Der var engang en kone, som var ved at bage. Hun havde en lille dreng, der var tyk og fed og holdt så meget af god mad, og derfor kaldte hun ham Smørbuk. Og så havde de en hund, som de kaldte Guldtand. Pludselig gav hunden sig til at gø.

"Spring ud, min lille Smørbuk", sagde konen, "og se efter, hvem det er, Guldtand gør ad."

Så sprang Smørbuk ud og kom ind igen og sagde: "Åh, Herren hjælpe os, der kommer en kæmpestor troldkælling med hovedet under armen og en sæk på ryggen".

"Spring hen og gem dig under dejtruget", sagde hans mor.

Så kom den store trold ind.

"Goddag!" sagde hun.

"Goddag, og velkommen," sagde Smørbuks mor.

"Er Smørbuk ikke hjemme i dag?" spurgte trolden.

"Nej, han er taget i skoven med sin far for at fange ryper," svarede moderen.

"Det var pokkers!" sagde troldkællingen. "Jeg har ellers en fin lille sølvkniv, jeg ville have givet ham."

"Kuk, kuk, her er jeg!" sagde Smørbuk og krøb frem fra dejtruget.

"Jeg er så gammel og stiv i ryggen," sagde trolden. "Du må selv smutte ned i sækken og hente den."

Så snart Smørbuk var kommet ned i sækken, slængte trolden sækken over skulderen og gik sin vej. Men da de var kommet et stykke hen ad vejen, blev trolden træt og spurgte: "Hvor langt er der at gå, inden vi kan sove?"

"En fjerdingvej," svarede Smørbuk.

Så satte trolden sækken fra sig og gik alene ind i krattet og lagde sig til at sove. Mens hun sov, tog Smørbuk sin kniv frem, sprættede hul i sækken og smuttede ud af den, lagde en træstub ned i stedet for og skyndte sig hjem til sin mor. Da trolden kom hjem og opdagede, hvad hun havde i sækken, blev hun meget vred.

Dagen efter stod konen igen og bagte, og pludselig gav hunden sig til at gø. "Spring ud, min lille Smørbuk," sagde konen, "og se efter, hvad det er Guldtand gør ad."

"Åh nej," sagde Smørbuk. "Nu kommer den væmmelige trold igen, med hovedet under armen og en stor sæk på ryggen."

"Spring hen og gem dig under dejtruget," sagde hans mor.

"Goddag!" sagde trolden, "er Smørbuk hjemme i dag?"

"Nej, det er han sandelig ikke," sagde hans mor, "han er ude i skoven med sin far for at fange ryper."

"Det var pokkers!" sagde troldkællingen, "for jeg har en fin lille sølvgaffel, jeg ville have givet ham."

"Kuk, kuk, her er jeg!" sagde Smørbuk og krøb frem.

"Jeg er så stiv i ryggen," sagde trolden. "Du må smutte ned i sækken og tage den selv." Så snart Smørbuk var kommet ned i sækken, slængte trolden den over skulderen og gik.

Da de var kommet et godt stykke hen ad vejen, blev hun træt og spurgte: "Hvor langt er der at gå, inden vi kan sove?"

"En fjerdingvej," svarede Smørbuk.

Så satte trolden sækken fra sig ved vejen og gik ind i skoven og lagde sig til at sove. Mens trolden gjorde det, fik Smørbuk hul på sækken, og da han var kommet ud, lagde han en stor sten i den.

Da troldkællingen kom hjem, tændte hun op på ildstedet og satte en stor gryde vand over for at koge Smørbuk. Men da hun tog sækken og skulle til at hælde Smørbuk ud i vandet, faldt stenen ud og slog hul i bunden af gryden, så vandet løb ud og slukkede ilden. Da blev trolden meget vred og sagde: "Om han så gør sig aldrig så tung, så skal jeg alligevel narre ham".

Tredje gang gik det akkurat ligesådan. Guldtand gav sig til at gø, og så sagde moderen til Smørbuk: "Spring ud, min lille Smørbuk, og se efter, hvem det er, Guldtand gør ad."

Så sprang Smørbuk ud og kom ind igen og sagde: "Åh du milde! Det er trolden, der kommer igen med hovedet under armen og en sæk på ryggen."

"Spring hen og gem dig under dejtruget," sagde hans mor.

"Goddag!" sagde trolden og trådte ind ad døren. "Er Smørbuk hjemme i dag."

"Nej, det er han sandelig ikke," sagde hans mor, "han er ude i skoven med sin far for at fange ryper."

"Det var da pokkers!" sagde troldkællingen, "for jeg har sådan en fin lille sølvske, jeg ville have givet ham."

"Kuk, kuk, her er jeg!" sagde Smørbuk og krøb frem under dejtruget.

"Jeg er så stiv i ryggen," sagde troldkællingen.' "Du må smutte ned i sækken og tage den selv."

Så snart Smørbuk var kommet ned i sækken, slængte trolden den over skulderen og gik. Denne gang lagde hun sig ikke til at sove, men gik lige hjem med Smørbuk i sækken. Og da de nåede frem, var det søndag.

Så sagde trolden til sin datter: "Nu må du tage Smørbuk og slagte ham og koge suppe på ham, til jeg kommer tilbage, for nu går jeg i kirke og inviterer til gilde."

Da troldfolkene var taget af sted, skulle datteren så slagte Smørbuk, men hun vidste ikke rigtig, hvordan hun skulle bære sig ad.

"Vent lidt, så skal jeg forklare dig, hvordan du skal gøre det," sagde Smørbuk. "Læg dit hoved på huggeblokken, så skal jeg vise dit det."

Det gjorde hun så, den stakkel, og Smørbuk tog øksen og huggede hovedet af hende, som om hun havde været en kylling. Så lagde han hovedet i sengen og kroppen i gryden og kogte suppe på trolddatteren. Og da han havde gjort det, klatrede han op og lagde stenen og træstubben over døren.

Da troldfolkene kom hjem fra kirken og så hovedet i sengen, troede de, at datteren lå og sov. Men så ville de lige smage på suppen.

"Det smager godt, smørbuksuppe!" sagde troldkællingen.

"Det smager godt, dattersuppe!" sagde Smørbuk. Men det hørte de ikke efter.

Så tog trolden skeen, han ville også smage.

"Det smager godt, smørbuksuppe!" sagde han.

"Det smager godt, dattersuppe!" sagde Smørbuk.

Så begyndte de at undre sig over, hvem det var, der talte, og ville gå ud for at se efter. Men da de kom til døren, kastede Smørbuk træstubben og stenen i hovedet på dem og slog dem ihjel. Så tog han alt det guld og sølv, der var i huset, og da kan det nok være, at han blev rig. Og så gik han hjem til sin mor.

Et folkeeventyr, her gengivet fra P.Chr. Asbjørnsen og Jørgen Moe: Eventyr, 1968. Oversat af Anine Rud.