Der var engang en mand, som skulle til mølle med en tønde rug for at få den malet. Han kom trillende hen ad vejen gennem skoven med rugen på en hjulbør; men han havde endnu ikke set, hvad vej vinden var.

Imidlertid mødte han en lystig ung knøs, der trallede og sang i vilden sky. Ham standsede han og spurgte: Du kunne vel ikke sige mig, fra hvad kant vinden blæser i dag?

Vinden og vinden? råbte knøsen. Hvor er den sne, som faldt i fjor, og hvor er den vind, som blæste i går! - I dag har jeg ikke tænkt at bryde mig om vinden. For det er ikke mig, der skal lukke den ud!

Ja, ja da, sagde manden. Men kan du da ikke sige mig, om vinden er god?

God! råbte knøsen, jeg smagte den ikke!

Nå ja, sagde manden, men kan du sige, om møllen går?

Jo, råbte knøsen, møllen den går og går, men mig er den ikke kommet forbi.

Du kan vel nok svare for dig, sagde manden. Han var ved at blive vred over al den snak. Du bilder dig vist ind, at du er en pokkers karl!

Karl! Kalder du mig en karl! råbte knøsen. Jeg er en gift mand; det er tre år siden, jeg fik mig en kone.

Nå, det var da rart, sagde manden.

Nej, det var pokker ikke rart, sagde knøsen.

Hvorfor ikke det? spurgte manden.

Nej, for hun var lovlig gammel! svarede knøsen.

Det var jo slemt! sagde manden.

Nej, det var pokker ikke så slemt, sagde knøsen.

Hvorfor ikke det? spurgte manden.

Nej, for hun havde mange penge! svarede knøsen.

Det var da godt, sagde manden.

Nej, det var pokker ikke så godt, for så byggede vi et hus, og så slap pengene op, sagde knøsen.

Det var jo slemt, sagde manden.

Nej, det var pokker ikke så slemt, for da kællingen skulle op og se sig om i det ny hus, så faldt hun ned og brækkede halsen, og så slap jeg af med hende, sagde knøsen.

Det var da rart, sagde manden.

Nej, det var pokker ikke så rart, sagde knøsen, for så fik jeg mig en ny kone.

Jamen, det var da rart, sagde manden.

Nej, det var pokker ikke så rart endda, sagde knøsen,

for hun bestemmer, hvor skabet skal stå.
Og hun siger, jeg skal lade pigerne gå.
Hver evige dag hun mig teksten læser,
så hjemme må jeg vide, hvorfra vinden blæser!

Ja, det er jo slemt, sagde manden.

Ja, det er pokker slemt, svarede knøsen og sukkede.