De lette skyer drev dovent hen over himlen og drillede nu og da månen, når de forstyrrede dens strålers leg i kølvandsstriben fra den store atlanterhavsliner, der skulle bringe ham tilbage til … Ja! … Til hvad?

Han stod henne agter på det øverste promenadedæk, mens lysene fra fyrene inde på land blev svagere og svagere.

Tankerne gik tilbage til hende og til den vinternat, hvor de var på vej hjem fra København. Børnene var heldigvis ikke med. De lå trygt derhjemme og sov, efter at deres mormor havde fortalt godnathistorie og puttet dem.

Det havde været bidende koldt, og det kneb for vinduesviskerne at holde forruden fri fra den sne, der væltede ned. Han så igen for sig glimtet af den modkørende bil, der skred ud og dækkede udsynet, inden alt blev sort.

Hun havde fået en slem hjernerystelse og en del alvorlige kvæstelser, men lægerne lovede, at selv om det kunne tage måneder, ville hun komme over det uden men.

Han var blevet slået bevidstløs og hårdt kvæstet i hovedet. Det havde taget næsten en time at skære ham fri fra bilen.

Da han var uden for livsfare, havde familien sørget for, at han kom i behandling hos nogle af verdens førende plastickirurger.

Nu stod han så her på vej tilbage. Lægerne på den amerikanske klinik havde været dygtige. De havde givet ham et helt nyt ansigt. Selv hans bedste venner, ville umuligt kunne genkende ham. Heller ikke på hans stemme. Den var også forandret til ukendelighed.

Det var på den lille cafe, der lå skråt over for universitet, hvor han underviste, at han første gang mødte hende. Han kiggede næsten altid indenfor, når han var færdig med sin undervisning. Den dag var der som sædvanligt en hel del studerende. Han var en afholdt lærer, ikke mindst af de kvindelige studerende, så på vej hen mod sit stambord hilste han til højre og venstre.

Mens han ventede på sin espresso, fik han øje på hende. Hun sad alene i det fjerneste hjørne. Da deres øjne lidt efter fangede hinanden, skete der det forunderlige, som ikke kan forklares. At to mennesker, der aldrig har set hinanden før opdager, at de er i nærheden af målet for noget, de altid har længtes efter.

Han overvandt sin generthed og gik over og spurgte, om han måtte sætte sig. Det måtte han gerne. Der gik der et stykke tid, hvor de ikke sagde noget, men blot betragtede hinanden. Tiden stod stille. De var alene i lokalet.

Det var ham, der først brød tavsheden, og det varede ikke ret længe, før de talte sammen, som om de havde kendt hinanden i lang tid. Hun hed Kirsten og var lige blevet færdig på tandlægeskolen og kunne nu kalde sig cand. odont. Hun ville åbne sin egen klinik, men loven krævede, at hun først kunne starte sin egen praksis, når hun havde arbejdet et år som assistent hos en etableret tandlæge. Hun havde sagt, at hun håbede, det år ville gå hurtigt, for hun glædede sig til at få sin egen tandlægeklinik.

Han fortalte, at han hed Jens og underviste i fysik på universitetet lige over for.

“Du ligner ellers ikke sådan en tør og kedelig fysiker,” havde hun sagt med et smil, mens hun med venstre hånd fejede sit lyse hår væk fra panden. “Du er sikkert enten gift eller forlovet?“

“Nej,” havde han sagt. “Jeg er hverken gift eller forlovet.” Der gik lidt tid, inden han fik mod til at stille hende samme spørgsmål.

Hun så ned i bordet. Han ventede spændt. Da hun endelig løftede hovedet, og han følte hendes blik langt inde i sig, svarede hun stille: “Jeg har endnu ikke mødt den rette. Jeg har ikke mødt ham før … før” … Mere sagde stemmen ikke. Det var den lille spinkle hånd, der fandt hans, der afsluttede sætningen og sagde: “nu!”

Og så gik det svimlende hurtigt. I lang tid var de begge så opslugt af hinanden, at de næsten lukkede af for omverdenen.

Få dage efter deres første møde, overnattede han hos hende for første gang. De havde været i teateret. Ingen af dem havde været særlig opmærksomme på, hvad der skete på scenen. At sidde sammen i mørket og føle hinandens nærhed overskyggede alt andet.

Da forestillingen var forbi, gik de hånd i hånd ud i den lune sommernat. De holdt ustandseligt pauser for at kærtegne hinanden og med en salig gysen tænke frem til det, der snart skulle ske. Så selv om hun boede i nærheden af teateret, tog det sin tid, inden de nåede hjem til hende

Jens havde straks følt sig godt tilpas i hendes lille lejlighed, der var møbleret så sirligt og smagfuldt. Der duftede ligefrem af renhed.

Efter at de have drukket et glas vin, gik deres hænder på opdagelse, inden de først forsigtigt - men efterhånden mere og mere ivrigt - hjalp hinanden med at blive klædt helt af. Det hele foregik så naturligt, som om de havde kendt hinanden i lang tid.

Da de efter et varmt brusebad lå inde i hendes seng, puttede hun sig ind til ham. Hendes sidste ord , inden de blev forenet var: “Jens, pas på mig, det er første gang.”

To uger efter stod de i den lille landsbykirke og sagde “ja!” til at tilhøre hinanden resten af livet.

Da det sidste lys inde fra land forsvandt, og mens månen stadig fremtryllede glimt fra kølvandsstriben, gik Jens ned i sin kahyt. Han lå længe og glædede sig til gensynet med hende og deres to børn. Glæden var dog blandet med en smule frygt. I sit indre var han stadig den samme … Men, hvad med det ydre, ville han stadig være den mand og far for dem, som han havde været før ulykken?

På det tidspunkt anede han ikke, at Kirsten var om bord. I sit sidste brev havde hun skrevet, at hun ikke var kommet helt til kræfter endnu, så det var tvivlsomt, om hun kom over og hentede ham, så de kunne følges ad hjem.

De havde imidlertid begge længtes så meget efter den anden, så Kirsten var taget af sted på trods af, at hun endnu ikke var helt rask. Jens havde haft det på samme måde, så han var taget af sted med et skib før den aftalte tid uden at meddele noget. Det skulle være en overraskelse.

Da Kirsten nåede frem til den amerikanske klinik, hvor hun troede, Jens stadig opholdt sig, fik hun den besked, at han var udskrevet samme dag. Hun vidste, at han ville tage hjem med den samme båd, som hun var kommet med. Men selv om hun hurtigt fik fat i en taxa og skyndede på chaufføren hele vejen, nåede de ikke frem til tiden. Den store atlanterhavsliner var allerede på vej ud ad havnen, da de nåede frem.

Der var ingen tid at spilde. Hun henvendte sig hurtigt på rederiets havnekontor. En køn pige, som har noget at kæmpe for, kan udrette mirakler. Det var lykkedes hende at få lov til at komme med lodsbåden, der skulle hente lodsen, når atlanterhavslineren et par timer senere var kommet ud i frit farvand.

Det var over midnat, da hjælpsomme hænder hjalp hende med at komme fra lodsbåden og ind gennem den luge, som blev åbnet i siden på det store skib.

Den unge styrmand, der stod klar for at modtage hende, sørgede for, at hun fik en ledig kahyt. Det varede ikke længe inden hun udmattet, men lykkelig faldt i søvn - Hendes elskede var lige i nærheden!

Da Jens næste dag havde spist morgenmad, gik han op på soldækket. Han havde sovet længe, så det var allerede behagelig varmt. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Han satte sig godt til rette i en liggestol.

Han havde siddet et stykke tid og småblundet, da en af stewarderne kom og slog hans parasol op. Jens vågnede og takkede for omsorgen. Da stewarden var gået med et par dollar mere i brystlommen, strakte Jens sig dovent, missede lidt med øjne og så sig omkring …Pludselig så han hende. Hun sad få meter skråt over for ham.

Og så skete det igen. Dette forunderlige, at to par øjne der mødes, kan udtrykke mere poesi end alverdens digte. Han følte det som om, han svævede vægtløs i rummet. Hun smilede koket, strøg en hårlok væk fra panden og gjorde tegn til ham om at komme over og sætte sig ved siden af hende.

Med et følte han som om en ishånd knugede hans hjerte. Hun anede jo ikke, hvem han var. For det første, var han uigenkendelig, og for det andet, skulle han først komme med den næste båd. Og, her sad hun så og lagde an på en mand, hun ikke kendte og kaldte ham oven i købet over til sig. Han rejste sig med et sæt. Sendte hende et hånligt fortvivlet blik og skyndte sig bort.

Da han var kommet op på promenadedækket gik han hen agter og betragtede det kølvand, som havde set så eventyrligt ud aftenen før. Nu var det blot bobler, der bristede, når de kom op til overfladen.

Et øjeblik tænkte han på springe ned i skibets hvirvlende lange spor og lade sig suge ned i dybet. Men, så så han to par barneøjne. Nej, det ville være for fejt, så hellere … så!

“Jens,” lød det ganske stille bag ham. Han vendte sig om … Der stod hun få meter væk. Og da deres blik mødtes sagde hun : “Min elskede, hvordan kunne du dog være så dum at tro, at jeg ikke genkendte dig. Der er kun én mand i hele verden, som kan se sådan på mig. Jeg vidste, at det var dig i samme øjeblik, vores blik mødtes.”

Og så skete dette forunderlige igen, at to par øjne fortalte hinanden, at de altid ville høre sammen.

Da de lidt efter stod tæt omslyngede og så ned i kølvandet, var det ikke længere gråt og trist. Solens stråler tryllede med de myriader af perler, som skibets store skruer sendte op mod overfladen. Og nede under dem i skibets dyb dunkede maskinen taktfast … hjemad … hjemad … hjemad!

Ugebladsnovelle af Jørgen Horsbøl (f. 1931).