der signalerer, at beskrivelsen/iscenesættelsen er urealistisk eller usandsynlig

Virkeligheds-markører	Fiktionaliseringer	Fantastik-markører
Hvis det af titlen, en eksplicit genreangivelse, eller på anden måde i tale eller skrift i filmens indledning eller slutning fremgår, at filmen handler om virkeligheden, som den var eller er	Hvis det af parateksten fremgår, at filmen er en fiktionaliseret informationstekst (fx en vejrudsigt) eller opinionstekst (fx et debatindlæg om mulige negative konsekvenser af en politisk beslutning)	Hvis det af parateksten fremgår, at teksten eller en scene er sand, men hvor det relativt tydeligt fremgår af sammenhængen eller eksplicit italesættes et andet sted, at det faktisk ikke passer
Hvis afsenderen åbenlyst fortæller, hvad der i teksten IKKE er autentisk. Underforstået: at det meste af den er autentisk.	Retrospektive fiktionaliseringer: Troværdige, dvs. til en vis grad sandsynlige fortolkninger / iscenesættelser af, hvad der kunne være sket tidligere, hvis bestemte betingelser havde været til stede, selv om der dog ikke er dokumentation for det.	Retrospektiv fantastik: Urealistiske fortolkninger / iscenesættelser af, hvad der er sket tidligere
Hvis der indgår autentiske iscenesættelser, dvs. gengivelser eller rekonstruktioner, der genskaber virkelige hændelser fra fortiden. Det mest autentiske er at lade autentiske personer spille sig selv i sådanne gengivelser - men brug af professionelle skuespillere kan i visse tilfælde være at foretrække, fordi de er dygtigere til at fremstille virkeligheden, som den angiveligt var, end de autentiske personer	Perspektiverende fiktionaliseringer: Troværdige eller sandsynlige iscenesættelser af forudsigelser, visioner eller drømme om - eller frygt for - noget fremtidigt, om hvad der vil ske, eller ikke vil ske	Perspektiverende fantastik: Urealistiske iscenesættelser af forudsigelser, visioner eller drømme om - eller frygt for - noget fremtidigt, om hvad der vil ske, eller ikke vil ske
Hvis der bruges tekstskilte og informationsgrafik, der forklarer sammenhænge eller markerer, hvad der sker, hvem der deltager, hvor og hvornår det fortalte foregår mv.	I de fleste retrospektive eller perspektiverende fiktionaliserede iscenesættelser er både billed- og lydside fiktionaliseret. Men det forekommer faktisk også i visse dokumentarfilm, at et klip er karakteristisk ved, at billedsiden er autentisk og lydsiden fiktionaliseret (se videoeksempel 3 nedenfor) - eller omvendt at billedsiden er fiktionaliseret og lydsiden autentisk.	Brug af lys eller farvetoninger, der ikke ville forekomme naturligt i virkeligheden
Brug af dækbilleder i forbindelse med fx interviews eller en voice-overs tale	Hvis personer i filmen fremfører fiktionaliserede argumenttyper som forskellige typer af motivations- eller afledningsargumenter (læs om argumenttyper). Sådanne argumenter omtaler nemlig ikke virkeligheden, som den var eller er, men bare som man (ikke helt ubegrundet) måske tror, at den var eller er - eller som man tror, frygter eller ønsker, at virkeligheden vil blive.
Hvis forskellige typer af kilder (personer (erfarings-, parts- og ekspertkilder), breve, undersøgelses-materiale, lyd- og videooptagelser), dokumenterer og beviser og peger på, at det fortalte handler om autentiske steder og personer og om situationer, der faktisk ér foregået eller foregår i virkeligheden	Studieoptagelse, hvilket indikerer, at optagelserne foregår et andet sted end hændelsen i virkeligheden foregik.	Fantastiske indslag (urealistiske overdrivelser og karikaturer, magi, overtro, usandsynlige hændelser i det hele taget)
Autentisk on location-optagelse, dvs. at optagelsen foregår det sted, hvor de autentiske personer og den autentiske hændelse faktisk udspiller sig, eller hvor den engang udspillede sig	Lette overdrivelser af autentisk stof for at fremhæve nogle indholdsmæssige pointer
Brug af skjult kamera, hvilket som regel indikerer, at en graver-journalist er i gang med at afdække noget fordækt, som virkelig er sket eller sker
Brug af reallyde, der stammer fra lydkilder i det viste rum (for det er kun den slags lyde, man hører i virkeligheden)
Et kronologisk fremadskridende forløb (for det er sådan 'tiden går' i virkeligheden)
Tidsspring i form af flashback med beskrivelse af hændelser, der med rimelig stor sandsynlighed kan dokumenteres at være sket	Tidsspring i form af flashback eller flashforward til fremtid med beskrivelse af hændelser, der med en vis sandsynlighed godt kunne være sket eller tænkes at ske, uden at der dog er dokumentarisk belæg for den fortidige eller fremtidige fremstilling	Tidsspring i form af flashback eller flashforward til fremtid med beskrivelse af urealistiske hændelser
Hvis programvært, instruktør og/eller fotograf eller produktionshold og noget af det tekniske filmudstyr ses i billedet, åbenlyst indgår i dialog med deltagere i dokumentarfilmen (se videoeksempel 3 nedenfor) eller på anden måde interagerer med deltagere eller deltager aktivt.	Hvis instruktør eller fotograf (eller andre) ændrer på bestemte forhold (rumindretning, personplacering, forslag til aktiviteter (fx til brug i dækbilleder) eller replikker mv.), at det er et fiktionaliseret - dvs. sandsynligt, men ikke dokumenterbart autentisk - billede af virkeligheden, der vises.	Hvis instruktør eller fotograf (eller andre) ændrer så meget på bestemte forhold (rumindretning, personplacering, forslag til aktiviteter (fx til brug i dækbilleder) eller replikker mv.), at det er en urealistisk fremstilling af virkeligheden, der vises.
Sløring af sted eller et ansigt, forvrængning af en stemme, der signalerer, at personen og den situation, han befinder sig i, er autentisk (og farlig).

Når du skal undersøge fx en dokumentarfilm eller et nyhedsprogram nærmere, kan det være relevant at søge svar på følgende spørgsmål:

1. Hvilke autenticitetsmarkører signalerer, at filmen omtaler virkeligheden, som den er eller var?
2. Forekommer iscenesættelser (gengivelser/rekonstruktioner) af noget tidligere sket (især relevant i analysen af dokumentarprogrammer/-film)?
3. Hvilke fiktionaliseringer indgår?
4. Hvilke dramatiserende virkemidler bruges? Vælg de vigtigste ud.
5. Hvilken effekt søger afsenderen at opnå med hvert af de vigtige dramatiserende virkemidler?
6. Hvilke konkrete autenticitets- og fiktionalitets-markører styrker filmens troværdighed? Begrund din vurdering.
7. Hvilke fiktionaliseringer og dramatiserende virkemidler svækker filmens troværdighed? Begrund din vurdering.
8. Bruges så mange utroværdige fiktionaliseringer og dramatiserende virkemidler, at filmens troværdighed svækkes alvorligt? Begrund din vurdering.

I vejledningen fra 2022 til læreplanen for stx og hf foreslås, at den faglige term 'autenticitetsmarkører' (som ganske vist er ret knudret at udtale: au-ten-ti-ci-tets-mar-kør-er) anvendes i analysen af dokumentarfilm i stedet for begreberne fakta- og fiktionskoder. I vejledningen står herom bl.a. følgende:

I undersøgelsen af dokumentarfilmens virkemidler er fokus på samspillet mellem ord, tekst, lyd og billede, forløbs- og fortælleforhold og brug af andre virkemidler, fx citat og kildebrug som autenticitetsmarkører. (...)

Autenticitetsmarkører

Hvad får en tekst til at fremstå som virkelig eller troværdig? I en dokumentarfilm kan det fx være et håndholdt kamera, der understreger, at journalisten er tilstede nu og her. Eller det kan være reallyd, der viser, at det er optaget ”on location”. Begge dele er eksempler på autenticitetsmarkører i den konkrete sammenhæng. De konsoliderer dokumentarfilmens faktakontrakt.
I andre sammenhænge kan et rystet kamera have andre effekter. Det kan fx være en krigsscene i en spillefilm eller en reklame. Her er formålet med det håndholdte kamera at skabe dynamik og måske også at markere realisme, men det støtter ikke op om nogen faktakontrakt.
Det er fx i sådanne tilfælde, at begrebsparret fakta- og fiktionskoder kan komme til kort, eftersom det håndholdte kamera i den terminologi hører til blandt faktakoderne.
Begrebet autenticitetsmarkør indebærer således, at betydningen af et virkemiddel altid er kontekstafhængigt. Derfor kræver det mere indgående analyse af teksten og ofte en undersøgelse af parateksterne dvs. de tekster, der omgiver analyseteksten.
Med ’autenticitetsmarkører’ spørges til, hvad der medvirker til at gøre den konkrete faktatekst troværdig.

Kilde: Vejledning til Dansk A, stx. Undervisningsministeriet. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Gymnasiekontoret, juni 2022, s. 17.