I dag fylder du atten.

Du er blevet indkaldt til Valgkontoret kl. 9:40. Tidspunktet står på kortet, du modtog med posten for to uger siden.

Det har ikke været nødvendigt at skrive på kortet, hvad der vil ske, hvis du ikke møder op.

Du finder den rigtige adresse i god tid og trækker et nummer i forhallen. På hårde bænke sidder andre unge mennesker. Ingen gør forsøg på at starte en samtale. En efter en går de ind ad skydedøren, når deres nummer bliver råbt op.

Det bliver din tur. Du rejser dig. Mærker dine knæ sitre. Skydedøren fører ind til en lang, hvid gang med en række sorte døre. For enden af gangen holder en ældre dame klædt i militæruniform et skarpt øje med dig. Dit nummer blinker rødt over en af dørene. Du tøver, men damens borende blik får dig til at gå derind.

Bag døren er et mørkt, trangt lokale. For enden af værelset fylder en gigantisk skærm hele væggen. Den viser faldende kirsebærblomster, som daler langsomt gennem luften. Foran skærmen står en taburet.

Du sætter dig forsigtigt ned.

Kejserindens ansigt fylder skærmen. Elendes øjne er lige så store som dit hoved, og et øjeblik føler du, hun ser direkte på dig.

"Ærede medborger," begynder Kejserinden og løfter sin flade højre hånd op foran brystet i fredshilsenen. "Du begynder nu dit voksenliv. Med det følger et ansvar for vores fælles samfund. Derfor skal du nu benytte din medfødte stemmeret. Du skal foretage valget."

Der lugter af sved i lokalet og noget andet - en påtrængende, parfumeret lugt. Du rykker uroligt på stolen.

"Siden Den Endeløse Freds Rige så dagens lys, har vi levet uden krig, uden nød, uden den fortvivlelse, som kendetegnede fortiden."

Du tænker kort på optøjerne i din gade, der blev stoppet af de kejserlige tropper.

"Hvis Riget fortsat skal bestå, så kræver det alles samarbejde."

Kameraet zoomer ud og viser Kejserinden siddende på gulvet i skrædderstilling. Hun er klædt i en cremefarvet kimono, som er rigt broderet med Rigets symboler. Du har lyst til at kigge væk, men lægger i det samme mærke til en rød prik, der glimter yderst i øjenkrogen. Et overvågning kamera? Ser nogen på dig? Hurtigt retter du dig op og lægger ansigtet i opmærksomme folder.

"Lad mig føre dig tilbage til tiden før Den Endeløse Freds Rige," fortsætter Kejserinden.

Hendes billede erstattes af skrigende kvinder, som flygter fra lyden af trampende støvler. Da soldaterne kommer rundt om hjørnet, gyser du ved synet af deres kolde ansigter. En pige er i vejen, og hun når ikke at flytte sig - med et skrig forsvinder hun under deres støvler, mens de marcherer taktfast videre.

Billedet skifter.

Fire mørklødede børn med oppustede maver ligger sløvt i skyggen af deres lerhytte. Fluerne svirrer om dem, men de er for trætte til at jage dem væk. En kvinde kommer ud af hytten. Hun har de samme øjne som børnene, brune som brændt sukker. Hun bevæger sig besværet som en gammel kone. I den ene hånd har hun en frugt delt i fire stykker. Hun kalder på børnene, men den mindste rejser sig ikke. Hun kigger på hans livløse skikkelse i sandet. Så spiser hun selv det overskydende stykke frugt.

Billedet skifter.

En fedladen mand i mørkegråt jakkesæt kører en teenagedreng ned i en brandert. I retten betaler han dommeren et stort beløb under bordet og bliver frifundet. Den lykkelige udgang fejrer han med en flaske brandy på en bar, inden han kører hjem.

Du har næsten glemt, hvad du kom for, da Kejserindens stemme igen lyder over højtaleren. "Sådan var verden før Den Endeløse Freds Rige. Et koldt sted plaget af uretfærdige krige, desperat fattigdom og korrupte embedsmænd. Et rigt mindretal, der nærede sig som parasitter på samfundets lidelser. Men vores nations stolte formødre vidste, de kunne bygge et bedre sted for deres efterkommere."

De dunkle billeder erstattes af farverige landskaber. En gylden kornmark, hvis aks vajer blidt i vinden. Et bølgende, blågrønt hav. En vajende skov. Klassisk musik spiller i baggrunden. Du genkender Griegs Morgenstemning.

"Fred er mulig, så længe folket taler med én stemme."

Unge piger klædt i hvidt danser rundt om en majstang. Da de får øje på kameraet, ler de og vinker. Så erstattes de af en imponerende militærparade. Soldaterne gør honnør mod kameraet, når de passerer det.

"I starten fik alle lov til at komme til orde, men det resulterede i kaos."

Billedet skifter til en stor cirkelformet sal fyldt med stole på lange rækker, hvor mænd og kvinder i jakkesæt råber op om deres holdninger i munden på hinanden. Ingen lytter.

Den parfumerede luft river dig i næsen, så du er lige ved at nyse. Men du er bange for, hvad mennesket bag kameraet vil tænke.

"Ved at give magten til den ophøjede Kejserinde blev folket i stand til at tale med én stemme, og Den Endeløse Freds Rige opstod. Fiver dag sikres det, at Kejserinden stadig taler for folket. Det er derfor, du er her i dag."

Kejserinden kigger alvorligt på dig. Hun virker ældre end portrættet på de mange plakater, der hænger rundt omkring i byen. Den læderagtige hud er rynket. Kimonoen ser poset ud på hendes indskrumpede krop. "Hvis bare så meget som én borger vælger at stemme imod Den Endeløse Freds Rige, bliver det øjeblikkeligt opløst. Vi er én stemme, ét folk, ét rige."

Kejserinden slår ud med hånden mod bunden af skærmen. "Foran dig ser du to knapper."

Under skærmen begynder to runde knapper at blinke. På den højre står der JA, og på den venstre står der NEJ. Ja-knappen er slidt, mens nej-knappen ser ubrugt ud.

"Du skal nu foretage valget. Ønsker du at bevare Den Endeløse Freds Rige, så tryk på knappen mærket JA." Hun samler begge hænder i de vide silkeærmer. "Må visdommen lede din vej."

Skærmen slukkes og efterlader dig i et mørke, som kun oplyses af de to blinkende knapper.

Du tænker på den fødselsdagsmiddag, dine forældre er ved at forberede derhjemme. Du tænker på sukkerbrændte, brune øjne. Du tænker på skolekammerater, der fyldte atten og aldrig kom tilbage. Du tænker på, om der dufter så stærkt af parfume for at skjule lugten af død.

Du rækker hånden ud og foretager valget.

En novelle af Sofie Boysen (f. 1988) fra antologien Skybrud - Dystopiske noveller, Forlaget Håbefulde Unge Forfattere, 2014.