Af Et Øjenvidne

Henrik Cavling
Dags-Avisen, 20/05 1882

Lyngby, 18. Maj.

Kun faa Eftermiddage var saa stille som den, lys og foraarsmild kastede Solen sine Straaler paa Skred hen over Moser og Engdrag; og Bøgens gamle ærværdige Hoved spejlede sin ny grønne Klædning i Dammen, hvori vi fiskede. Mærkelig nok, at ingen Maler har set denne "Donse store Dam", ti her er et af de yndigste Punkter i Nordsælland, skønt det ikke har noget udover de bekendte Faktorer i et nordsællandsk Landskab: Skov og Sø med en Slugt til Højre og Venstre, som lukkes af et langstrakt Bakkedrag. Men der hviler en egen Stemning over disse gamle Bøge og den spejlblanke Indsø, der er usigelig Fred og Harmoni.

Bøgene runde sig lige ned i Vandet, saa de synes at løbe i et med deres Spejlbillede, og Bakkerne, som lukker for udsigten, synes at smælte sammen med Horisonten. Paa et saadant Sted vilde den hellige Birgitte have bygget et Kloster, om hun havde set det. Den mere praktiske end religiøse Dronning Louise byggede her 1704 et Krudtværk.

Dette Krudtværk forstyrrer dog ikke Dalens Fred. Fra Vejen ses kun mellem Lindene den lille tarvelige Hovedbygning med sin gammelagtige Taarnspids. Bagved i Haven ligger udstrakt over et stort Terræn de mange Fabrikbygninger; men derinde fra høres ingen Støj, alt gaar stille og lydløst; selv Arbejderne maa gaa med Filtsko, da haardt Fodtøj ved Frektion kunde frembringe en Gnist ─ og her hvor man laver det Pulver, der behersker Verden, her frygter man for den mindste Ildfunke.

Er det ikke en ejendommelig Ironi, at der her i denne skønne Dal, foran den smilende Sø, skal findes en Fabrik af det djævlske Sprængstof?

Det var dog ikke herom, vi talte, medens vi laa der i det saftige Græs og smøgede vor Pibe, og Medestængerne fik passe sig selv. Jeg tror, vi laa og holdt Paréer paa Monrads Valg eller noget lignende.

Bag os laa Fabrikken. Havestuedøren stod aaben. Ejerens to Sønner og Datter var lige kørt til Frederiksborg, medens Ejeren selv, Hr. Chr. Drohse, i det samme gik over paa Nabogaarden i et Ærinde. Hvilken Haand førte alle disse fra Hjemmet og frelste dem fra Eksplosionen? Hvor underligt ogsaa, at Fruen og Pigen netop samtidig gik over i det noget afsidesliggende Rullehus, og at en gammel Arbejder paa Fabrikken faldt paa et Ærinde over i Huggehuset. Og hvor meget mere mærkeligt, at en af Arbejderne, som ─ efter hvad han har fortalt mig i Dag ─ idet han paa dette Klokkeslæt lagde sin Haand paa Krudtmagasinets Dør, kom til at tænke paa, at han havde tabt sin Urnøgle udenfor Kulhuset, vaklede et Øjeblik, om han skulde gaa ud og lede efter den ─ gik, og slap med nogle ubetydelige Læsioner.

De færreste i Danmark vidste vel i dette Øjeblik, hvor Donse Krudtmølle laa, og ingen gad vel hellere vide det. Og i næste Minut skulde der fra denne lille Dals Skød udslynges en Hilsen, der bragte største Delen af Sælland til at ryste. Og den ukendte Fabriks Navn skulde fare gennem hundrede Telegraftraade, staa med fede Typer i alle Blade; denne ubekendte Fabrik som Folkene i Nabosognet næppe nok kendte af Navn.

Dette minder i forminsket Maalestok om disse ubekendte Punkter, som pludselig bliver verdenshistoriske, fordi to Hære mødes og levere et Slag der. Hvem kendte for hundrede Aar siden Austerliz eller Waterloo?

Og mod denne Dal, hvorover nu Skovfuglene sorgløse kredsede, skulde i næste Øjeblik tusende Blikke rettes, Tusender af Mennesker skulde ile derhen, halvtredje hundrede Centner Krudt der bagved manglede kun sin Gnist.

Hvorfra mon den kom?

Ligesom samtidige Replikker i et Skuespil ikke kan oplæses af en enkelt, saaledes kan det følgende ikke heller beskrives. Der maatte hundrede Penne skrive paa en Gang, og det maatte alt sammen læses i et Sekund, ─ og vilde dog være et svagt Billede af hint Sekunds Rædsel, et Sekund, der forvandlede den smukke Idyl til en frygtelig Tragedie.

Det syntes med et at blive saa blikstille. Naturen blev ligesom forstenet, som forud for et Tordenskrald ─ da med et krymper Jordsmonnet sig, sitrer et Øjeblik, gynger og bølger paany ─ og se! Under et rystende Knald, som ikke kan beskrives, dundrende frygtelig hult gennem de milelange Slugter, kastes op fra Dalens Skød 7 Bygninger med Tag, Vægge, Bjælkelag og Grundsten, Maskiner, Kedler, Vandværk og kort sagt alt ─ og ud over dette syder som en flydende Flom af Lava en Røg, sort som Kul, bævende sig op som et kæmpemæssigt Træ, hvis Krone bliver bredere og bredere og ligesom Nebukadnesars i Drømmen søger at række mod Himmelbuen; men i det kulsorte Træ ser man hvirvle tusende Ildfunker som travle Myg, og ud gennem dets Krone farer, kastet af en usynlig Haand, Kæmpestene paa flere Alens Diameter, Murstykker, Bjælker, Spær, oprykkede Træer, Jord, Grus og Brokker, Jærnpander, Staalvalser ─ og Mennesker!

Husk, der var halvtredje hundrede Centner Krudt.

I Fabrikkens venstre Fløj arbejdede to sekstenaarige Piger. Muntre og glade havde de et Øjeblik før talt om Pinseballet med den Arbejder, der blev frelst, og den ene havde prøvet de smaa røde Saffianssko, hun skulde danse med.

Hun havde endnu ikke faaet dem af, da Eksplosionen skete. Disse ulykkelige blev kastede en strækning som fra Holmens Bro, op i Luften, over Det kgl. Teater og ned i Nyhavn ─ hvilken rædsom Luftfart! Der i den anden Ende af Haven har et Træ fanget den ene, hun er bleven knust mod dets Grene og er falden ned. Den anden unge Pige er fløjet over Træerne og maa i Luften have været udsat for en Eksplosion, ti hun fandtes i mange Stykker rundt om i Havens indre Lavning. Men oppe i Luften har de faret forbi den ulykkelige Arbejder, der fra Øst til Vest blev kastet ud over en Græsmark, hvor han fandtes Side om Side med en kæmpemæssig Graasten, Han har mistet Fødderne og Halvdelen af Hovedet, Hjærnen er flikket helt ud af den hvide hule Skal, og hans Legeme er saa tæt, saa tæt spækket med Træsplinter. Ud af de forrevne Bukser stikker Benpiberne.

Rundt om det kæmpemæssige Træ, der breder sig og stiger, hvirvler gulbleg Taage, hed som en Samum, kvælende tung. Og kløver Øjet denne Taage, finder det i Stedet for de grønne Skraaninger et skident Lagen af Brokker og Grus.

Er det umuligt at beskrive selve Katastrofen, saa er det dog langt mere umuligt at beskrive, hvad der umiddelbart fulgte efter.

Rundt fra Bakkerne strømmer fra de omliggende Byer Mænd til, nogle barhovede, nogle uden Træsko, andre, som er løbet fra Hest og Harve og endnu holder Pisken i Haanden. Bag efter dem Kvinderne, Børnene, kort alt levende ─ de skriger ikke, de raaber ikke, men deres Ansigter er forstenede af Rædsel.

Oppe i Bondebyen, en halv Fjerdingvej borte, staar Luerne ud af Taget paa de to Huse, som er antændte af Eksplosionen. Denne Bagatel ænses ikke.

Og over dette frygtelige Panorama kaster Solen sit smilende Skin.

I næste Nu forvandles Skuespillet.

Det sorte Træ rykkes over ved Roden, hæver sig op imod Ætheren som en kolossal Ballon, som et mørkt Banner, der i ti Miles Omkreds viser, at Jordskælvet udgik fra denne Dal.

Utallige strømmer til, Rædslen viger for Driften til at handle. Der raabes og skriges; Kvinderne græder, Børnene hyler og løse Heste stejler hen over Bankerne.

Den sorte Søjle breder sig som en Paraply over Dalen, rugende mørk, en Luftstrømning faar fat under den, puster Støvet ud, og ind strømmer Folk paa den Tomt, hvor Donse Krudtmølle har staaet.

Ti der er end ikke en Levning tilbage deraf. Hvor Bygningerne har staaet, er en dyb Grube, selv de store Grundsten er kastet i Luften, og man ser med Undren, at en af de største er fløjet op i den nærliggende Lund og har kastet et Asketræ over Ende, knækket det ved Roden som en Svovlstik. Tilhøjre eksploderer endnu af og til en Krudtkasse. Man advarer og raaber, og ingen vover sig derhen ─ dog en! Men det er en Mand, hvis glansløse Øjne søger hans Datters Lig. Det er den ene Pige. Paa Spidsen af en gammel Bøg, hvis Grene er afrevne, hænger nogle Pjalter af en Kjole, han kender dem, det er hendes. Lidt til venstre mellem Slagger og Smuds finder han hende.

Jeg skal ikke beskrive dette Optrin, som jeg blev syg ved at se.

Der var Legestue oppe i Gunnerup i Søndags. En ung, smuk Pige med lange lyse Flætninger dansede munter og glad til den lyse Morgen; en jovial gammel Husmand sad paa Træbænken og saa til, glad og maaske lidt stolt over sin Datters Lykke. Nu staar han her.

Jeg beundrer ham, at han ikke segner sammen. Jeg finder det at være en næsten umenneskelig Styrke, at han kunde samle sin unge Datter op Stykke for Stykke og selv trille hende hjem paa en Skubkarre ─ men han vilde det. Som en afsindig leder han efter hver Trevl, kun hendes ene Haand mangler. Dagen efter fandt han den bag Gærdet. En fin lille hvid Haand, revet af ved Albuen, Fingrene krampagtigt sammenknugede, under de smaa Negle en Blodsdraabe.

Min Lidenskab havde den Dag været Monrads Valg ─ men jeg glemte Middelfart.

Man kommer næsten til at tro paa Anelser, naar man hører, at denne unge Pige om Morgenen ikke vilde gaa til sit Arbejde, vilde næsten med Vold blive hjemme uden at have nogen Grund; ─ og da hun gik, sagde hun, at det var sidste Gang, hun vilde gaa derned.

Men nu: alle Ansigter er stivnede af Skræk paa disse gruelige Tomter, ingen Taarer. Rundtom ny Rædsler. Henne mod Nord, hvor det endnu af og til eksploderer, samler man den anden Pige op i et Lagen. Oppe paa Marken lægger man de splittede Rester af Arbejderen i en hvid, halvfærdig Ligkiste, ovenpaa ham noget Halm, og fra Skuepladsens Forgrund bærer man lemlæstede Stakler ud paa Vognene. En har faaet spaltet sin Arm fra øverst til nederst, en anden er forhullet i Ansigtet, Øjnene ikke til at opdage, en tredje synes at være en uformelig Masse.

Og rundt fra alle Veje myldrer Vogne med skummende Forspand, over Markerne Mennesker ─ ny Rædsel, forvirrede Spørgsmaal, afsindig Glæde over at se en kær frelst.

Og det er kun faa Øjeblikke siden, at vi hvilede her som i et Fredens Tempel.

Af de utallige Episoder fortæller jeg kun én, fordi den saa smukt karakteriserer forholdet imellem Hr. Drohse og hans Arbejdere.

Paa en Træstub sidder en gammel 73-aarig Mand og græder, græder som et Barn. Vi spørger ham, om han har mistet nogle af sine Paarørende.

"Nej, aa Gud nej!" siger han. "Men hvad skal det blive til med "Manden". Nu har jeg arbejdet her i 41 Aar ─ og jeg kender jo Manden ─ Gud velsigne ham for hver Dag ─ men nu er han jo fattig som jeg ─ Herregud, at det skulde ende saadan!"

Og den gamle græd inderlig.

Jeg bemærker kun, at denne Mands simple Hus, der ligger paa den anden Side af Vejen, er lige saa ødelagt som alle andre Bygninger i en Fjerdingmils Omkreds, d. v. s. Lofter og Vægge er revnede, Ruderne sprungne, Gavlene faldet ned osv. osv. Men paa dette tænker den fattige Arbejder ikke; han har kun Tanker for "Manden". Det er i Ulykken, at man faar den rigtige Tak for sine gode Gerninger.

*

Til Slutning kun ét: Kunde ikke Du, som gjorde saa meget godt for de "vandlidte Finner", Du som sender Uldtøj til Zuluerne, kunde Du ikke ogsaa have Hjærte til at give disse Ulykkelige en Gave?

*

"Dags-Avisen"s Redaktion er villig til at modtage Pengebidrag til de skadelidte ved Eksplosionen paa Donse Krudtfabrik. Bidragene modtages paa Bladets Ekspeditionskontor: Trinitatis Kirkeplads.

Red.

Artikel af Henrik Cavling (1858-1933) i Dags-Avisen d. 20. maj 1882.