Brian arbejdede ikke i køkkenet i golfklubben for sjov. Han arbejdede der for at tjene penge. Han havde boet med sine forældre i deres gulstensbungalow ovre bag træerne, siden han var lille. Da han var dreng, havde han tjent småskillinger ved at køre golfspillernes vogne rundt for dem og række dem de rigtige køller. Han kendte de rige, men han var fuldstændig klar over, at han ikke hørte til dem og aldrig ville komme til det.

Der var dem, der påstod, at der ikke for alvor var forskel på de rige og de mindre rige i Danmark, men Brian vidste godt, at det ikke var rigtigt. Ikke at han tænkte på sig selv og sin familie som FATTIGE, men rige var de altså heller ikke. De rige havde mange penge, store biler - og masser af tid til at spille golf. De mindre rige - som nu Brian - arbejdede hver dag. Brian vaskede op i klubbens køkken, mens han kiggede ud gennem vinduerne, ud på den grønne, trækransede golfbane, hvor golfspillerne hyggede sig i det dejlige vejr. Jo, der var de rige og de mindre rige.

                                                            ***

Det var sommer, det var sol, og der blev spillet golf som aldrig før. Brian havde travlt, og han tjente gode penge. Han havde planer om at begynde på handelsskolen. Han ville gerne blive til noget. Men den daglige omgang med klientellet i klubben tog ligesom modet fra ham. Han ville jo alligevel aldrig blive som dem.

Den sommer var der en fyr, der hed Patrick i klubben. Hans far var et eller andet stort og bestemte meget i klubben, og Patrick førte sig frem, som om han ejede alting. Han var en udmærket golfspiller, og han manglede ikke selvtillid. Patrick så godt ud på en lidt tung måde. Han var altid velklædt, men han tilbragte mere tid med at sidde på terrassen og hygge sig, end han gjorde med at spille golf. Han kom tit i selskab med et par venner, og så havde han en veninde, der hed Belinda.

Belinda var svær at greje. Hun sagde ikke så meget, og hun havde ikke Patricks brovtende manerer. Brian syntes, hun var en flot pige. Uopnåelig, men flot. Han havde lagt mærke til, at Belinda havde kigget på ham et par gange, når han rendte og serverede på terrassen. Han kunne altid se hendes lyse hår, som var tykt og klippet, så det stod som en gylden sky om hendes hoved, når han gik derude.

- Hej, du dér! råbte Patrick til ham den lørdag formiddag. Brian lod først som ingenting, mens han serverede smørrebrød for et par rødmossede herrer, som netop havde afsluttet deres golfspil. Han vidste godt, at det var ham, Patrick kaldte på, men han brød sig ikke om den kommanderende tone. Han nikkede til de to herrer, vendte om og gik langs terrassen, tilbage mod køkkenet.

- Du dér! lød det igen fra Patricks bord. - Tjener!

Brian rettede blikket mod bordet, hvor Patrick holdt hof med Belinda og et andet par. Han gik roligt hen mod bordet.

- Ja? sagde han neutralt.

- Ja, kan vi få fire pilsnere mere, og fire gange dagens platte? sagde Patrick utålmodigt.

- Fire øl og fire platter, gentog Brian.

- Ja, hvis det ikke er for meget, sagde Patrick uvenligt.

Brian sagde ikke noget, men så roligt på det velklædte selskab. To velhavende unge fyre sammen med to flotte piger. Brian lagde mærke til, at Belinda kiggede lige på ham.

- Der går lige et øjeblik, sagde Brian.

- Ja, det kan jeg tænke mig, sagde Patrick. - Det er ikke ligefrem lynservice, I præsterer her!

Brian reagerede ikke, men vendte om på hælen og gik over mod køkkenindgangen. Før han nåede derover, hørte han et latterudbrud fra Patricks selskab. Han tvang sig til ikke at se tilbage. Han vidste, at latteren gjaldt ham, og at Patrick havde gjort sig morsom på hans bekostning. Han var da ligeglad, sagde han til sig selv. Men det sved alligevel.

                                                             ***

Et kvarters tid efter satte han øllerne og de frisksmurte platter på Patricks bord. Samtidig satte han de tomme ølflasker fra bordet på sin bakke.

- Må jeg spørge om noget? spurgte Patrick så.

Brian så på ham. Patrick sad tilbagelænet i sin stol. Han havde solbriller på, og hans solbrændte ansigt var en lille smule rødligt, som om han havde siddet lidt for længe og fået lidt for meget øl.

- Hvad? spurgte Brian.

- Jo, forstår du, vi sad og tænkte på, hvad det egentlig giver at arbejde i sådan et køkken? Hvor meget tjener du om måneden?

Brian rynkede panden. - Hvorfor vil du gerne vide det?

Patrick skar en grimasse. - Åh, du ved, vi sad og snakkede sådan om livet i al almindelighed, om karriere og penge ... og så kom vi til at tale om, hvad sådan en som dig i grunden tjener.

Brian betragtede den smilende mund under de mørke briller. Han kunne ikke se Patricks øjne.

- Jeg kan ikke se, hvad det vedkommer andre, sagde Brian.

Patricks mundvige røg nedad. - Tjener du SÅ lidt? Ja, det var også det, jeg mente. Jeg sagde til Michael, Michael, sagde jeg, det er ikke sikkert, at sådan en serveringsgut har lyst til at tale om den slags. Du tjener altså så lidt, at du måske skammer dig lidt over at tale om det?

Nu smilede Patrick igen. Brian skævede til Belinda. Hun så ikke på ham. Hun sad helt stille og stirrede ned i bordet.

- Som sagt så vedkommer min løn ikke andre, gentog Brian. - Jeg går heller ikke rundt og spørger gæsterne, hvor meget, de tjener, vel?

Patricks ansigt fik et forbløffet udtryk. - Jamen, det kan du da roligt gøre! VI har ikke noget imod at tale om den slags. Michael, hvor meget er det, du tjener?

- 42.000 om måneden, svarede Michael øjeblikkelig.

- Der kan du høre, blev Patrick ved. - 42.000. Om måneden. Jeg ligger lidt over - 45.000, og så bilen. Men okay, så tager skattefar altså også en ordentlig luns, skulle jeg hilse og sige.

- Ja, det er ikke så godt, sagde Brian.

- Nej, for så er man også nødt til at have en revisor, der kan sørge for, at lunsen ikke bliver større end højst nødvendigt.

- Velbekomme, sagde Brian og vendte sig om og gik. Igen kunne han høre de to mænd grine højrøstet, før han var nået ind i køkkenet.

                                                            ***

Om eftermiddagen var der fred et øjeblik, og Brian gik udenfor og slog til et par golfbolde. Han var kommet på banen i mange år, og han kunne da godt svinge en kølle. Han slog hårdt til boldene, der drønede ind i det store grønne net på træningsbanen bag klubhuset.

42.000, tænkte han. Han tænkte på sin egen løn, som udgjorde cirka en trediedel. Så hamrede han til bolden, der hvinede lige i nettet.

Han gik tilbage mod husets skygge med sin kølle. Han var helt henne ved bagdøren, da han opdagede pigen, Belinda. Hun kom gående langs klubhusets bagside. Han standsede. Belinda kom helt hen til ham.

- Jeg vil gerne undskylde, sagde hun uden indledning.

- For hvad?

- For det, Patrick sagde derude. Han kan være led, det ved jeg godt.

Brian så hende i øjnene. - Hvorfor undskylder du for ham? Har han bedt dig om det?

- Nej, men jeg ville selv tale med dig. For at du ikke skal tro, at jeg også er sådan.

- Jeg er ligeglad med, hvordan du er. Jeg er ligeglad med din Patrick. Jeg tager mig ikke af det, Belinda.

- Hvordan kender du mit navn? spurgte Belinda med sammenknebne øjne.

- Din kæreste går altid og råber efter dig ude på banen. "Giv mig noget at drikke, Belinda!". Han efterabede Patricks bøvede tonefald. - Alle ved, hvad DU hedder. Han trådte hen til døren.

- Hvad hedder du? spurgte Belinda. - Jeg mener, nu ved du, hvad jeg hedder ...

- Jeg hedder Brian, sagde han og gik ind i køkkengangen.

                                                            ***

Om søndagen have Patrick klaget over ham til restaurantchefen. - Hvad fanden er det for noget, Brian? sagde Egon Nielsen, som normalt var en rar chef. - Kan du ikke tale ordentligt til gæsterne?

- Han spurgte mig, hvor meget, jeg tjente, svarede Brian. - Jeg sagde til ham, at det ikke kom andre ved. Han prøver bare at provokere, Egon. Han kan ikke lide mig.

- Så prøv at holde dig fra ham.

- Det er ham, der råber på mig, Egon. JEG kunne sagtens undvære den klovnerøv.

- Det ved jeg godt, mumlede Egon og skar en grimasse.

                                                            ***

Den følgende torsdag, som også var en dejlig sommerdag, havde Brian igen sneget sig ud på træningsbanen.

Han svingede sin kølle, da en stemme overraskede ham. - HalLO! råbte den.

Brian fejlede sit slag, og den hvide bold peb gennem luften, til venstre for det grønne net, hvor den hamrede ind i køleren på banegartnerens nye, røde plænetraktor med et højt plinng.

Brian vendte sig. Bag ham stod Patrick og Michael og grinede. - HalLO, gentog Patrick. - Den kan sgu spille golf! Ja, det er utroligt, hvad sådan en køkkendreng kan trænes op til. Nå, men jeg kan se, at det kniber lidt med retningssansen. Men du kan altså ramme en traktor. Flot.

De to idioter grinede, og Brian følte raseriet vælde op i sig. - Jeg kan fanme slå længere end dig, sagde han til Patrick. - Du råbte op, lige da jeg slog. Ved du ikke, at det gør man ikke?

Patrick så alvorlig ud. - Uha da, køkkendrengen er en dårlig taber. Ja, jeg kender typen. Det er altid de andres skyld, når der er noget, der går galt.

- Du kan få en røvfuld! sagde Brian og smed sin golfkølle fra sig.

Patrick smilede let. - Sig mig, var det en trussel?

I det samme trådte Egon Nielsen ud inde fra køkkengangen. - Nej, Patrick, sagde han, - Det var vist snarere et løfte.

Patrick og Michael vendte sig om og så på restautrantchefen.

- Jeg synes, du skal lade Brian være, Patrick, sagde Egon. - Han har ikke gjort dig noget. Endnu.

Patrick smilede. - Han har lige truet mig, Egon. Og du ved ligeså godt som mig, at hvis jeg nævner det for den gamle, så bliver det bestyrelsesmøde, og så kan du godt begynde at se dig om efter en anden køkkendreng.

Egon rystede på hovedet. - Gå din vej, Patrick. Lad være med at lave så meget lort.

Egon gik ind igen, og Brian samlede sin kølle op og fulgte efter ham.

                                                            ***

Sidst på dagen, da han var færdig i køkkenet, sad Brian på bænken ude ved klubhusets gavl. Han var træt og trængte til et brusebad. Han hev sin t-shirt af og kiggede ud over golfbanen. Det var faktisk et smukt område. Det klippede græs, der gik helt op til træerne. Brian var glad for golfklubben. Han ville bare ønske, at der ikke var så mange røvhuller. Solen stod lavt på himlen, muren bag ham var varm, og Brian lænede sig tilbage og lukkede øjnene.

Han sad og blundede, da en stemme sagde, - Hej, Brian.

Han kiggede missende op. Belinda stod foran ham. Smukke Belinda, der gerne ville vide, hvad han hed. - Hej, sagde han.

Hun satte sig ved siden af ham. - Hvad er det, du har kørende med Patrick?

Brian vendte ansigtet imod hende. - Jeg har ikke noget KØRENDE. Han spolerede et slag ved at råbe ad mig, og jeg tilbød ham en røvfuld, da han blev grov. Så truede han med at få mig fyret.

Han lænede sig igen tilbage mod den varme mur.

Lidt efter sagde Belinda, - Ja, hans far er jo medejer af banen ... Hvad vil du gøre?

- Der er ikke noget, jeg kan gøre. Egon Nielsen er med mig. Men din kæreste kan sikkert godt få mig fyret, hvis han lyver nok. Hvad fanden laver en pige som dig med sådan en nar? Kan du fortælle mig det?

Belinda svarede ikke. Nej, tænkte Brian, det ved du vist heller ikke rigtig selv.

                                                            ***

Fredag aften stod Brian og slog golfbolde ud over træningsbakken. Han følte sig i form, og boldene fløj i lange, lige kurver over mod skoven. Han tørrede sveden af panden og holdt en lille pause, netop som Patrick, Belinda og Michael og hans kæreste kom trækkende med deres golfvogne.

- Der har vi den hidsige køkkendreng, sagde Patrick nedladende. - Han er minsandten ved at træne.

Patrick kiggede ud over banen. - Men hvor er traktoren? Hvad sigter du efter?

- Patrick ... sagde Belinda. Men Michael grinede, og Patrick blev ved. - Jeg har lige fået en idé. Jeg skal spise middag med den gamle i aften, og jeg havde jo tænkt at foreslå, at klubben fik sig en mindre voldelig køkkendreng. Men ... hvad om vi afgjorde det med en konkurrence? Fem skud hver, og den der slår den længste bold, har vundet. Hvis du vinder, så siger jeg ikke noget til den gamle.

Brian så på Patrick, og derefter på Michael, der smilede hoverende. Han så på Belinda. Hun så også på ham, og der var noget i hendes blik, der fik ham til at sige, - Okay.

Patrick grinede med et faretruende glimt i øjnene. - Fint, sagde han, - det er ligesom en ridderturnering.

Patrick sendte Michael ud på banen for at se, hvem der slog længst.

Michael slog først, så slog Brian. De kiggede efter boldene, der var landet flere hundrede meter borte.

- Køkkendrengen slog længst! lød Michaels stemme derude.

Patrick sagde ikke noget. Hans næste slag var hidsigt, han ramte bolden urent, og den sejlede sidelæns hen over græsset. Brian slog et langt, ubesværet slag. Michael ulejligede sig ikke med at råbe. Patricks tredie og fjerde slag var lige, men ikke så lange som Brians. - Køkkendrengen slår længst! råbte Michael.

Femte slag. Patrick bøjede i knæene og koncentrerede sig voldsomt. Brian kunne høre ham trække vejret gennem næsen. Så løftede han køllen bagud og svingede. Patrick ramte bolden rent, med et næppe hørligt smæld, og bolden løftede sig i en opadgående bue. Brian kunne se Michael begynde at løbe. Bolden nåede længere væk end nogen af de foregående. Patrick så tilfreds på Brian.

- Værsgod, køkken-Brian. Du har ét slag tilbage.

Brian lagde bolden tilrette. Han tørrede hænderne af i sine bukser, stillede sig tilrette og tænkte, kære Gud, lad mig slå længere. Lad mig ikke tabe til det fjols.

Så koncentrerede han sig, lagde hele sin krop i slaget, og slog, som han aldrig havde slået. Det var et rent slag. Bolden fløj og fløj, og da den landede, var Michael løbet endnu længere væk. Han var næsten uden for hørevidde, men Brian kunne se ham slå opgivende ud med hænderne.

Brian så afventende på Patrick.

- Dér var du heldig, køkken-Brian, sagde Patrick. - Du beholder dit job. Jeg siger ikke noget. Men du holder dig på måtten i fremtiden. Næste gang bliver der ingen konkurrence.

- Er der ingen præmie? sagde Brian overmodigt. Det sang stadig i hans skuldre og ryg.

Patrick gloede på ham med et vantro smil. Så slog han ironisk ud med armene. - En præmie? Jo, du kan få mit halve kongerige, køkkendreng. Han løftede sin ene arm som Christian den Fjerde og gjorde en fejende bevægelse ud over banen.

Da sagde Belinda, - Nu er det jo ikke DIT kongerige, Patrick, sagde hun, - Selv om din far ejer en pæn bid af det. Men du kan få en anden præmie, Brian.

Belinda kom helt hen til ham. Hun så ind i hans øjne, og han kunne se, hvor meget hun satsede.

- Prinsessen, sagde hun, og fastholdt hans blik.

Brian besvarede hendes blik. Belinda havde et meget indtrængende blik. Efter et stykke tid lod han blikket vandre hen til Patrick, der stod helt stille nogle meter borte.

Brian ville nok aldrig glemme blikket i Belindas øjne, men han ville heller aldrig glemme synet af Patrick. I den nedgående sols stråler lignede han en besejret hærfører, der ikke helt forstår, hvad der er sket.

Hans blik vendte tilbage til Belindas øjne. De var grønne, kunne han se.

                                                            ---

En novelle af Lars Kjædegaard (f. 1955).