Der er noget smukt et Sted i mit Sind,
saa skønt som Aftensols rødmende Skin.

Der er noget ømt og forunderligt kært,
der er noget sælsomt og bristende skært.

Det er som en fjern og smilende Ø,
der stiger af Sjælens brusende Sø.

I Solsmil løfter den sin Tinde,
naar jeg har Stormen døjet.
I Solsmil løfter den sin Tinde,
naar Taagerne er fløjet.

Og der er skyggefulde Linde,
og aldrig bli’r der støjet,
og Tanken gaar til Ro derinde,
og Ønskerne bli’r føjet.

Og Tanken gaar til Ro derinde,
og aldrig bli’r der løjet,
og der er mangt et gammelt Minde,
som Dagens Strid har strøget.

Og der er mangt et gammelt Minde,
i Tidens Løb ophøjet,
og der er linde Foraarsvinde
og frugtbar Jord upløjet.

Der vifter linde Foraarsvinde
til Blomst af Vellugt bøjet,
og klare, milde Kilder rinde
med kærlig Graad til Øjet.

Et digt af Helge Rode (1870–1932) fra digtsamlingen Hvide Blomster, 1892.