Jeg vil forsøge at skrive så roligt som muligt. Men når jeg løfter øjnene, ser jeg en ustandselig ildregn af gnister falde tæt udenfor vinduerne, og de bestandige knald fra det brændende slot når mine øren som knald af en tirailleur-ild. Man skriver med rystende hånd og sydende hoved. Meget af det skrevne vil falde sammen med andet, men det er uundgåeligt.

Klokken halvsyv bragtes mig budet. Der blev en urolig støj på gaden, og mens jeg styrtede ud, samlede folk sig i portene, udenfor husene; der påkom én en dump angst som overfor et sig nærmende jordskælv. Himlen flammede, og man så allerede lyshavet ligesom en purpurstrøm isprængt med mørk røg. Ved Frue Kirke faldt funkerne som en regn. Men endnu vidste ingen, hvor ilden var. Man råbte "Kristiansborg". Jeg hørte, mens jeg løb, da flammerne rødt steg op over en sidegade, et langt kvindeskrig. Det var en ung pige, som faldt forlæns om på jorden.

Så så jeg på Højbro flammerne stå ud af slottets tag. Her oppe fra vinduerne så man tunger slikke hele rygningen. Jeg gik ned og trængte mig atter gennem mængden, den var tavs og nedslået. Ingen talte med hinanden. Kvinderne græd og jamrede. Ildregnen var så heftig, som om den udkastedes fra et krater; ført af stormen, der tog til, faldt funkerne som en sne af ild over Thorvaldsens Museum, over kirken, her over huset og i kanalen.

Jeg kom ind gennem St. Jørgens Port. Forvirringen var ubeskrivelig. Man hørte uafbrudt råb om vand, skrig om at redde malerisamlingen. Det var en fuldstændig rådløshed. Sprøjterne arbejdede stærkt, så snart der skaffedes vand, men der var intet. Ildregnen faldt så tæt over slotsgården, at funkerne hængte i ens klæder.

Den uendelige knitren af ilden lyder ligesom geværsalver. Man render allerede imellem hinanden for at redde de sindssvageste ting. Jeg styrtede op i malerisamlingen. Ved vinduerne er ilden så stærk, at håret kan svides. Lyset udefra er det eneste lys over galleriet. Folk stormer ud og ind, man river malerierne ned fra væggen og kaster dem på gulvet for at sønderbryde rammerne.

Lige overfor i gården luer søjlegangen som et attisk tempel ved en solnedgang. Vi løber omkring med enkelte døsige lygter for at skelne mellem malerierne: Det er umuligt. Skodderne rives op, og vi ser så meget vi kan; vi river malerierne løs hulter til bulter. Jeg får fat i nogle hollandske småbilleder, en anden river dem ud af min hånd, og det går videre for at finde andre. Jerichaus Ofelia ligger lige i skæret og bliver som levende midt i lyshavet. Man løsner figuren fra sokkelen, der, omvendt, ligner en ligkiste. Således bæres den bort. De evindelige drøn fortæller, at branden bliver heftigere. Man bærer "Panterjægeren" ned. De uafbrudte "skynd Dem ─ skynd Dem" lyder gennem halvmørket.

Der er her ingen panik. Kun en travlt syslende rædsel. Jeg går ned ad trapperne. Folk stimler uafbrudt op. Man kaster malerierne og går atter op. Der var malerier oppe under loftet, som ikke reddedes. En enkelt figur strålede pludseligt i flammeskær midt i halvmørket.

Jeg gik over på den anden side af porten op i rigsdagslokalerne. De var forladte. En brandmand råbte flygtende "her er ingen vand." Gangene svømmede i rivende søer. Jeg mødte ingen. Røgen begyndte at fylde gangene, hvor der var fuldstændig sort. Jeg trængte frem til folketingssalen og ind i den. Der var i loftet et hul, hvorfra flammerne væltede ned med lyse tunger. Og stadig disse små knald af ild oven over, og lige over mig de små gemytlige flammer, som kælede hen over gesimserne. Der så ikke ud til at være noget reddet. Bøger og manuskripter flød rundt på bordene og på gulvet. Man kunne næsten tænke sig et stormfuldt møde, hvor det var gået på næverne løs.

En mand kom løbende gennem gangen for at ville redde et eller andet. Det var værdipapirer, indesluttede i en pengekiste, den var så tung, at man ikke kunne slæbe den. To mænd forsøgte at bryde den op. Det var umuligt. I et af de næste værelser brændte en astrallampe roligt midt på dagligstuebordet. Det så hjemligt ud.

Gangene var sorte af røg og sod. Jeg hørte nogle lange og flygtende kommandoråb ─ og måtte ud. Lidt efter styrtede loftet. Jeg løb over slotsgården. Der regnede ligefrem kugler af ild og glødende murbrokker. Mellem søjlerne føg det som med hagl. Der var sparsomt ly mellem søjlerne. Gården ryddedes. Den overgaves redningsløst til denne ødelæggelse.

Jeg trængte atter opad Folketinget til, ad den modsatte indgang. I det forreste værelse borede flammerne sig ligesom små spidskugler ud gennem en hvid dør. Ligesom om den blev gennemskudt og til sidst lignede et flaskestativ. Jeg gik forbi døren ud på en mørk gang. Jeg mærkede mig nøje vejen for ikke at fare vild. Men indtil min dødsdag vil jeg høre denne ustandselige knitren af flammerne over mit hoved. Og buldret som af en brølende og mægtig lem, der styrtede i over mit hoved. Jeg nåede en trappe. Flammerne havde grebet den nedefra ─ den forkullede afsats hang lige overfor mig dækket af et sydende mylder af funker. Der var en grufuld skønhed over denne trapperest, som hang midt mellem flammerne. Nede var det et bål.

Jeg så det alt i et nu.

Bag mig hørte jeg et brag, det var døren i salen som faldt. Det var i et sekund et brændende væld af ild ─ skinnende lys i farven, sejrrig og hoverende. Vi to-tre for tilbage, råbte til et par, som kom, at der var fare, og alt var forbi, strømme af unyttigt vand flød om vore fødder.

To af os trængte ind et andet sted. Det var en spinkel bagtrappe, fuld af vand, en tom vandslange dovnede midt i sølen. Denne trappe var forfærdelig. Vi mødte brandmænd, som skreg på vand: vand, vand eller det er forbi. Stærke karle vred deres hænder og forbandede. Der var ingen ledelse. "Sig vi må have vand ..." "Vi kan ikke mere." Man styrtede ned efter vand. Vi kom forbi en jerndør som var gloende. Under branden så jeg tre gange sådanne jerndøre, som ikke fugtedes.

Denne dør blev bulet af ildens magt. Der var varmere end i en bageovn, en stikkende, utænkelig hede. Vi trængte højere op. En brandmand holdt vagt øverst. Det var lige ved taget, og ganske nær hørte vi en stærk susen af flammerne. De seks, syv ansigter, jeg så, var hvide, trods det røde skær.

Med ét lød et ─ tilbage ─ og en brændende lem faldt ned forbi os. Derpå blev det ganske mørkt. Jeg ved ikke, hvad der så skete. Nogle stemmer skreg: stands ─ stands ─ det brænder under os. Men råbene lød ligesom utydeligt, og vi standsede ikke. Vi styrtede frem i ravmørke og faldt over slangerne, som lå glemte på trappen. Røgen fyldte rummet med en kvalm og uigennemtrængelig masse. Sådanne sekunder, medens man hørte skriget af de flygtende brandfolk, man ikke så, og flammernes kogen langs den afsats man lige har forladt ─ sådanne sekunder er evigheder.

Vi gled i vand, kom atter op; jeg pressede lommetørklædet i munden og fremad. Så kom vi ned. Da lød der rædselsfulde brag. De sagde, det var riddersalen, som styrtede sammen. Inde fra bygningen lød et langt hyl.

En soldat møder mig. Hans ansigt er ligesom afsvedet af ilden. Han gik omkring mekanisk og slog meningsløst med armene.

─ Var det riddersalen?

─ Ja. Jeg stod ved siden af dem. De råbte, at vi skulle gå ─ tre mænd blev der. Så faldt loftet. De var alle tre der ─ så langt fra mig ─ og han udstrækker virrende armen ─ så langt. De tre blev straks begravet ─ væk, ind under. Af den tredie så jeg armen og tog fat i den ... Åh ─ hvor han skreg, som han skreg ... og så væk ... vi fik ikke fat ...

Jeg går atter ind i den lukkede gård. Flammerne slår ud af bel-etagens vinduer. Da steg denne skrækkelige knitren til lyden af en uhyre storm. Det var et forfærdeligt drøn af ilden som brusen af selve havet. Og midt i denne heksedans af ild de dundrende brag af mure, som styrtede sammen.

I folketingsfløjen stod de nøgne mure med gabende vinduesåbninger, lige så mange svælg ind til den gule og lystige ild. Så megen ild.

Vi gik tilbage til ridebanen. Forvirringen var ubeskrivelig. Militær ankommer i skarer, men ingen kommanderer. Man slæber møbler, puder, sengeklæder og nips ud fra audienssalen. Jeg så en soldat rende med en flaskekurv fyldt af tomme flasker, en anden med en eneste broderet pude. Man skriger og slår vinduer ud eller ind. Der er ingen stige og ingen vand.

Da så vi, som stod i gården, et svagt lysskær lige ved et vindue over højesterets arkiv. Som om man havde stillet en lampe dækket af en skærm lige ved dette vindue. Dette skær vedblev, det var ganske svagt, men ængstende. Vi råbte, at det brændte; at det havde fænget ved dette vindue. Ingen hørte. Jeg så en mand med raseri besværge en overordnet ─ en militær ─ at undersøge, om det ikke brændte her. Man gjorde intet. Og i næsten ti minutter sås dette svage lampeskær ─ indtil med pludselig knitren vinduerne sprængtes, og flammerne slog op om karmen.

Da begyndte alle at råbe. Der var hundreder af mennesker bag disse værelser. Man brød oppe i den tilstødende sal vinduet op og råbte ned. Det var soldater og civile. Vi hørte ikke, hvad de skreg uden: Der er ild ... Vi så dem anstrenge sig for at råbe os op ─ umuligt ... De slog med armene og kastede lange tæpper ud. Forgæves.

Der lød et skrig om stiger. Der var ingen. De, som kom nåede ikke. En mand klavrede langs mezzaninen og slog med en økse et vindue ind. Og stadig råbte disse folk deroppe noget, vi ikke forstod. Jeg havde ikke følt angst før, nu følte jeg dødsangst for disse mennesker, som deroppe løb meningsløst frem og tilbage, skreg ud i rummet, hvad ingen hørte og løb ind igen.

En gammel gardersergent sagde: Og de løber vild deroppe ... De gange ─ når de taber hovedet ... De ved hverken, hvor udgang eller indgang er.

Så kom de ud, sprang ned fra mezzaninen, væltede ned ad mørke trapper. Hagar og Ismael slæbes ud midt i vrimlen og væltes rundt i sølen.

Jeg stod under søjlerne og hørte atter den knitren, som sagde mig, at ilden var over mig. Da stod flammerne ud fra begge kanter og mødtes. Slottet var tabt.

Hele den indre gård lignede ét bål. Heden brændte vore kinder. Jeg så kongen midt i en klynge med sine to sønner. Hans ansigt var forfærdet og blegt, ganske ligt en stiv maske. Han bevægede mekanisk hænderne i hinanden. Jeg hørte, der blev givet ordre til sprængning af kirkeporten. Man råbte overalt på Zeltner. Han var intetsteds. Og rundt i kældrene brændte gassen endnu. Man kunne ikke slukke, ingen vidste, hvor hovedledningen var. Således brændte gassen midt i det flammende slot.

Alt var forvirring. En kommandør i søetaten giver ordre til at hugge ned, hugge bort, fløjen mod museet, portene, alt. Mængden bryder ind mod en port, som åbner sig under trykket med et brag, og alle struber udstøder et skrig.

Jeg har aldrig set et sådant syn. Det var, som om disse mennesker ville kradse disse mure ned. Man fik hamre, økser, bjælker til våben; man vælter sig ind mod disse mure, de holdt, fortvivlet holdt. Vi kommer ud i kirkegården, hvor endnu alt er mørkt. Men der står tykke røgsøjler ud fra vinduerne. Og altid denne gruelige susen i ens øren.

Vi gik atter ned i kælderen. Beboerne redder deres habengut ved gasskin. Da vi kommer op, løsner stormen brændende murstensbrokker, som falder rundt om os. Man kører af med store artillerivogne fyldte med alskens ting; endnu er hele denne side af slottet mørk. Hele kirketaget er bedækket af gnister som af et fosforlag.

Vi slap gennem kirkeporten ud og gik langs slottet. Det var et fygevejr med ild. Det føg gennem luften som med glødende raketstokke; det var så skinnende lyst, at gasblussene lignede små spædelys.

Hele Gammelholm glødede i skæret. Frederik den Syvendes statue stod silhouetmæssig foran bålet. Jeg ved ikke andet ord, end at ilden hvinede om os. Man kastede bøger ud ad alle vinduer. Folk deroppe skreg og væltede bogmasser ud, som af os dernede kastedes ind på plænerne. Vandet flød overalt. Man sprang over gitret til Kong Frederiks statue og kastede bøgerne op på fodstykket. Midt mellem det altsammen stod på pladsen en simpel træseng. Jeg fandt en bog, der lå lige under den brændende mur. Den bar kongens chiffre. Det var: Souvenirs intimes de Napoleon III.

Det var, som om selve luften tændtes i lue. Alt lyste af ild. Men flammerne selv var mere gulhvide, mere "spillende" end den glødende luft.

Vi kom ind i biblioteksgården. Alt var ild. Thorvaldsens værelse stod urørt endnu. Der var ild til begge sider Fra den brændende fløjdør faldt flammeskæret lige på frisen over den modsatte dør. Man så hver skikkelse i skæret. Så hvirvledes gardinerne sammen af flammerne ligesom småklude, og rummet hylledes i ild ...

Et korps kadetter for gennem gården. Deres klæder var svedne. De havde opført sig som helte ...

─ Mens jeg har skrevet, har jeg hørt den fjerne susen af ilden ─ ruderne fløj splintrede ind, da man sprængte kirkeporten. Jeg har skrevet med dette bål evindelig for mine øjne, med et hav af gnister ned over det hus, hvori der skrives. Nu står af kongeborgen kun de tunge mure med de hundrede vinduer som luende øjne. Og det minder forfærdeligt om et kyklophus, bygget af en jætte, der lyser sin kæmpe-storstue op med et skrækkeligt bål.

Dagen, der kommer, vil vise en forkullet, takket ruin. Det var Kristiansborg.

Artikel af Herman Bang (1857-1912) i Nationaltidende d. 4. okt. 1884. Bang skrev artiklen, da han arbejdede som journalist for den konservative avis Nationaltidende.

Note: Christiansborg Slot brændte (for anden gang) fredag d. 3. oktober 1884 om aftenen. Herman Bang ledede avisens reportagehold. Han skrev sin artikel sent samme aften i Nationaltidendes bygning lige over for slottet.