Blæsten har travlt, det er Rengøringstid,
der skal fejes og luftes og skylles;
hvad Sommeren bød, har vi tæret forlængst,
de slikkede Krybber maa fyldes!
i dvaskende Solskin og sødladen Duft
har vi længe til Overmaal fraadset
og dovnet og drømt — nu er Drømmen forbi,
og for Drømmenes Gøgl er der laaset.

Solen er borte; en piskende Regn
slaar sin rappe Appel imod Ruden
og skræmmer hver sommerdød, solsløvet Træl,
der snorker hos Moppen paa Puden;
en rygende Efteraarsblæst trækker op
og hujer sit vilde: til Vaaben!
af Vejen med Sommerens falmede Løv,
nu holdes det Ny over Daaben!

Det buldrer mod Skodden, det kalder til Hjælp,
det er sejglivet alt dette gamle;
Storm maa der til, en forrygende Storm,
før ret det begynder at ramle!
hver Bladstump maa ned, der maa Plads for det Ny,
Plads for alt det, der gærer og bryder,
en Plads for de Kræfter, der skriger paa Luft
og skuldertæt Kæmpevækst skyder!

Og Skykaaben hænger saa graasort og klam
og knuger og tynger og trykker, —
du Efteraarsblæst! tag et hvinende Tag
og flæng den i flagrende Stykker!
en luvslidt og overgemt Sommer har sat
paa alt sit forkludrende Stempel, —
det Stempel maa bort, og hvis ikke det vil,
saa følger vi Blæstens Eksempel!

Det er Efteraar nu, det er Rengøringstid,
der maa ryddes paa tusinde Steder;
hvad nytter det os, vi er Folk fra i Dag,
naar vi gaar i vor Oldefa'ers Klæder?
skal falmede Drømme og slukkede Smil
da gøre én gammel og skaldet? —
Rap dig, du Blæst! vi er Fostbrødre, til
den sidste Stump Bladstilk er faldet!

Et digt af Viggo Stuckenberg (1863–1905) fra afsnittet "1884" i digtsamlingen Digte, 1886.