Vi gik over en gammel svalegang, gulvet var skrøbeligt, så brædderne gyngede under os. Vi måtte bøje hovederne og halvvejs kravle: på noget gammelt sejlgarn var der hængt grå klude til tørring. De spærrede passagen.

Fra begge sidelængers vinduer stirrede bag de skidne ruder kvinde- og børneansigter på os med dette halvt sky, halvt grådige blik, med hvilket elendigheden ser, og som havde forfulgt os fra hundreder af ansigter på hele denne forfærdelige vandring.

"De vasker til jul," sagde politimanden, han bøjede ind under nogle sammenflikkede pjalter, man her ville kalde et skørt.

Vi faldt ned ad et par trin inde i nogle kringelkroges mørke, nåede trappen, en besynderlig stige, der går ud og ind med slidte, klæbrige trin; på hver afsats en stolpe, gråskiden, fugtig næsten, som alt i disse huse; sat der til afviser for dem, der i mørke styrter ned ad denne stige uden rækværk.

"Her må være svært at entre op, når de er fulde," sagde H., den tredie i selskabet.

"Derfor falder de også ned."

Vi entrede ned ad trinene, ud gennem en smøge, hvor rendestenen besværliggør passagen. "Om sommeren stinker her slemt," siger politimanden.

"Det værste må da være at få dem ud, når de er døde," siger H., han måler smøgen ved at udstrække den ene arm. (...)

Jeg følte mit hoved tomt, som når man vågner af en besvimelse, lagde mærke til, at H., som gik på den anden side af politimanden, fløjtede en vals. Men da jeg så hen på hans ansigt, der var gråblegt trods vinterdagens kulde, der giver farve, så jeg, at hans fløjten vist dækkede det samme, som min tavshed: skræk. (...)

*

Måske er det fremdeles, når man har set det, bedst at tie stille med, hvad man så, det nytter ikke at tale, og man får ingen tak, hvis man gør det. Hvad man har set, er det utrolige, og selv om en mester - på samme tid den sandeste menneskeven og mindst af alt sentimental - skildrer dette utrolige, mødes han af vantro, endsige en af os ...

Og siden al den elendighed, vi så på hin vandring, nu en gang er uundgåelig for dette lykkelige samfund, hvorfor da tale om den, når ingen vil tro, og ingen vil takke? Hvem beder derom? Ønsker vel nogen at skræmmes ved at stirre på dødens ansigt? Næppe.

Når jeg i dag alligevel fortæller Dem noget fra disse besøg, da er det ikke for at pirre Dem, ikke for at lege med klædet, lagt over den dødes træk, og for at løfte en flig, som jeg igen letfærdig som i leg lader falde. Dette er mig ikke letfærdighed.

Men disse mennesker sulter. Derfor vil jeg tale, og jeg vil bede det store samfund, i hvilket disse elendige til daglig må føle sulten, være barmhjertigt og mætte dem en eneste dag.

Til dette mål beder jeg ikke de høje muser, som vist har travlt med at danse med gratierne på olympen, men erindringen står mig bi, så jeg kan fortælle lidt af, hvad jeg så, og kun dette. Her kan ikke overdrives, her kan næppe males. Thi hvad jeg så, var uden farver; den, som skal fortælle, står uden ord.

Vi, som skriver, er alt for letsindige: Hvorfor leger vi vel så ofte med ordene, leger letfærdigt med lyd som sult og elendighed for så, når vi endelig en gang står overfor elendighedens nøgenhed, at være tomme på ord og rådløse på billeder?

Derfor må De lægge den dybere tone, alvorsklangen i de gamle ord, thi jeg kan ikke skabe et nyt sprog for at fortælle alt dette forfærdelige. Og endnu ét. Sig ikke, at hvad der fortælles, er overdrivelse: hvad vi så, vil være værre end alle ord, selv om fantasien giver dem farve, og hvis læserne dækker sig bag påskud om overdrivelse, søger de et skalkeskjul.

*

Altså det første hus.

Gården var en smøge. På den ene side en rønne, man tog for et skur, et forfaldent bindingsværks skrumpel, hvis døre var skæve, utætte, vinduerne overklistrede med papir, ituslagne ruder stoppede med klude.

Disse klude forbavsede mig i forbigangen. Men måske var der et værksted i skuret.

På den anden side en huslænge med en høj kælder. Fem døre med trappestiger op til stuen. De frøs, de fem stiger, som førte op til denne barhed. Og selve huset frøs også i sin faldefærdighed og ligesom skruttede sig sammen.

"Her", sagde politimanden, "den anden trappe. Her er rart."

Vi bankede på i stuen, der svaredes ikke. Politimanden tog i døren, åbnede den. Det var køkkenet, vi kom ind i. Et lille rum med et forladt ildsted; man undredes over, at det kunne være så tilrøget, siden det dog på samme tid var så forladt. Et bord under et skident vindue, et bord, hvor vådt snavs, vådt, koldt snavs var blevet tørt og nu lå over brædderne som en grå skimmel ligesom støv faldet over dette køkkens forladthed. På hylden over døren to urtepotter.

H. åbnede skabet under bordet. Jeg ved ikke, om den masse, han tog frem, muligt en gang har været et af fattigvæsenets brød.

Ellers intet.

Men hvorledes male Dem kulden i dette rum, hvorledes barheden, tomheden? Det var sultens tilberedningssted, dette rum.

Bag ved lå stuen. Stil op fire vægge, hvis nøgenhed er kold og skiden, læg i fantasien et gulv så snavset som bordet i det bare køkken. Fyld dette rum, hvis loft er revnet, så det regner ned, med "fattiglugtens" stinkende fugtighed, og De vil vide, hvordan dette værelse så ud.

I et hjørne stod en seng med nogle bylter af klude, en grå, farveløs masse, pjalter af noget, som en gang har været tæpper og klædningsstykker; på gulvet to stole, rørstole med gennembrudte sæder. På en knage ved døren hang et skørt. Pantelåneren ville have givet det tilbage med et hovedrystende smil. Men det var vel derfor, det hang her.

Således så her ud. På gulvet lå indpakket i et gråt sjal det yngste barn. To andre krøb skrålende sammen bag døren. Jeg ved ikke, om de skjulte sig, fordi de var nøgne, men rimeligt er det næppe, de vidste vel ikke stort af, hvad det ville sige at have pjalter på, som kunne dække.

Politimanden trak det ene barn frem. Det var skrækkelig magert, denne rystende mager hed hos børn, der sulter. Kinderne indfaldne, blåagtige; øjnene store, men helt inde i hovedet, sløve. Blikket var ængstet, ældre end dets år. Sult giver børn en egen gammelklogskab i udtrykket.

Og skindet - bronzegult hos dem alle - der var trukket over disse tynde knogler, var dækket med sår. Der var sår på ben og arme, væmmelige, opbrudte sår om næsen.

"Sult," sagde politimanden. "De sulter."

"Jeg vidste ikke, det så sådan ud," sagde jeg. Og der må have været noget som en gysen i tonen, thi vor fører så op.

"Disse er de lykkeligste," sagde han.

Han slap barnets arm og vendte sig for at gå. Og vi stod allerede på gangen.

Der hang et reb ned fra loftet. Værtens menneskekærlighed havde hængt det op for at spare livet for dem, som betalte 10 kroner månedlig for kvistetagen, og som skulle op ad denne stige. Trinene gyngede lidt.

Der var helt mørkt deroppe. Politimanden ravede lidt, stødte på noget træ, bankede. Indefra hørte man en grynten. Så åbnede vi en dør, nogle sammenslåede brædder, og kom ind. Jeg for lidt tilbage.

"Behøver vi at gå ind?" spurgte jeg.

Det var luften, som jog mig tilbage. Man smagte den væmmelighed. Det var en stank af syges uddunstninger, af fordærvet føde, af snavs; man måtte være født i denne luft for at kunne ånde den.'

Når man havde vænnet sig til mørket, så man i skumringen et bord med en uendelighed af skår, ituhugne urtepotter, ubestemmelige stumper, og i alle disse redskaber halvrådne levninger af nødens måltider.

Det var disse levninger, som stank.

Ved vinduet stod en kommode, skufferne var trukket ud, de var overfyldte med pjalter, klude, ubestemmelige rester, dyppede i snavs.

Sengens dyner var plyndrede af sulten, tilbage lå der noget ubegribeligt stof, opløste levninger af halm ....

Men hvorfor er alle ord dog misbrugte, så intet udtryk kan fortælle Dem, hvor forfærdelig denne byldebesatte nøgenhed var, intet udtryk male Dem denne kommodes stinkende indhold, dette bords elendige svineri?

Der var ikke en plet på dette gulv, der ikke var blevet til en mødding af pjalter og skarn, ikke en plet. I væggene var der huller, utøjkolonier.

Midt på gulvet lå som Job et halvvoksent menneske. Han var en enkes eneste søn og idiot. Han fik noget af idiotens Skt.Veitsdans' bevægelser, da han så os, denne krampagtige latterrysten, hvormed idioter fjollet griner imod os. Han rejste sig halvt og talte - utydeligt lallende som drukne, der ikke kan få mundvigene rigtig op.

Alt, hvad han havde over sig, var et gammelt skørt.

Idioten blev ved med sin mumlende grinen, han ravede og rodede imellem gulvets skår. Som om elendigheden havde taget en græsselig sprællemands skikkelse og gjorde grimasser ad sig selv ...

Vi ville ikke se mere i dette hus, ville ikke. "Lidt endnu," sagde politimanden, og efter at vi var entrede ned ad trappen, åbnede han døren til skuret. Der boede mennesker i dette skur.

Jeg fortæller Dem ikke, hvordan der så ud. Beboerne, der taler samme sprog som vi, ville kalde det ubestemmelige bohave for borde, senge og stole, jeg ved intet navn for sådanne af skimmel og fugtighed, af snavs og urenlighedens stank gennemtrukne rester.

Lejer, hvor stinkende dyner dækkede noget vådt halm, borde, der kun blev stående, så længe de støttede sig til vægge, faldefærdige som bordene. Det var urenlighed, som frøs. (...)

Så gik vi videre. Vi så et andet hus, et tredje, et fjerde, men hvad vi så, var de samme billeder. Det eneste, der gav denne elendighed nuancer, var graden af laster, som fulgte den. Elendigheden er et janushoved: dens tvillingansigt kaldes lasten.

Det var øverst oppe i et hus, hvor man kravlede op ad stiger. Og gennem alle etager fulgtes vi af drukkenskabens luft, der blandedes med skarnets stank og fugtighed, hvis ildelugtende skimmel man indåndede næsten med anstrengelse.

I nogle huse var man sky, man åbnede dørene på klem og stirrede ud gennem sprækker, man fulgte os med forsultnes hungrige blik fra ruder og døråbninger.

Her var man påtrængende. Det var drukkenskabens impotente klynken, dens jamrende klager, som mødte os.

En stor kone spærrede os vejen. Hun tvang os til at se sit barns hoved, der var bedækket med sår, til at undersøge hendes egne fingre, der var buldne.

Barnet var ikke et år ...

Politimanden ville forbi. Men hun blev stående, og midt i sin klynken blev hun ved med at gentage højt, bestandig stærkere:

"Får vi så noget at spise? Får vi så noget at spise?"

Politimanden skød hende til side, skubbede til hende, uagtet hun var frugtsommelig, og vi kom omsider forbi og en etage op. Men indefra hørte vi endnu en gang og højere: "Giver han os så noget at spise?"

"Hvor gammel er barnet?" spurgte jeg.

"Åh" - og for første gang var der en heftig undertrykt bevægelse i vor førers stemme - "De har ret - børnene er her en ligeså forfærdelig ulykke som drukkenskaben."

På kvisten ville de ikke lukke op. De blev ved at klynke inden for. Tilsidst kom konen ud. Hun var næsten nøgen: hun holdt med hænderne sammen på en hullet nattrøje. Skørtet skrævede over maven.

Hun lallede allerede på morgenstunden, og hendes forsikringer om, at der ikke var rent, druknede i drikfældighedens bavlende grædefærdighed. Hun tørrede tårer fra de rindende øjne af med nogle ophovnede fingre. Drankerens svedige bulenhed, havde oppustet hele det ådsel.

Vi skulle se på taget, sagde vor fører, og til sidst slap vi ind.

Man har mod til at se den logerende, der idiotisk rokkende med åben mund, hvis læber er sårbesatte som alt andet i dette skrækkelige hus, sad på en skammel i krogen under tagvinduet, mod til at se de to børn, som nøgne væltede sig i den kasse, der om natten rummede disse fire: konen, hendes logerende og hendes datterbørn - man tvinger sig til at se det, man vægrer sig ved at fortælle det.

Slige minder får ikke ord, rædslen ved erindringen lammer pennen i vor hånd.

"De børn lever af brændevin," sagde politimanden.

De sad på hug i sengen, blåfrosne, og stirrede på os. Således sløvt og misundeligt stirrer kun sulten. Hvad dette blik misunder os, er ikke klæder, ikke lykke, intet uden kødet på vor krop ...

Således så vi i hus efter hus drukkenskaben parret med elendigheden. (...)

*

Jeg vil standse, og jeg ved, jeg har intet billede givet Dem - slet intet.

Ordene kvæles i min strube af denne hjælpeløse elendigheds luft. Men - og det trøster mig - her gælder det heller ikke mine ord, som er fattige, min pensel, som ikke mægter en Hogarths stof: alt, hvad jeg har at sige, er en bøn, jeg fremfører for de hungrige, for dem, der sulter, til dem, som har brødet.

Hvad vi så på hin vandring, kan jeg ikke male; men er der i mine ord blot en understrøm af forfærdelig medlidenhed, en understrøm, som har gjort mig fattig på billeder, fattig på lignelser, fattig på farver til at male de farveløse - da forstår man af min mangel på evne, at hvad vi så, var forfærdeligt.

Og forstår man det, så vid, at denne elendigheds rummes i et ord: Sult - og mæt for en eneste dag disse mennesker, som råber på brød.

Glem ikke, at de stærkeste øjeblikke i disse sløves liv måske er de minutter, hvor de hader "de lykkelige", hvor hungerens nag misunder os, at vi kan mætte os ... de indser jo ikke, at "de lykkeliges" liv - dette er retfærdigheden i livet - måske ikke er lykkeligere, at deres sjæle, der ikke opsluges af kampen for brødet, kæmper andre kampe og har andre sorger.

At sulte er deres lidelse - at mætte sig er deres livsnydelse.

De simplificerer livet.

Men just derved kunne vi ved at mætte dem på en enkelt dag gøre dem lykkeligere en enkelt time - lykkeligere måske, end vi selv er det, vi, som giver.

Hvor vi kom, bad man os om brød - brød i det mindste til børnene.

Uddrag af artikel af Herman Bang (1857-1912) i Nationaltidende d. 19. dec. 1880. Bang skrev artiklen, da han arbejdede som journalist for den konservative avis Nationaltidende. Da den blev bragt i avisen, havde den titlen "Rundt i Krogene II. Nogle Fattigbesøg før Jul".

Læs eventuelt artiklen i fuld længde.