Arabeskrim er en fællesbetegnelse for alle de digte, hvori der er såkaldte 'slyngede rimstillinger', dvs. forskellige former for/kombinationer af enderim.

Til gruppen af arabeskrim hører fx den slags såkaldte kæderim, der er karakteriseret ved, at en verslinjes sidste ord i en strofe rimer med en verslinjes sidste ord i den efterfølgende strofe og så fremdeles i alle digtets strofer.

Kæderimets virkning er, at stroferne indbyrdes flettes sammen som led i en kæde.

Arabeskrim i form af kæderim kendetegner fx digtgenren 'terziner' (eller 'terzine'), der består af trelinjede strofer med 11 stavelser i hvert vers. Rimmønstret i terzineren er kendetegnet ved, at en strofes midterlinje enderimer med den efterfølgende strofes yderlinjer, således at rimstillingen bliver: aba bcb cdc ded, osv.

I Danmark eksperimenterede især romantiske digtere, fx Adam Oehlenschläger (1779-1850) og Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), med arabeskrimet i terzineren, men også fx Johannes Ewald (1743-81) gjorde det i 1700-tallet og Johannes Jørgensen (1866-1956) i 1900-tallet.

Et eksempel på arabeskrimet, kæderim, i en terziner:

Dengang fra Land til Land den arme Psyche
Landflygtig vandrede, bleg som en Lillie,
Forladt af alle, fulgt kun af sin Skygge,
Nedsteeg hun, efter Venus strænge Villie,
Endog til Herskerparret for de Døde,
Fremtreen for Dronningen paa sorten Tillie,

Og bad om hendes Sminke, om den røde,
Hvormed hun sine Guddomskinder tvinger,
Til mellem Skyggerne at rosengløde.

Fra Johan Ludvig Heibergs (1791-1860) digt Den sidste Prøve, 1816.

Et andet eksempel på kæderim:

Sonet

Som en Sonet, du skriver, var hint Møde.
Ja, du har Ret, du Elskte, som en Strøm,
en Tonerislen, vellydsrig og øm,
og kort og skarptbegrænset var det, Søde!

Thi Ord, som smelte, Taarer, Suk, som gløde,
af Vemod fødte Smil, den salige Drøm,
hvis Sprog er Kys, der hedt i Purpursøm
Hals, Bryst og Skuldre farve flammerøde.

Alt dettes svulmende Sigsammenfletten
til dobbelt Samklang, der i Afskedsstunden
døer hen i Treklang — det er jo Sonetten.

Hør Rytmen glide skønt i Spænding bunden;
den knuger, skønt den kommer ej af Pletten,
Rim imod Rim, som Kys i Kys paa Munden.

Digt af Georg Brandes (1842-1927) fra digtsamlingen Ungdomsdigte, 1902.