Biedermeier er eftertidens hånlige udtryk om den germanske småborgerkulturs modvilje mod industrialismen og dens massebevægelser. Overfor den begyndende vertikale mobilitet i samfundet (nedefra-op) og overfor den nye horisontale mobilitet (fra land til by) satte Biedermeier den afsondrede idyl og sorgen over tabet af den. Tabet var tidligt en realitet.

Kilde: Erik Lunding: Biedermeier og romantismen, i tidsskriftet Kritik nr. 7, 1968, s. 37.

Biedermeier benævnes også med termen 'borgerlig romantik'. Biedermeier er en betegnelse for en litteratur (og malerkunst, møbelkunst og interiørdesign), der har sin glansperiode i tidsrummet 1820-1870 i Danmark, altså i romantikken.

Udtrykket stammer fra en serie tyske digte af Ludwig Eichrodt (1827-1892), der skrev om den naive skolelærer Gottlieb Biedermaier i 1850'erne.

Den litterære biedermeier-strømning er kendetegnet ved at være en slags 'hyggelitteratur', ved at dyrke det idylliske og harmoniske, det nære miljø (først og fremmest familielivet), det 'skønne' landskab og 'gode' fællesskab i det lille lokale bondemiljø.

Biedermeierkunstneren beskæftigede sig helst ikke med forhold, som i samtiden opfattedes som direkte frastødende, grove og rå eller tabubelagte problemfelter (fx seksualitet).

Med afdøde litteraturprofessor Erik Lundings (1910-1981) ord:

Selvom biedermeierdigtningen med dens interiører og genrebilleder i usædvanlig grad kredser om hjemmet og et hjemligt miljø, saa er der dog ikke tale om en egentlig realistisk digtning, men derimod (...) om en kunst, der er stiliseret i ganske bestemte baner. (...), nemlig med kurs mod harmonisering, afdæmonisering og afdæmpning af alle grelle og skærende farver samt med absolut fortielse af enhver hentydning til det seksuelt-erotiskes eksistens. (Fra artiklen "Biedermeier og romantisme" i tidsskriftet Kritik nr. 7, 1968).

Jørgen Aabenhus karakteriserer biedermeier-kulturen således:

Bevægelsen går fra en søgen efter harmoni i alle modsætninger til en harmonisering af alle modsætninger. Altså: Fra romantik til Biedermeier. (Fra artiklen "Det nationale kompromis - mellem realisme og romantik" af Jørgen Aabenhus i tidsskriftet Vid nyt, august 1994, s. 13).

Biedermeier-litteraturen kan også opfattes som en overgangsstrømning fra romantik til realisme, idet den både indeholder romantiske og realistiske stiltræk, nemlig:

1. på den ene side en romantisk idealistisk stræben efter harmoni og idyl, der byggede på den grundlæggende panteistiske tilværelsesopfattelse om, at en fælles guddommelig ånd (= Gud) gennemstrømmer alt levende (også kaldet 'romantikkens naturfilosofi').

2. på den anden side en vis realistisk skildring af udvalgte dele af virkeligheden.

Den schweizisk fødte professor i tysk og nordisk litteratur Hans Kuhn definerede biedermeier med disse ord:

Jeg er mig bevidst, at udtrykket biedermeier er omstridt og alt andet end entydigt. (...) Jeg [tillader] mig at antyde med et par stikord, hvad jeg sammenfatter under denne betegnelse. Biedermeierlitteraturen er kendetegnet ved det, som den opsøger, og ved det, som den undgår.
På den 'opsøgende' side kan nævnes forkærligheden for det små, det barnlige, det glade, det harmløse, det følsomme, det intime, for idyl og sentiment, for resignation og middelmådighed, og pietetsfuld magelig udmalen, behovet for ro, beskyttethed, behagelig hjemlighed ("hjemmet lune hygge" (...)) inkl. mad og drikke. Den er bevarende, konservativ, gerne bagudskuende.
På den 'afværgende' side forekommer de komplementære egenskaber: det fremmede, det ukendte, uoverskuelige, dæmoniske, vilde, hvad enten det fremtræder som filosofisk spekulation eller romantisk uendelighedsstræben, som fortærende lidenskab, som sex, som eventyr og farer eller som politik og revolution. Der hersker gerne en vis livsængstelse, en vigen tilbage for verdens stygge larm. Forandringer føles instinktivt som trussel eller forværrelse.

Fra artiklen "Biedermeier og national neurose" af Hans Kuhn i tidsskriftet Meddelelser fra Dansklærerforeningen nr. 2, 1971. pixidansk.dks fremhævelser.

Selv om Hans Kuhn nok siger, at biedermeier også er kendetegnet ved "det den undgår", er en vigtig pointe imidlertid desuden, at det i biedermeierkulturens selvforståelse erkendes, at der forekommer visse modsætninger i samfundet og menneskelivet. Set fra en anden positions (fx en senere historisk periodes ideologiske) synsvinkel kunne/kan disse forhold måske opleves som muligt (disharmonisk) konfliktmateriale, men i biedermeiersk optik er det naturlige og skæbnebestemte (af Gud) forskelligheder. Det gælder fx ulighed i samfundet mellem køn og klasser - både i forhold til status, privilegier og økonomisk situation.

Det er således kendetegnende for biedermeier-kulturen, at den på den ene side har tendens til at fornægte eller fortrænge eksistensen af visse modsætningsforhold, men på den anden side også accepterer eksistensen af visse andre modsætningsforhold.

To vigtige træk i den biedermeierske tilværelsesforståelse er altså:

• at visse forskelligheder er naturligt forekommende skæbnebestemte forhold, og derfor opleves de ikke som modsatrettede kræfter, der truer harmonien og trygheden.

• at konfliktforhold, der potentielt set kunne være sprængfarlige i betydningen, at de måske kunne føre til en ukendt og dermed utryghedsskabende forandring, altid kan imødegås, overvindes og besejres af 'højere' kræfter som fx barnets uskyldighed, kærlighed/forelskelse mellem to voksne, slægtens/familiens styrke, naturens kraft og skønhed, troens styrke, patriarkens (fx kongens, herremandens, faderens) klogskab og ansvarlighed, de lavere klassers foretagsomhed, pligtopfyldelse, kvinder og kunsts skønhed m.m.

Her nogle eksempler på biedermeierkulturens "harmonisering, afdæmonisering og afdæmpning" af 'modsætninger' (jf. citat af Erik Lunding ovenfor):

1. Den til tider barske verden og natur uden for hjemmet over for hjemmets harmoni, dets fred, tryghed og kærlighed: Læs H.C. Ørsteds biedermeierske hyldestdigt til hjemmet.

2. Døgnets rytme er ikke bare den rene idyl, for den indeholder jo både dag og nat, lys og mørke. Men sådan er det altså nu engang. Derfor er det ikke anti-biedermeiersk, at der i digtet "Aftenen" af Henrik Hertz fra ca. 1850 indgår en strofe som denne:

Og Aftenen led, det dæmred' alt,
Og Skoven alvorlig stod.
Paa Søen Skyggerne dybere faldt,
Og Lysningen Havet forlod.

Her forekommer ganske vist brug af ord, der umiddelbart kan forekomme negativt ladede, eller i hvert ikke så idylliske: aftenen lider, skoven er alvorlig, skyggerne falder dybere og lyset forlader havet. Men i biedermeiersk selvforståelse skal man dels forstå dette som naturens/døgnets uafvendelige rytme, som mennesket ikke har nogen indflydelse på. Den er designet af Gud -. og derfor udgør den ikke nogen trussel mod det gode og trygge menneskeliv. Og dels overvindes denne strofes eventuelle mislyd så godt og vel af andres strofers forherligelse af naturens stilhed og skønhed og ikke mindst af et ungt pars uskyldige og stærke kærlighed. Læs selv hele digtet.

3. I B.S. Ingemanns sang "Gud skee Tak og Lov" fra den biedermeierske samling med titlen Morgensange for Børn fra 1837 romantiseres og erkendes fattigdom i samfundet som et vilkår på følgende måde i 3. og 4. strofe:

Fattig Mand fuldstærk
Gaaer nu til sit Værk;
Rask hver Haand sig rører nu med Glæde.
Fattig Kone maa
Til sin Dont udgaae,
At de Smaa skal ei for Brødet græde.

Fader gik sin Vei;
Moder see vi ei;
Dog i Nød vi sidde ei tilbage.
Arnens Ild er slukt;
Hjemmets Dør er lukt;
Gud dog sørger for os alle Dage.

Den fattige mand og kone har fra naturens hånd deres bestemte plads i samfundet. Sådan er dét. Men som de arbejdsomme og pligtopfyldende mennesker, de er - klarer familien skærene - også børnene, selv om de bliver ladt alene tilbage, mens far og mor er på arbejde. For Gud vogter over og passer på alle - inklusive den fattige. Læs hele sangen.

4. I digtet "Den Tillidsfulde" af Oehlenschläger fra 1803 ser vi biedermeierske tendenser i den menneskeliggørelse, der sker af det ellers farlige rovdyr, ulven. En ung mand skal mødes med sin elskede i skoven, men inden han finder hende, sker følgende:

Da sprang en Ulv saa græsselig,
saa stor fra Træets Rod.
Jeg frygted ikke for at döe,
men tænkte paa min elskte Möe,
som vilde lede efer mig —
og finde kun mit Blod!

En Taare i mit Öie kom,
den trilled paa min Kind.
Da standsed Ulven, saae paa mig,
og logrede og dreied sig,
og vendte ganske skamfuld om,
og jog i Skoven ind.

Og dog jeg tænkte vist at döe,
thi hungrig, gridsk den laae.
Men Ulven tænkte: Det var Skam,
ja Grusomhed at dræbe ham.
Han elskes af en deilig Möe!
Ham maa du lade gaae.

Konklusion: Kærligheden overvinder alt; den kan få selv et grusomt rovdyr som en ulv til at opføre sig som et medfølende menneske. Læs hele Oehlenschlägers digt.

Biedermeierske temaer om den idylliske natur eller det idylliske landlige fællesskab, den dybe forelskelse, det gode familieliv, det nære mor/barn-forhold, det uskyldige barn, det trygge og hyggelige hjem, det fromme menneske mv. er emner, som følgende danske forfattere dyrker i visse af deres værker i 1800-tallet: P.A. Heiberg (1758-1841), Thomasine Gyllembourg (1773-1856), Steen Steensen Blicher (1782-1848), N.F.S. Grundtvig (1783-1872), B.S. Ingemann (1789-1862), Ludvig Bødtcher (1793-1874), Poul Martin Møller (1794-1838), Christian Winther (1796-1876), Henrik Hertz (1797/98-1870), H.C. Andersen (1805-1875) og Carl Ploug (1813-1894).