1836.

Hjem, o Tilflugt, fuld af Fred,
Venlig Trøst og Kjærlighed!
Lad din Ynde til mig smile,
Lad mig i din Tryghed hvile!
Børnefreds med munter Ro!
hulde Viv, Du Moder blid!
her jeg nyder, glad i Sinde,
hver en Lykke, hvert et Minde,
hvert et Haab for fjerne Tid.

Staar Naturen, som en Ørk,
I sin Vinter, kold og mørk;
hvirvler Sneen tykt derude,
Medens vilde Storme tude:
Lad dem voldsomt rase frem!
Etsteds kan jeg trodse dem,
I min hyggelige Stue,
Ved min Urnes muntre Lue,
I det fredelige Hjem.

Bliver Himlens Sommersmiil
Til en mægtig Lyset Piil,
Saa mit Øje meer ei taaler
Glansen af de stærke Stråler,
Uden Slør af mindste Sky;
Hvorhen skal jeg heller tye,
For at finde venlig Hvile,
Langt fra Solens hvasse Pile
End i Hjemmets svale Ly!

Møder mig i Verden Strid,
Stundom Kulde, Had og Nid;
Maa mit Hjerte søge længe
Efter ligestemte Strænge;
Trøst der er i Hjemmets Favn;
Der er Lægedom mod harme,
Der er Kærlighed og Varme,
Der er Fredens trygge Havn.

Kast Dig kun med modigt Bryst,
Mand, i Livets Kamp og Lyst!
Samtid, ja en Tid derefter,
Har sit Krav paa dine Kræfter;
Men, naar adspredt, træt og tom,
Sjælen søger Lægedom,
Skuer i sit eget Indre
Kilden som kan Smerten lindre,
Hjemmet er din Helligdom.

Nyd kun Livet i dets Glands,
Qvinde, med den aabne Sands!
Øiet fik Du til at skue;
Blomst! Du søger Solens Lue!
Dog hvis Sjælen, tro og from,
Ikke blinthen sværmer om,
Men af Blomsterne, som møde,
Samler sig en evig Føde,
Hjemmet er din Helligdom.

Hjem, o Tilflugt, fuld af Fred,
Venlig Trøst og Kjærlighed!
Lad din Ynde til mig smile,
Lad mig i din Tryghed hvile!
Børnefreds med munter Ro!
hulde Viv, Du Moder blid!
her jeg nyder, glad i Sinde,
hver en Lykke, hvert et Minde,
hvert et Haab for fjerne Tid.

Et digt af H.C. Ørsted (1777-1851) fra 1936, her gengivet fra digtsamlingen Digte i Samlede og Efterladte Skrifter af H.C. Ørsted, Fjerde Bind, 1851.