han øver sig. i at gå på. gaden, i at være. på. en fortovscafe, i at bestille. i at spise. en meterhøj sandwich. gennemboret. af et langt spyd. mens forbipasserende ser på ham. mens bussen. standser. rødt lys. foran ham alle ansigterne. på rad og række. de ser. ned på ham. han mærker ikke. bussens udstødning. han mærker. deres blikke. som et brændemærke. i panden. han opregner. sine svagheder. der er uheld. ved at møde ham. der er uheld. ved at undvige ham. der er uheld. hvorfor. satte han sig også her?

han øver sig. jagter en ært. lægger kniv og gaffel. før sandwichen vælter. nederlaget. truer. de sidder inde. i cafeen. de griner. af ham. de ved. hvem han er. de har stablet. hans nederlag. han tænker. kongelige. i gamle dage. de spiste ikke. mens folket så det. men han er ikke konge.

et uheld. hans held. han løfter hovedet. ser. på ansigterne. i bussen. deres blikke. de er dovne nu. ser intet. han kunne have været Sfinksen selv.

eller Minos' hoved i Odins hånd. svarene på deres uudtalte spørgsmål. lige i hovedet. på dem.

han iagttager dem. én for én. retter sig. op. Han er den. som ser. nu. Og de møder. Hans blik. DE ser væk nu. én. for én. servitricen taber. en bakke, med glas. ligeforan hans fødder. hun rødmer. hun er ny.

Han indtager. Sit måltid. Han er Kongen. Nu.

Han går tilbage til kontoret. 1 kantinen stiller han sig i køen for at købe en kop kaffe. Med rolig hånd hælder han fløde i koppen, han vender sig for at sætte sig ved et bord i kantinen og sludre lidt med folk.

"Neej,"

skingrer kantinemutters høje, skarpe stemme gennem lokalet.

"Direktøren skal da drikke kaffen ude på terrassen og få lidt frisk luft. Det er det dejligste vejr!"

Han falder lidt sammen i ryggen og lusker ud i støvregnen.

han rører. i kaffen. rundt. rundt. rører han. de sidder derinde. de griner.

I elevatoren op til kontoret følges han med en ung pige. Hun smiler altid så venligt til ham, men er ellers tavs. Hun er opvasker i kantinen og er på vej op til regnskabsafdelingen. En pludselig indskydelse får ham til at invitere hende ind på kontoret.

Han fortæller hende om engang i skolen og hun lytter alvorligt.

Det var i 4. klasse. Han bad om lov til at gå i gården, men han skulle ikke i gården, han ville gå i mosen, og han var fast besluttet på aldrig at vende tilbage.

På vej op mod byen fandt han en ræv, som var blevet påkørt på hovedvejen, han bar den tilbage til skolen og mærkede, at den var død. Han sparkede døren til klasseværelset op, og med ræven i armene, og tårerne løbende ned ad begge kinder, stod han bare dér i døren.

Han husker, at man havde vist ham venlighed. Næsten respekt. Det havde varet hele resten af dagen.

"Man finder ikke sådan døde ræve mere," siger han og smiler lidt trist til hende.

"Næh, båss, ikke her."

En novelle af Vibeke Henningsen (f. 1954) fra tekstsamlingen Tretten uhørligheder, forlaget Autre, 2011.